<body>

Framing - en desperat løsning

Wednesday, June 27, 2007 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Af Robin Engelhardt

Der er ikke nogen tvivl om, at forskere har det svært for tiden. Et videnskabeligt resultat er ikke hvad det har været i den politiske debat, og en belærende forsker i medierne er snarere noget man måber af, end lytter til. Alt peger på at det videnskabelige argument er i gang med at miste kampen om den offentlige opinion, og fortsætter med at gøre det.

Forholdet mellem videnskab og samfund har altid været præget af kontroverser og magtkampe. I perioder af krige og sociale opbrud blev forskere og deres forskning som regel misbrugt. Eller også blev de undertrykt. Men de er nok aldrig blevet gjort så ligegyldige, som det er tilfældet i dag. Med politiske ledere i USA, som lader følelserne bestemme over krig og fred, og over hvad der er sandt og falskt, godt og ondt, har vi fået en ny version af magtens arrogance, som i Danmark har fået sit eget lille fæle udtryk i den danske statsministers udtrykkelige ringeagt over for eksperter, smagsdommere og urostiftere.

Denne tingenes ulidelige tilstand har naturlig nok ført til en diskussion af, hvordan det har kunnet komme så vidt. Hvordan har fx en række velorganiserede ideologiske grupper af religiøs eller reaktionær observans i USA formået at forme det politiske landskab i deres retning? Det ser ud til at de har brugt nogle ret beskidte tricks, som mange mener må imødegås, hvis ikke landet skal domineres af en politisk farlig og anti-videnskabelig elite.

En række fremtrædende forskere og journalister har identificeret disse beskidte tricks som "frames", der betyder noget i retning af "tankerammer" eller "vinklinger". De spiller på emotionelle og værdimæssige fordomme hos publikum, og underminerer de mere rationelle argumenter. Ordet frames kommer af "framing", som er det begreb den amerikanske sprog- og kognitionsforsker George Lakoff brugte til at analysere den politiske debat i USA med i bøgerne Moral Politics og Don?t Think of an Elephant.

Men hvad er framing? Hvis man ønsker at skabe en social forandring eller angribe en fjende i offentligheden, har man brug for at "frame" sin sag på en overbevisende måde. Alt efter hvor meget indflydelse man har i forvejen, kan man nøjes med at bruge simpel newspeak og fx kalde en demonstrant for en terrorist. Har man mindre magt kan man skabe tvivl i offentligheden ved at lave "en Lomborg" ? dvs. finde en person som siger noget andet. Har man kun meget lidt magt kan man altid iværksætte en langsigtet kampagne og grundlægge en ngo. I visse tilfælde har man indflydelse nok til blot at sige hvad der falder en ind, som det for eksempel var tilfældet med videnskabsminister Helge Sander, der mente at en sammenlægning af universiteterne ville være mere "effektiv", selvom al forskning siger det modsatte. Men i de fleste tilfælde må man anvende frames på en meget bevidst og udspekuleret måde.

I et massemedieret demokrati er framing en interessant størrelse, fordi det er en effektiv metode til at samle og sortere komplicerede emner, og dernæst aktivere bestemte værdier og synspunkter i en population af Homo sapiens. Frames er sådan set helt naturlige værktøjer til at organisere tanker med, og de findes latent hos alle medlemmer af menneskearten. Men anvendt i strategisk kommunikation aktiveres de ved at man gentagende gange betoner bestemte fortolkninger frem for andre, for på den måde at strukturere, hvilke dele af virkeligheden, der bliver bemærket. Frames understøtter med andre ord de mere dovne tankeprocesser. Emotionelle stimuli aktiverer bestemte perspektiver og dermed kortsluttes argumentationen i retning af nogle forudbestemte domme.

Frames kan være små slogans, enkelte ord, symboler eller billeder. Som amerikanske eksempler kan man nævne "pro-life"-bevægelsen mod abort, brugen af ordet "flip-flop?" i kampagnen mod Kerry, men også ord som "effektivitet", "bruttonationalprodukt" eller symbolet for atomkraft er blevet til faste frames som henleder opmærksomheden på bestemte værdier og tolkninger. Frames som kommunikationsværktøj bliver først rigtig virksomme efter en længere brugsperiode i medierne, og især når de er i samklang med allerede eksisterende religiøse, ideologiske eller kulturelle værdier.

Hjerneforskningen har også bidraget til bedre at forstå dynamikkerne bag framing. Sidste år viste en gruppe forskere, hvordan emotionelle valg konsekvent overtrumfer de mere analytiske fornuftslutninger i hjernen. Et simpelt eksempel fra supermarkedet viser, hvordan framing fungerer: Hvis man står foran køledisken og ser to pakker med friskhakket oksekød, hvor der på den ene pakke står "80 procent magert" og på den anden "20 procent fedt". Hvad vælger kunden? Indholdet er det samme, men i langt de fleste tilfælde vælger kunden det "magre" kød. Man vælger med andre ord det produkt, som er blevet framet i den retning, der korresponderer med deres præferencer.

Når forskerne så på hjerneaktiviteten med MR-scannere kunne de se at amygdalaen, som er den del af hjernen der udløser de emotionelle responser, var relativt mere aktiveret når forsøgspersonerne valgte i samklang med deres framingeffekt. Når forsøgspersonerne derimod besluttede sig i modstrid med framingeffekten, observeredes der en større aktivitet i den såkaldte anterior cingulate cortex, hjemstedet for de mere analytiske tankeprocesser.

Eksperimentet tyder altså på at der i hjernen eksisterer flere stemmer, som kan være i opposition til hinanden. Forskerne kunne desuden vise, at en mindre følsomhed over for framingeffekten korrelerer med en øget aktivitet i den orbitofrontale cortex, hvilket samlet set understøtter en forklaringsmodel, efter hvilken den orbitale og mediale prefrontale cortex evaluerer og integrerer både den emotionelle og den kognitive information, og på den måde understøtter en mere "rationel", dvs. en mere beskrivelsesinvariant beslutning.

Langt de fleste debatter i offentligheden kan betegnes som framingkrige. Diskussionen om intelligent design er et godt eksempel på en framingkrig der foregår primært på amerikanske skoler og på internettet. Men også debatter om Islam, om drivhuseffekten og om atomkraft handler under overfladen om den rette strategiske placering af frames. Debattørerne bliver ofte så optagede af deres kamp, at de bliver til medier for en sag. Det er ikke dem, der har argumenterne. Det er argumenterne, der har dem.

I et evolutionært perspektiv har frames været nyttige for beslutningsprocesser, fordi de reducerer informationsomkostninger og skaber en følelse af forståelse via emotionelle stikord. Frames er ikke nogen ny opfindelse og har sandsynligvis været brugt siden menneskets forfædre besluttede at leve i sociale grupper. Men frames er også det perfekte resonanskammer for irrationalitet og gruppe-forstærkede raserier. Det kan især være tilfældet i stærkt medierede og globaliserede verdener som vores, hvor et eksorbitant stort antal af stimuli og emotionelle symboler oversvømmer vores hjerner. Denne overdosis gør os direkte dumme, fordi den aktiverer instinkter frem for reflektion. Framing er heller ikke velegnet til at formidle ny information, hvilket er det, forskere og forskningsformidlere normalt ville tro, at de gjorde.

Framing er derfor anti-videnskabelige. Den er nødvendig for kommunikationen, men i relation til demokratiske beslutningsprocesser, hvor enhver debat har tendens til også at blive betragtet som en policy-anbefaling, ender man nemt i emotionaliserede situationer hvor politikere agerer som hævntørstige krigere eller som forurettede børn. Med dårlige beslutninger til følge.

Det foruroligende perspektiv er, at der er ingen vej uden om framing, og at de offentlige framingkrige blot vil forstærke de gruppe-baserede psykopatologier, hvor hver gruppe låser sig fast i nødvendigheden af at nedkæmpe den anden. Socialiseringen af ethvert had, enhver vrede, enhver jalousi, omdanner verden til en åben kampzone, hvor alle, som stikker hovedet ud af skyttegravene, risikerer at få det skudt af. På en bizar måde skaber dette sin egen følelse af sikkerhed, men i virkeligheden er alle fanget i en infantil trang til bare at få ret. Hvis politisk ukontrolleret, vil framing blive grundlaget for demokratiske beslutningsprocesser - og ikke blot et aspekt af dem.

(publiceret i Politiken, 24. juni 2007)

Labels: ,

Bookmark and Share

Rundkredse og globale dilemmaer

Sunday, May 06, 2007 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Det er efterhånden blevet klart for de fleste, at menneskearten er i fare for at udryde sig selv. En af grundene er, at vores intelligens ikke rækker til at tage de rigtige beslutninger på gruppeniveau. Vores enorme tekniske formåen kan flyve os til månen og klone får, men den kan ikke løse almindelige sociale dilemmaer, når vaner skal ændres eller når ressourcer skal fordeles. Sådan ser det i hvert fald ud.

Eksempler er der mange af, hvoraf drivhuseffekten nok er det største. Men for at blive i de hjemlige farvande kan vi tage torsken i Nordsøen. Den har det skidt. Overfiskeri har nedbragt bestanden til en brøkdel af sit naturlige leje. I løbet af de sidste mange år har videnskabsfolk derfor anbefalet en kvote på nul. Men hvert år har EU's fiskeriministre rejst sig fra forhandlingsbordet med et "kompromis" der tillader en fangst på x tusinde tons til danskerne, y tusinde tons til nordmændene og z tusinde tons til englænderne. Resultatet er det, vi ser i dag: en bestand på randen af kollaps, hvor alle i sidste ende bliver tabere.

Vi
er med andre ord vidner til endnu en økologisk katastrofe, der skyldes et socialt dilemma, som vores politikere og styreformer ikke kan løse. Dette er ikke kun sociologisk set interessant. Det er også fatalt, hvis vi ikke lærer at gøre det bedre.

M
an kan forestille sig den absurde situation, hvor EU's ministre om 30 år sidder i rundkreds omkring det sidste træ i Europa og diskuterer, hvad der skal gøres. En minister siger, at man mister arbejdspladser, hvis træet ikke bliver fældet. En anden foreslår, at man skal bruge træet som turistattraktion. Og en tredje mener, at træet skal væk for at mejertærskeren kan komme til.

M
an ser knapt nok på forskernes eller træindustriens anbefalinger og man inviterer ikke en eneste forstmand, ornitolog eller NGO med i rundkredsen. Det er klart, at en sådan beslutningsstruktur er opskriften til fiasko. Politikere som ikke kan se længere frem end til næste valg og en lobby med egeninteresser vil næsten altid underminere den rigtige løsning til fordel for den hurtige vinding.

I
1968 skrev den amerikanske økolog Garrett Hardin et essay med titlen The Tragedy of the Commons, som beskriver fænomenet. Han viser hvordan fri adgang til en efterspurgt men begrænset ressource fører til overudnyttelse. Tragedien indtræffer, når folk finder ud af, at det kan betale sig hurtigt at tage hvad de kan, fordi de negative konsekvenser af deres rovdrift fordeles over et større antal mennesker og derfor rammer dem selv mindre hårdt end den umiddelbare gevinst.

S
iden Hardins essay er situationen kun blevet værre. En eksplosiv befolkningstilvækst og en mindst lige så stor tilvækst af teknologier som udtømmer og forurener alverdens naturressourcer har medført en akut feber hos patienten Jorden.

T
ragedien gentages blot for torskene: I stedet for at arbejde i fællesskab mod en sund torskebestand, forhandles der med næb og klør for at få en relativt stor kvote af den sørgelige rest.

N
u findes der mange mennesker som har tænkt over problemet, og heldigvis er situationen ikke helt så håbløs. Faktum er jo, at folkeslag igennem historien gang på gang har vist, at de kan opretholde et bæredygtigt samfund selv i meget golde geografiske områder. Og de havde hverken embedsmænd eller smarte matematiske formler til deres rådighed. I stedet skabte de et åbent forum, hvor de gav alle berørte mulighed for at bidrage til en løsning. Det var ikke altid, deres planer blev en succes, men ofte skyldtes fiaskoen ikke en manglende evne til at løse et problem, men manglende viden og dermed evne til at erkende problemet i første instans. Og den ulempe - manglende viden - har den globaliserede verden alt andet lige mindre af.

I
nteressant nok er de traditionelle styreformer meget umoderne i den moderne forvaltning. I stedet taler man om privatisering, om kvoter og om at skabe et marked for "eksternaliteter", som sætter en pris på de negative resultater af et ressourceforbrug, sådan som det fx gøres med CO2-kreditter. Man behøver ikke at være sociolog for at se, at disse ideer mere ligner tekniske fix end demokratiske løsninger til sociale dilemmaer. Og det er mere end tvivlsomt om de er nok.

M
åske kunne vi lære noget mere af de traditionelle løsninger. Man kunne jo passende forsøge sig med torsken i Nordsøen. I stedet for vilkårlige kvoter, sorte fisk, eksperter til grin og ministre bag lukkede døre, kunne man starte på en frisk i et åbent forum, hvor alle berørte er repræsenterede - fiskeren, NGO'en, forskeren, embedsmanden og politikeren. En helt igennem jævnbyrdig rundkreds, hvor forhandlingerne ikke betinges af andre spilleregler end dem, man bliver enige om.

D
et er en meget anderledes tilgang end først at erklære en beslutning, og så se hvad de andre synes om ideen. Det sidste ender som regel hos domstolene, hvorimod det første giver en reel mulighed for fælles fodslag.

(udkommet i Politiken, 6. maj 2007)

Labels: ,

Bookmark and Share

En prut i en spand vand

Saturday, March 24, 2007 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

I en for nylig udkommet artikel i fagbladet Nature gennemgår klimaforskeren Michael Wara fra Stanford University de foreløbige resultater af den globale handel med CO2-kreditter. Billedet der tegner sig er meget grumset, hvis ikke grumt. På den ene side er det godt at kvote- eller kreditsystemet har åbnet udviklingslandenes øjne for at der er noget der hedder drivhuseffekt. Men på den anden side viser det sig, at systemet lider af mange sygdomme og et virvar af tekniske og administrative påfund som gør det modtagelig for snyd og bedrag.

Konkret viser Wara, hvordan handlen med et bestemt drivhusgas, kaldet HFC-23, frem til år 2012 vil kanaliserer 4,7 milliarder Euro til Kina, selvom den skadelige gas ville kunne fjernes med blot 2 procent af beløbet. Artiklen karakteriserer markedet for at give en ?pervers tilskyndelse? til ikke at udvikle nye CO2-begrænsende teknologier, men tværtimod give HFC-producenter kronede dage. Danmark deltager via Den Danske Carbon Fond i denne oversubsidiering af de kinesiske myndigheder og underminerer dermed Kyoto-aftalens formål om at reducere de globale CO2-emissioner til den lavest mulige pris.

Kyoto-protokollens såkaldte fleksible mekanismer, som blandt andet hedder Clean Develompent Mechanism (CDM) og Joint Implementation (JI), giver højtudviklede lande som Danmark mulighed for at opfylde deres reduktionspligt ved at investere i bæredygtige projekter i udviklingslande. Ironisk nok blev disse fleksible mekanismer i sidste øjeblik tilføjet Kyoto-aftalen fra pres af netop de lande, som endte med ikke at underskrive. I dag repræsenterer CDM og JI de første store forsøg på at løse et internationalt miljøproblem via markedsmekanismer.

Antagelsen var at hvis man satte en pris på CO2 og kædede den sammen med Kyoto-landes grænseværdier for CO2-udslip, ville man få mere miljø for pengene, fordi det ville være langt billigere at bygge lav-emissions kraftværker i Kina end i fx Danmark. I realiteten er CDM og JI dog blevet til et vekselkontor for CO2-reduktioner til reduktioner af andre drivhusgasser i udviklingslandene. Og det med store gebyrer. Langt over halvdelen af CDM-projekterne fjerner HFC-gasser, methan og nitrogenoxider, og der er endnu ikke et eneste mega-kraftværksprojekt på tegnebrættet som kan udvikle en bæredygtig energi-infrastruktur med et lavt CO2-udslip.

CDM-markedet prioriterer de økonomiske aspekter, dvs. billige kreditter, frem for ideer som bæredygtighed, addition, osv.. Konkret viser det sig, at næsten 30 procent af alle CO2-kreditter kommer fra projekter i Kina som opfanger og nedbryder HCF-23 (som er et biprodukt af F-gassen HCFC-22, der bruges til fx nedkøling), hvilket svarer til en værdi på ?4,7 milliarder i kreditter frem til 2012. Men ifølge Michael Wara ville man kunne fjerne HCF-23 med en investering på kun ?100 millioner. Da fjernelsen af biproduktet er en nem sag, kan HCF-23-forurenere effektivt tjene dobbelt så meget ved at lade HFC-23 blive fjernet af CO2-kreditkøbere fra Europa end ved at sælge HCFC-22 på det almindelige markede. En skidt sag.

Historien om HFC-23 er historien om et kæmpe smuthul i en model som måske var en god ide. Den danske stat investerer i dag i HCF-23 projekter via Den Danske Carbon Fond, der administreres af Verdensbanken, og tæller en række store danske virksomheder som investorer. Ifølge formanden for Den Danske Carbon Fond Frank Rasmussen er der indgået en aftale med de kinesiske myndigheder i slutningen af 2005 om at 65 procent af profitten fra alle HFC-handler går til bæredygtige projekter i Kina. Men det er den dag i dag ikke muligt at opspore yderligere oplysninger om rammerne for denne aftale.

I stedet for at lukke en smutvej i en måske fornuftig model, hænges der et skilt foran indkørslen med påskriften ?Kina ordner resten?. Men der er ingen garantier, ingen dokumentationspligt, ingen transparens som sikrer at kineserne vil forvalte CO2-pengene på en hensigtsmæssig måde. Og selv om 65 procent af profitten ville gå til bæredygtige projekter, forsvinder der stadig 35 procent, dvs. 1,6 milliarder Euro frem til 2012. Penge der sandsynligvis vil blive delt i porten af kinesiske bureaukrater og fabriksejere.

Det ville ellers være nemt at løse problemet. Montreal-protokollen løser det med hensyn til CFC-gasserne som nedbryder ozonlaget. Udviklingslandene accepterede i slutningen af 1980erne at afvikle disse gasser mod et tilskud fra vesten der svarer til omkostningerne ved at fjerne dem, og netop ikke ved at betale en markedspris som det sker nu under CDM. En kopi af Montreal-modellen ville derfor kunne afvikle produktionen af HFC-gasser til langt billigere penge.

Men hvor meget betyder det hele - i det store billede? Hvis det er sådan i Danmark i dag at de fleksible mekanismer kun bidrager til en reduktion af CO2 på under 10 procent i forhold til Kyoto-atalens mål om en reduktion af drivvhusgasser med 21 procent fra 1990 til 2012, og hvis Kyoto-aftalens mål kun svarer til en procent af det globale CO2-upslip i dag mens eksperterne i det internationale klimapanel IPCC anbefaler en reduktion på 60-80 procent inden 2050, hvor er vi så henne? Ved en prut i en spand vand, ikke mere.

Når Danmark i 2009 skal være vært for FNs klimatopmøde for at udvikle og måske endda underskrive en Københavner-protokol til et post-2012 aftale om drivhuseffekten, skal der helt andre filtre i suppen. Man må stoppe de mange bogføringsfiduser og statstilskud som skævvrider markedet i dag, og man må adskille de forskellige drivhusgasser fra hinanden med differentierede protokoller og regelsæt. Desuden må man nok indse at markedsmekanismer måske kan skabe lidt opmærksomhed, men ikke de nødvendige løsninger. Til det er der brug for langt mere bindende beskatninger og afgifter.

(offentliggjort i Politiken, søndag den 25. marts 2007)

Labels: ,

Bookmark and Share

Vi, idioterne

Tuesday, March 13, 2007 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

I undersøgelser af fremmede kulturer fremhæver sociologer ofte de problemer der opstår, når gamle vaner støder sammen med nye ideer udefra. Kollisionerne kan destabilisere kulturen, forårsage en splittelse mellem traditionalister og fornyere og ende i drabelige opgør. Men det sker også tit at de nye ideer begynder at eksistere side om side med de gamle, og at deres indbyrdes modsigelser naturaliseres i en godartet grød af rummelighed. Det er jo en af vores civilisations større bedrifter at vi har lært at udvise tolerance over for anderledestænkende og fejre pluralismen.

At samme fænomen ikke kun eksisterer i store samfund men hos enkelte individer ? ja faktisk i hovedet på os alle sammen - er dog mindre erkendt, endsige accepteret. Men vi ved det udemærket: vi bevarer rester af overtro, handler mod bedre vidende og er i evig indre konflikt med forskellige anskuelser. Inkonsistente og overlappende synspunkter konkurrerer om vores opmærksomhed, og meget ofte lærer vi at leve med dem side om side i troen på at der nok skal være en samlende tanke ? et eller andet sted. Godt nok er vi komplekse, tænker vi, men ikke skizofrene!

Jeg tvivler på at vi kan beholde denne illusion særlig længe. Vores overbevisninger er ikke så rationelle som de giver sig ud for, og vi har overraskende let ved at leve med selvmodsigelser. Lad mig give et eksempel fra den mest ?rationelle? verden af alle - naturvidenskaben. Til et middagsselskab fortæller en belæst gæst i forbindelse med en diskussion om livets fremtid på jorden, at i sidste ende vil alting alligevel forsvinde. Det siger termodynamikkens anden lov. Orden vil blive til uorden, entropien vil vokse og vi vil blive til støv og gas alle sammen.

Uagtet rigtigheden i at fysikeren Clausius sagde den slags ting i slutningen af 1800-tallet, har man i dag fået en langt bedre forståelse af, hvornår termodynamikkens anden lov gælder og hvornår ikke. Den kan fx ikke bruges på åbne systemer langt fra en ligevægt. Til modspørgsmålet om, hvordan vi så har været i stand til at opbygge komplekse strukturer som fx byer og store civilisationer fra ingenting - ja, hvordan livet i det hele taget har kunnet opstå, kom svaret: ?Ja, det er jo livets mirakel !?, efterfulgt af en længere betragtning om at livet ligger uden for videnskabens forklaringsregime.

Eksemplet er karakteristisk, fordi det kolporterer en typisk misforståelse og fordi det beror på en logisk selvmodsigelse. Misforståelsen består i at livets opståen sagtens kan forenes med termodynamikken. De kemiske og biologiske processer skal blot være langt fra en termodynamisk ligevægt. Den første grundige beskrivelse af alt dette blev givet af belgieren Ilya Prigogine, der i 1977 fik Nobelprisen i kemi for sit arbejde med det han kaldte dissipative strukturer, men allerede i 1954 kunne englænderen Alan Turing vise at mønsterdannelse var en mulig konsekvens af vekselvirkningen mellem kemiske reaktioner og fysiske kræfter som fx diffusion.

Biologien i dag har overvundet ?design-argumentet? med hvilket Thomas Aquinas i 1200-tallet havde ment at kunne bevise, at der lå en intelligent bevidsthed bag livets form og virke. Turings og Prigogines arbejder og de mange efterfølgende modeller for ikke-lineære systemer og autokatalystiske netværk har grundigt udhulet design-argumenterne i idehistorien og gjort udviklingsbiologien til en veletableret videnskabelig disciplin, hvor et utal af computermodeller og laboratorie-eksperimenter lader mønsterdannelse og selvorganisering finde sted.

Argumentets selvmodsigelse består selvfølgelig i gæstens samtidige anvendelse af naturvidenskab og mirakler. Hvis livet opstår af mirakuløse årsager, har det ikke brug for naturvidenskabelige forklaringer for at gå til grunde. Gæstens fremstilling er et eksempel på, hvordan gamle ideer kan sameksistere med nye, uden at det synes at volde problemer. Det er sundt en gang i mellem at blive mindet om, hvor hurtigt vitalismen kan krybe tilbage i bevidstheden på selv videnskabeligt tænkende mennesker. Og det er også sundt at erkende, hvor svært vi har ved at slippe tanken om en bagvedliggende intentionalitet, en Gud, når vi konfronteres med noget uforklarligt.

Selv en hardcore fysiker, som kun tror på naturlovenes eksistens, går ikke ramt forbi. Videnskabsfilosoffen Nancy Cartwright har for eksempel argumenteret med at ideen om at naturlove foreskriver verden dens beskaffenhed og dynamik, i sig selv indeholder en forestilling om Gud. Naturlove er idealiserede modeller af øjensynligt universelle regulariteter i Naturen. Og derfor kan de strengt taget hverken styre eller bestemme noget. De kan til nøds beskrive, men ikke foreskrive. I mange år har mange naturvidenskabsfolk ikke desto mindre insisteret på naturlovenes fundamentale forrang, enten i en empiristisk eller platonisk forstand, og derved ironisk nok bevaret en form for gudsforestilling.

I stedet for at begræde denne tingenes tilstand, burde vi måske fejre den. Eller i hvert fald lære af den. Vores hjerne er en ganske brugbar heuristisk mekanisme til at løse problemer. Men at forlange konsistens, logik og sammenhæng er at forlange for meget ? og på en måde også for lidt. Det er forfængeligt at kræve, at samfundet godt må bestå af divergerende meninger, mens individet burde være indehaver af et sammenhængende verdensanskuelse. Alt tyder på at hvert enkelt menneske repræsenterer inkonsistente, defragmenterede, idiosynkratiske og overlappende trossystemer (forkortet IDIOT), som godt kan hækles sammen til en nogenlunde sammenhængende personlighed, men næppe resultere i et rationelt verdensbillede.

Selv denne klumme vil sikkert kunne vises at være lidt til en side, fyldt med urigtige antagelser, en blanding af gamle og nye ideer, og umulig at rense for fejlslutninger. For eksempel forbyder den sig selv at påstå at den har ret, og man kan kun takke pluralismen (i sit eget hovede) for at der gives plads til den slags overvejelser.

(publiceret i Politiken, 11. marts 2007)

Labels: ,

Bookmark and Share

Det posthumane menneske

Friday, February 02, 2007 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

For nylig skrev avisen Haaretz om en israelsk familie, der fik rettens medhold i at inseminere en kvinde med deres døde søns sæd. Sønnen, Keivan Cohen, var blevet skudt som soldat i Gazastriben i 2002. Han havde aldrig mødt den 25-årige kvinde, som nu skal føde hans barn. Hun var blevet udvalgt blandt over 40 ansøgere, efter at moderen havde beordret lægerne at nedfryse sønnens sæd, inden hans endelige død. Familiens advokat sagde efter kendelsen, at arvefølgen nu kunne fortsætte uden et skriftligt samtykke fra faderen, og at det var »en drøm, som var blevet til virkelighed. På den ene side har familien tabt et barn, på den anden har de fået håbet tilbage«.

På trods af den lidt creepy fornemmelse, historien forårsager, giver citatet et glimt af en enorm følelsesmæssig kamp. Sønnen havde tidligere udtrykt ønske om at skabe en familie, og forældrene har ment, at det var deres pligt at realisere sønnens drøm. Måske var det også deres eneste søn og inseminationen dermed deres eneste chance for en slags udødelighed.

Den moderne genetik gør det muligt. Vi ved, at forelskede men uheldige par kan få befrugtet deres æg i en glasskål og vælge mellem mange screenings- og forplantningsteknologier. Inden længe vil soldater gemme et glas med deres sæd inden de drager i krig. Allerede i dag står mange firmaer på spring for ikke kun at bruge genteknologien regenerativt, men også konstruktivt, så vi kan vælge vores eget og vores børns genetiske makeup meget mere frit end i dag. I dette perspektiv var Cohen-familiens kamp blot et lille skridt i den samme retning.

Der er skrevet mange romaner og afhandlinger om sociale konsekvenser af den perfektionerede genteknologi. De fleste af dem udtrykker angst for, at den ægte kærlighed og den naturlige opvækst forsvinder. Men det er netop ofte den grænseløse kærlighed og ønsket om at leve som alle andre (og måske lidt bedre), der får mennesker og familier til at vælge disse teknologier.

I sin roman 'Fagre Nye Verden' forudså Aldous Huxley allerede for 75 år siden den moderne biologis konsekvenser. Han var utvivlsomt en dårlig skribent. Men Huxley havde én styrke som opvejede hans lidt kluntede skrivestil. Han vidste, at naturvidenskaben i århundreder har bestemt menneskets evolution og vil fortsætte med at gøre det.

Hverken filosofiske strømninger eller politiske nødvendigheder er i stand til at forme menneskets og samfundets udvikling i samme grad som de teknisk-naturvidenskabelige kompetencer kan. Og han vidste, at menneskets evne til at genskabe og ændre den genetiske kode ville få kolossale konsekvenser.

For hvad naturvidenskaben først er i stand til at gøre, vil også blive gjort. I begyndelsen vil nye kompetencer måske blive påtvunget mennesker på en udemokratisk og forbryderisk måde - sådan som historien tidligere har vist os - men senere vil der findes en ?human? vej, en vej hvor ingen love eller morallære står i vejen for videnskabens løfte om et bedre, og muligvis evigt liv.

Det er klart, at Huxley formulerede sin fremtidsvision som en dystopi: Et mareridt, hvor individualiteten er udvisket, hvor genteknologien har gjort alle til identiske kloner, hvor underholdningsindustrien har ændret folk til driftsfikserede zombier, og hvor der ikke længere findes ægte menneskelige relationer. Kun overfladisk sex og morskab er tilbage.

Men mange elementer i Huxleys fagre nye verden bliver i dag accepteret som goder. Den stigende adskillelse mellem sex og teknisk understøttet reproduktion er et godt eksempel. Den voksende accept af aktiv dødshjælp et andet.

I en opdateret version af Huxleys fremtidsvisioner skriver Michel Houellebecq i romanen 'Muligheden af en ø' om et samfund, hvor evnen til at få børn ad naturlig vej er blevet erstattet af en perfektioneret kloningsteknik, hvor man ikke kun kan genskabe eksakte genetiske kopier af mennesker, men også er i stand til at genskabe selve det historiske individ i en ny krop inklusive hukommelse og fysiske udtryk. Ægte udødelighed med andre ord, og ikke blot surrogat-udødelighed via børn og børnebørn. Cohen-familien ville være lykkelig.

Uanset romanens mangel på videnskabelig realitetssans sætter den fingeren på de punkter, hvor Huxley tog fejl. I Houellebecqs fremtid lider ?nymennesket? af kroniske emotionelle afsavn. Fænomener som begær, lidelse og ubetinget kærlighed er fjerne tåger fra fortiden og veget for en livsførelse, som ikke kender til glæde eller smerte, kun til tekniske fix. Og i den totale evighed er individualiseringen absolut.

Netop individualiseringen er kendemærket for udviklingen. Konkurrencen mellem mennesker er stor, og alle ønsker at være speciel, unik. Modetøj, tatoveringer og piercing er blot overfladiske afskrabninger af de gennemgribende biologiske designs, som man vil kunne få tilbudt i fremtiden. Muligheden for at kunne få afkom, selv når man er død, vil blot tilskynde til flere grænsesøgende eksperimenter. Historien om Cohen-familien er derfor begyndelsen til det posthumane menneske. Til mennesket, som kan vælge at være anderledes i et løfte om genopstandelse efter døden igennem et barn.

(publiceret i Politiken, 4. februar 2007)

Labels: ,

Bookmark and Share

Det globale hamsterhjul

Monday, January 08, 2007 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Her i juleferien har mange ligesom jeg brugt for meget tid på at spille computerspil. Sjovt er det, hvis det ikke lige var for den dårlige samvittighed over at spilde sin tid. Hvor ville det være dejligt, hvis man havde en fornemmelse af at udrette noget, samtidig med at man spiller. Og måske er det heller ikke umuligt. Måske kan fremtidige computerspil på internettet være en løsning ved at tilbyde spil, som producerer reelt arbejde.

Inden den moderne computer blev opfundet af John Vincent Atanasoff og Alan Turing i 1930?erne, blev ordet 'computer' jo forstået som værende et menneske, der arbejder med at lave matematiske beregninger. Det kunne for eksempel være beregning af skatter, af planetbaner eller af omfattende regnskaber inden for handel og service. Med lommeregnerens og computerens indtog blev disse computerjobs afviklet i midten af den 20. århundrede.

Men ikke alle beregningsopgaver kan løses ad digital vej. Samfundet bruger enorme menneskelige ressourcer på besværlige, men i praksis relativt trivielle regneopgaver. Opgaver som indeksering, database-opbygning, oversættelse, overvågning, billedgenkendelse, lydgenkendelse, osv. osv.. Ordet 'regneopgaver' er i disse eksempler selvfølgelig en tilsnigelse, fordi opgaverne kræver en form for menneskeligt skøn. Man kalder dem i stedet fuzzy, multivariate eller blot svære og åbne problemer.

Selv om en stor del af hele forskningen i kunstig intelligens fra 1960 og frem har handlet om at løse netop den slags problemer, er de stadig ikke gode nok. Billedgenkendelsen er ikke god nok, oversættelsen heller ikke og maskin-indekseringen slet ikke.

Internettets fremkomst har åbnet nye, hidtil oversete muligheder for at løse den slags problemer. Ikke ad digital vej, men via den gammeldags brug af ordet computer: via mennesker, som sidder online og bruger deres hjerner til at indeksere, beregne og skabe kæmpe vidensdatabaser.

Hvert år bruger mennesker milliarder af timer på online-spil på nettet. Spørgsmålet er derfor: Hvordan kan man kanalisere denne energi i retning af nyttigt arbejde? Hvad ville der ske, hvis mennesker - bevidst eller ubevidst - bidrog til at løse svære problemer samtidig med, at de spillede et sjovt spil? Der ligger et enormt potentiale i humane beregninger, som endnu ikke kan løses af computere og som endda kan hjælpe forskere med at lære computere at løse problemer på en mere menneskelig måde.

En gruppe på Carnegie-Mellon University i USA har udviklet tre af den slags spil. Det drejer sig om ESP spillet (www.espgame.org), Peekaboom (www.peekaboom.org) og Verbosity (www.verbosity.org). Spillene viser hver især, hvordan mennesker - mens de spiller - kan løse problemer, som computere endnu ikke er i stand til. For eksempel lader ESP-spillet to tilfældige personer mødes over nettet, hvorefter de skal samarbejde om at beskrive indholdet af et tilfældigt billede. Jo flere fælles ord de finder, jo flere point får de. De kan ikke snakke med hinanden, og de kan kun blive enige om et ord, hvis de begge på et tidspunkt har skrevet det.

Peekaboom har et lignende formål med den forskel, at spillet her går ud på at finde de korrekte placeringer af objekterne i et billede. Både EPS og Peekaboom er ekstremt populære og kan kategorisere flere millioner billeder på få uger, hvilket står i stærk modsætning til de mest avancerede billedgenkendelsessystemer, hvor både hastigheden og kvaliteten er meget dårligere.

Den hollandsk-engelske filosof og politiske økonom Bernard de Mandeville tænkte allerede i begyndelsen af 1700-tallet, at en klog statsmand burde kunne transformere private laster til offentlige goder. Ja, han gik endda så vidt som til at mene, at privat umoral og selvisk grådighed faktisk var en nødvendig forudsætning for økonomisk velstand. I sin "Fable of the Bees" forklarer Bernard, at der blot er brug for en veldesignet mekanisme, som kan kanalisere de skadelige laster i retning af almen nytte.

Tanken om at udnytte 'nyttesløst' arbejde er således ikke ny. Det har bare været svært at finde ud af, hvordan det kan realiseres. Produktive spil er et godt eksempel på en sådan mekanisme. På Center for Læringsspil ved Danmarks Pædagogiske Universitet har vi i flere år beskæftiget os med at udvikle læringsspil, der har til hensigt at få spilleren til at lære et bestemt fagligt indhold - det kan være en elev, som skal lære et skolepensum eller en forretningsmand, som skal lære om innovation og forandringsledelse.

Produktive spil er en naturlig videreførelse af læringsspil, blot med den forskel, at spillene ikke skal være nyttige for selve spilleren, men for andre. Produktive spil åbner således muligheden for en ny businessmodel, hvorigennem man kan sælge svært beregnelige eller svært opnåelige services til tredjemand.

I modsætning til digitale maskiner har mennesker brug for et incitament til at producere viden via en kollektiv beregning. Spil over internettet er den rette mekanisme til at opmuntre folk til at deltage i sådanne processer. Som et globalt hamsterhjul i de virtuelle rum kan spillene holde hjernen i form, mens deltagerne producerer brugbar viden til glæde for flertallet.

(publiceret i Politiken, 31. december 2006)

Labels: ,

Bookmark and Share

Niels Bohr på udsalg

Sunday, November 19, 2006 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Når regeringen taler om økonomisk frihed skal man passe på. Aktuelt kan man se det på Københavns Universitet, der lige som andre universiteter er gået fra at være en statsinstitution til at være en såkaldt "selvejende" institution. Selveje er newspeak og betyder hverken at eje bygningerne eller at bestemme hvordan man vil organisere sig. Det betyder eksterne bestyrelser, resultatkontrakter og et faldende huslejetilskud. Med forbilledlig spareiver har man i KU's centraladministration derfor besluttet at reducere KU's byggemasse med 100.000 m2. Ikke nogen nem opgave. I en cocktail af teknokratisk planløsning og manglende dømmekraft forslår et udvalg blandt andet at fraflytte Niels Bohr Instituttet. Og ved denne enestående handling at spare 2.000 m2.

Lad os stilfærdigt minde hinanden om at Niels Bohr Instituttet på Blegdamsvej i København er det mest profilerede fysikinstitut overhovedet. Ikke kun i Danmark, men i hele Norden, i Europa, og sandsynligvis i hele verden. Hvert år får NBI besøg af cirka tre gange så mange fysikere som instituttet selv har gående. Og selvom der ikke laves megen kvantemekanik længere, lever Bohrs ånd videre i bedste velgående i et institut som er et internationalt eftertragtet mødested for de bedste fysikere i verden. Hvordan kan det gå til, at en rektor og en dekan vil ødelægge et sådant unikt forskningsmiljø med et pennestrøg?

Man kunne fristes til tro at forslaget om fraflytning fra NBI var en and. Måske er det også en and. Måske ligger der bag rapperiet i KU's udvalgsnotater en bagtanke om at få flere penge fra staten, noget i retning af "der kan I bare se, kære regering, hvad I får os til at gøre! ... hulk!". Men hvis det er en sådan and, så er det også en uansvarlig and. En and der burde have et rap over svømmefødderne. Andedammen nord for Tyskland er nemlig et alt for skrøbeligt økosystem til at sælge ud af et af de allerstørste kulturelle bidrag, danske forskere har leveret til verdenshistorien.

At opgive lokalerne på Blegdamsvej svarer til at H.C.Andersen-fonden ville flytte H.C.Andersen Huset til Nyborg, fordi der haves nyere lokaler der. Andersen-fondens velkendte økonomiske problemer til trods, ville man ikke have tiltroet dem en sådan tåbelighed. Men med KU er det åbenbart anderledes. Med kunstlet åbenhed har administrationen givet public management konsulenter og geodæter frit spil uden at spørge forskere og studerende om deres behov. Hvorfor skulle man også det, når man tror at forskningsmiljøer kan klones i beton, og at kreativitet kan transporteres i en flyttekasse?

Hele misæren omkring Niels Bohr Instituttet skyldes dog ikke kun en administrations manglende kendskab til egne styrker og svagheder. Den skyldes i høj grad en lang forhistorie af lovændringer som har gjort de danske unvierstiteter "selvejende". Først var det Tvind-sagen som cementerede begrebet selveje således at tilskud til institutioner ikke kunne kanaliseres bort til fx forældreorganisationer. Da Lykketoft i 2001 ændrede statsinstitutionerne til pludselig at være lejere af statens ejendomme, sad KU tilbage med en eksorbitant husleje, som blev regnet ud på markedsvilkår. Det hjalp ikke meget at det tilhørende huslejetilskud skulle udregnes på basis af 'stå', dvs. antallet af studerende der består deres examiner. KU er en historisk institution med mange gamle bygninger i Københavns centrum, hvor gangarealerne ofte er større end kontorerne. Også DTU kom i vanskeligheder og man blev nød til at lave en undtagelse. Det eneste rigtige ville selvfølgelig være at stille universiteterne deres bygninger frit til rådighed, således at de kan opnå en reel økonomisk frihed. Men det ville betyde at staten mistede en vigtig kontrolmekanisme til at føre opsyn med en potentiel modmagt. Noget hverken Venstre eller Socialdemokraterne ønsker at gøre. Tværtimod. Som antropologen Jakob Williams Ørberg fra DPU har observeret, er der kommet en række nye kontrolmekanismer til.

En ledelsesstruktur, hvor bestyrelser har eksternt flertal, udvidet taxameter-management og krav om revision. Der er ikke kommet tilsvarende rettigheder. Universitetssektoren er således under strammere nationalstatskontrol. Det er et velkendt trick at holde folk bort fra at tænke frit, ved at beskæftige dem med at finde smør til brødet, udregne examiner per kvadratmeter, og føre regnskab med sig selv. I dag kaldes det "institutionel selveje". I gamle dage kaldtes det hoveri.

Selvejemodellen sikrer en stram statskontrol over universiteternes finanser såvel som over deres strategiske beslutninger. Og det ligger i naturlig forlængelse af regeringens dobbelttænkning. En strategi der på den ene side ønsker at minimere den offentlige sektor, og på den anden side misbruge den til at opnå politiske mål. I den forstand er universitetsreformerne et perfekt billede for Anders Fogh Rasmussens hamskifte fra minimalstatspræst til præsident af Orwells Oceanien. Og Niels Bohr? Han er på udsalg.

(published in Politiken, 19. November 2006, videnskab, page 3)

Labels: ,

Bookmark and Share

Når videnskabsformidling går corporate

Sunday, October 08, 2006 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Forestil dig et computerspil, hvor du bliver hyret af Monsanto til at være en FHM ? en Farmers Hit Man. Den hemmelige mission går ud på at rejse til et udviklingsland og overbevise regeringen om at adoptere bestemte genetisk modificerede afgrøder, så de sætter sig i bundløs gæld. I ly af videnskabelige argumenter og statistikker viser du, hvordan pesticid-resistens og vitamintilskud kan gøre befolkningen tre gange sundere og desuden kan øge landmændenes omsætning 6-8 gange. Du laver en overbevisende Powerpoint-præsentation som viser en stigning i landets BNP på 18 procent årligt, og du hyrer et par godtroende ngo?er, som arbejder for dine budskaber på græsrodsniveau.

Det er videnskabsformidling, så det basker. Og det virker. Landet giver tilladelse til at sælge produktet, og det tager store lån hos IMF og Verdensbanken for at omlægge produktionen. Pengene går ikke til landmændene selv, men til konsulenter fra Monsanto. I løbet af få år, trin for trin, har landet bundet sig til en ?liberal? landbrugspolitik, der klyngebomber traditionelle dyrkningsmetoder og binder landmænd til at abonnere på RoundUp og Terminator-ris med indgraveret nanoskrift: »Copyright: EU and the US of A«.

Det er desværre ikke så meget science fiction, som man kunne håbe. Læser man jævnligt rapporterne fra for eksempel Oxfam og Christian Aid, og ser man på begrundelserne til, at Doha-runden i Verdenshandelsorganisationen, WTO, brød sammen i Genève i slutningen af juli, så tegner der sig tydeligt et billede. Et billede af grådighed.

Som forsmag på, hvad der venter, kan man tage et kig på Indien, hvor en blanding af moderne intensiv landbrug og dårlig økonomisk vejledning førte til masseselvmord blandt landmænd allerede i 1998. Igen i forrige måned blev der rapporteret om hundredvis af selvmord, hvilket førte til premierminister Singhs lovning på 840 mio. dollar til at frikøbe hjælpesløse skyldnere. Rettighedsgrupper estimerer, at mere end 10.000 landmænd har begået selvmord i landbrugsstater som Punjab, Andhra Pradesh og Maharashtra. Ifølge BBC var hængning og forgiftning med pesticider de to mest udbredte dødsårsager.

En anden fidus er terminator-teknologien, som stadig er højt på dagsordenen hos de store transnationale virksomheder. Husk, at det, der i gamle dage holdt landbefolkninger levende i dårlige tider, var deres private forrådskammer af frø. Selv i de værste år, hvor mange døde af sult, nægtede familierne at røre ved deres såsæd. Med terminator-teknologien ? også kaldet ?selvmordsgener? ? vil det være slut. Så kan man kun dyrke planter, der får ufrugtbare frø. Teknologien ville, hvis den blev indført, underminere hundreder af millioner af menneskers livsgrundlag. Og det med vilje, fordi FHM-strategien jo handlede om først at gøre landene afhængige af moderne intensivt landbrug med amerikanske og europæiske arter, hvorefter man kan starte den årlige eller halvårlige beskatning. Selv om det lykkedes at opretholde et internationalt moratorium på kommercialiseringen af Terminator-frø i marts i år, har Monsanto just købt firmaet Delta & Pine Land, der har en plan om bruge teknologien på bomuld.

Som FHM ved du, at sultne afrikanske børn er en god overskrift i de vestlige medier. Og selv om sult ikke skyldes mangel på mad, men snarere fattigdom, koordinerer du en mediestrategi, som forbinder brugen af GMO med vejen ud af sult. Med store vejplakater med ord som ?liv?, ?rigdom? og ?sundhed? sælger du amerikansk langkornet ris og forbyder bønderne at beholde eller sælge deres såsæd. Ved at kontrollere hele forløbet fra frø til salg og tvinge dem til at betale overpris for de tilknyttede kemiske produkter, kan du nemlig trække den størst mulige profit ud af deres investering. Som direktøren for det indiske Research Foundation for Science, Technology and Natural Resource Policy, Vandana Shiva, har udtrykt det engang: »GMO var aldrig tænkt som et middel til at udslette sult. Kampagnerne handlede om sult. Men GMO har været og vil altid være en teknologi, som genererer profit for en håndfuld firmaer, der siger, at de arbejder inden for livsvidenskaben. Men det er en hån mod livet. Jeg ville hellere kalde det en dødsvidenskab«.

Tilbage til spillet: Hvis et land ikke ønsker at plante GMO, så kan man gøre det illegalt, som det for eksempel blev gjort i Paraguay og i Brasilien. Eller man kan bestikke regeringen, sådan som det er blevet gjort i Indonesien. Dumping er en cheat-mode i spillet, som dine opdragsgivere har udstyret dig med. Dumping giver mulighed for at lave målrettede angreb på lokale handelssystemer, sådan som EU og USA gør det med mælke- og kødprodukter. Ingen har magt og penge til at angribe denne praksis via WTO. Og her er vi ved det næste cheat-mode, for det er næsten udelukkende de rige lande, som underminerer WTO-reglerne. For en Farmers Hit Man er WTO kun til for én ting: at give de rige legitimitet til at tryne de fattige.

Spillets mål? Dominans, selvfølgelig. Vi er vidner til en hidtil ukendt koncentration af ejerskab, der efterlader de fattige endnu mere udsatte. Der findes ingen kendte mekanismer til at stoppe de store internationale monopoler, hvoraf de ti største alene kontrollerer 85 procent af de globale agrokemiske marked. Og tragisk bliver det, når dette svindelnummer for alvor bryder sammen. For så vil det være for sent. Den opbyggede harme vil forhindre enhver udnyttelse af de få virkelig nyttige bioteknologiske opfindelser, der faktisk eksisterer. Den danske regering er en del af dette elendige spil. Vi er alle en del af det. Nu mangler vi kun at lave selve computerspillet. Der er masser af inspiration at hente i virkeligheden.

(publiceret i Politiken, 8. oktober 2006, videnskab, side 3)

Labels: ,

Bookmark and Share

about


Robin Engelhardt, Copenhagen





search

recent posts

recent comments

archives

labels

Publications



ERGO- naturvidenskabens filosofiske historie (Lindhardt og Ringhof, 2007)


Hazardcard - a learning game
- play, buy and create


Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2008)


Jeg tager bomben med når jeg går - udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2009)