<body>

En hyldest til Ada

Sunday, March 21, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

I næste uge, onsdag 24. marts, er det Ada Lovelace-dag - en blogger-event for alle dem, som vil hædre Augusta Ada King, Countess of Lovelace, den første kvindelige programmør, og dermed alle de andre modige og dygtige kvinder, som sidenhen har studeret datalogi og programmeret software. Der er nemlig ikke mange af dem.

Lovelace levede i det victorianske England fra 1815 til 1852. Hun skrev programmer til den Analytiske Maskine, den første generelle mekaniske regnemaskine, der blev udtænkt af Charles Babbages i 1837, men først bygget 100 år senere, fordi den var så dyr, svær at lave, og især svær at forstå nytteværdien af i samtiden. Lovelace var en af de få, som trodsede den mandsdominerede verden af matematikere, og forstod, at denne computer var mere end en kompliceret regnestok. Hun skrev den første beskrivelse af en computer og af, hvordan man programmerer sådan en - det, vi i dag kalder for software.

Ada Lovelace-dagen gør opmærksom på et interessant paradoks. Dengang, da folk som Lagrange og Babbage levede, var det umuligt for en kvinde at gøre karriere inden for matematik og logik. De få kvinder, der bidrog alligevel, gjorde det under beskyttelse af en magtfuld mand, typisk deres far eller deres gemal, sådan som det også var tilfældet med Ada, med Mary Shelley og med Marie-­Sophie Germain. Men da datalogien for alvor dukkede op i 1970'erne, var kvindefrigørelsen i fuld gang. Hvorfor udnyttede de frigjorte kvinder ikke muligheden for at ride med på den nye it-bølge? Hvorfor skulle der gå mere end 20 år, før kvinder generelt fik øjnene op for, at der var noget der hed en computer og internet?

I mange år har andelen af kvinder i software-branchen slumret på små ti procent og været endnu mindre, når det gjaldt opstartsfirmaer og lederstillinger. Hvordan kan det være? I Danmark har der intet strukturelt været i vejen for, at kvinder kunne gøre karriere i branchen. Det skete ikke. Først i de seneste fem år, efter at datalogi-studiet er blevet suppleret med mere bløde (men bestemt vigtige) varianter som interaktivt design, informationsvidenskab, it og medier osv., er andelen af kvindelige ansøgere kommet op på et nogenlunde normalt niveau. For hardcore datalogi er tallet dog stadig nede på 7-8 procent.

Dette frister en sociologisk hypotese: It-revolutionen var aldrig sket så hurtigt, hvis ikke vi havde haft kvindekampen. Da den tog fart i 60'erne og 70'erne, flygtede mændene nemlig i hobetal væk fra deres gamle bastioner på jobmarkedet, og hen til en udkant af absolut nørdethed: datalogi. Her kunne de være i fred igen, lige som i garagen derhjemme, og udforske et spændende og ukendt land - som dog hurtigt igen blev transformeret til et nyt imperium.

Jeg ved ikke, om hypotesen er sand. Hvis den er, så må konklusionen vel være, at ligestilling på jobmarkedet (forstået som ønsket om at have lige mange mænd og kvinder i alle professioner) er en ideologisk konstruktion, som dets aktører aktivt modarbejder selv. Både i form af mænd, der ønsker at finde nye grænser og være blandt dem selv, og i form af kvinder, der først følger efter, når området er veludstukket, og de selv kan opbygge deres nicher. Men det kan selvfølgelig også være, at hypotesen er forkert. Det er så svært at adskille personlige motivationer fra sociale krav og normer.

Ada Lovelace var i hvert fald i stand til at gå sine egne veje. Hun står som et forbillede for de mange unge techie-piger, som tør, og på onsdag vil en lang række blogs, netværksarrangementer, også i København, hylde grevinden. Du er også inviteret til at deltage. Lav en video, en tekst, et billede eller noget andet, og læg det ud på nettet. Rygtet vil vide at Ada selv vil deltage, og skype til os fra 'den anden side'. Gad vide, hvad hun vil sige til det lave antal kvinder i softwarebranchen i dag.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Spar en baby

Friday, February 19, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

På ingeniørens redaktion hænger der en seddel på toilettet. »Tænk på miljøet! Brug ikke mer' papir end højst nødvendigt. Tak.«

Sådan står der på et A4-ark på servietholderen ved siden af vasken. Hver gang man tørrer sine hænder, skal man altså få dårlig samvittighed over ikke at bruge bukserne i stedet. Men helt ærligt: Hvor småt kan det blive?

CO2-regnskaber er vel i princippet en god ting. De giver mulighed for, at man kan tage informerede beslutninger om sit forbrug - og vælge at lade være. Men nogle gange kan det blive til en farce. Tusinder af små valg kan nemlig stadig være fuldkommen ligegyldige, når man dermed mener, at resten af verdens problemer er løst. Man mister nemt fornemmelsen for proportionerne.

Men nu, hvor vi er i gang med at kigge på kulstof, så lad os sammenligne. Forhandlere siger, at et luksusblad toiletpapir koster cirka to gram carbon at producere. Det grå og miljøvenlige papir, som vi bruger til at tørre vores hænder med, ligger vel på 20 gram, hvis man sammenligner med produktionen af et stykke hvidt A4-papir, der koster 50 gram carbon (inklusive levering).

Beregninger fra Miljøstyrelsen viser, at den totale mængde CO2-udslip, der genereres ved produktion, transport og forbrug af en liter naturligt mineralvand udgør cirka 200 gram. Afbrænding af en liter benzin forårsager 2,4 kg CO2. For et kilo oksekød er det 3,12 kg, for et kilo ost er det 11,3 kg, og hvis du udskifter en 60 watt pære, der er tændt i fire timer om dagen, med en elsparepære, vil du spare 33 kg carbon pr. år. Hænger du dit vasketøj ud på tørresnoren i stedet for at bruge tumbleren tre gange om ugen, sparer du hele 200 kg carbon om året.

Nu kommer vi til de lidt større tal. Bilen bruger cirka fire gange så meget carbon pr. kilometer som toget, dobbelt så meget som bussen og det samme som et fly. Så hvis du kører 5.000 km om året i bil, svarer det sådan cirka til et ton carbon, hvilket er en halv million blade toiletpapir. På en flyvetur til New York og retur (12.400 km) udledes ca. halvandet ton CO2 pr. passager. Men hertil kommer, at drivhusbidraget fra et fly er tre gange så stort, som selve CO2-udledningen ved flyvning, fordi flyet udleder andre gasser end CO2, som i store højder bidrager til drivhuseffekten. Så i alt bidrager en tur/retur til New York med 4,5 ton CO2-ekvivalent pr. person, svarende til knap halvdelen af en gennemsnitsdanskers årlige udledning af carbon (der er 9,8 ton).

Og så til den store elefant i rummet: Hvad giver det at få et barn mindre? Ifølge tallene må et menneskeliv mindre i Danmark svare til en besparelse på knap en million kg carbon. Gennemsnittet på verdensplan er knap en halv million. Så hvad hvis vi nu koncentrerede os om at blive færre mennesker, i stedet for at bruge mindre toiletpapir? Ja, på verdensplan får kvinder cirka 80 millioner uønskede graviditeter om året, hvoraf de cirka 30 millioner bliver båret til fødesengen.

Hvis vi investerede i uddannelse til kvinder og familieplanlægning, ville vi ifølge det engelske Optimum Population Trust spare et ton CO2 for hver investerede 50 kroner. En lignende reduktion vil kræve en investering på 100 kr. i vindenergi, 300 kr. i solenergi og 400 kr. i kulkraftværker med CCS (carbon capture and storage). Det kan altså meget vel være, at regeringens 85 millioner i støtte til fremme af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder i udviklingslandene, slår alle de andre teknologiske fix med længder.

Så nu vil jeg gå ind på toilettet og sætte en ny seddel op: 'Husk miljøet! Få ikke fler' børn end højst nødvendigt. Tak.'

Labels: , ,

Bookmark and Share

Livets formel

Sunday, January 24, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Det er mystisk, at vi aldrig har set liv opstå af sig selv. Altså fra bunden af. Dermed mener jeg ikke den første celledeling i et befrugtet æg som et lykkeligt resultat af kærlighed mellem to individer, men den spontane selv­organisering af den mest primitive livsform man kan forestille sig - hvad enten det sker i lerkrystaller under jorden eller i en vandpyt et sted i Afrika. Hvis livet startede for 3,8 milliarder år siden, så burde det jo egentlig fortsætte med at starte hele tiden. Men hvorfor ser vi ikke noget til det? Én forklaring er, at livet er blevet så specialiseret gennem tiden, at alle nystart ikke får et ben til jorden (der er jo heller ingen, som bruger hulkort længere). En anden forklaring er, at der sagtens kunne være helt primitive livsformer på denne her klode, men at vi er fuldstændig uvidende om dem, fordi vi ikke kan genkende dem som liv. En tredje teori foreslår, at vi er blevet inkuberet med liv fra rummet. En fjerde, at det var Gud der skabte det hele.

Det har heller ikke været muligt at producere noget primitivt levende i et laboratorium. Det klassiske Miller-Urey-eksperiment har jo kun været en vits af en forklaring på livets oprindelse. I deres ursuppe fandt man godt nok nogle organiske molekyler såsom sukker og enkelte nukleotider, men de forsvandt lige så hurtigt igen, som de var blevet dannet af de kunstige elektriske lyn i kolben. For at være en selvorganiseret livsform, skal den kunne formere sig, og undergå darwinistisk udvælgelse, hvilket man aldrig har været så meget som i nærheden af i et laboratorium. For to år siden annoncerede den amerikanske biokemiker og forretningsmand Craig Venter, at han havde syntetiseret det samlede genom fra en bakterie, og at det nu blot var et spørgsmål om tid, før han ville kunne sætte det ind i en tom celle, og så 'tænde' for organismen. Måske vil det lykkes i 2010, og med lidt god vilje vil man så kunne påstå, at vi mennesker har kreeret kunstigt liv og givet Gud og Frankenstein konkurrence. Men strengt taget er der kun tale om syntetiseret DNA i en allerede eksisterende organisme.

Men når vi nu ikke er i stand til at opfinde liv eller blot lave en syntetisk kopi af det, hvad så med i det mindste at isolere noget levende og opretholde det i en beholder? Heller ikke det har vi været gode til. 'Biosphere 2' hedder det mest kendte forsøg på at skabe et isoleret økosystem i et 13.000 km2 stort drivhus i Arizona. Iltkoncentrationen gik ned under mystiske omstændigheder, og de øvrige metabolismer viste sig at være fatalt sårbare over for uforudsete hændelser. Hvis vi vil kolonisere Mars skal det gøres bedre. Andre biosfæreprojekter som BIOS-3 og MELiSSA har også vist, hvor svært, hvis ikke umuligt, det er at opretholde et stabilt og selvopretholdende økosystem, selv hvis man forsøger at kopiere naturen på bedste beskub. Bioingeniørernes løbende forbedringer og reparationer er afgørende for, at disse kunstige rum overhovedet kan bestå, hvilket samtidigt også er et bevis på, at de ikke kan klare sig selv, ligesom naturen kan gøre det.

Livets eksistens er forblevet et enigma. Videnskaben har for længst afskaffet den religiøs-romantiske forestilling om et livgivende princip, et elan vital, der indånder liv i den døde materie. Men den er heller ikke kommet op med en erstatningssubstans. Det tætteste vi er kommet på en videnskabelig forklaring er abstrakte principper som kompleksitet, autokatalyse og selvorganisering. Men vi har ikke kunnet verificere dem med et hjemmelavet eksempel, der selv kan udvise evolution. Måske skal vi udvide vores horisont lidt og lede efter helt nye substanser og forklaringer. Kærlighed, for eksempel. Det er vel også det stof, der får mennesket til at overleve den ene generation efter den anden. Men hvad er formlen?

Labels: , ,

Bookmark and Share

At ville ville

Friday, December 11, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

En gnaven tysk filosof sagde engang, at mennesker måske nok er i stand til at gøre det, de vil. Men de er ikke i stand til at ville det, de vil. Den skal man så lige tygge lidt på: Kan man ville noget? Ja, sagtens. Kan man ville noget andet, end det man vil? Øh, æh, måske ikke ... Kan man ville ikke at ville noget? Nej! Den går ikke!

Med denne kække manøvre mente filosoffen at have bevist, at vores frie vilje har en meget begrænset evne. Viljen er kun motiveret af driften til at leve, og alt, hvad der ligger derudover, alle håb og ønsker, er blot illusoriske drømme. Som konsekvens af denne indsigt, påstod han, er menneskehedens handlinger retningsløse og forgæves. Vi kan ikke styre verden, endsige være herre over vores egen fremtid.

Hvorfor er denne lille filosofiske overvejelse relevant i disse klimamødetider? Ja, spørgsmålet er vel det samme: Om vi som globalt überrovdyr er i stand til at ville noget andet, end hvad vores drifter i millioner af år har indprentet i vores små hjerner at ville, nemlig at spise, leve godt og gro. Det grundlæggende, og stadig ubesvarede, spørgsmål er derfor: Kan vi virkelig ville redde os fra os selv?

Mange forhandlere i Bella Center betragter klimaforandringerne som et teknologisk og politisk problem, der skal og kan løses. De glemmer hurtigt, at CO2 blot er én blandt mange kemiske forbindelser, som før eller siden kommer til at begrænse vores grænseløse vilje til at leve og gro. Nulvækst eller civilisatorisk skrump er et anatema på disse bonede gulve, og så længe det er det, har vores kollektive vilje til grøn forandring tydeligvis spillet os et puds.

Jeg vælger dog (af ren ufrivillig vilje, forstås) at tro på, at vi kan, hvis vi vil. Som begrundelse kan jeg anføre et hjemmebagt modbevis til ham den tyske filosof. Han har nok ret i, at jeg som et tænkende individ ikke er i stand til at ville noget andet end det, jeg vil. Men heldigvis findes der andre end mig, og hvis jeg er åben nok over for deres viljer, for eksempel ved at lære af dem, eller bare kopiere dem, kan jeg fås til at gøre noget andet, end hvad min vilje påbyder mig at ville. I hvert fald til en vis grad.

Sådan er civilisationer vel i det hele taget opstået: Først som en pædagogisk opdragelse og senere som en social kultivering af basale individuelle drifter. Viljen er rigtignok en sølle evne, men åbenhed over for andre ting og tanker kan få den på rette vej. Man kunne i forbifarten også nævne, at videnskaben er opstået sådan: Som et åbensindet eksperiment med naturen som samtalepartner.

Ergo er hvert enkelt menneske i stand til at ændre sin vilje. Nemlig ved at lytte, lære fra andre og ved at eksperimentere. Spørgsmålet er dog stadig åbent, om vi som samlet menneskehed er i stand til det samme - og hvis ja, om resultatet fører os den rigtige vej. Formlen må dog gælde: At være åben og lytte, ikke kun til andre kulturer, men også til andre dyrs og planters livshistorie. At tæmme vores utæmmelige vilje til at herske og gro gennem opdragelse og læring.

COP15 er et stort eksperiment i at gøre netop dette. Desværre har vi ikke nogen far og mor, som kan hjælpe os. Vi må klare det selv. Med tusinder af små og store viljer, der skal læres af, med demonstrationer, der skal lyttes til, og med et helt parlament af dyr, planter, bakterier, gasser, kemikalier og andre livsvigtige ting, som ikke får deres egen taletid i Bella Center, men senere nok skal stemme om, hvorvidt vi har gjort det rigtigt eller ej.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Det er hans geners skyld

Sunday, November 15, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Det er nogle gange fascinerende at se, hvordan fordomme, fejltænkning og vaneargumenter kan hobes op og blandes sammen i så høj en grad, at resultatet bliver en hel katedral af misforstået videnskab. Lad mig tage en aktuel sag fra Italien: I Trieste har en dommer givet en morder ved navn Abdelmalek Bayout en reduktion i sin fængselsdom, fordi forsvareren mente, at den tiltalte har en genetisk mutation, der øger aggressiv adfærd. Retssagen har været omtalt i flere medier, fordi den konstituerer den første sag i Europa siden anden Verdenskrig, hvor et adfærdsgenetisk argument er blevet tilgodeset i en strafudmåling.

Første åbenlyse mærkværdighed ved dommen var, at den genetiske mutation blev brugt som et argument for at mildne straffen, ikke til at øge den, ligesom man gjorde det i de gamle dage, da sindssyge, åndssvage og kriminelle rask væk blev dræbt med argumentet om at de alligevel ikke kunne reddes. At sende en morder hurtigere ud på gaden igen, fordi man kan være sikker på at han ikke har styr på sine aggressioner, er da også en original udgang af sagen. Det svarer ifølge genetikeren Steve Jones til at sige, at mænd (det vil sige dem med et Y-kromosom) får en mildere straf end kvinder, fordi man jo ved at 90 pct. af alle mord begås af mænd. Eller til at mene, at fulde mennesker ved rattet skal have en mildere straf, hvis de kan bevise at de er alkoholikere.

Jeg er født doven, og hvis mine gener kan bevise det, så vil min chef ikke kunne fyre mig. Det ville da være lækkert, hvis man kunne klare sig igennem livet med den slags argumenter. Den største fejl ved dommen er derfor nok troen på en genetisk determinisme, altså ideen om, at man kan undslippe ansvar for egne handlinger, fordi universet er deterministisk, fordi Gud, Fædreland eller Generne har deres egne foreskrevne regler. Dommeren Paolo Alessio Vernì sagde efter dommen, at han var specielt påvirket af forsvarerens henvisning til en videnskabelig undersøgelse, efter hvilken Bayout har en mutation i neurotransmitter-enzymet monoamine oxidase A (MAOA), som allerede i 2002 var blevet associeret med aggressivitet og kriminel adfærd hos unge drenge i en misbrugssituation.

Her kommer vi så til en lige så alvorlig, men mere forståelig misforståelse hos dommeren, nemlig at sætte lighedstegn mellem en association og en årsag. Langt de fleste genetiske tests kan fortælle lige så lidt om en mands adfærd, som hans lønningspose kan sige noget om hans politiske holdning. Den kan måske give et hint, men heller ikke mere. Som professor Nita Farahany fra Vanderbilt Universitet i USA siger: »Pointen er den, at adfærdsgenetik endnu ikke findes. Vi kan ikke forklare individuel adfærd, kun store statistikker for populationer.« Forskeren bag det syv år gamle associationsstudie, professor Terrie Moffitt fra King's College London, sagde i en kommentar til dommen, at resultatet desuden let kan være ubrugeligt, fordi man altid skal korrelere med etniciteten i den slags associationsstudier (Bayout er algierer), hvilket ikke er blevet gjort i denne sag.

At sagen kommer fra Italien, gør den heller ikke mindre prekær. Det var her lægen Cesare Lombroso i det sene 1800-tal udviklede skolen for 'positivistisk kriminologi' ved at måle næselængde og tælle pandefolder hos de fængslede. Lombroso mente, at kriminalitet var arvelig, og troede på den evolutionære rekapitulation - en teori, der antog at menneskefostre gennemgår tidligere evolutionære stadier, fra fisk til menneske så at sige, for til sidst at nå frem til det gloriøse slutmål: den hvide mand. De kriminelle, kvinder og de vilde var 'atavister', som var gået evolutionært i stå. De var primitive halvmennesker, som skulle håndteres med videnskabelig præcision, og deres negative påvirkning på menneskeslægten skulle modgås løbende med selektivt avl, også kaldet eugenik. Det er en historie, hvis historiske lavpunkt, man kender fra nazitysklands Wannseeprotokol.

I øvrigt er denne historie et klassisk eksempel på, hvordan videnskabelige fremskridt sjældent luger ud i vanetænkning og fordomme. Da biologer efter genopdagelsen af Mendels arbejde fandt ud af, at rekapitulationsteorien ikke var rigtig, erstattede man den med neoteni-teorien, som groft sagt siger det modsatte, nemlig at mennesker i stigende grad bibeholder deres embryoniske træk (stort kranie, lille kæbe, parallel storetå, hårløshed på kroppen, etc,) i forhold til aber og andre »laverestående« dyr. Ikke desto mindre kunne neoteni-teoriens fader, Louis Bolk, i 1926 konkludere at »det er muligt for alle andre racer at nå til toppen af denne udvikling, som nu er besat af den hvide race.« Videnskaben kommer og går, men racismen den består.

Gener har en mærkelig attraktion på folk. De påstås at forklare alt, hvad et menneske går og laver. Men man glemmer helt, at der også er noget som hedder opvækst, sociale kår, held, uheld, og ikke mindste fri vilje. Desuden er gen-centrismen gang på gang blevet dekonstrueret til at være et luftkastel af ønsketænkning og ekstrem forsimpling. Molekylærbiologer har mange gange forsøgt at forklare, at gener faktisk ikke er meget mere end et løst koncept for nogle komplicerede hændelsesforløb i cellerne. De er ikke »sagens kerne«. De er ønsket om, at man kan tale om en kerne. Og hvis man virkelig vil holde fast i ideen om, at al adfærd har en genetisk base, burde man så ikke i ægte positivistisk ånd sende skylden videre til vores atomer og elektroner i kroppen? Det er jo dem, generne er lavet af. Måske ligger »kernen« i vores adfærd endda i kvantemekanikken og i usikkerhedsprincippet. Det var vist også en tysker, der formulerede det først, var det ikke?

Labels: , ,

Bookmark and Share

Semenyas sejr

Friday, October 23, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Sydafrikaneren Caster Semenya vandt VM-guld i kvindernes 800 meter løb i Berlin denne sommer. Hun løb 1:55,45 i finalen, hele otte sekunder bedre end året før. Straks hørte man rygter om hendes dybe stemme og stærke muskulatur, hvilket fik det internationale atletikforbund IAAF til at kræve en doping- og kønstest. Uden samtykke havde sydafrikanske læger dog for længst lavet en kønstest af den 18-årige atlet. Den viste, at hun har interne testikler, ingen æggestokke, ingen livmoder og producerer store mængder testosteron. Semenya selv vidste intet. Hun troede, at hun var kvinde.

Der er mange mærkelige aspekter ved denne historie. Var det guldfeber eller et påstået hensyn til atleten, der fik den sydafrikanske idrætsorganisation ASA til at hemmeligholde resultatet? Hvis det sidste var tilfældet: Hvorfor så teste? Og hvorfor kønstester IAAF, når de siden 1992 har afskaffet at køns­teste atleter? Men også andre og mere fundamentale spørgsmål trænger sig på. Når en mand slår rekord, er der måske mistanke om doping, men aldrig om hans seksualitet. Når en kvindelig atlet sætter en rekord, er der straks mistanke om hendes status som kvinde. Hvorfor det?

En årsag er selvfølgelig, at mænd ofte er hurtigere end kvinder, så hvis en kvinde stiller op som mand, gør det ikke så meget, som det omvendte. Men er en mand med en tredobbelt mængde naturlig testosteron ikke også unfair? Og hvorfor er XYY-mænd eller XXYY-mænd ikke lige så stigmatiserede som 46-XX og XXY'erne, de tvekønnede eller hermafroditterne? Faktum er nemlig, at identitets- og kønsbestemmelsen af et menneske er langt mere bredspektret end tidligere antaget. Alene anatomisk set, siger forskere, findes der fem-seks forskellige køn blandt mennesker. Inkluderer man den hormonelle og genetiske diversitet, er tallet endnu højere. Men i sporten arbejder man kun med to.

Ifølge biologen Anne Fausto-Sterling har 1,7 procent af alle mennesker blandede anatomiske komponenter. Alene her i landet gælder det altså for cirka tre gange så mange mennesker som det registrerede antal danske katolikker. I realiteten lever vi altså ikke bare i et multikulturelt samfund. Vi lever i et multikønnet samfund. Men hvor der er religionsfrihed, er der ikke kønsfrihed. Hvis læger eller forældre har en mistanke om tvekønnethed eller andre køns­anatomiske afvigelser fra normalen, har praksis været en tidlig 'kirurgisk korrektion' af barnet, og da det er nemmere at skære væk end at sætte på, er mange interseksuelle mennesker endt som kvinder.

Det kan derfor betragtes som dobbelt uretfærdigt, at mange kvindelige atleter med en partiel maskulinitet - hvad enten denne skyldes genetiske, hormonelle eller sociale markører - risikerer at blive 'opdaget' og stillet til skue, når de vinder en medalje i sport. Konsekvensen er stigmatisering og identitetstab. Det er ikke uden grund, at den olympiske komité og IAAF (i princippet, ikke i praksis) har udfaset denne krænkende adfærd, og er gået over til at uddele flere medaljer i stedet. Man burde faktisk kræve, at pamperne fra de forbund, der ikke overholder egne retningslinjer, selv trækker bukserne ned, når de uddeler medaljer.

Men selvfølgelig er problemet meget større end det. Så længe der ikke i hele samfundet er en accept af, at interseksualitet findes, og at skønhed kan være mange ting, så længe kan man ikke forvente, at Semenyas sejr bliver fejret som det, den er - en imponerende bedrift. Til november afgør IAAF om Semenya kan beholde sin guldmedalje. Men det kan næsten være lige meget. Hun er traumatiseret, holder sig væk og vil sandsynligvis aldrig løbe igen.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Vægtens vennekreds

Friday, October 02, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Jeg har et par venner som er ret fede. De er smittefarligt fede, viser det sig, fordi mit sociale netværk betyder mere for mit BMI end min genetiske arv såvel som min spiseadfærd. Det er konklusionen på et af de første langtidsstudier af sociale netværk og deres indflydelse på vores helbred.

Det har længe været kendt, at sociale grupper har tendens til at selvsegregere, altså at forstærke egne karakteristika ved en form for positiv feedback. Journalister bliver venner med journalister, rygere omgås rygere, og de fede bliver hellere venner med de fede.

Men nu viser det sig, at det omvendte også er sandt: Vennekredse, der til at begynde med er meget forskellige, smitter hinanden med deres kendetegn - og det ikke bare som en frivillig overtagelse af interesser eller hobbyer, men som en konkret smitte af gode og dårlige vaner.

Hvis der er mange tykke mennesker i en gruppe, bliver det mere acceptabelt at være tyk, og derfor vil der være flere mennesker i gruppen, som bliver tykke i løbet af nogle år. Hvis der er mange, som stopper med at ryge i gruppen, vil endnu flere følge med. Og hvis folk er glade, smitter glæden til de andre også.

I bogen Connected: The Surprising Power of Our Social Networks and How They Shape Our Lives viser Nicholas Christakis og James Fowler, hvordan fedme i visse tilfælde kan spredes til at dække næsten 40 procent af et socialt netværk.

De analyserede de personlige journaler for over 5.000 mennesker, der siden 1948 har deltaget i det såkaldte Framingham Heart Study, koordineret af det amerikanske National Institutes of Health, som i 60 år og over tre genera­tioner af forsøgspersoner har forsøgt at identificere årsagerne til hjerte-kar-sygdomme.

Hverken kolesteroltal, kromosomer eller vindskæve venstre ventrikler var nødvendige for at forudsige, hvem der var i risikogruppen. Det var bedre at vide, hvem der var venner med hvem. Hvis en mand blev tyk, øgedes risikoen for at hans kone også blev tyk med 37 procent. Vennerne havde det langt værre end ægtefællen. Deres risiko øgedes med hele 171 procent, hvilket er meget mere, end hvad genetiske prædispositioner måtte betyde for fedme.

Desuden viste det sig, at de fleste blev tykke på samme tid, hvilket kun bekræfter den overraskende konklusion om, at fedme primært er en social virus, og ikke en genetisk eller biologisk betinget sygdom.

I det nye nummer af Wired kan man med egne øjne se, hvordan fedme-epidemien spredes over tid i det sociale netværk, og hvordan rygning kun overlever i små socialt marginaliserede klynger. Det er bemærkelsesværdigt, at effekten af venskaberne er uafhængig af, om de er tætte på hinanden og omgås til dagligt, eller om det er venskaber over lange afstande.

Virtuelle venskaber på sociale digitale netværk som Facebook er derfor lige så smittefarlige som vennerne rundt om hjørnet. Mine fede venner er heldigvis ikke på Facebook. De er nemlig meget hensynsfulde personer.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Lad det stå usagt

Friday, August 21, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

For nylig fortalte den Nobelprisvindende økonom Thomas Schelling en journalist ved månedsbladet The Atlantic, at politikere og forskere burde overdrive faren ved drivhuseffekten, og at han håber på store katastrofer. »Nogle gange ønsker jeg mig,« indrømmede han, »at vi kunne opleve rigtig mange forfærdelige ting i løbet af de næste 5-10 år - du ved, som tornadoer i Midtvesten eller sådan noget - det ville få folk til at være mere bekymret for klimaet. Men jeg tror ikke, at det vil ske.«

Flovt. Men du kender mekanismen. Du er vred, du har ret, du gentager dig selv dag ud og dag ind, men der sker ikke noget. Til sidst flipper du ud og smadrer et eller andet. Hemmeligt drømmer du om revolution og katastrofer, gerne med rigtig mange døde, så de ignorante mennesker endelig får øjnene op for deres egen dumhed. Men lad det stå sagt her: Den slags impulser gør både dig selv og debatten til grin. De aktiverer instinkter frem for refleksion. De er uærlige, latterlige og uhensigtsmæssige. Og det er trist at se en nobelpristager hoppe på den vogn.

Teater er desværre ikke et sjældent syn i klimadebatten. Vi kender alle til Lomborglejrens strategiske skuespil, hvor der skiftevis fornægtes, forplumres og forhales. Argumenterne skifter, men den kontrære position består. Lidt for sjovs skyld, lidt for alvor. Det samme gælder desværre også for visse ja-sigere
? af heroiske årsager, forstås, for verden skal jo reddes. Debattørerne bliver så optagede af kampen, at de bliver til medier for deres sag. Det er ikke dem, der har et synspunkt. Det er synspunktet, der har dem. Hvis man fandt denne type psykologi hos et dansk barn, ville vi straks beskylde forældrene for at skabe et overambitiøst, ubalanceret lille monster, og sende det til skolepsykolog. Men ikke i medierne. Det skaber konflikter. Helte og skurke. Velkommen!

I en blød og halvt acceptabel variant kalder man disse emotionaliserede synspunkter for frames. Frames formidler en forkortet version af et komplekst emne. De er en slags tanke-indpakning, som let og hurtigt aktiverer værdidomme hos modtager. Dette er vigtigt i de travle medier, hvor man kun har fire sekunder til at gøre sig bemærket. Men frames er ikke velegnede til at formidle ny viden, hvilket er det, forskere og journalister normalt ville tro, at de gjorde. Mange er desværre enige med klimaforsker Stephen Schneider fra Stanford, når han i Scientific American skriver: »På den ene side er vi forskere etisk bundet til den videnskabelige metode, der kræver, at vi fortæller sandheden og intet andet [...] På den anden side er vi ikke kun forskere, men også mennesker. Og som de fleste vil vi gerne gøre verden til et bedre sted, hvilket i denne kontekst skal oversættes til, at vi må reducere risikoen for potentielt katastrofale klimaforandringer. For at kunne gøre det, har vi brug for bred opbakning, og fange offentlighedens opmærksomhed. [...] Vi må derfor tilbyde skræmmende scenarier, lave forsimplede, dramatiske udsagn, og undlade at nævne vores tvivl.«

Nej tak, Mr. Schneider. Der er ikke nogen kamp mellem sandhed og effektivitet. Der er kun et både og. Selvom det koster stemmer, læsere og lyttere, er der ingen vej uden om at være så ærlig en formidler som muligt, og hvis det dernæst kan gøres effektivt, ja, så værs'go'. Og alle de primathjerne-tanker om, hvad du eller hr. Schelling vil gøre ved de mennesker, som ikke kan eller gider at gøre noget ved klimaet, må du meget gerne lade stå usagt. Vi har ikke brug for helte, men løsninger.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Et gavstrik

Friday, May 29, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

LAPUCE: Det er bedre at have gode kopierede artikler end dårlige hjemmelavede artikler, ikke også?

MAIK: Nej! Afgjort NEJ! Enhver kreativ handling er bedre end en mekanisk kopieren. Selv dårlige artikler kræver et vist minimum af mental aktivitet. Det gør copy-paste ikke. Den dårlige skribent har en chance for at blive bedre, men den, der plagierer, har ingen chance. Jeg går ind for distribuering af gode artikler, men det er derfor links og referencer er blevet opfundet. (Undskyld den hårde tone, men jeg mener det altså.)

LAPUCE: Jeg forstår dit akademiske synspunkt. Men for én, som selv er inden for kommunikation - sparer et godt copy-paste job ikke kun tid, det er også kreativt.

MAIK: Jeg benægter at det er et akademisk synspunkt. . . det er et generelt perspektiv på liv, og på hvad et menneske er (inklusive skribenter). Jeg accepterer, at kollager kan være en kunstform og derfor kreative. Men bare at flytte en stor klump tekst fra en sammenhæng til en anden - nej. Ja, det kan spare tid som du siger? og hvis du bruger tiden kreativt, så kan du måske retfærdiggøre det på den måde. . . :-)

LAPUCE: Jeg ved hvad kreativitet er for noget. Og ærlig talt, du kan ikke være kreativ hver eneste dag. Specielt ikke når du skriver. Du bliver nødt til at lave research, have en holdning, forsvare den og få helheden til at lyde godt. Det er et ret hårdt job. Og jeg kan li' patchwork.

MAIK: Jeg kan ikke være mere enig. Og derfor er det ikke rimeligt at forvente det fra nogen hver dag. Eller at lægge det i jobbeskrivelsen. Eller ikke at lægge det i, men alligevel forvente det. Har du nogen sinde lagt noget af dit patchwork et sted hvor det er offentligt tilgængeligt?

LAPUCE: :D Du får mig til at grine. Og ja, jeg har. Jeg sender dig en mail med linket. Du vil se at det er lappeværk blandet med originalt stof.

MAIK: Sikke noget. . . så har denne uge ikke været spildt alligevel :D Glæder mig til at læse dit strikearbejde.

LAPUCE: Det er på vej! Hyg!

Fire måneder senere.

ROBIN: Hej, jeg tænker på at plagiere jeres gode lille samtale her til min klumme i en avis. Ville det ikke være ok? (og det ville bestemt være nemt for mig. . . :)

LAPUCE: :D Klart, brug det bare. Du skal bare sig hvor det kommer fra!

ROBIN: Mange tak, jeg bekræfter hermed at have taget fra ing.dk/k#6nhb . . . men sig mig engang: da jeg nu er en del af samtalen her, så er jeg jo også en af ..'forfatterne' kan man sige..., og så plagierer jeg jo slet ikke. Eller gør jeg?

LAPUCE: Nu gør du mig nysgerrig. Hvad er det her til for? Og ja, nu er du en del af den kreative proces. Måske kan vi blive nødt til at opfinde et nyt ord for den proces, hvor man kreativt bidrager til copy and paste....

ROBIN: Du har ret. Måske kan 'copyleft' bruges. Jeg selv foretrækker at bruge udtrykket 'et gavstrik', men det er så svært at oversætte til engelsk. Men du må have tak for samtalen. Du kan finde den på ing.dk/k#6nhh.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Telepatisk tweet

Friday, April 24, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Hvis jeg havde et BCI 9000 kunne jeg nøjes med at bruge mine hjernebølger til at skrive dette. Nu skal jeg stadig bruge fingre og tastatur. Øv. Men jeg glæder mig. Om 10-15 år vil vi kunne sende en besked til twitter ved blot at tænke på den. "JEG TÆNKER ALTSÅ TWEETER JEG", vil jeg så skrive. Så vil jeg ikke rende rundt med en laptop eller et headset, men med en mobil EEG-scanner, der oversætter de elektriske impulser i min hjerne til bogstaver, og dermed til tekst.

Nu er et BCI 9000 endnu ikke udviklet. For tiden arbejder over 120 laboratorier verden over med et BCI 2000 - et Brain-Computer-Interface - som bruger det elektrisk felt fra hjernens aktivitet til at kontrollere en cursor på en computerskærm. Indtil videre har forskerne primært brugt apparatet til forsøg og demonstrationer, og det viser sig, at paralyserede mennesker faktisk kan skrive med det. Også folk, som har mistet hørelsen eller synet kan genskabe et slags aftryk af deres ødelagte sans. Den 1. april i år kunne biomedicin-ingeniøren Adam Wilson fra University of Wisconsin sende en besked til Twitter med BCI 2000. Han skrev, eller rettere tænkte: "USING EEG TO SEND TWEET," og man kan finde en video på wired.com, hvor man ser det ske.

Lur mig om ikke firmaer inden længe vil finde kommercielle metoder til at integrere systemet i almindelige menneskers hverdag. Ikke kun til kontrol af proteser for lammede mennesker, men til styring af hjemmerobotter, eller bare til magiske gadgets som at spille pong eller selv at være fjernbetjeningen til tv'et. Matthew Nagel, for eksempel, var en paralyseret patient fra New England Sinai Hospital, der fik indopereret et BIC kaldt BrainGate. Efter lidt træning kunne han kontrollere en mus på en skærm lige så let som vi andre blot tænker på det. Han kunne styre en protesehånd, en rullestol og tjekke emails.

Hvis en science-fiction forfatter for hundrede år siden havde skrevet en roman om telepatiske fremtidsmennesker, ville han ikke være blevet taget seriøst. I dag taler vi allerede med usynlige mennesker mens vi kører i bil. Det er ret syret. Om ti år vil vores neuroimplantat endda kunne styre bilen og mobilen - og mange andre ting - med tankens kraft. Til forsvar for transhumanisterne må man altså indrømme at vores moderne liv allerede nu er særdeles transhumant i forhold til hvad en Rene Descartes eller en H.G. Wells kunne have forestillet sig.

Den mest indflydelsesrige forfatter på området er William Gibson, som med sin cyberpunk-roman Neuromancer fra 1984 undersøgte konsekvenserne af enhancement af menneskekroppen. Det er herfra vi har ord som "the matrix" og "jacking in" med elektrodeimplantater. Det største designproblem vil være, hvordan vi lærer at styre flere processer samtidigt, uden at miste overblikket. Vores hjerne har igennem millioner af år lært at parallelisere og behandle de fleste kropslige processer ubevidst, således at den bevidste del af hjerneaktiviteten kunne beskæftige sig med mere frivillige, sjovere, men også mindre vigtige emner som krydsord eller tweets.

Hvis man kunne udvikle det ultimative BBI 9000 - et Brain-Brain-Interface (serienummer 9000, bare for at hilse på HAL) - der kunne forbindes direkte fra hjerne til hjerne, ville vi være i besiddelse af det ultimative kommunikationsværktøj. Den fuldkomne telepat. BBI'et ville give en umiddelbar adgang til selve tanken og følelserne hos en anden person, og hvor man ikke først skal kæmpe med at formulere sig sprogligt, skriftligt eller med alskens hjælpesløse fagter, men med absolut klarhed. Sikke en åbenbaring, sikke en rigdom det ville være.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Blackout

Monday, March 23, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Scene 1: New York, 9. november 1965, kl. 17:27. Byen er pludselig mørkelagt. Al elektricitet er væk. Folk strømmer ud på gaden for at finde ud af, hvad der er sket. Er det et kraftværk, som er gået ned? Er det et kommunistisk angreb? Eller skyldes det den UFO, som blev set mellem Syracuse og Rochester samme dag? Millioner af mennesker ved ikke, hvad der er sket, men begynder spontant at hjælpe hinanden og finde på løsninger og alternativer. Nogle hygger sig med at fortælle historier i stearinlysenes skær. Andre spiller musik i parker og stræder. Man siger, at der var et sandt baby boom i New York ni måneder efter.

Scene 2: New York, 13. juli 1977, kl. 21:36. Byen er pludselig mørkelagt. Al elektricitet er væk. Ved mindet om strømafbrydelsen 12 år tidligere går mange ud på gaden, men kan ikke genkende deres egen by. Plyndringer og ildspåsættelser bryder ud alle steder. På Broadway i Brooklyn høres de buldrende jernporte foran butikkerne blive brudt op. Smadret glas på gaderne reflekterer ild og skygger af mennesker med sofaer og fjernsyn i armene. Inden længe høres råb og slåskampe mellem tyve som bestjæler andre tyve. Knive og skrål skærer igennem luften. Det gælder om at komme væk så hurtigt som muligt.

Scene 3: Motovun, Kroatien, 22. oktober 2008 kl 22:34. Ranko Bon, tidligere ingeniørprofessor fra MIT, nu digter og maler, spørger: »Fortæl mig, Robin, tror du, at vi er på vej ned i kulkælderen hvad klimaet angår?« Jeg nikker bekræftende og tilføjer: »Den videnskabelige diskussion går nu på, om de spændinger, der forårsages af klimaforandringerne, vil føre til et øget samarbejde eller til konfrontation.« Ranko spørger, hvordan jeg tror, det vil gå. »Jeg hælder til samarbejde,« siger jeg glad og tænker, at sociale strukturer er komplekse systemer, ligesom klimaet. Ganske små forskelle i begyndelsesbetingelserne kan føre til vidt forskellige udfald. Og hvorfor ikke satse på, at jeg er denne forskel ... »Nuvel,« griner Ranko, »det må være aldersforskellen!« Ranko er omkring de 60, altså barn af det helt store blackout, kaldet 2. verdenskrig.

Scene 4: Konference om klima og sikkerhed, KU, arrangeret af Ole Wæver, 11. marts 2009. Ragnhild Nordås fra Harvard fortæller, at der ved tilfælde af ressourceknaphed som vandmangel og hungersnød snarere viser sig at være en tendens til samarbejde end til konfrontation. Data er dog meget sparsomme. En svag positiv korrelation kan spores mellem migration og konflikter. Heller ikke Jürgen Scheffen fra University of Illinois kan afgøre, om der er en tendens til konflikt eller samarbejde. Samlet set mener de tilstedeværende, at klimaforandringer er at betragte som en forstærker af eksisterende spændinger. Det gælder derfor om at understøtte de stemmer, der arbejder i retning af et øget samarbejde om at løse problemerne.

Scene 5: Bella Center, København, 12. marts 2009. Klimaforskerne skændes ikke længere om, hvorvidt katastroferne kommer, men om, hvordan vi vil reagere, når de kommer. De ved, at klimaændringerne vil resultere i noget meget værre end et midlertidigt blackout. Vil de føre til et øget samarbejde eller til kaos? Arbejdsgrupper diskuterer, hvordan katastrofeberedskabet skal se ud. Hvad gør vi efter oversvømmelser? Hvordan tilpasser vi os et varmere klima? Hvilke regler skal gælde, når millioner af sultne mennesker begynder at forlade deres tørkeramte jorder? Intet var tydeligere ved kongressen end dette: At diskussionen var kommet op på et andet niveau. Væk var det evindelige pro og kontra. Til stede var en vilje til handling - og en fornemmelse af, at man har mistet kostbar tid.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Moralens regnbue

Friday, February 20, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Hvem synes du er mest beundringsværdig: Moder Teresa, Bill Gates eller Norman Borlaug? Det spørgsmål blev for nylig stillet af psykologen Steven Pinker i et essay i New York Times. Tænk dig nu godt om inden du svarer.

Pinker kommer frem til at vores moralske instinkt generelt vil foretrække den umiddelbare og nære godhed, og ikke fatte en meter af de mere abstrakte former for godhed. Lige så rigtigt det er, lige så ærgerligt er det også. Folk ser det som moralsk bedre at give 10 kroner til en hjemløs, end at sælge ham noget for 10 kroner, der giver ham 20 kroner mere i værdi. Og folk agter mere dem, som frivilligt plejer de syge, end dem, som forsker i ny medicin.

Det er derfor ikke tilfældigt, at den katolske kirke har helgenkåret Moder Teresa, en asketisk og nobelprisforklædt missionær, som søgte proselytter blandt trængende mennesker, og som beordrede prædikener i stedet for medicin. Bill Gates til gengæld, som har skabt enorme rigdomme i samfundet, og som nu bruger milliarder på at bekæmpe smittesygdomme, bliver stadig anset som djævlen selv - microsoft og powerpoint? Bwaddrr! Bill og Melinda Gates Foundation? Blændværk og aflad!

Og nu spørger du måske: hvem er Norman Borlaug? Han er såmænd ophavsmanden til de små højtydende og sygdomsresistente hvedekornsvarianter, som har muliggjort den grønne revolution i lande som Mexico, Pakistan og Indien i 1960'erne og 70'erne. Han har med andre ord bekæmpet sult og elendighed, og siges at have reddet over en milliard mennesker livet, mere end nogen anden i verdenshistorien.

Jeg ved ikke, om jeg tør håbe på, at nogle af læserne nu har ændret deres standpunkt om, hvem af de tre personer er mest beundringsværdig. Jeg tænker i hvert fald, at selv hvis Bill Gates havde brugt sin formue på luftskibe og oceandampere, burde han slå Moder Teresa med flere længder. Og selv hvis Norman Borlaug resten af sit liv kun havde samlet julepynt og havenisser, burde han modtage Bill Gates i audiens.

Eksemplerne viser i hvert fald, hvor simple vores moralske instinkter i virkeligheden er. De tænder en retfærdig glød for det nære, og mistror automatisk fornuften i det fjerne. De opstår ad hoc og forlanger universalitet. De tænkes ikke, men efterrationaliseres: først kommer konklusionen ("det kan man da ikke!"), og bagefter forsøger man at give sine impulsive emotioner en plausibel forklaring.

Psykologen Jonathan Haidt har kigget på, hvilke af de moralske 'sanser' der går igen i alle kulturer. Han har talt til fem: omsorg, retfærdighed, sammenhold, autoritet og renhed. De findes i alle kulturer, dog ofte i forskellige prioriteringer. Haidt mener, at de udgør primærfarverne for menneskets moral. Det er altså ikke mærkeligt, at Moder Teresa klarede sig godt: Hendes hvide slør, barske ledelse og lidende blik er indbegrebet af moralens klassiske regnbue. Ingen chance for Bill og Norman.

Jeg tænker at vores moderne samfund har brug for et par flere moralske grundfarver. Hvad med farverne nysgerrighed og fornuft? Hvad med logik? Moralens farvepalette kunne også med fordel indeholde ideer som merværdi og bæredygtighed - tilpas abstrakte begreber, som nok kræver genmanipulation for at finde plads i mennesket moralske habitus. Men forestil dig hvis de lykkes. Så ville vi snart overvære Bill Gates helgenkåring.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Moralske følelser

Friday, January 23, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Da Samuel Finkelkraut for 17. gang hentede sit barn for sent i børnehaven i Haifa, gav forstanderen ham et ordentligt fur: "Du kan simpelthen ikke være bekendt at lade dit barn og os andre vente så længe," råbte hun, "nu må det være slut!". To dage senere fik Finkelkraut et brev, som oplyste ham om, at man fra nu af ville indføre en straf på ti shekels pr. minut for hvert for sent afhentet barn. Som der stod i brevet: "Så kan synderne lære det!" Men der skete noget overraskende. Inden måneden var omme, var antallet af for sent afhentede børn steget til det dobbelte. Forældrene havde lært det præcist modsatte: at det var OK at komme for sent.

Hvorfor det? Ifølge Samuel Bowles, der er adfærdsøkonom på Santa Fe Instituttet i New Mexico, kan man tænde og slukke for folks moralske følelser med simple påvirkninger. Og det viser sig, at strafbetalinger ofte virker modsat hensigten: De installerer en markedslogik, hvor der tidligere var et krav om civil anstændighed. Det bekymrende ved fænomenet er, at når man først har punkteret de sociale normer én gang, vil man ikke uden videre kunne komme tilbage til den oprindelige adfærd igen. I eksperimentet fra Haifa droppede børnehaven f.eks. straffen igen, men forældrene blev ved med at hente deres børn for sent alt for ofte.

I en tid, hvor økonomiske incitamenter bruges som universalmiddel til adfærdsregulering, skal man derfor passe meget på med, hvornår de i virkeligheden er demoraliserende. Tag bloddonation eller frivilligt arbejde. Det viser sig gang på gang at motivationen ryger og kvaliteten falder, når aflønning kommer ind i billedet. Tag chefen på arbejdspladsen, der ved, at en økonomisk gulerod aldrig er nok til at få det bedste ud af en medarbejder. Og måske skal global miljøpolitik som CO2-kvoterne medregnes til den slags dårlige ideer: Da EU?s ETS-system blev indført i 2005, steg CO2-udledningen 1,9 procent de følgende år. Og med de historisk lave kvotepriser i dag, har vi givet vores virksomheder en perfekt licens til at glemme miljøet og forurene endnu mere.

Her foretrækker man måske moralen. Den er absolut, og frister færre til at snyde systemet. Adam Smith har fået æren for at være manden, der har lært os, at det er OK at være et dumt svin, i hvert fald økonomisk set. Hans 'usynlige hånd' organiserer hverdagen til vores alles bedste, uden at vi behøver at være flinke. Så længe bageren, bryggeren og bonden følger sine egeninteresser, vil det skabe et fælles gode, som vi alle vil nyde godt af. Men Smith har også skrevet bogen Moralske følelser, der om noget pointerer, at vi ikke gør alt for vores egen skyld. At andres trivsel og lykke ligger os på sinde. At medlidenhed, lidenskab og sympati er ærlige og rene følelser i sig selv.

Det var i Moralske følelser Smith for første gang brugte metaforen om den usynlige hånd til at beskrive de samfundsfordele, der ligger i, at folk følger deres egeninteresser. Han skriver: "[Folk] ledsages af en usynlig hånd, der i næsten lige så høj grad omdeler livets nødvendigheder, som havde Jorden været opdelt i lige store portioner blandt alle dets beboere, og derfor, uden at ville det, uden at vide det, fremmer samfundets interesser." Metaforen har gået en sejrsgang i økonomisk teori lige siden. Så sent som forrige år fik tre økonomer Nobelprisen for at finjustere den usynlige hånd til at virke endnu bedre via spil­teori og økonomiske incitamenter - noget man kalder 'mechanism design'. Men man skal bemærke det lille ord 'næsten' i Smiths bog. Han vidste, at egeninteresser ikke er nok. Der er også brug for moralske følelser. Og hvis man underminerer dem med platte økonomiske incitamenter, kan det have den modsatte effekt.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Antropisk verden

Friday, December 19, 2008 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Som student i de sene 1980'ere læste jeg mange mærkelige bøger. Blandt de mærkeligste var 'The Anthropic Cosmological Principle', der fik mit hoved til at slå kolbøtter. Den påstod, at man bare ved at sidde i lænestolen og tænke over, at man tænker, kunne forstå en masse om universet. Ifølge dette 'antropiske princip' er en af grundene til, at ting er, som de er, at vi ellers ikke ville være her. Ja, hvis nogle af naturens parametre var blot en smule anderledes, så ville der slet ikke være noget universum, og derfor ingen til at stille spørgsmålet. Ergo skyldes universets udseende os, på en måde, og ikke omvendt.

Det lyder jo ganske uvidenskabeligt. Man kan også spørge: Hvorfor er Jorden så langt væk fra Solen, at vand er flydende? Den gamle romer Galen mente, at dette spørgsmål var et bevis på en Skaber. Skaberen placerede Solen netop så langt væk og alligevel så tæt på Jorden, at livet kunne leves. Og hvis man tror, at Jorden er den eneste planet i hele universet, så er det måske slet ikke så dårlig en teori at gå ud fra. Nu ved vi, at der findes 100 milliarder planeter i galaksen. Derfor mener den moderne videnskab, at der findes en bedre forklaring end den antropiske. Nemlig én om sandsynlighed: At det slet ikke er overraskende med mindst en planet med flydende vand.

Nu kan vi spørge: Hvad med universet? Det findes der kun et af. Vi kan kun se et Big Bang og et sæt af naturlove. Hvis man prøver at forklare en bestemt egenskab ved universet, så kan det måske give mening at bruge det antropiske princip som et argument? I sin udspekulerede form kan det faktisk bruges til at forudsige ting: Fysikeren Fred Hoyle brugte i 1957 det antropiske princip til at forudsige, at kulstof måtte have nogle bestemte resonanser for at kunne blive dannet i en stjerne. Baseret på sin fysiske nødvendighed af at eksistere, beregnede han resonansen til at være 7,6 MeV. Kort efter blev det bekræftet eksperimentelt.

En del spørgsmål kan godt undersøges ud fra en antropisk vinkel. At universet udvider sig må betyde, at der findes mørkt stof. At udvidelsen accelererer betyder, at der må findes mørk energi. Man har også brugt princippet til at sige noget om, hvor længe menneskeheden vil leve. Det hedder Doomsday-argumentet og viser, at der er 95 pct. risiko for, at mennesket er uddødt om 9.000 år. I ovennævnte bog bruges princippet også til følgende Final Anthropic Principle: 'Intelligente informationsprocesser vil altid opstå i universet, og, når de eksisterer, vil de aldrig forsvinde igen.'

Indrømmet, det virker en smule suspekt. Antropiske argumenter smager af teleologi og teologi og kan ofte ikke falsificeres. Lettere klaustrofobisk foreslår kosmologer derfor, at verden måske består af mange universer - et såkaldt Multiversum. Ligesom Kopernikus gjorde Jorden til en planet blandt mange, gør moderne kosmologer endnu en kopernikansk vending: De opfinder mange universer med andre lovmæssigheder, og vores universum er så blot en statistisk almindelighed.

Og det er så her, mit hoved for alvor begynder at snurre. For hvad med næste gang? Når Multiverset i sin unikke eksistens ikke kan være statistisk normal, men unik, og derfor pege på noget antropisk, måske endda 'en Skaber'? Så vil kosmologen opfinde et Multiversum af multiverser, og selv dette Multiversum kan jo ikke være nok. Det vil medføre Polyverser og Metaverser, og til sidst, når fantasien er gået i hårdknude, vil en lille djævel alligevel fortælle os, at vi er noget specielt, alene af den grund, at vi er i centrum af vores egen måde at se verden på. Og så kan vi begynde forfra.

Labels: , ,

Bookmark and Share

»Undskyld hr., ?

Friday, November 28, 2008 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Hvor ligger naturen?« spurgte Snøvsen, og det med rette. For her i 2008 er den svær at finde nogen steder. Den er ikke i byen, der er for meget trafik, og den er heller ikke ude på landet, hvor der kun er marker og gylletanke. Spørger man en person fra Naturfredningsforeningen, kan det være, at man bliver henvist til en park eller en skov. Men selv det er jo installationer og kunstige implantater, kreeret af en romantisk idé om en tid, der aldrig fandtes. Nej, hvad og hvor er naturen egentlig? Går man på jagt i historiebøgerne, vil man opdage, at vores forskellige forestillinger om 'naturen' går hånd i hånd med vores civilisations tidsaldre, og at vi nu synes på vej ind i en ny periode.

I Oldtiden var naturen ensbetydende med gudernes hævn over menneskets synder. Solformørkelser og tordenvejr var noget, man skulle tage personligt. I antikken skete der noget nyt. Tapre mænd som Odysseus kunne modstå naturens (altså gudernes) vrede, og langsomt blive dens ligemænd. Og da en storm sønderrev den persiske konge Xerxes broer over Hellespont, beordrede han havet tildelt 300 piskeslag, samt et par fodlænker sænket ned. Naturen var blevet et bæst, der skulle tæmmes.

Et jordskælv i Lissabon i 1755 fik for alvor brudt med middelalderens hævngerrige Gud, og vækket oplysningsfilosofferne til dåd. Frem for alt Voltaire, der erstattede Theodicéen med en natur, der måske var grusom, men stum. »Hvis de evige love bevæger elementerne, lader sten falde i vinden og tykke egetræer brænde under lynet, så føler de ikke de stød, der fælder dem. Men jeg lever, jeg føler, og mit hjerte er dybt såret,« skrev han i 1756, og var medvirkende til, at folk holdt op med at forbinde skyld med naturkatastrofer.

Siden har naturen været livløs og dens ytringer formålsløse, medmindre man omformede dem til nyttigt arbejde. Den naturvidenskabelige forståelse af verden vandt frem, og gradvist blev det kun bevidste handlinger, der kunne anses for at være onde. I industrialiseringens tidsalder lærte man at se naturen som død og manipulerbar materie, hvorimod mennesket stod hævet højt i sin levende kultur. Darwin opretholdt adskillelsen mellem levende og død natur, efter hvilken førstnævnte skal tilpasses sidstnævnte og forsøge at overleve i den.

I vores postmoderne tid er der sket noget nyt. Naturen er vækket til live. Ikke som genopstået fra de døde, men som en Golem, et menneskeskabt væsen, lavet af ler og dødt stof, og formet efter egne behov. Vi er endnu ikke særlig gode til den slags, så derfor er naturen stadig vores patient. En spastiker med feber, som slår ud med sine tsunami-arme, og truer med at rejse sig fra sygesengen og vælte den halve civilisation omkuld. Men vi tilskriver den ikke nogen autonomi, snarere en slaverolle, der skal lære at holde vores niche lys og varm. Darwins opdagelse af, at arter tilpasser sig deres nicher, skal altså vendes på hovedet: arter tilpasser deres nicher. De gør dem beboelige. Termitter omformer jordbunden til katedraler af ler og cellulose for at holde varmen. Mennesker omformer landskaber til katedraler af stål og glas, også for at holde varmen. Det andet er ikke mindre naturligt end det første, og hvis der er en forskel mellem de to, ligger den i omfanget.

Så, hvor er naturen, det billige skidt, egentlig? Den er ingen steder og over det hele. Den er hjemmelavet og derude. Den er død og den er levende. Den er farlig, men kun så farlig som vi selv gør den til. Den er et spejl på vores civilisation. Den er vores vugge, vores niche og vores grav. Det er uendelig mange ting på én gang, og jeg må hellere stoppe, inden jeg går helt fra snøvsen.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Dopet filosofi

Friday, November 07, 2008 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Måske burde vi ikke være så bekymrede over brugen af præstationsfremmende stoffer i sport, en praksis vi kalder for doping. Argumenterne mod doping er mange, men laver man et moralsk og filosofisk helbredstjek på dem, sådan som filosoffen Brent Kious fra UCLA i Los Angeles har gjort det i en ny artikel i Theoretical Medicine and Bioethics, falder de som regel fra hinanden, et efter et.

Tag argumentet om sundhed. Normalt lyder det som følger: Doping er farligt, fordi stofferne udgør en betydelig helbredsrisiko, nogle gange med døden til følge. Det er givetvis sandt: Ganske mange cykelryttere og eliteløbere er faldet døde om af hjerteslag, ofte som resultat af brugen af EPO eller andre stimulerende stoffer. Men selvom vi antog, at doping altid er sundhedsskadelig, holder argumentet ikke. Professionel sport er nemlig en farlig praksis i sig selv (hvis man altså ser bort fra curling og skak). Hvad skulle der ske med sportsgrene som racerløb, slalom, snowboarding, bjergbestigning, boksning og atletik, hvis sikkerhed og sundhed var afgørende? De burde forbydes.

Et andet argument er, at brugen af doping tvinger andre sportsfolk til også at dope sig. Dette tvangsargument forudsætter dog ifølge Kious, at doping allerede er anerkendt som værende forkert (for ellers gør det jo ikke noget at tvinge folk - til f.eks. at gøre noget godt). Desuden er der tale om en indirekte tvang, som ikke udelukker et afslag. Hvis jeg siger: 'Hit med pengene eller livet!' så er det en handling, som gør dig fortræd lige meget hvad. Det er moralsk forkert. Men hvis jeg spørger dig, om du vil med på skitur, så er det jo ikke moralsk forkasteligt at spørge, blot fordi det er farligt at være på skitur.

Et tredje argument handler om værdighed: At det skulle være under ens værdighed som rationelt menneske at dope sig blot for at vinde en konkurrence. Det er et klassisk kantiansk argument, som antager, at der findes noget generelt (menneskelighed, værdighed, rationalitet), som er mere værd end noget specifikt (sport). Argumentet er dog uldent, fordi det er filosofisk svært at afgøre, hvad der er 'mest værdifuldt' - et menneskeliv eller en 1. plads i Tour de France. Man kunne anføre, at det ene forudsætter det andet, altså at mennesker er en nødvendig forudsætning for sportsresultater, og derfor af højere værdi. Men det kan man også sige om elektroner og protoner. De er en forudsætning for, at mennesker eksisterer, men det betyder ikke, at de i en moralsk forstand er mere værdifulde, end det, de muliggør.

Et sidste vigtigt argument mod doping er hensynet til børn. Hvis professionelle idrætsudøvere doper sig, vil det få børn til at gøre det samme, er påstanden. Men selvom det måtte være sandt, er det ifølge Kious ikke et argument mod voksnes brug af doping. Som analogi kan man bruge rygning, der indebærer en langt mere konkret trussel mod børn, idet de udsættes for passiv røg. Ikke desto mindre har det sjældent været sådan i moralfilosofien, at en voksen persons frie valg (om at ryge, drikke eller spise svampe) sættes til side til fordel for børnenes tarv. Som
regel afhjælpes den slags negativ indflydelse på børn med uddannelse og oplysning om skadelige effekter.

Det kan selvfølgelig godt være, at der findes andre argumenter, som definitivt fastslår, at doping er moralsk og etisk forkert. Men i givet fald er de ikke blevet fundet endnu. Indtil da må vi så enten fortsætte dobbeltmoralen, eller ændre vores opfattelse af doping, og udvikle en etisk mere forsvarlig praksis.

Labels: , ,

Bookmark and Share

I overbuddets lys

Saturday, October 18, 2008 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Første ... anden ... tredje ... solgt til den herre. Sådan hører man på auktioner, og sandsynligheden er, at køber er glad, men også snydt. I økonomisk teori hedder det 'vinderens forbandelse', altså risikoen for, at varen er blevet købt for dyrt i forhold til, hvad den egentlig er værd for køber. Utallige eksperimenter viser, at overbud sker i rigtig mange tilfælde. Det er et problem, som ikke kun gør sig gældende på auktioner og børser, men ifølge den græske statistiker John Ioannidis fra Tufts University også ved offentliggørelsen af artikler i de store tidsskrifter. I jagten på at komme i Science eller Nature kan det nemt ske, at det er de lidt for gode og lidt for sensationelle forskningsresultater, der løber med opmærksomheden - på bekostning af mere kedelige, men også mere korrekte resultater.

Der er ikke tale om snyd. Det er et psykologisk problem. Og det er et resultat af selve strukturen i den måde, som man belønner på. Psykologer og neuroøkonomer har prøvet at forklare fænomenet med, at folk er bange for at tabe, eller at de bliver superglade, når de vinder over andre. I en ny artikel i fagbladet Science (pas på overbuddet!) viser Mauricio Delgardo fra University of Pittsburgh, at fænomenet kan skyldes en overiltning af striatum, altså et område i hjernen, som relaterer sig til dopaminproduktion og belønning. Men Delgardo viser også, at der er et stærkt socialt element i menneskers overbud: Når konkurrencen og angsten for at være en social taber er stor nok, mister mange forsøgspersoner jordforbindelsen på et eller andet tidspunkt, og kaster sig ud i vilde bud.

Måske har vi her fat i et væsentligt motiv for kollektive fantasmer. Vores individuelle søgen efter et godt liv får os sjældent til at springe ud over en skrænt i håbet om at flyve. Men når konkurrencen om belønningen er stor nok, og den sociale anerkendelse afhængig deraf, kan det sagtens ske. Og det ser ud til, at den slags overbud sker i alle områder af intellektuel stræben, om det er forskningen, religionen eller almindelig, kapitalistisk spekulation. 'Teorien Om Alt', troen på 'Paradis' og 'Uendelig Vækst' er alle sammen kollektive fantasier fra overbuddets eventyrland. Og mere end det: De kan være virksomme målestokke for vores sociale adfærd. Fysikere kan jage vilde teorier, religiøse mennesker kan blive fundamentalister og almindelige kræmmere kan tage alt for store lån. De føler sig som vindere, og forbandelsen lægger de først mærke til alt for sent, hvis overhovedet.

Også troen på Gud kan i øvrigt forklares i overbuddets lys. Det blev gjort af den berømte matematiker og filosof Blaise Pascal (1623-62), der opfandt følgende gudsbevis: Enten tror man på, at der findes en straffende Gud, eller man gør ikke. Først: Hvis jeg tror, at Gud eksisterer, men han faktisk ikke eksisterer, har jeg ikke tabt det store. Hvis han til gengæld eksisterer, vil jeg have opnået uendelig lykke. Omvendt: Hvis jeg ikke tror på Gud, og han ikke eksisterer, har jeg ikke vundet det store. Men hvis han alligevel viser sig at eksistere, selvom jeg ikke troede på ham, så vil jeg leve i evig lidelse (husk, at Gud straffer dem, som ikke tror på ham!).

Det ville altså være dumt af mig ikke at tro på Gud. Så, med det argument i baghånden - hvorfor ikke tro på alt, hvad de siger på børsen, i fagbladene og i kirken? Der er (næsten) intet at tabe og alt at vinde. Første ? anden ... tredje ? solgt til den herre.

Labels: , ,

Bookmark and Share

I-faktoren

Saturday, September 27, 2008 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Det er kommet på mode at måle fagblades og forskeres status på baggrund af den såkaldte Impact factor. (Lad os for nemhedens skyld bare kalde den I-faktoren, for ligesom med talentshowet X-faktor handler den om at vise, at man duer til noget.) Man tager antallet af citationer til artikler i et fagblad de sidste to år, og dividerer det med det totale antal artikler, som fagbladet har udgivet i samme periode. Dette giver for sidste år en I-faktor for f.eks. Nature på 26,7 og for Proceedings of the National Academy of Science (PNAS) på 9,6.

Mange politikere og administratorer bruger I-faktoren som et mål for kvaliteten af deres institutioner og forskere, og dermed som udgangspunkt for bevillinger og ansættelser. Surt show for folk, som skriver til Ugeskrift for Læger, der udkommer på dansk, og derfor har en I-faktor på nul. Det er også surt show for en lang række andre tidsskrifter, som har et godt ry, men hvor emnet er lidt for specialiseret eller lokaliseret til at blive citeret flittigt.

Et godt eksempel er det Schweiziske tidsskrift Folia Phoniatrica et Logopaedica, der, som det latinske antyder, beskæftiger sig med rehabilitering af mennesker med sprog-, stemme- og kommunikationsproblemer. Med en I-faktor på 0,66 i 2007 var bladet ikke i stand til at bringe ære og penge til forfatternes institutioner, på trods af, at bladet er velanset blandt de indviede.

Derfor slog de tilbage med en slags fælles stemme. De to forskere Harm Schutte fra universitetet i Groningen, Holland, og Jan Svec fra universitetet i Palacky, Tjekkiet, udgav en artikel i bladet med den oversatte titel ?Folias reaktion på den eksisterende trend af Impact factor-målinger?. I artiklen diskuteres problemerne, men vigtigst af alt: Sidst i artiklen citeres alle de publicerede artikler i tidsskriftet igennem de sidste to år. Resultatet er, at Folias I-faktor i år er røget op på 1,44. Det hjalp at råbe i kor.

Det er jo dejligt, fordi tidsskriftet dermed er hoppet op fra en 22.-plads til en 13.-plads i den internationale rangliste blandt rehabiliterings-fagbladene. Det betyder blandt andet, at kollegerne fra Groningen og Palacky Universitet ikke længere bliver så sure over, at de der stemmeforskere trækker ned på deres institutions I-faktor. Og det betyder også, at de hollandske og tjekkiske forskningsråd vil lytte mere til fremtidige ansøgninger om penge og forfremmelser.

Det er sikkert ikke sidste gang, det er sket. For at modstå de mange administratorer og bevillingsgivere, der i travlhedens tegn måler forskningskvalitet med et enkelt tal, vil der fremover være brug for mange gode sciento­metrister, som kan booste fagbladenes og forskernes I-faktor. Og det er vigtigt at komme i gang nu, hvor forskningsministeriet arbejder med kvalitetsindikatorer til ranking, måling og konkurrence om universiteternes basismidler.

De mange udvalg under ministeriet er lige nu i gang med at 'niveauinddele autoritetslister', som på dansk betyder at vægte udvalgte fagblade efter deres vigtighed, derunder deres impact factor. Herfra et opråb til alle forskere og fagblade: forén jer. Det gælder om at råbe i kor nu, i stedet for at græde i kor senere.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Et klima af tvivl

Friday, September 12, 2008 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

FN's klimapanel IPCC har overskredet sin sidste salgsdato. I mange år har panelet modstået diverse nej-sigere og lobbyister med veldokumenterede data, der viser, at drivhuseffekten "meget sandsynligt" skyldes menneskeskabte faktorer, at mængden af CO2 i atmosfæren stiger voldsomt, at temperaturen derfor stiger, og vandstanden også. Men nu er situationen en anden. Der er ikke længere nogen tvivl om, at drivhuseffekten tager til i styrke, og at de forsigtige og konsensussøgende forudsigelser fra IPCC kan smides ud af køleskabet, for ikke at nævne alle de åh, så frække argumenter fra klimaskeptikerne.

Stadig flere forskere kan se, at klimaet har det meget værre, end IPCC's konklusioner tør antyde. Forskningsresultater fra de sidste par år har vist, at klimaet meget vel kan ændre sig abrupt og i store spring, når stabiliteten i atmosfæren perturberes. Så sent som denne juni kunne Ingeniøren citere danske forskere for, at den sidste istid stoppede på blot ét år, nærmere betegnet i året 9.704 før vores tidsregning, hvilket var starten til en opvarmning af Grønland med temperaturstigninger på 10-14 grader celsius inden for 10-50 år.

James Hansen fra Nasas Goddard Institute for Space Studies sendte i april et udkast til en artikel til Science (www.arxiv.org/abs/0804.1126), hvori han ser 50 millioner år tilbage, til en tid, hvor CO2-koncentrationen i atmosfæren var faldet til 425 ppm ? et niveau, vi efter alt at dømme vil nå om 10-20 år. I denne periode blev det så koldt, at Antarktis fik sin iskappe. Underforstået: Når vi nu nærmer os den samme CO2-koncentration (plus-minus 75 ppm) fra et koldere klima kan kloden komme til et pludseligt vendepunkt, fordi Antarktis' iskappe vil begynde at smelte. Det ville få vandstanden til at stige 60 meter.

Hansen konkluderer, at det nok er uklogt af politikerne at gå efter en maksimal grænse på 450 ppm CO2 i atmosfæren, sådan som EU og andre lande har gjort det. En grænse på 350 ppm er mere fornuftig, hvis man vil "forhindre irreversible katastrofale effekter". Til sammenligning er vi i dag på 380 ppm, og før den industrielle revolution var vi på 280 ppm.

Tidligere på denne uge kunne det amerikanske datacenter for sne og is, NSIDC, også berette, at august måned har sat rekord i tab af isdække i vandet omkring Nordpolen. Nordvestpassagen og endda Nordøstpassagen igennem russisk farvand vil være farbar denne september. Nedsmeltningen er sket meget hurtigere end normalt, og måske vil vi i den kommende uge slå rekorden fra sidste år, hvor isen kun dækkede 4,13 millioner km2, hvilket til sammenligning er 53 procent af 1980-niveauet. "Det løber løbsk. Vi ser det nu," sagde Mark Serreze fra NSIDC i en AP-kommentar til de nye data. Vi kan meget vel have passeret det punkt, hvor tingene begynder at falde fra hinanden.

I lyset af alle disse og en række flere observationer, tyder alt på, at IPCC's konklusioner er dybt forældede. Og måske er de ikke bare forældede, men vildledende. Det vil blive meget værre end de pæne herrer nogen sinde har turdet sige.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Bakterie vor...

Friday, August 29, 2008 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Bakterier er de sande herskere på denne Jord. De burde lovprises og tilbedes af alt levende. De giver os vores daglige brød og leder os i den rette fristelse. De bor i himlen og i helvede, laver dødt stof om til levende materie, og giver os den helt rigtige tarmflora.

Bakterier har levet på Jorden, siden havet rejste sig for at dulme vulkanernes buldren. Det skete for mere end tre milliarder år siden. Til sammenligning er det kun 600 millioner år siden, at de første flercellede organismer opstod på basis af bakterien, og som en lillebitte anekdote til denne lille anekdote, har mennesket og andre, såkaldt bevidste, primater kun levet i godt 60 millioner år. Et geologisk sekund med andre ord. Ganske ubetydeligt.

Der er ingen tvivl. Bakterierne er den altdominerende livsform i verden. De kan bo i mudder, i vand, i syre og i radioaktivt affald. De kan overleve uden ilt og uden lys flere kilometer under jordoverfladen. De spiser hvad som helst. Den berømte Thiobacillus concretivorus (blandt venner også kaldt Den Store Betonædende Svovlstav) ernærer sig af hydrogensulfid, mens dens altspisende storebror, Thiobacillus ferro-oxidant, foretrækker en suppe af jern, kobber, tin og uran.

Disse olympiske superbakterier kan tåle infernalske temperaturer og tryk, hvilket deres navne da også udtrykker: Bacillus infernus, Thermoproteus tenax og Pyroducitum occultum. Permafrost er ingen sag, og heller ikke syre: Acidithiobacillus ferrooxidans lever ved pH 2, og Ferroplasma acidarmanus ved pH 0. Deinococcus radiodurans foretrækker dog kølevandet i kernekraftværker.

Men der findes også himmelske bakterier, som lever i skyerne. Pseudomonas syringae bestemmer, om den underkølede vanddamp i skyerne skal blive til regn eller ej. Selv langt højere oppe i stratosfæren - ja selv i mesosfæren - har man fundet bakterielle engle, som svæver i beskyttende lyksalighed over alt levende på Jorden.

Der er omtrent 40 millioner bakterier i et enkelt gram muldjord, og en million i en milliliter ferskvand. Det giver rundt regnet fem kvintillioner (5x10^30) bakterier og svarer til langt over halvdelen af den samlede biomasse på jordkloden. Selv i menneskekroppen findes der ti gange så mange bakterier som andre celler. De fleste af dem er på huden og i fordøjelsessystemet. Men også i hjernen og i knoglerne kan man finde dem, og desuden indeholder alle kroppens celler såkaldte mitokondrier, som forsyner os med energi, og som ifølge den endosymbiotiske teori af russeren Konstantin Mereschkowski i sig selv oprindeligt var bakterier.

Vi er til for Bakteriernes skyld. Vi lever på Deres nåde og står i Deres tjeneste. Måske er De ikke 'bevidste' som vi er det, men De har en intentionalitet og frihed. Og Deres frihed er grænseløs. De kan gøre, hvad De vil. De bestemmer, hvilken kødelig beholder De vil bruge til at komme rundt på kloden, og selv når uhyggelige marsmænd som i H.G. Wells sciencefiction-klassiker Klodernes Kamp vil overtage magten fra os, er det vores bakterier, der får det sidste ord at skulle have sagt. Man får næsten lyst til at udbryde: Bakterie vor, du som er overalt. Dit er riget og magten og æren i evighed, jamen.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Et snabelargument

Friday, August 22, 2008 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

En stor del af motivationen bag vores søgen efter liv i universet kan spores i følelsen af, at vi nok ikke er alene. At der findes noget andet derude, noget som er klogere end os. Vi lytter efter radiosignaler, fantaserer om intelligente marsmænd og sender rumsonder af sted mod stjernerne som håbefuld flaskepost med billeder af os selv og vores opfindelser.

Hvis man tænker nærmere over det, så er det ret sødt, men også ret meget til grin. Der er intet, der peger på, at nogen lytter - endsige forstår, hvis de ville lytte. Nogle forskere har brugt den såkaldte Drake-ligning til at gætte sig til antallet af civilisationer i vores galakse, som vi kan kommunikere med. Men de er slet ikke klar over, at der findes et langt mere fundamentalt problem: at vi ikke ville kunne genkende fremmed, intelligent liv, selv hvis det råbte os i øret med en megafon. Problemet er følgende: Enhver repræsentation af verden - om den er klædt i formler eller i billeder, i grafer eller i sprog - forudsætter et bestemt perspektiv og en unik historie. Disse kan aldrig være forudsætningsløse, og derfor er kommunika­tion med fremmede væsner på fjerne planeter ganske umulig. Det er selvfølgelig muligt at finde antydninger af liv, men meningsfuld kommunikation? Nej.

Hvis en løve kunne tale, ville vi ikke kunne forstå den, sagde den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein. Dette kaldes. Og det gælder ikke kun for det almindelige sprog. Selv universelle sandheder som Pythagoras sætning (i hvert fald i den euklidiske geometri) eller loven om energiens bevarelse, indeholder antropomorfismer dvs. menneskelige elementer i deres repræsentation. Forholdet mellem tegnet og det betegnede er aldrig entydigt.

Når seriøse forskere derfor sender budskaber mod stjernerne og andre astrofysikere arbejder på CETI- og SETI-projekter, så er det et udtryk for helt andre impulser. Det har noget med psykologi at gøre. Måske et udtryk for intellektuel ensomhed, blandet med en god portion hovmod.

Det minder om fortællingen om elefanten, der er så stolt af sin snabel, at den inddeler hele verden i dem, som har snabel, og dem som ikke har. For snablen er vitterligt en unik opfindelse på Jorden. »Toppen af evolutionen udgøres helt klart af snabel-eksistensen«, udtalte Serengetis mest kendte filosof-elefant engang, og i elefant-biblen står der sikkert også at Gud har skabt verden, for at snablen kan trutte.

I et mellem-artsligt debatprogram mellem elefanter og mennesker er jeg ikke sikker på at menneskets hjerne vil vinde. Ja, hjernen er klog, den kan løse matematik, opfinde sprog og ny teknologi. Men snablen er heller ikke ueffen: Den er en næse, en overlæbe og finger i ét! Den kan pege, lugte og smage på samme tid. Den kan også bruges som snorkel og som spade. Det kan hjernen ikke. Mennesket kan måske argumentere med, at alt dette jo kan klares med teknologi, opfundet af hjernen. Men elefantens snabel er til gengæld bæredygtig og CO2-neutral, hvilket ikke kan siges om alle de farlige påfund, hjernen har gjort.

Alt dette er selvfølgelig meget akademisk. For hvis en elefant kunne tale, vi ville ikke kunne forstå den.

Labels: , ,

Bookmark and Share

about


Robin Engelhardt, Copenhagen





search

recent posts

recent comments

archives

labels

Publications



ERGO- naturvidenskabens filosofiske historie (Lindhardt og Ringhof, 2007)


Hazardcard - a learning game
- play, buy and create


Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2008)


Jeg tager bomben med når jeg går - udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2009)