<body>

David Favrholdt: Niels Bohr var filosof

Tuesday, January 05, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Der er meget at lære af den kompetente videnskabsfilosof og Bohr-kender David Favrholdts bog, 'Filosoffen Niels Bohr', der nok er en af de bedste Bohr-bøger, der findes på markedet. Hvor stor en filosof, Bohr egentlig var, er dog mere tvivlsomt

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk
Læs artiklen med kommentarer på information.dk

Utvivlsomt hører Niels Bohr til blandt de allerbedste og allervigtigste videnskabsmænd nogensinde. Men at Bohr også hører til gruppen af de vigtigste filosoffer, er et budskab, som professor emeritus David Favrholdt forsøger at begrunde med sin nye bog Filosoffen Niels Bohr.

Bogen er en meget klog og indlevende gennemgang af Bohrs liv og hans »erkendelsesteoretiske belæring«. Men frem for at være en biografi, må den altså ses som et forsøg på at rette lidt op på en gammeldags filosofi-tradition, der ikke kan eller vil forstå basal fysik - og især kvantemekanik. I forordet skriver Favrholdt, at Bohr »havde noget revolutionerende nyt at byde på, som under ét forkaster alle de mange forskellige grundholdninger, som man finder i den vesterlandske filosofi fra Platon og frem til vor tid«. Og det er jo lidt af en mundfuld.

Bohr er skuffet
Det er ikke nemt at gøre Bohr til filosof, især når Bohr selv sagde, at han ikke var interesseret i filosofi. Gennem sin halvfætter Edgar Rubin var Bohr dog nogenlunde opdateret med de filosofiske strømninger mellem 1905 og 1960. Men generelt var han skuffet over hvad han så, og holdt sig væk. Den logiske positivismes reduktionisme anså Bohr som forkert, ligesom Kants transcendentalfilosofi, der antager, at der findes visse erkendelseskategorier forud for erfaringen. Wittgensteins lære om sprogspil var i princippet tæt på Bohrs egen tro på, at dagligsproget er en forudsætning for al erkendelse, men alligevel fjern, fordi Wittgenstein ikke var interesseret i at vide, hvilken form og basis sproget må have ud fra virkelighedens beskaffenhed.

Og det er her, hvor Favrholdts bog er stærkest. Den viser at Bohrs indsigt i kvantemekanikken gav ham en hyppermoderne forståelse af tænkningens grænser uden at forfalde til positivisme eller subjektivisme. I analogi med Plancks konstant, der giver os en fysisk grænse for at måle et objekts tilstande, har menneskets erkendelse ifølge Bohr sin grænse i det sprog og de begreber, som vi bruger til at give ting deres kommunikerende mening. Verden/virkeligheden kan ikke betragtes 'udefra' (som f.eks. Einstein og hele den platon-inspirerede filosofi insisterede på), men den kan heller ikke siges at være struktureret af sproget, som så kun kan verificeres eller falsificeres ved hjælp af data og observation (som påstået af positivisterne).

Verden eksisterer alligevel
Favrholdt insisterer på, at Bohrs epistemologiske indsigt er dyb og ny, netop fordi den ikke medfører relativisme men komplementaritet. Der findes en verden. Der findes en virkelighed. Men virkelighedens beskaffenhed former menneskets dagligsprog, hvilket er det eneste vi kan bruge til at forstå virkelighedens beskaffenhed. Og det ser ud til, at det kun er gennem denne iterative proces af eksperiment og fortolkning, at kan vi komme tættere på denne virkelighed og dens 'mening', sådan som den udfolder sig for os. Og når visse målinger af et objekt i verden ekskluderer hinanden på grund af det kvantemekaniske iagttagelsesvilkår, udtømmer deres komplementaritet al mulig viden om dette objekt.

Med sin enorme viden i bagagen kommer Favrholdt godt rundt i videnskabs- og filosofihistorien. Det er gode kapitler om Bohrs forhold til religion og om hans ofte overvurderede inspiration fra folk som Søren Kierkegaard, William James og Harald Høffding. Det er spændende at læse om forholdet mellem den fri vilje og determinismen, og bogen er fuld af anekdoter og personlige betragtninger, hvilket gør læsningen meget nærværende.

Filosoffen der ikke har brug for at være filosof
Favrholdt var selv elev af Bohr, og han er ikke bleg for at kritisere gamle kolleger, som måtte have misforstået mesteren. Nogle gange kan det forekomme som om forfatteren arbejder på at være den mest loyale disciple af dem alle, men man kan mærke, at det hverken skyldes nostalgi eller forfængelighed, men en ægte intellektuel affinitet til Bohr, og en genuin søgen efter noget så gammeldags som sandhed.

Vi kan være absolut glade for, at der findes en så kompetent videnskabsfilosof og Bohr-kender som David Favrholdt. Der er meget at lære fra denne bog, som nok er en af de bedste, der findes om Niels Bohr på markedet. Om dette er nok til at få ham inkluderet i kanonen af 1900-tallets vigtigste filosoffer er tvivlsomt, men det skal man ikke lade sig slå ud af. Som Bohr engang sagde: »Det modsatte af en dybsindig sandhed kan meget vel være en anden dybsindig sandhed.« Det samme må vel også gælde for så dybsindige discipliner som fysik og filosofi.

David Favrholdt
Filosoffen Niels Bohr
459 sider, Informations Forlag, 2009




Anmeldelser:
Kristeligt Dagblad

Labels: , , ,

Bookmark and Share

Kafkask ferie i det grønne land

Tuesday, October 06, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Ballademagere med dommedagsfantasier gjorde ferien i Grønland til en urolig oplevelse.

Af OLINE BREGNHARDT

Læs hele artiklen med kommentarer på information.dk



Kattegat så ud som et opspændt silkeklæde i snavset purpur. Aldrig før i mit liv har jeg set så meget lilla. Turen gik til Grønland, og efter fire timers flyvning kunne vi se fjordene, der lignede lange størknede ar, pletmalet i grøn og violet. I slowmotion trak bølgerne en enkelt isflage med sig, og endelig - ude i horisonten - kunne man ane den vigende indlandsis.

Under os åbnede landingsbanen sig som en piercet tunge langs en klippeudskåret glasterminal, hvis facade i ægte Hollywood-stil reflekterede solnedgangen med bogstaverne »Welcome to Greenland«. Stedet var sandelig kommet til penge.

Jeg landede på natten før 50-årsdagen for Grønlands selvstyre, men det var nu ikke fordi der syntes at være nogen, som huskede det. Jeg indlogerede mig i Narsaq, byen på øens sydligste spids, der summer af oliepenge og guldgraverstemning.

Det myldrede med nordmænd, mens de få tilbageværende inuitter boede i improviserede hytter oppe i nunatakkerne.

Døde oceaner
Jeg kunne ikke falde til ro på hotellet, og gik ud for at drikke en sjus. På en beværtningen i Brattahlid henvender en mand i baren sig til mig.

»Idiotien har taget fuldstændig over,« siger han og peger på skærmen over baren, der kan fortælle om nogle økoterrorister, som har bombet en uran-mine ved Kvanfjeldet. Han introducerer sig som journalist Johan-Emil Halvarsen, og han virker vred:

»30 mennesker er døde, og de fleste var ikke engang nordmænd. De var inuitter, som bare prøvede at leve et normalt liv.« Halvarsen slår forgæves ud efter en myg. »Ingen ved længere, hvem deres fjende er,« konstaterer han.

Halvarsen fortæller, at han var med til at erklære Grønland for 'klodens sidste respirator', og at han sammen med miljøaktivister var med til at besætte de nye kul- og molybdæn-miner i 20'erne. Årsagen var, at en gruppe forskere havde fundet ud af, at kloden ikke bare blev varmere, men nu hastigt bevægede sig mod en tilstand som for 250 millioner år siden - en tilstand, hvor havstrømmene er døde, og oceanerne ikke længere bliver iltede.

Grønland skulle gå fri af den skæbne, mente han og aktivisterne, og de tog inuitternes kamp til sig. Men efter Londons oversvømmelse i 2050 og et stadig større pres fra klimaflygtninge gik det, som det måtte gå på Grønland: Menneskene og pengene strømmede til, kullet og olien vandt, og miljøbevægelsen blev sprængt i stumper og stykker - og dele af den samlede sig i mere radikaliserede celler.

»Jeg droppede ud, efter at flere af de dybgrønne faktioner skiftede strategi,« fortæller Halvarsen.

Det ligger i vores natur
»De bombede ikke længere minerne for at få dem til at forsvinde. De gjorde det tværtimod for at miste sympati, og dermed fremskynde katastrofen. Rationalet var, at det ville være den eneste måde, hvorpå Gaia kunne renses for sine 'vildskud' - altså mennesket. De ville 'slukke for respiratoren'.«

Jeg kigger skeptisk på den gamle miljøforkæmper og indvender, at det ikke giver nogen mening: »Er det at ville dræbe sin egen art ikke lige så unaturligt som at stoppe med at forurene?« spørger jeg.

»Det kan være,« svarer Halvarsen med et skævt smil på læben, »men der findes mange mennesker som sympatiserer med dem.«

»De siger, at vi ikke er skabt til at kunne overskue resultaterne af vores egne handlinger. Vi kan dræbe, spise og formere os. Alt det andet er og bliver abstrakte egenskaber, som aldrig vil nedfældes i vores biologi. Ligesom en myg aldrig ville kunne beslutte sig for ikke at stikke mere, vil vi mennesker ikke kunne stoppe med at plage vores omgivelser.«

Forstyrrende
Efter natten i Brattahlid havde jeg en fornemmelse af at være landet midt i en uforståelig tid. Argumenterne gav bare ikke nogen mening. Findes der virkelig et stort mindretal af personer, som i al hemmelighed håber på, at vi alle dør? At vi lige så godt kan presse de sidste safter ud af citronen og få det overstået? At vi oven i købet skal skubbe hinanden lidt på vej, bare fordi det er 'spændende'?

De forstyrrende dommedagstanker gjorde det svært for mig at koble af og nyde min ferie. En uge i Narsaq var mere end nok, og jeg besluttede mig for at flyve hjem. Manden, som havde introduceret sig som Johan-Emil Halvarsen, var forsvundet. Gaderne var beskidte, og havet, hvor hvalerne tidligere brød vandoverfladen, var overladt til olietankere og transportskibe. De få inuitter, som var blevet i byen, havde kun et minde tilbage om noget, der måske var anderledes engang.

På flyveturen tilbage kunne jeg læse i avisen, at det måske slet ikke var de radikale økoterrorister, der stod bag bomben ved Kvanfjeldet. En talsmand fra regeringen ved navn Johan Halvorsen, blev citeret for at sige, at det var et rivaliserende olieselskab, der havde tabt koncessionen til undergrunden, som stod bag. Jeg ved ikke, hvem denne Halvarsen eller Halvorsen egentlig var, men én ting havde manden ret i: Ingen ved længere, hvem der er en ven, og hvem der er en fjende.

Labels: ,

Bookmark and Share

Det ubevægelige Grønland

by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

At besøge Grønland er som at rejse ud af tiden.

Af OLINE BREGNHARDT


Læs hele artiklen med kommentarer på information.dk

Aldrig før i mit liv har jeg set så blå en farve. Solen var gået ned, men de hvide ismasser, der vældede ud fra fjordens indre, blandede sig med havets bølger og fik vandet og luften til at lyse i alle nuancer af blå. Og midt i det hele strakte denne kæmpe gletsjer sin arm ud i vandet, som om den tilbød at bære vores lille skib i land.

Det var natten før 50-årsdagen for Grønlands selvstyre. Næste dag skulle der festes. Jeg havde stået på ventelisten til denne rejse i syv år, og nu lykkedes det. Jeg boede i Narsaq, tæt ved Brattahlid i Østerbygden, som ifølge historiebøgerne blev etableret af selveste Erik den Røde, efter at han blev landsforvist fra Island helt tilbage i 985. Erik gav landet navnet Grønland, og selv om klimaforandringerne rigtig nok har gjort området grønnere, kælver gletsjerne stadig længere oppe nordpå.

Ren-eventyr
Det mest slående ved et besøg i Grønland under fejringen af 50-årsdagen er nok, at grønlænderne i det udvidede selvstyres tid har formået at holde sammen på et skrøbeligt jægersamfund på trods af et stadig større pres fra mine- og skibsindustrien. Kulturen er i stigende grad amerikansk præget, men den lokale - og for danskere ofte mærkelige - måde at omgås naturen på er i det store hele intakt.

Da jeg dagen efter mødte danske Sigurd V. Andskær på min gåtur gennem Narsaq, fortalte han mig f.eks. denne historie:

For et år siden kom han til Narsaq med en god idé. Klos op af den lokale fiskefabrik ville han opføre et lille rensdyrslagteri, med den plan at sælge det eftertragtede kød i USA og Danmark med god profit. Han gik i gang, byggede slagteriet, blev venner med borgmesteren og lavede aftaler med skibsrederen. Det eneste, der manglede, var nogle ansatte, som vidste, hvordan man fanger og slagter dyrene. Andskær ansatte ti lokale jægere og sendte dem ind i landet på ti splinternye brintsnescootere. Ingen kom tilbage. Efter et par dage begyndte Andskær at forhøre sig om, hvor de dog var blevet af. Han fandt én af jægerne hjemme hos sig selv og spurgte, hvad der dog var sket.

»Har I ikke skudt nogen rener?,« spurgte Andskær.
»Joh, én har jeg nedlagt.« sagde jægeren.
»Hvor er den?«
»Den er spist.«
»Men de skulle jo hen til fabrikken og slagtes og sendes til Danmark,« sagde Andskær.

Jægeren kiggede blot på ham, uden helt at forstå. Andskær gentog sin klage, men jægeren svarede blot med et skuldertræk, og gik ud for at kigge på hvaler.

Sådan gik det også med de ni andre jægere. Det viste sig, at ingen af de lokale inuitter kunne eller gad indordne sig som ansat i en virksomhed, der ville slagte deres skattede rensdyr til eksport.

Jeg hørte senere Andskær beklage sig over denne - for ham - uforståelige egoisme og ansvarsløshed, mens vi spiste mattak, en del af grønlandshvalens hud, under festmiddagen samme aften.

Hvorfor udvikling?
Narsaqs borgmester, Laila Isaksen, holdt festtalen - på grønlandsk og engelsk. Hun lagde særlig vægt på, hvordan det er lykkedes at videreudvikle en grønlandsk kultur, hvor udvindingen af råstoffer og økoturisme går hånd i hånd med en bæredygtig udvikling. Men hun brokkede sig også over den civile lukning af uran-minen ved Kvanefjeldet, om kulturproblemer med indvandrerne og om, hvor svært det er at bevæge grønlænderne til at 'udvikle' sig.

Det fik os til at tænke. »Måske er det os,« sagde Andskær efter middagen, »måske er det os, som skal lære noget. Måske er netop denne ubevægelige ansvarsløshed årsagen til, at inuitterne kunne overleve på Grønland i snart 1.000 år, mens Nordboere med al deres handel og hierarki gik fælt til grunde.«

Jeg kiggede forbavset på ham. Et helt år med hvalsang og fjeldklang må have fået den forhenværende slagteridirektør til at blive lidt verdensfjern, mente jeg, men Andskær fortsatte bare:

»Se dig omkring. Intet ser ud til at fungere. Skibene bliver ikke losset, og affaldet ligger og flyder. Folk sidder bare og kigger. Men som med gletsjerne er det kun ved første øjekast, de forekommer ubevægelige. Det er dem, som har skabt fjorde og fjelde, og alt andet omkring os. I virkeligheden er det os europæere, som har alt for meget fart på til at kunne følge med. Måske har inuitterne fundet den rigtige fart?«

Mit forsøg med en vittighed om hans tabte snescootere faldt til jorden. Efter middagen gik vi op på en bakke for at se på solnedgangen. Jeg kunne mærke, at Andskær havde pointe. Jeg havde hørt den før, men måske aldrig rigtig forstået den. Og jeg glædede mig til at gense de store blåhvide snemasser række ud efter mig i horisonten.

Labels: ,

Bookmark and Share

Sydgrønland som eksempel på klimaforandringerne

by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Sydspidsen af Grønland har altid været grøn, selv på Erik den Rødes tid. Sydspidsens største by Narsaq ligger på højde med Oslo og har derfor et forholdsvis mildt klima. Selv om vinteren kan det finde på at regne, i stedet for at sne.


Læs hele artiklen på information.dk



Om 50 år vil klimaet være endnu mildere. De modeller, som klimaforskerne bruger til at forudsige klimaet, viser, at Grønland er et af de steder på kloden, hvor klimaforandringerne vil have størst effekt. Det er fordi, den ekstra varme, der fanges af drivhusgasserne, ikke fordeler sig ligeligt omkring kloden. Mange steder i troperne vil det kun blive en smule varmere end nu, hvorimod Grønland og Arktis vil blive meget varmere end gennemsnittet.

»Modellerne siger, at det vil blive cirka 12 grader varmere i Øst- og Vestgrønland og cirka syv-otte grader varmere i Sydgrønland,« siger John Cappelen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Det er en meget stor temperaturforskel og vil betyde mange biologiske og fysiske forandringer for det grønlandske samfund.

»Gletsjerne vil trække sig kraftigt tilbage, og nedbøren vil stige med op mod 20-30 procent,« fortæller Cappelen.

»Havvandet vil blive lidt varmere, og gletsjerne vil smelte hurtigere. De vil stadig være der, men afsmeltningen vil tage kraftigt til. Havstigningen vil dog ikke betyde det store for grønlænderne selv, til forskel fra for eksempel i Bangladesh, hvor der ikke er fjelde og fjorde.«

Plantevæksten vil tiltage, og der vil komme en smule skov, siger Cappelen. Antallet af arter vil stige, især insekter, og vækstperioden for planterne vil være længere. Måske vil de første landmænd begynde at eksperimentere med at dyrke vin, som ellers kun plejer at dyrkes meget længere sydpå.

Kulturelle skift
Hvis grønlænderne finder olie, vil det også betyde store økonomiske og kulturelle forandringer for det grønlandske samfund. Man taler allerede nu om at åbne molybdænminer i Østgrønland, om jern og guldminer omkring Nuuk og om at åbne Den Sorte Engel igen - en forurenende zink- og blymine i Maarmorilik - fordi den ikke er isdækket mere.

Man har en formodning om store gas- og oliereserver, og hvis man finder dem, og de viser sig at være tilstrækkelig nemme at hente op, så vil ?Onkel Mammon? sandsynligvis ændre det grønlandske samfund totalt. Der vil være flere tilflyttere til Nuuk, Sisimiut, Narsaq og alle de andre byer. Der vil komme store turistmasser, mange udlændinge vil flytte til og muligvis skabe en hektisk guldgraverstemning. Helt galt kan det gå, hvis klimaflygtninge af en eller anden grund begynder at oversvømme landet. Det oprindelige inuit-samfund vil have svært ved at bestå under disse forhold.

Men grønlænderne har alle mulighederne. Bloktilskuddet er frosset fast, og de er selv herre over undergrunden. Hvis de finder olien, skal bloktilskuddet langsomt udfases ? og så kommer det an på de lokale politikere og deres vælgere, om de vil hive olien op eller finde en anden vej til økonomisk og social bæredygtighed, der samtidig beskytter miljøet.

Langt ude i fremtiden
De kolde havstrømme håber man fortsætter med at kredse i Atlanten, men man ved det faktisk ikke. Nogle siger, at Golfstrømmen kan komme i fare for at stoppe, eftersom det er sket før, for mange millioner år siden, dengang oceanerne ikke var iltet helt ned til bunden.

Helt galt kan det gå, hvis planeten mister al sin is. Det vil ikke være sket i 2059, men noget af indlandsisen i Grønland kan på det tidspunkt allerede være borte. Nogle forskere, blandt andet Peter Ward fra NASA, mener, at vi hastigt bevæger os i retning af et klima uden is på polerne, og for at komme med et bud på, hvordan Jorden så vil se ud - måske om kun et par tusinde år - kan man kigge lidt tilbage i historien.

For cirka 251 millioner år siden var al isen på Nord- og Sydpolen smeltet, hvilket betød, at der ikke længere var nogen varmeforskel af betydning mellem ækvator og polerne. Derfor var der heller ikke meget vind, og oceanstrømmene var døde, hvilket betød, at de ikke længere kunne holdes kolde og iltet.

Man kalder perioden for Den Store Død. Det var i slutningen af Perm-tiden med den mest katastrofale masseuddøen i historien. Donald Canfield fra Syddansk Universitet har forsket i den periode. Han siger, at mere end halvdelen af alle familier uddøde, og omkring 95 procent af alle dyr og planter i havet. Omkring 70 procent af alle reptiler, amfibier, insekter og andre dyr og planter på landjorden uddøde også.

Havet var en flad og fedtet bakteriepøl. Vandkanten bestod af en skorpe af rådne organismer. Det skyldtes svovlreducerende bakterier, som kom op til overfladen og fjernede alt ilt i oceanerne. Svovlbakterierne omdannede faktisk vandet til en lilla suppe, der stank af hydrogensulfid. Svovlet steg også op i atmosfæren, hvor det dannede højtliggende skyer i en giftgrøn farve.

En verden med et lilla hav, en grøn himmel og en atmosfære, der stinker af rådne æg ? det er slet ikke så science-fiction-agtig, som det lyder. »Man kan faktisk se det ske langs Chiles kyst i dag,« siger Donald Canfield. Kattegat har også set sådan ud engang. Og det kan være, at det sker igen.

Noter:

Labels: ,

Bookmark and Share

Jeg, mine gener og os

Friday, August 22, 2008 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

I de kommende år vil vores viden om vores gener påvirke samfundet i lige så høj grad, som internettet har gjort det. Men det er endnu uklart i hvilken retning, og om resultatet er godt eller skidt. Videnskabsjournalist Robin Engelhardt har som en af de første danskere fået lavet en udredning af sine gener - og dermed fået et fingerpeg om , hvad han - måske - kan håbe og frygte

Læs artiklen på Informations hjemmeside
Læs hele artiklen som pdf

Jeg har fået analyseret mine gener. Et lille skrab i mundvigen var nok. Jeg sendte prøven til Island, og efter to uger kunne jeg logge ind på en hjemmeside og læse om mit dna, min herkomst, mit udseende og mine genetiske mutationer. Et download af en 30MB fil med nummerplade-lignende kodestumper, kaldet SNP's, oplister en million af mine dna-variationer. De viser, hvad der gør mig genetisk unik, og fortæller, hvor jeg har arvet hvad fra mine forældre, og hvordan mit dna adskiller sig fra andre menneskers dna.

Det er som at blive skræmt og beroliget på samme tid. Men mest af alt er jeg fascineret. Muligheden for at tjekke mine gener online og følge med i de nyeste forskningsresultater, der forbinder sygdomme med SNP's, er nærmest afhængighedsskabende (er det mon genetisk?). Om jeg drikker mælk, ryger eller har ondt i fingrene - straks skal jeg tjekke, hvad mine SNP's siger: Og se der: Ja, jeg har den mutation, der gør, at jeg kan nedbryde lactose og dermed fordøje mælk. Og nej, jeg har ikke nogen særlig tendens til at blive nikotinafhængig, og jeg har endda en formindsket risiko for lungekræft. Og ja, den ledegigt, som plagede min mormor så meget, da hun blev gammel, får jeg måske også.

Det er ikke så lidt, jeg får at vide om mig selv. Det viser sig, at min risiko for at få kræft, astma eller sclerose er mindre end i almindelighed, men til gengæld skal jeg nok forberede mig på muligheden for at få gammelmands-sukkersyge (rs7903146 - TT), alzheimer (rs4420638 - AG) eller blive blind (rs1329428 - GG), hvis jeg altså ikke dør af en blodprop i hjertet forinden (rs10116277 - TT).

Jeg kan også se, at min SNP nummer rs7495174 har bogstaverne AA, og at min SNP nummer rs12913832 har GG. Langt de fleste mennesker med den kombination har, lige som mig, blå øjne. Jeg kan også sammenligne mit dna med andre menneskers dna. Med bantu-folket, med beduinere og mayaer. Mest tilfælles har jeg dog med franskmænd og skotter.

Sociale brud

I slipstrømmen på det internationale Humane Genom Projekt, som kort efter årtusindeskiftet fik kortlagt det menneskelige dna, ser vi nu begyndelsen til en ny disciplin og livsstil: Personaliseret medicin hedder den tørt, og tilbyder en fuldt ud individualiseret diagnose, baseret på det enkelte menneskes dna, hvilket måske, engang i fremtiden, vil kunne føre til skræddersyede behandlinger mod syg- og dårligdomme, der præcis passer til vores egne celler og gener.

Men det er kun toppen af isbjerget. Glasuren på iskagen, om man vil. For de sociale forandringer vil blive langt større end de rent medicinske. I disse dage arbejder tusinder og atter tusinder af forskere på at opbygge kæmpe databaser for at sammenligne populationerne. Det kaldes genetiske associationsstudier (Genome Wide Associations Studies, GWAS) og har ikke kun en betydning for at forudsige sygdomme. Dataene fortæller også om vores hang til misbrug, vores fysik, psykologi og emotioner.

Tilgangen til personlige dna-profiler vil nemlig ikke kun redde mange menneskeliv. De vil kunne bruges af forsikringsselskaber, af pensionskasser og reklamevirksomheder. De bruges allerede i segmentanalyser, til etnisk og demografisk tagging, i krig og sport, til doping og dating. Og de bliver oftere og oftere brugt i det endelige partnervalg. Og de vil ikke mindst skabe et større pres i retning af både den positive og den negative eugenik, det vil sige i udvælgelsen af børn på baggrund af bestemte egenskaber, som forældrene vil have eller ikke vil have.

Allerede nu medsender universitetsansøgere i USA en dna-test for at 'bevise,' at de er 17 procent indianere og dermed har ret til et stipendium, til sygesikring og casinopenge. Dna-tests begynder altså at indgå som element i ansøgninger og i bevillinger, måske endda til jobsamtaler og lønforhandlinger, til afgørelser om indfødsret og opholdstilladelser, i voldsstatistikker og i strafudmålinger. De googles og rankes, sammenlignes, bedømmes og matches, og vil givetvis også stjæles, forfalskes og sælges som falske identiteter på det sorte marked.

Farlig viden

Er alt dette godt, eller er det skidt? En optimistisk antagelse er, at så længe stater ikke vender sig imod deres egne borgere og kortslutter den demokratiske kontrol, vil man kunne lovgive om brug og misbrug. Det sker jo også i dag med hensyn til beskyttelse af mindretal, i diskriminationslovgivninger og i lovgivningen om beskyttelsen af privatsfæren. Man vil blot skulle justere grænsedragningen.

Men vi har også lært, hvor skrøbelige demokratier og deres institutioner kan være. Det er stadig sådan, at de fleste politikere på denne klode prioriterer beskyttelsen af nationalstaten frem for menneskerettighederne, og hvis det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt den igangværende dna-revolution vil resultere i en større tolerance over for forskelle imellem mennesker, eller om det vil resultere i større bigotteri og intolerance, er svaret endnu uafgjort.

Netop nu er lande som USA og Tyskland i gang med at opdatere deres lovgivning. I USA har Senatet vedtaget loven om Genetic Information Nondiscrimination Act (GINA), der forhindrer forsikringsselskaber og arbejdspladser i at diskriminere ansatte på baggrund af en viden om deres genetiske prædispositioner eller familiære sygdomshistorier. I Californien har man for to måneder siden forbudt virksomheder at tilbyde genetiske tests via nettet. Som begrundelse gav en talsperson for staten Californien, Lea Brooks, til Associated Press, at "der er frygt for, at laboratorierne ikke har de fornødne certifikater, at der ikke er nogen vejledning fra læger - eller begge dele. Det skal vi nu i gang med at undersøge".

Kari Steffansson, som leder det islandske firma deCODE genetics, der har analyseret mine gener, hilste beslutningen velkommen: "Firmaer skal afkræves en meget høj videnskabelig standard, når de hævder, at der er en sammenhæng mellem en sygdomsrisiko og en genetisk sekvens," sagde han til The Guardian. "Dette er ikke trivielt og skal reguleres."

I Tyskland er en lovgivning, der ligner USA's, på vej. Mens man i Danmark indtil videre nøjes med den gældende lovgivning om anvendelse og adgang til det centrale personregister (CPR), der indeholder information om alder, køn, adresse, fødselsdato, statsborgerskab, kirke, osv..

Datasammenføring mellem registre er forbudt; sundhedsmyndigheder er forpligtede til at overholde fortrolighed, arbejdsgivere må kun forespørge ansatte om specifikke forhold, og forsikringsselskaber må ikke bede om genetiske testresultater, før en forsikring oprettes.

Begrænset nytte

De fleste mennesker har nok oplevet en dødsangst på vej til lægen, en knugende følelse i maven når lægen skal til at læse resultatet fra en blodprøve. Men her på hjemmesiden, med næsten hele mit genetiske materiale foran mig, er angsten ikke tilstede. Det er som om, jeg står alt for højt oppe over jorden, til at højdeskrækken kan tage fat. Der synes ikke at være nogen umiddelbar forbindelse imellem, hvad synet ser, og hvad kroppen føler, mellem årsag og virkning, mellem bogstaverne på skærmen og deres betydning i mit liv.

Nu må man indrømme, at der også er god grund til ikke at blive alt for bange. Endnu. Videnskaben er slet ikke så nået langt, at den kan forstå alt, hvad vores gener skriver. Desuden er generne i sig selv ikke hele historien om os som personer. Der er mange andre faktorer, som spiller ind i kroppens funktion - opvækst, ernæring og livsførelse. Og i øvrigt ændrer en bestemt mutation i vores dna som regel kun sandsynligheden for at få en sygdom med ganske få procent - slet ikke nok til at få dødsangst. Ja, måske tværtimod: netop nok til at forebygge sygdommen og leve sundere.

Min hang til at ryge er ikke udpræget stor. Jeg tager en cigar eller en cigarillo i ny og næ, uden at inhalere. Og se, hvad generne siger: I et deCODE genetics studie viser det sig, at mennesker som mig med CC i stedet for CT i SNP rs1051730 har en 15 procent mindre sandsynlighed for at blive nikotinafhængige og blive stærke rygere. Og T'et øger ikke kun nikotinafhængigheden. Det øger også risikoen for lungekræft med 30 procent. Hvis man har to T'er, øges risikoen med hele 80 procent.

Informationer som disse - at man har mindre risiko for nikotinafhængighed og lungekræft - kan være en stor faldgruppe. For de kan give en falsk sikkerhed, der gør, at man tager en ekstra smøg og måske endda mister ønsket om at stoppe med at ryge. Sagen er, at selv om rs1051730 mindsker ens risiko, så kan der være 20 ukendte SNP's i dna'et, som øger risikoen for lungekræft med langt mere, end hvad rs1051730 mindsker.

"Hvis folk kender grænserne for, hvad en genetisk test kan og ikke kan, og tager det hele med et gran salt, så er det fint," sagde præsidenten for USA's nationale råd for genetiske rådgivere, NSGC, Angela Trepanier, til New York Times. "Men man må være meget forsigtig omkring, hvad man ved - og ikke ved."

Associationsstudier er altså stadig kronisk mangelfulde. De har indtil videre en langt mindre forudsigelseskraft end ens familiehistorie. En mosters sygehistorie fortæller derfor ofte en del mere om ens risici for almindelige sygdomme end de eksisterende genetiske tests.

Den nye verdensorden

Det er endnu uklart, om adgangen til de nye informationer på lang sigt vil nytte. Til gengæld kan de sociale forandringer blive rigtig store, når folk for alvor lærer at bruge den nye viden til egen fordel. Til at få et bedre udbytte af doping, der ikke er til at spore, til at vælge eller fravælge bestemte børn, eller til at argumentere for skyld eller uskyld i retssager (det klassiske argument om at "det er ikke min, men mine geners skyld").

I en artikel fra Washington Post skriver lederen af det amerikanske Center for Genetics and Society, Richard Hayes, at en fri og statslig ureguleret manipulation af egne og egne børns genetiske sammensætning vil forstørre den sociale ulighed og skabe en langt mere fundamental form for diskrimination.

"I yderste konsekvens," siger Hayes, "vil det helt underminere civilsamfundet og skabe nye typer af menneskegrupper, der ikke længere vil dele fællesskabets fremtid."

Vi vil forgrenes i fagre nye racer, hvor visse grupper af mennesker har designet sig selv så langt væk fra resten, at de må betragtes som aliens. Men måske lever vi allerede i denne tilstand. Den stadig større konkurrence i de vestlige lande tvinger os alle til at være så smarte, så sunde og så specielle, at vi skal overstimuleres, lige så snart moderkagen er skåret af. Man kunne med rette spørge: hvorfor ikke begynde lidt tidligere? Det vil sige i den prænatale selektion?

I realiteten lever vi i en global kultur, hvor hovedparten af menneskene er hinanden fremmede. Så hvorfor ikke fortsætte udviklingen og skabe en multikultur, hvor designer-mennesker og genetiske minoriteter har lovens ord for at være anderledes, dvs. sig selv, med alt hvad det indebærer af forplantningsvanskeligheder mennesker imellem? Farerne er åbenlyse: Vi vil skulle acceptere, at sociale normer kun gælder for nogle af os. At andre har ret til at gifte sig med deres kat, få børn med deres grise og behandle hinanden på en måde, vi nogle gange synes er umenneskeligt.

Når det personlige bliver for personligt, vil universalisme og menneskeret som civilisatorisk ideal blive udfordret. Fælles og lige rettigheder vil risikere at blive afløst af kulturklaner med ulige skikke, ulige forudsætninger, ulig ret og ulige muligheder.

Men man kunne også forestille sig et omvendt scenarie: At vi lærer at kende bedre forskel på forskellighed og ulighed, på identitet og norm. En afklaring af, hvad der er personlig ret og sociale krav, kunne desuden have den fordel, at vi begynder at tænke på en udvidelse af menneskeretten, så den for alvor bliver universel og inkluderer alle tænkelige varianter af mennesker og deres slægtninge.

Mine SNP's fortæller desværre ikke noget om, hvorvidt denne form for naiv idealisme er arvelig, men man kan da altid håbe.

_____________

Fakta: Den personlige nummerplade

SNP (udtales 'snip') står for 'single nucleotide polymorphism' og er defineret som en variant af en dna-sekvens, der opstår, når der i den samme position af dna'et findes flere varianter af et nukleotid (også kaldet en base, dvs. enten A, G, C eller T).

Varianter. Man har for eksempel fundet ud af, at mennesker med varianterne (i genetisk sammenhæng kaldet 'allelerne') GG i stedet for AA i SNP rs4420638 har en 15 gange større risiko for at udvikle Alzheimer.

Kombinationen af AA i rs7495174 og GG i SNP-nummer rs12913832 resulterer i langt de fleste tilfælde i blå øjne. Og hvis man er ejer af allelerne CT i rs17822931 har man vådt ørevoks.

Ligheder De fleste nukleotider i genomet er identiske hos alle mennesker, og man siger, at en variation kun kan gælde som en SNP, når mindst en procent af befolkningen har den. SNPs giver derfor et godt billede af, hvordan vi mennesker adskiller os fra hinanden.

Kortlægning De to mest kendte firmaer som tilbyder genetiske tests over nettet er decodeme.com og 23andme.com. Testen koster ca. 1.000 dollar og analyserer cirka en million SNP's.

Labels: ,

Bookmark and Share

Hvem er bange for Det Etiske Råd?

Friday, February 15, 2008 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Argumenterne for og imod Det Etiske Råd har været mange, og i disse år står det ved en skillevej: Skal man fortsætte med at koncentrere sig om sundheds- og bioetik, eller skal man gå ind i andre etiske dilemmaer som f.eks. klima og biodiversitet? Skal man helt afskaffe rådet? Eller skal man have flere af slagsen?

Af: Robin Engelhardt, 15. februar 2008

I teaterstykket Hvem er bange for Virginia Woolf? begår George på et tidspunkt et symbolsk drab på sin lige så symbolske søn. Hans kone Martha bliver frygtelig skræmt, fordi George på denne måde bryder deres tavse overenskomst om at leve i en illusion af normalitet. Hun er bange for den store stygge ulv - virkeligheden om deres barnløshed - fordi hun ligesom alle andre mennesker ønsker at leve i en verden, hvor tingene giver mening, hvor forholdene er ordnede, og hvor livet kan fortsætte igennem ens børn.

Da nye muligheder for kunstig befrugtning blev kendt i midten af 1980'erne, så vi stykket genopsat i en ny - og større - ramme. Denne gang var hovedpersonerne ikke George og Martha, men Det Etiske Råd, bestående af et repræsentativt udvalg af 17 danskere, der fik til opgave at forstå og vejlede om de etiske dimensioner af den nye teknologi. Et uudtalt, men væsentligt element i dannelsen af Det Etiske Råd var selvfølgelig også at berolige en skræmt befolkning og bidrage til håbet om, at vi sagtens kan opretholde en vis form for social normaltilstand i bioteknologiens tidsalder.

"Oprindelig var Det Etiske Råd tænkt som en midlertidig konstruktion," siger et af medlemmerne, Klavs Birkholm. "Regeringen fandt ud af, at der fandtes en ny dagsorden, som den med sine industrisamfundsbriller ikke kunne håndtere. Samfundet var konfronteret med et helt sæt af nye problemer, og løsningsforslagene strittede i alle retninger. Det Etiske Råd skulle hjælpe os ud af en forlegenhed."

Det var i 1987. Lægers og barnløse pars ønske om at bruge en helt ny teknologi kaldet kunstig befrugtning fremkaldte en voldsom offentlig debat, og Det Etiske Råd var den rette lynafleder til at omdirigere de største udladninger og give håb om at finde en gylden middelvej mellem pro og contra. Det skulle nok gå alt sammen, og den dag man havde forstået alle konsekvenserne, ville man igen kunne vende tilbage til normalpolitik og afskaffe Det Etiske Råd igen.

Selskabslege
Men det var som om de etiske dilemmaer ikke ville forsvinde. Fosterdiagnostik, patenter på menneskelige gener, præimplantationsdiagnostik, ægdonation, ægsortering, nedfrysning af æg og sæd, rugemødre - listen bliver bare længere.

"Det overraskende er, at der hele tiden kommer nye etiske udfordringer til," siger Birkholm og peger på endnu nyere områder som f.eks. kimærer, kunstigt liv ud fra kunstigt dna og ikke mindst computerstyrede relæer i hjernen. "Foreninger og højskoler river i os for at få mere at vide, og der er ingen tegn på, at det stopper."

Det Etiske Råd har til en vis grad overtaget den offentlige intellektuelles rolle om at skabe sammenhæng i tingene, noget der tidligere kom fra universiteterne. Eller fra teatret. I Edwards Albees ovennævnte stykke om de to akademikere George og Martha bliver tilskueren jo løbende underholdt af ondskabsfulde selskabslege, som skiftevis latterliggør og nedbryder de gængse forestillinger om parforhold og livslykke og derved stiller nogle realiteter til skue, som faktisk hverken værterne eller deres pæne gæster helt vil se i øjnene.

Teaterstykkets reference til sangen Who's afraid of the Big Bad Wolf? er med andre ord analog med Det Etiske Råds opgaver i samfundet. Sangen er en selskabsleg, hvor man skiftevis understøtter og håner alle dem med de gode hensigter. Vi skal lege legen 'etiske værdier' og 'moralske vogtere' og mene, at vi på den måde får mere kontrol over en uhåndterbar udvikling. Vi skal også lege legen 'flere valg' og 'design din egen baby' og argumentere for individets absolutte frihed. Men lige meget om man er glidebaneprofet eller fremskridtsoptimist, er det vigtigste element ved Det Etiske Råd, at alle i princippet ville kunne deltage i diskussionen.

Ny formand, nye fronter
Og netop dette er Det Etiske Råds fremmeste opgave at give mulighed for: "Vi er ikke specielt udvalgte fagfolk, men en blanding af lægfolk med meget forskellig baggrund samt enkelte ministerielt udpegede eksperter," siger den nye formand af rådet, Peder Agger. Det giver både bredde og dybde i diskussionen, samtidig med at der er plads til at skifte standpunkt uden at miste ansigt.

"Vi er derfor ikke en partshaver i diskussionen, sådan som f.eks. Naturfredningsforeningen er det. Det eneste partsmæssige ved Det Etiske Råd er, at man skal påpege nye problemfelter."
Og det er, hvad Peder Agger ønsker at gøre. Hans egen interesse ligger i biodiversitet, miljøplanlægning og klimaområdet, og han mener, at der her eksisterer vægtige etiske udfordringer.

"Bæredygtighedsbegrebet spænder jo meget vidt. Beslutninger taget i København kan have dramatiske effekter i Brasilien. Samfundets øgede kompleksitet har nogle gange større konsekvenser i det fjerne og upersonlige end i det nære og personlige. Det rejser en helt ny type af etiske problemer," siger Peder Agger og refererer til Peter Kemps adskillelse mellem nær-etik og fjern-etik: "Det fjerne er sværere at forholde sig til, selv om det nogle gange er vigtigere." Blandt andet derfor er Det Etiske Råd et vigtigt forum for den slags problemer.

Klavs Birkholm er dog ikke glad for at ændre rådets profil: "Jeg synes, at klima ligger uden for Det Etiske Råds mandat. Sådan ville jeg tolke lovgrundlaget. Hvis man synes, at klimaudfordringen er så vigtig, så burde man lave et nyt råd og ikke bruge Det Etiske Råd. Det er som at blande æbler og vækkeure."

Peder Agger mener dog, at klimaproblemer altid har været på dagsordenen. "Vi har allerede haft en arbejdsgruppe for genetisk modificerede planter, hvor vi berørte den slags problemer, og både Stern-rapporten (om klimaændringernes økonomi, red.) og IPCC-rapporterne (fra FN's klimapanel, red.) har afsnit om klimas etik, så jeg synes bestemt ikke, at emnet er irrelevant for Det Etiske Råd. Men hvis man vælger at lave et nyt råd om klima og biodiversitet, skal jeg nok stikke piben ind."

Social robusthed
Det Etiske Råd står altså ved en skillevej: Skal man fortsætte med at koncentrere sig om sundheds- og bioetik, eller skal man også gå ind i andre etiske dilemmaer som f.eks. klima og biodiversitet? Skal man helt afskaffe rådet? Eller skal man have flere af slagsen?

Adjunkt på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS i København Maja Horst forsker i massemedier og offentlig debat om videnskab, innovation og teknologi - specielt bioteknologi og genetik. Hun mener, at klima ikke ligefrem er nyt.

"Klima er en klassisk ressourcekonflikt, og selv om der er etik i klima, så er det ikke en samfundsmæssig identitetskonflikt, sådan som bioetikken er det. Det eneste sted, hvor klima kan blive en identitetsdiskussion, er, om vi skal udvikle os teknisk ud af problemerne, eller om vi skal skrue tilbage til ældre samfundsmodeller. Men den beslutning er jo taget. Og af samme grund er der ikke samme fornemmelse af nødvendighed af denne problematik."

Generelt har Horst det dog godt med flere råd. Hun mener, at det vigtigste, man skal sørge for, er, at alle stemmer bliver hørt. "Hvis store dele af befolkningen føler sig sat af, så er det farligt og muligvis kontraproduktivt," siger hun. "Tænk f.eks. på diskussionen om de gensplejsede fødevarer: Monsanto tromlede frem, og resultatet i dag er, at flertallet er skeptisk over for det. Hvis man i stedet havde startet med at diskutere olieædende organismer eller lignende åbenlyst gavnlige anvendelser, så ville det måske være gået meget bedre."

Man skal tænke i social robusthed som det første, mener Maja Horst. "Og i Danmark har vi en kæmpe chance for at gøre netop det, fordi vi har en befolkning, som ikke er særlig autoritetstro, samtidig med at vi er konsensussøgende og har teknologiråd, som skaber en progressivt, social kritik, der kan informere om de rigtige beslutninger. På denne måde kan spændingerne mellem fremskridtsoptimisme og samfundets bekymringer vendes til en positiv proces, fordi de giver input til hinanden."

Mere af det hele
Det er altså godt med stakeholder- og konsensuskonferencer med etiske og teknologiske råd, med læserbreve og debatfora, fordi de gør os i stand til at tage andre perspektiver og giver os en fornemmelse af at blive lyttet til. De fører ikke nødvendigvis til en løsning, men har en værdi i netop deres skrøbelighed og i faren for hele tiden at bryde sammen. Etisk Råds styrke ligger måske netop i upartiskheden og i dets manglende ekspertise. For hvis det kunne affærdiges som en partshaver eller et ekspertråd af modsatrettede interesser, ville dialogen hurtigt ende i spin.

Der eksisterer selvfølgelig også den fare, at beslutningstagerne begynder at flytte de varme emner, som f.eks. klima, over på alskens råd for ikke at behøve at snakke om dem i Folketinget. At Det Etiske Råd således bliver en parkeringsplads for besværlige emner og en undskyldning for ikke at gide tænke sig om. Derfor er det vigtigt, at Det Etiske og andre kommende Råd altid også forbliver oprørende og lettere ubehagelige. Deres opgave er ikke at kun at behage og berolige, men især at ægge og larme.

Og så er vi igen ved stykket Hvem er bange for Virginia Woolf? For hvis ikke det Etiske Råd kan true med at briste et par af vores illusioner, så er der heller intet morsomt i at lytte til det. En af de gode selskabslege i teaterstykket er legen 'ydmyg værten', hvor George og Martha smadrer hinanden for deres forfængelighed, deres håbløse følsomhed og naivitet. På samme måde er det Etiske Råd en ganske håbløs og naiv affære. Men naive oplæg og rapporter er trods alt bedre end slet ingen oplæg eller rapporter.

Moralen må være, at brutale selskabslege er bedre end den totale apati. Det Etiske Råds eksistensberettigelse kan derfor kun ligge i den benhårde ærlighed af dets debatter, i bruddet med de vante forestillinger om det gode samfund og i, at det hele nok skal gå. Deri ligger der også en stor underholdningsværdi.

Labels: ,

Bookmark and Share

En forskers drivkraft: kampen for udødelighed

Friday, December 28, 2007 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Craig Venter, manden som udfordrede den etablerede forskerverden ved at afkode sit eget dna, har skrevet sine memoirer i et forsøg på at blive husket for eftertiden - og gøre regnskabet op

Af: Robin Engelhardt

Store videnskabelige bedrifter skyldes sjældent kun en nøgen søgen efter sandhed. Som regel er de blandet op med meget menneskelige ting, med følelser af stolthed, med indædt konkurrence, storhedsvanvid, misundelse, stædighed og ønsket om evig berømmelse. J. Craig Venter har det hele.

Craig Venter var manden som konkurrerede med det internationale Humane Genom Projekt (HUGO) om at kortlægge det menneskelige DNA. Kappestriden kulminerede i året 2000 under en stort anlagt ceremoni i Det Hvide Hus, hvor Bill Clinton og Tony Blair erklærede, at målet var nået, og udråbte våbenstilstand mellem de stridende parter. Menneskets gener var nu blevet sekventeret, i hvert fald i form af en grov skitse, og nu gjaldt det om at gøre den nye viden åbent tilgængelig for alle mennesker og udvikle ny medicin.

Craig Venter gav journalister verden over det nødvendige krydderi til en historie, der ellers var mere symbolsk end spændende: at opremse den fuldstændige rækkefølge af arvematerialets tre milliarder byggeklodser, der i form af bogstaverne A,C,G og T danner livets kode.

På den ene side af kamparenaen havde man The Human Genom-Organization, et offentligt betalt "FN for det menneskelige genom", som talte tusinder af forskere og med et budget på flere hundrede millioner dollar. På den anden side havde man klassens slemme dreng, J. Craig Venter, der havde gjort sig selvstændig og i pagt med den onde kapital forsøgte at gøre det hele meget hurtigere og tilmed patentere de menneskelige gener foran næsen på alle andre.

Med sin nye selvbiografi A Life Decoded gør Venter nu regnskabet op. I en kontrær og underholdende bog fortæller Venter, hvordan han trodsede titanerne, hvordan han fightede sig op til at blive en førende forsker, hvordan han kæmpede mod et skrækkeligt bureaukrati i National Institute of Health (NHI), hvordan han holdt fast i sin tro på, at hans egen 'shotgun'-metode til at aflæse generne var bedre. Hvordan han opbyggede flere organisationer og virksomheder, og hvordan han i det hele taget altid havde ret. Sideløbende med sin succesrige karriere havde Venter selvfølgelig også tid til at overvinde de vildeste orkaner, når han tog på sejltur i Bermudatrekanten. Bogen er uden tvivl den første forskerbiografi, som ville passe godt til en coverhistorie i Euroman.

Ikke store dybder
Venter plejer sit macho-image med omhu. I begyndelsen fortæller han, hvordan han med sine kammerater altid cyklede om kap med de lettende fly langs landingsbanen på San Franciscos lufthavn. Temaet er hermed sat: dette er den utrolige men sande historie om en underdog, der tør udfordre alt og alle. Venters version af det store genom-projekt udgør da også et godt argument for at tælle ham med som en væsentlig aktør i bestræbelserne på at afkode det menneskelige genom (et genom er en organismes samlede DNA, sådan som det er lagret i cellerne). Ikke mindst fordi det viser sig, at hans firmas dna-data baserer sig på Venters eget cellevæv. Venter er dermed det første menneske i verden, hvis fuldstændige dna-kode vi kan læse på skrift. Løbende i teksten finder man faktabokse, som beskriver de helbreds- og adfærdsmæssige konsekvenser af hans gener og deres mere eller mindre heldige mutationer. I en af bogens mange faktabokse sporer Venter for eksempel sin tendens til at tage unødige risici til en mutation i et bestemt gen, der findes i flere varianter på kromosom nummer 11. Hans gener kan ligeledes fortælle om prædispositioner for astma og Alzheimer. Bogen markerer således også begyndelsen til en ny genre: molekylær-biografien.

Men selvanalysen når aldrig de store dybder. Familien bliver knap nok nævnt. Hans to eks-koner forbliver statister i fortællingen, og hans egen søn får et enkelt afsnit med på vejen, inklusive en forsikring om at han elsker ham højt - for ligesom at kunne lægge temaet på hylden. Også Venter selv forbliver mærkelig fremmed, som en supermand med maske, hvis indre liv (hvis det er der) vi aldrig for alvor får adgang til. Af samme grund kan man sjældent finde anstrøg af tvivl eller svaghed. Frem for at være en selvbiografi af en person, der forsøger at afkode sig selv, er bogens formål snarere et offentligt forsvar for egne handlinger, og frem for alt et forsøg på at placere sig selv i det udødeliges rækker.

Det betyder ikke, at bogen er kedelig læsning. Forfatterens rå ambition og styrke giver fortællingen en vis frossen charme, og man får et enestående indblik i en forskningsverden, hvor politik, penge og prestige er en uløselig del af alle handlinger og beslutninger. Man får også en god forståelse af, hvor mange ting der skal passe sammen for at nå frem til resultater inden for molekylærbiologien og få dem offentliggjort i de vigtige tidsskrifter. Uden tvivl vil Craig Venters fremstilling af begivenhederne blive gransket nøje af historikere i fremtiden.

Hængt ud som den store stygge ulv
Hvad vi får at vide om Craig Venters opvækst og uddannelse har samme karakter af barske realiteter. Aldrig særlig dygtig i skolen fik han som ung mand tilbud om at tage til Vietnam for at tjene som læge i flåden. Hundreder af amputerede ben og napalmofre gik igennem hans hænder, og endnu flere døde i løbet af forløbet. En dag blev det for meget for ham, og han besluttede at svømme ud i havet for aldrig at vende tilbage. Da en haj begyndte at vise interesse og giftige søslanger gled forbi, tog angsten overhånd. Med nød og næppe reddede Venter sig tilbage til strandkanten, og fra den dag af var hans liv et andet.

Da Venter endelig kom hjem fra Vietnam, var han fast besluttet på at blive forsker. Efter han havde afleveret sin ph.d.-afhandling i biokemi, fik Venter arbejde på NHI for at studere adrenalin. På et tidspunkt under en flyvetur fra Japan til USA fik han en ide til at identificere gener på en meget simpel måde. Med den nye teknik og de rette maskiner ville han kunne finde langt flere gener langt hurtigere, end det var normal praksis. Den genetiske guldfeber havde på dette tidspunkt allerede skabt overskrifter, og Venters nye metode vakte opsigt, både i forskerkredse og i medicinalindustrien. De fleste forskere anså Venters teknik for at være ubrugelig, og da det blev kendt, at der ville blive knyttet patent-ansøgninger til de fundne gener, blev Venter hængt ud som den store stygge ulv. Men faktisk var det ikke Venter selv som pressede på med patentansøgningerne. Det var den offentlige sundhedsinstitution NHI's egen advokat.

I løbet af 1990'erne bragte hans ambitioner og salgsevner ham flere gange i nærkontakt med den private sektor, først via TIGR-instituttet, senere med Celera. Hver gang blev han angrebet og, ifølge ham selv, bagvasket af sine videnskabelige kolleger for at sælge ud af livets arvesølv, generne. Hver gang kom han i karambollage med selv samme skrupelløse businessmænd og patentadvokater i forsøget på at bibeholde et minimum af videnskabelig integritet. Selv ser han sig gerne som en foregangsmand, der med sin innovative teknologi var landet midt imellem to stole: på den ene side de offentlig institutioner, universiteter og hospitaler som med stor skepsis så på denne griske 'Big Biology', og på den anden de farmaceutiske giganter, der rigtig nok så milliarder flyde, hvis bare de kunne få monopol på nogle af de mest lovende gener.

Craig Venter synes til gengæld ikke at ville tage parti i denne ideologiske strid, selvom han næppe kan siges at være uanfægtet af penge. Læseren bliver løbende opdateret med lønningsposen udvidelse, og da Venter kunne observere værdien af sine aktieoptioner styrtdykke med 300 millioner dollars, efter at Clinton havde annonceret, at det menneskelige genom "tilhører alle medlemmer af den menneskelige race", annullerede han blot købet af en skonnert til 15 millioner.

Store egoer
Rivaler var der mange af. En af Venters tidligste kritikere var verdens mest kendte molekylærbiolog, James D. Watson, der sammen med Francis Crick i 1953 havde opdaget dna'ets molekylære struktur, og som var blevet leder af det humane genomprojektet i NIH. I et bagholdsangreb og for selv at holde ryggen fri udråbte Watson Venter til at være den værste patentforsker af alle. Senere måtte Watson dog selv forlade sin stilling, fordi det viste sig, at han havde et større antal af aktieinteresser i medicinalindustrien, hvilket var i konflikt med det humane genomprojekts officielle politik om at lade den nyvundne genetiske viden komme alle til gode.

James Watson er tydeligvis af samme støbning som Craig Venter, måske med den forskel at han er mere sikker på sin symbolske udødelighed - og derfor mere bramfri. Som 79-årig udgav Watson for nylig sin anden selvbiografi, Avoid Boring People, der i en (om muligt) endnu mere egomanisk tone end hos Craig Venter sladrer løs om alle mulige karrieretræk og ligegyldige møder med kendte mennesker. Watson blev kort efter offentliggørelsen i oktober citeret for at kalde afrikanere mindre intelligente og sige, at "vores socialpolitik baserer sig på den antagelse, at deres intelligens er den samme som vores - om end alle undersøgelser viser noget andet." I en anden sammenhæng blev Watson citeret for at "håbe", at alle mennesker er lige, men "folk, som har med sorte ansatte at gøre, ved, at det ikke er sandt".

Som en fornøjelig krølle på den historie, blev det i begyndelsen af december 2007 annonceret i Sunday Times, at 16 procent af Watsons dna er af afrikansk oprindelse, 16 gange så meget som det europæiske gennemsnit på én procent, hvilket gør det klart, at Watson må have haft en oldefar eller en oldemor, som kom fra Afrika. Resultatet stammer fra deCODE Genetics, et islandsk firma, som havde undersøgt Watsons dna, der var blevet lagt åbent frem på internettet af ham selv.

Konkurrencegener
Craig Venters fulde dna er nu også blevet offentliggjort i en separat udgivelse, og fejret som "den ultimative autobiografi" på grund af dens enestående "fuldstændighed". Men det står klart efter endt læsning af A Life Decoded, at Venter ikke ejer evnen til selvreflektion. Hans ønske om at være en god videnskabsmand er utvivlsomt ægte, ligesom hans stædige higen efter ære og anerkendelse er det. Hans overlevelsesinstinkt, hans vilje til at tage risici, og hans benhårde konkurrencegen er bemærkelsesværdige. Og hans kamp for udødelighed overvældende.

Hvis J. Craig Venters personlige historie ville danne skole for en succesrig forskerkarriere, burde vi nu straks gå i gang med at klone hans dna. Men prisen er måske lidt høj.

___________________________________

Craig Venter om sine egne gener 1: Giv mine gener skylden
"Forstyrrelse af opmærksomhed og aktivitet eller ADHD (attention deficit/hyperactivity disorder) er en neuropsykiatrisk lidelse, hvis kendetegn er påfaldende uopmærksomhed, overdreven motorisk aktivitet, impulsivitet og adspredthed - en nøje træffende karakteristik af teenageren Venter. Den seneste forskning har fundet en sammenhæng mellem ADHD og et genetisk gentagelsesmønster, der omfatter 10 repetitioner af en gensekvens kaldet DAT1 - transportgenet for dopamin. Dette gen ligger bag genoptagelse af signalstoffet kemisk dopamin i hjernen og er også påvirkningsmål for amfetamin og kokain. Det er muligvis ikke noget tilfælde, at varianter af dette gen også influerer på, hvordan børn responderer på methylphenidat (Ritalin) - en stimulans, som bruges til at behandle ADHD. Mit genom viser sig at have netop disse 10 gentagne sekvenser, hvilket altså skulle forklare min adfærd - vel at mærke, hvis man tror på, at et simpelt genetisk gentagelsesmønster kan genere et så komplekst træk. Derom er ikke alle enige'

Craig Venter om sine egne gener 2: Udholdenhed
'Min evne til at svømme over store afstande beror til dels på det faktum, at jeg ikke har en mutation i et af mine gener, nemlig den mutation, der er ansvarlig for enzymet 'monophosfat deaminase 1' eller AMPD1, som spiller en afgørende rolle i musklernes stofskifte. En mutation her - som er en af de mest udbredt forekommende - forårsager en mangel i enzymet, hvis konsekvens kan blive smerter, kramper og hurtig træthed. Alt, hvad der behøves, er at udskifte et enkelt bogstav, C med T, for at hindre enzymet i at blive dannet med øget udholdenhed som resultat. Det er mit held, at jeg er en C/C og ikke en T/T.'

Craig Venter om sine egne gener 3: Stress, impulsivitet og spændingstrang
'Evnen til at håndtere pres og en tilbøjelighed til at opsøge spænding er blevet sat i forbindelse med et gen på X-kromosomet, der ligger bag enzymet 'monoamin oxidase' (MAO). En form af dette gen er navnlig relateret til sanseoplevelsestrang og til reguleringen af kemiske signalstoffer (som dopamin og serotonin). De lave MAO-niveauer, der bliver følgen heraf, er sat i forbindelse med impulsive tendenser til at søge umiddelbar lystgevinster uden tanke på konsekvenserne. En usædvanlig variant af dette gen blev sågar sporet igennem tre generationer af kriminelle mandspersoner i en hollandsk familie, hvorved der blev påvist en bemærkelsesværdig sammenhæng mellem molekuler og misgerninger.

Genet koder for et enzym, der er lokaliseret i synapserne mellem hjernecellerne og som opfanger overskydende kemiske signalstoffer. En almindelig variation af genet producerer et mindre aktivt enzym, som ikke anses for at være lige så effektivt til at fjerne overskydende signalstoffer, og denne form er tilstede hos udprægede opsøgere af sanseoplevelser. Samtidig ser højaktivitetsudgaven af dette gen ud til at have en beskyttende virkning imod stress. En scanning af mit genom afslører, at jeg har højaktivitetsformen og dermed lavere risici for at forfalde til antisocial adfærd, hvilket muligvis vil falde nogen svært at tro: Jeg er trods alt blevet kaldet 'biologien slemme dreng', en provokatør, ja sågar diabolsk. Jeg har dog svært ved at tro, at selv mine skarpeste kritikere ville anfægte, at jeg er i stand til at klare stress i store mængder'.

J. Craig Venter: A Life Decoded: My Genome - My Life, Allen Lane / The Penguin Press, 390 sider, £25
James D. Watson: Avoid Boring People, Oxford, 347 sider, £14.99

Labels: ,

Bookmark and Share

Håbet, der koster 100 dollar

Friday, December 14, 2007 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Drømmen om at bringe 100 dollar-computeren til alle udviklingslandes børn og løfte dem ud af fattigdom har det svært. Årsagerne er de sædvanlige: en kompliceret hverdag med mange aktører, men også uventet konkurrence.

Af: Robin Engelhardt

Galadima-skolen ligger i udkanten af byen Abuja i Nigeria. Den har hverken elektricitet eller rindende vand. Til gengæld har alle elever som de første i Afrika fået en XO computer, den såkaldte 100 dollar laptop, der med sine grønne ører og sit specielle software er designet til at hjælpe børn med deres uddannelse.

Den efterhånden berømte maskine, som er blevet udviklet af non-profit organisationen One Laptop Per Child (OLPC) fra MIT i USA, er bygget ud fra et håb om at børn i udviklingslande selv kan begynde at udforske og bruge informationsteknologien og på den måde kortslutte den digitale kløft i deres eget land, hvor uddannelsessystemet ofte er præget af en svag infrastruktur, få lærere og gammeldags undervisning.

Der er masser af positive historier fra pilotforsøget på Galadima-skolen. For eksempel den lille usynlige dreng fra 4. klasse, som hurtigt lærte at bruge XO'ens tegneprogram og begyndte at lave helt enestående tegninger. Hans detaljerede kort over Afrika gjorde ham til klassens helt på ingen tid. Eller drengen fra 5. klasse som nu kaldes skolens chief engineer, fordi han er så god til at reparere computere. I et traditionelt skolesystem, hvor udenadslære, kæft, kridt og tavle i århundreder har været standard for undervisningen, er der pludselig en arbejdsform, som skaber nye rum for kreative og anderledestænkende børn, et værktøj der synliggør nogle evner, som den almindelige undervisning sjældent understøtter.

Men en ting er opløftende anekdoter, en anden den konkrete virkelighed. Den oprindelige plan var, at alverdens regeringer i udviklingslandene skulle købe XO-laptoppen for 100 dollar per styk, men kun i portioner af et antal millioner, som så skulle fordeles gratis til alle skolebørn i landet. Interessen var stor, og mange regeringschefer så positivt på ideen. Men indtil videre har kun meget få lande givet endeligt tilsagn. Peru har sagt ja til 260.000 maskiner, Uruguay til 100.000, og en oprindelig aftale med Nigeria om at starte med 100.000 maskiner er heller ikke blevet realiseret endnu. Den langsomme spredning har gjort, at man nu har valgt at gå ned til salg af 1.000 og endda 100 laptops ad gangen, hvilket har fået en række NGO'er til at melde sig på banen. Desuden har man i USA iværksat en 'Give One Get One'- kampagne, hvor man for 400 dollar kan købe en maskine til sig selv, samtidig med at man giver en anden væk.

Store udfordringer
"XO-computeren understøtter en elevcentreret og eksplorativ form for læring, hvor eleven selv begynder at udforske de forskellige programmer, bruger internettet og samarbejder med de andre elever gennem computernes netværk og på den måde tilegner sig kompetencer på en helt anden måde," siger Anders Mogensen fra innovations- og konceptudviklingshuset Seismonaut. Han er lige blevet sendt af Danida til Nigeria for at indsamle viden fra pilotprojekterne og finde ud af, om den nye computer har en positiv effekt på uddannelsessystemet. Hvis ja, vil den Danske NGO Sudan missionen og muligvis andre støtte nye projekter.

De afrikanske lærere er dog ikke ubetinget glade. Kun forsynet med en maskine uden hverken vejledning eller medfølgende læreruddannelse, er det nemlig svært at nedbryde en etableret autoritetsstruktur.

"Den form for læring, som XO-computeren understøtter, kan være en stor udfordring for læreren at acceptere", siger Anders Mogensen.

"Pludselig skal skolelæreren ikke fortælle eleverne, hvad de skal gøre, men i stedet samarbejde med dem og i mange tilfælde blive undervist af dem, fordi de jo er meget hurtigere til at lære at bruge en computer end dem selv."

Og resultatet er i mange tilfælde, at lærerne synes, at computeren forstyrrer den almindelige undervisning.

"Et andet problem er når en computer bliver stjålet. Hvad gør man så? Må eleven som har mistet sin dyrebare XO så ikke deltage i undervisningen?", spørger Anders Mogensen. Konsekvensen kan være at computerne bliver låst væk i skolen. Mange forældre mener desuden, at computeren er familiens ejendom og forbyder deres barn at tage den tilbage i skolen.

"Den optimistiske vestlige vision om, at børn kan eje en computer, tager slet ikke den lokale kultur i betragtning. Hvis et barn i Nigeria tager en splinterny XO computer med hjem, vil mange forældre bare konfiskere den og mene, at deres børn ikke kan eje en så værdifuld genstand," forklarer Anders Mogensen.

Uventet konkurrence
Ud over disse kulturelle og sociale udfordringer, er der et yderligere problem: konkurrence fra etablerede IT-virksomheder som Intel og Microsoft. Intel er kommet til Nigeria med deres egen skole-laptop, der kører Windows, kaldet Classmate, og firmaet Asus er ved at lancere deres egen såkaldte Eee PC. Nigeria er pludselig blevet en ny kampplads for IT-branchen, hvor en lang række computerproducenter forsøger at komme ind på markedet, lokker med pilotforsøg og gratis prøvemaskiner. Og måske vil det lykkes dem at udkonkurrere XO-laptoppen. For eksempel går Intels Classmate i modsætning til XO'en ud fra en lærercentreret læringsfilosofi, hvor eleverne skal logge ind på lærerens egen computer, for at følge med i, hvad læreren gør.

"Denne envejskommunikation er meget nemmere at acceptere for mange lærere, fordi det ikke er særlig forskelligt fra deres traditionelle tavleundervisning", siger Anders Mogensen.

"Dog kræver Classmate computeren langt mere efteruddannelse, fordi lærere generelt ikke er så gode til at bruge en computer."

Desuden er Classmate-computeren tre gange så dyr, og den har ikke XO'ens unikke kvaliteter som f.eks. dens meget skarpe skærm, der kan bruges selv i stærkt sollys, og dens tilhørende yoyo-agtige strømforsyning, der kan oplades med håndkraft.

Ophavsmanden til XO-laptoppen, Nicolas Negroponte, der i øvrigt er bror til USA's viceudenrigsminister John Negroponte, ynder at pointere at OLPC-initiativet "ikke er et computerprojekt, men et uddannelsesprojekt".

Det er meningen at løfte børn og unge ud af fattigdom, og alle ved, at den bedste måde at gøre det på, er at give dem en god og nyttig uddannelse.

Men det spørgsmål, som mange mennesker stiller sig i disse dage, er, om 100 dollar- laptoppen og dens læringsfilosofi er for radikal og for revolutionerende for de eksisterende uddannelsessystemer. Muligvis skal OLPC-initiativet snarere samarbejde med de etablerede aktører på computermarkedet og gå lidt på kompromis med de konkrete forhold, under hvilken skoler og lærere arbejder. Indtil videre har XO-laptoppens væsentligs-te forandringskraft i hvert fald ligget i at kunne for åbne nye markeder, og i erkendelsen af, at man sagtens kan lave børnevenlige laptops til billige penge.

Så måske ender det hele med, at XO'en alligevel var et laptop-projekt, og ikke et uddannelsesprojekt. Den konkrete virkelighed, de mange forskellige lokale forhold, traditionel undervisning, problemer med at distribuere maskinen ud til tilpas mange børn, konkurrencekampe og regeringers mange agendaer - alle disse ting kan gøre det svært at realisere en god ide. Måske har hele ideen også været en smule naiv. Måske er den bare forud for sin tid. Det vil tiden vise.

Labels: ,

Bookmark and Share

Istrien og vinden fra alperne

Saturday, October 27, 2007 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Jeg tror, at jeg vil blive her lidt endnu. Jeg kan lide byen. Den er smuk og fængslende, og stedet passer til mig på en eller anden mærkelig måde

Af Robin Engelhardt

Når jeg kommer med bil fra vest, så begynder det at skylle ned, når jeg rammer Trieste. Det er sket mange gange før. Men det varer kun et kort øjeblik, og så bliver vejret klart igen på grænsen til Kroatien. Det er, som om vejrguderne hver gang har lyst til at lave en speciel forestilling og trækker et forhæng af regn til side, når det sidste alpebjerg er passeret, og Istriens frodige bakkelandskaber kommer til syne. Det er, som om de vil sige: "Her skal du se, hvad vi har gemt specielt til dig! Vi har holdt det under vand i mellemtiden, for at græsset skal være grønt og druerne fyldige."

Og der er rigtig nok foruroligende grønt på Istrien. Det er den nordligste halvø i Adriaterhavet, lidt sydøst for Trieste og lige over for Venedig. Husene og de små halvforladte byer virker en smule grå og østeuropæiske. Skove, små grusveje og forladte ruiner præger billedet. Men området har alligevel et umiskendeligt italiensk præg. 'Vino', 'miele' og 'tartufo' står der skrevet på de små skilte langs vejkanten, for at turister skal komme ind og købe deres vin, honning og trøfler. De højtliggende stenterrasser er fyldte med blomster og palmer.

Siden 1200-tallet har området været tilknyttet den venezianske republik, og bortset fra en periode mellem 1813 og 1918, hvor det var en del af det østrig-ungarske rige, har Istrien hørt under Italien. Efter fascisternes nederlag blev Istrien overdraget til Jugoslavien, hvilket blandt andet førte til, at hundredetusinder af italienere emigrerede og efterlod deres hus og hjem. I dag er der kun omkring 200.000 mennesker tilbage på en af de mest frugtbare og idylliske halvøer ved Adriaterhavet.

Den sorte bora
"Det er den sorte bora," siger en ung kvinde, som står og blaffer ved vejkanten på vejen fra Buzet til Porec, da jeg fortæller hende om regnen i Trieste. "Bora er grækernes Gud for nordenvinden. Han kommer ned fra alperne med sine heste og bærer kold luft og vand ned over Triestebugten."

"Nogle gange er vinden så kraftig, at den kan vælte biler og både," siger hun og gør en kraftig bevægelse, der får bilen til at vugge.

Tiltrukket af hendes vildskab, indvilliger jeg i at tage hende op til Motovun, som viser sig at være den smukkeste middelalderby på hele Istrien. Den ligger på toppen af et fritstående bjerg, midt i den frodige Mirna-floddal, omkranset af trøffelskov og indrammet af en høj stenfæstning. Dengang hunner, goter og lombarder jævnligt plyndrede landet, må folk fra dalen være flygtet op bag Motovuns tykke mure for at forsvare sig mod deres bueskytter og katapulter.

Autentisk og levende
De mange små gyder, et 800 år gammelt kirketårn og lige så gamle huse giver en fornemmelse af at være ankommet i en anden verden. Stedet kan slet ikke sammenlignes med de sædvanlige turistattraktioner langs Istriens vestkyst.

Der er smukt, enkelt og stille. En rundtur på fæstningsanlægget på toppen af byen giver 360 graders udsyn over hele dalen, og tidligt om morgenen kan man badet i sol kigge hen over skyerne, som driver forbi under én. På trods af et stigende antal turister er byen stadig autentisk og levende med lokale beboere, små butikker, en skole og posthus. En gang var Motovun en rigtig by med flere tusinde indbyggere, men i dag bor der kun få hundrede mennesker.

Et af de bedste tidspunkter at tage til Istrien på er om foråret og efteråret. Ikke sjældent er der 25 grader i midten af oktober, og vandet holder sig som regel til over de 20 grader helt til november. De fleste turister er taget hjem på det tidspunkt, og man kan nyde den smukke 'indian summer' i al sin enkelhed. Mange byer i området har deres egne specialiteter. Motovun er en udpræget delikatesse- og filmby med en egen filmfestival i juli, det smukke Groznian har specialiseret sig i kunstgallerier og musikfestivaller, mens kystbyerne Porec, Rovini og Pula har strande og antik romersk arkitektur i overflod. Ikke uden grund er Istrien både slovenernes og kroaternes lokale ferieparadis, og der er altid noget nyt at opdage i de mange små landsbyer i det indre af halvøen.

"Jeg tror, at jeg vil blive her lidt endnu," siger jeg til den unge kvinde, hvis navn jeg endnu ikke har spurgt om. "Jeg kan lide byen. Den er smuk og fængslende, og stedet passer til mig på en eller anden mærkelig måde."

"Det ved jeg godt," siger hun og leder med øjnene efter havet mod vest. "Men jeg må videre. Jeg har travlt."

"Hvor skal du hen," spørger jeg forvirret. "Jeg troede, at du ville til Motovun. Og hvad hedder du egentlig?"

Men hun er allerede på vej ned ad skråningen. En tør brise rammer mit ansigt, og jeg hører hendes stemme hviske i mit øre: "Bianca- Bianca Boreas er mit navn. Datter af den sorte bora. Jeg er vinden, der bringer en klar himmel og ro i sjælen," siger hun og er forsvundet - som båret væk af luften fra alperne.

FAKTA: Istrien ligger som en halvø i Adriaterhavet. Størstedelen af Istrien hører til Kroatien. Den nordlige kyst på Istrien ligger i Slovenien. Siden romerriget har Istrien været en smeltedigel af mennesker, kulturer og religioner. Selv om de fleste indbyggere i dag er etniske kroater, kan man møde mange slovenere, italienere, romanere, østrigere, bosniere og tyskere. Der er en lang tradition for tolerance mellem de mange nationaliteter, og officielt er området tosproget: man taler både italiensk og kroatisk

FAKTA: Trøflerne i skovene omkring Mirna-floden i Istrien er nok de mest velsmagende trøfler i verden. Det siges at der foregår en del illegal trafik hen over grænsen, fordi man kan få en bedre pris når de bliver solgt i Italien som 'italienske trøfler'. Besøg for eksempel byen Livade, som er trøflernes centrum. Her kan man ud over de sorte trøfler også få de sjældne hvide trøfler, som i år går til den sølle pris af 5.-7.000 euro pr. kilo.

(Dagbladet Information, 27. oktober 2007)

Labels: , ,

Bookmark and Share

Gisningernes bog

Friday, October 26, 2007 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

To 'fritænkere' har påtaget sig den frække opgave at fortælle om sjælens og kulturens naturhistorie ud fra et darwinistisk perspektiv. Det er der kommet en bog ud af, der vil for meget og kan for lidt


Af Robin Engelhardt

I evolutionsforskningen findes der en talemåde, når man i mangel af konkrete beviser for sin teori begynder at finde på gode historier. Den hedder Just So Stories, og stammer fra en børnebog af Rudyard Kipling med samme navn. Deri fortælles der blandt andet om, hvordan hvalen fik sin lille hals (ved at en sømand satte en rist i den), kamelen sine pukler (fordi den ikke gad at pukle) og næsehornet sin rynkede hud (fordi den fik kagekrummer under huden).

Mindst lige så indlysende læser vi i Dennis Nørmarks og Lars Andreassens nye bog Det virkelige menneske om de biologiske årsager til menneskets trang til religion (fordi den påstår at forklare noget), dets hang til sex (man kan jo få børn) og krig og sociale lege (fordi man kan drage personlig fordel af det), der peger hen imod kultur, sprog og alt det andet, der kendetegner en moderne civilisation. Bogen vil intet mindre end at genfortælle sjælens og kulturens tilblivelseshistorie ud fra det rigtige perspektiv: dvs. darwinismens og den evolutionære psykologis erkendelse af, at det ikke kun er vores kæbeparti og oprejste gang, der er et resultat af den naturlige udvælgelse, men også vor ånd, vores mest intime følelser og vores mange mærkelige sociale strukturer.

Forskellen mellem Kipling og Nørmark/Andreassen er imidlertid, at historierne i Det virkelige menneske højst sandsynligt er sande. I hvert fald et stykke hen ad vejen. Det er jo rigtigt, at vores emotioner er et resultat af en lang evolutionær proces, præget af en vilje til at overleve, og at vi derfor har udviklet angst og aggressioner, charme og glæde, paringsstrategier og mandlig kreativitet. Og det er rigtigt, at det fører til en række politisk ukorrekte erkendelser om utroskab, religiøsitet, intelligens og fremmedhad. Og det er jo godt, at der findes videnskabsformidlere som tør sige den slags og tør bygge synteser mellem de mange videnskabelige discipliner.

Men selvom alt dette er rigtig fint og godt alt sammen, er der alligevel noget, som ikke klinger. Måske er det, fordi man må kunne forvente en vis forsigtighed over for konklusionerne, når de nu er så kontroversielle, som de er, og især når forfatterne ikke kan være eksperter på alle områder. I det mindste må man forvente en klar adskillelse mellem forskningens resultater, gisninger og personlige overbevisninger.

I stedet begynder Højmark og Andreassen at debattere moderne politik og finde en evolutionær begrundelse for alt det, de kan lide - og ikke kan lide. For eksempel argumenterer de for en naiv form for biopolitik: Der er dem, som er primært irrationelle - nazister, kommunister, fundamentalister og alle de andre totalitære utopister - dem, der kun tænker med deres gamle pattedyrhjerne. Og så er der dem, som tænker primært instrumentelt og logisk med frontallappen, dvs. alle os gode individualister og demokrater. Ak ja. På trods af diverse forbehold og mange fornuftige betragtninger i teksten, kan man som læser ikke helt sige sig fri for at blive en smule irritabel.

Misforståelser
Der reproduceres også en række misforståelser, som f.eks. at naturvidenskaben ikke beskæftiger sig med metafysik, at sekularisme har noget at gøre med ateisme, og at den naturlige og seksuelle udvælgelse er de eneste mekanismer, hvormed en biologisk egenskab kan blive til. For blot at relativere den sidste, så findes der også fænomener som genetisk drift, horisontal genoverførsel, specialisering, kanalisering og co-evolution, der alle kan bidrag til det biologiske slutprodukt, og derfor ikke nødvendigvis passer ind i forfatternes teleologiske skema "livets eneste formål er overlevelse".

Således bliver bogen i de sidste kapitler videnskabsteoretisk naiv og politisk enfoldig. Videnskaben er til en vis grad, ligesom Kipling, altid nødt til at arbejde med myter og Just So-historier. Det sker dog ud fra et motiv om at granske og kritisere myterne for til sidst at ende op med noget mere håndgribeligt. Og selvom forfatterne husker at citere den naturalistiske fejlslutning og dermed bedyre, at de aldrig ville mene, at noget var godt, blot fordi det var naturligt, konkluderes det alligevel, at demokrati og jæger-samler-samfund er gode, mens kommunisme og socialistiske samfund er dumme. Argumenterne er noget med, at de første er egalitære og passer bedre til vores biologi, mens de sidste ikke udvikler sig. Det er rigtig ærgerligt at se forfatterne hoppe i med begge ben og fortælle flere Just So Stories, som oven i købet er naturalistiske fejlslutninger.

Politisk betinget bog
Det er en underlig bog. På den ene side formuleres der den ene grov-darwinistiske ekstrapolation efter den anden, på den anden side er skribenterne fornuftige nok til at anerkende, at årsag-virkningssammenhænge helst skal gøres kontrollable for at være videnskabelige. Det er, som om der eksisterer et halv-gennemtrængeligt filter mellem forfatternes bedømmelse af fordums fejl (som de sagtens kan se) og egen skråsikker ufejlbarlighed. Evolutionspsykologen Robert Trivers ville sikkert kunne more sig med at begrunde denne skråsikkerhed evolutionært, for en af hans teorier (som ikke bliver nævnt i bogen) siger nemlig, at idet den bedste løgn er den, som man selv tror på, er mennesket det dyr i dyreverdenen, som kan snyde sig selv bedst.

Lad os formulere det på en lidt mere diplomatisk måde og sige, at bogens alt for skarpe vinkling af den evolutionære psykologis forskningsresultater er udartet til at være en reproduktion af forfatternes politiske ønsker frem for en konsekvens af den videnskabelige metodes evne til at opdage nyt.

Det virkelige menneske, Dennis Nørmark og Lars Andreassen, -570 sider-299 kr.-ISBN 978-87-7055-111-3-People's Press

(Dagbladet Information, 27. oktober 2007)

Labels: ,

Bookmark and Share

about


Robin Engelhardt, Copenhagen





search

recent posts

recent comments

archives

labels

Publications



ERGO- naturvidenskabens filosofiske historie (Lindhardt og Ringhof, 2007)


Hazardcard - a learning game
- play, buy and create


Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2008)


Jeg tager bomben med når jeg går - udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2009)