<body>

Stewart Brand råber hurra for byer, a-kraft og biotech i bogen Whole Earth Discipline

Friday, April 09, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Legendariske Stewart Brand var med til at grundlægge miljøbevægelsen i 1960'erne. Han har set den vinde hjerter, men også forstene i romantik. Med bogen Whole Earth Discipline forsøger han at give den nyt liv med en klystersprøjte af ingeniørvidenskab og en god dosis pragmatik.

Læs hele artiklen med kommentarer her

»Hvis den grønne bevægelse ikke lærer at omfavne videnskab og teknologi og spille en ledende rolle for dem begge, risikerer den at ende på historiens mødding ligesom den røde bevægelse gjorde det.«

Så bastant bliver det sagt af en mand, som har været med hele vejen. I 1968 udgav hippien Stewart Brand bogen Whole Earth Catalog, der hurtigt blev omfavnet af miljøbevægelsen for sine praktiske råd om det uafhængige og frie liv med naturen. Woodstock, flowerpower og masser af syre passede fint til bogens budskab om at transformere planeten og give magten til den enkelte.

I sin nye bog Whole Earth Discipline fokuserer fremskridtsoptimisten Stewart Brand ikke på individet, men på hvad kollektivet kan, hvis det vil. Ud over at komme med en lang række anbefalinger for, hvordan vi kan skabe os en mere stabil og bæredygtig fremtid, administrerer han den ildelugtende ende af miljøbevægelsens idealer en ordentlig klystersprøjte af videnskab, og formår på imponerende vis at skylle ud i de værste fejltagelser som han selv og de grønne har begået.

Brands fire store kætterier er:
1. Byer er grønne,
2. Atomkraft er grøn,
3. GMO-teknologi er noget af det mest grønne, der findes og
4. Geoengineering er noget vi må lære at bruge.

Byer er grønne
Lad os kigge på det første: Som så mange andre græsrødder har Brand altid haft romantiske ideer om det gode økoliv på landet. Men når man tænker lidt nærmere over det (eller har prøvet det), så finder man hurtigt ud af, at det har en pris. Man keder sig, man er dårligere betalt, man har mange pligter, mindre privatliv, er mere udsat for mobning og tilfældig vold og er socialt fastlåst. Og så kan denne liste dobles op hvis man er kvinde.

Det er ikke uden grund, at der i disse år foregår en enorm massevandring fra land til by. Man regner med, at 1,3 millioner mennesker verden over prøver at finde deres lykke i byerne - om ugen! I byen, og det gælder også slumbyer som Mumbai og Lagos, er man mere sikker, der er flere fornøjelser, der er flere penge, man kan passe sig selv, man har mindre forpligtelser, nemmere adgang til uddannelse (især som kvinde), har flere materielle goder og er socialt mobil.

En konsekvens af denne urbanisering er, at subsistenslandbruget er ved at forsvinde. Dyrene vender hurtigt tilbage, og de mennesker, som bliver tilbage ude på landet, har mere plads til at dyrke salgsafgrøder. Til gengæld boomer slum- og squatterbyerne, hvor der allerede i dag lever en milliard mennesker, og hvor CO2-fodaftrykket er meget mindre. Om 40 år regner man med, at hver femte vil være flyttet ind i byerne, hvor et bedre liv reducerer den gennemsnitlige fødselsrate til 2,1 eller færre børn per kvinde.

Byerne afmonterer populationsbomben, og Brand mener faktisk, at vi ikke står foran et overbefolkningsproblem men det modsatte: et faldende befolkningstal (altså i tiden efter, vi har nået de cirka 8,1 milliarder i 2040) med de gamles byer i nord og de unges megaurbane liv i syd.

En pinlig erkendelse dukker frem, når man læser Brands kapitler om byerne: Vi vesterlændinge skælder gerne ud på slummen og begræder den digitale kløft, kriminaliteten og alle de andre uretfærdigheder i udviklingslandene.

Men ifølge Brand er det i slummen fremtiden ligger, mens vores egne gerontokratier stivner i fordomme. Der er som regel meget bedre adgang til internet og mobilnet i slummen, end der er i København. Der er også god adgang til medicin, lægehjælp, skoler og alt hvad hjertet begærer i de improviserede markeder og indkøbsgader, hvis man har råd. Alle arbejder, fordi de vil op ad den sociale rangstige. Godt nok er alt enten stjålet eller hjemmelavet, men da 60 procent af arbejdskraften i verden allerede nu findes i den sorte økonomi, handler det mest af alt om at anerkende og lovliggøre deres indsats, deres bolig - og ja, deres eksistens. Resten skal de nok selv klare.

Atomkraft er en grøn teknologi
Klimaflygtninge vil blive et stort problem, og ressourcekrige også. Det er Stewart Brand enig i. »Vi står over for en massiv overskridelse af klodens bæreevne, der vil føre til alles krig mod alle, denne gang med meget mere dødelige våben end tidligere, og med et tabstal som vil kunne tælles i milliarder,« skriver han alarmerende.

Den almindelige respons fra den grønne bevægelse har været at angre - det vil sige at love sig selv og hinanden at vende tilbage til de gode gamle dage, dengang verden endnu var hel, grøn og lugtede af kostald. Men Brand afslører denne angrende respons som en romantisk fantasi: Det er en tanketom ideologi, der ikke er meget mere end en automatisk refleks mod alt, hvad der lugter af magt og modernitet: atomkraft, gmo-teknologi, kloning, urbanisering og videnskaben generelt. Det er ikke OK bare at være imod den slags. Tværtimod, mener Brand, er det afgørende at bruge videnskaben og teknologien progressivt til at finde nogen, som man kan være for.

Greenpeace og Friends of the Earth har ifølge Brand en stor skyld i at CO2-udledningerne er så høje, som de er i dag. Havde disse miljøbevægelser ikke kæmpet med næb og kløer mod atomkraft, ville mange flere lande have kunnet skrue ned for deres kulforbrug.

Brand skriver ærligt, hvordan han selv blev omvendt fra at være atomkraftmodstander til at være tilhænger, da han for første gang besøgte atomaffaldsdepotet i Yucca Mountains, som Obama nu har lukket på grund af alt for store omkostninger. Mængden af atomaffald per person for et helt livs forbrug af energi er lig med en enkelt coladåse. Der er masser af plads til at parkere det i midlertidige beholdere uden den store risiko eller i f.eks. WIPP-saltminerne i New Mexico. Strålingsfaren er til at overse. Thoriumreaktorer er relativt ufarlige. Nye mikroreaktorer er ved at blive bygget af bl.a. russerne, som også vil kunne sælge konceptet til andre lande, osv. osv.

Et andet kontraintuitivt men slående argument er, at atomkraft er den teknologi, som har gjort mere for nedrustning end alle de gode intentioner tilsammen. Det har ifølge Brand den simple årsag, at der er gode penge at tjene for russerne og amerikanerne ved at afmontere deres atomvåbenarsenal og genbruge materialerne. Cirka halvdelen af al amerikansk atomkraftenergi kommer i dag fra gamle russiske atomsprænghoveder via nedrustningsprogrammet 'Megatons to Megawatts'. Senere vil de amerikanske sprænghoveder følge efter.

Mange grønne vil være forargede, per automatik, og Stewart Brand nu i fare for at blive brandmærket som en 'øko-Judas', ligesom en af de tidligere præsidenter for Greenpeace, Patrick Moore, blev det, da han af pragmatiske grunde blev omvendt til atomkrafttilhænger i 1980'erne.

Gmo'er er mørkegrønne
Brand er mest klar i spyttet med hensyn til gmo'erne. De grønne har traditionelt været særdeles anti-videnskabelige og irrationelle i deres bekymringer, mener han. Der findes ingen ordentlige videnskabelige undersøgelser, som viser, at de er skadelige, og det såkaldte forsigtighedsprincip på området kan ikke begrundes med andet end en ideologisk motiveret teknofobi inkl. hjerneblødning.

Gmo er godt, bl.a. fordi det holder jorden sund og intakt, reducerer brugen af pesticider og øger udbyttet. Man skal bruge mindre arealer. Brand citerer flere institutioner og etiske råd, som alle siger, at det i modsætning til hvad diverse miljøorganisationer prædiker, er et moralsk imperativ at give udviklingslande adgang til gm-afgrøder til ordentlige penge, fordi det med Brecht's ord altid vil være sådan at 'Erst kommt das Fressen, dann die Moral' (først kommer ædelsen, så moralen).

Brand går endda så langt som til at beskylde lederne af de store græsrodsorganisationer for at have mange liv på samvittigheden. Thilo Bode, Ricardo Navarro og Vandana Shiva er ansvarlige for et kæmpe tilbageskridt.

»Jeg tør sige, at økobevægelsen har gjort mere skade med sin modstand mod gmo-teknologi end hvilken som helst anden ting, hvor vi har taget fejl,« skriver han. »Vi har sultet folk, blokeret videnskaben, såret miljøet, nægtet vores egne adgangen til en afgørende teknologi.«

Interessante er Brands argumenter for en slags open source gmo-mad. »I 1970'erne så jeg hackere transformere computerne fra organisatoriske kontrolmaskiner til individuelle frie maskiner. Hvor bliver de grønne biotech-hackere af?« skriver Brand. Hvornår vil græsrødderne med andre ord være deres eget navn bekendt og begynde at åbne cellemembranerne på vores mad og transformere biotechindustriens patentkontrol til åbne og frie bio-redskaber som alle kan bruge?

Enkelte pionerer, som virksomheden BioBricks, er i gang. Og ligesom slum-beboerne i Mumbai, der bygger deres hjemmelavede mobiltelefonløsninger, er det bare et spørgsmål om tid, før afrikanske bønder genopfinder deres traditionelle polykultur i landbruget med lidt reverse engineering af gm-byggeklodserne. Biotech, ifølge Brand, indeholder kimen til en grøn revolution i anden potens.

Geoengineering er nødvendigt
Den nyeste og mest kontroversielle gren på stammen er geoengineering - altså forsøget på at manipulere klimaet direkte ved at lave skyer mere hvide, anbringe solbriller i rummet eller lave kunstige vulkanudbrud. Brand påstår ikke at have en patentløsning - men forsøge det kan vi blive nød til, mener han.

For at afbøde ramaskriget forklarer han, at vi mennesker altid allerede har gjort det. I mindre målestok. Vi har allerede bygget egne nicher, forædlet afgrøder, ødelagt og restaureret landskaber. Ukendt blandt mange har vi ifølge palaeoklimatologen William Ruddiman med vores landbrug forhindret den istid, som egentlig burde være kommet for 2.000 år siden. Så vi kan lige så godt vænne os til tanken om, at vi kan og gør den slags.

Selvfølgelig er der et problem. Hvem skal bestemme? Der er også et andet problem: Vi har alt for lidt data. Men hvis vi vidste, at en 100 km stor asteroide ville kollidere med Jorden om 20 år, ville vi sætte alt ind på at forsøge at afspore den. Sådan må vi ifølge Brand også betragte klimaforandringerne.

Tavse modtagere
Modtagelsen af bogen har generelt været meget begejstret, bortset fra miljøbevægelserne, som siden bogens udgivelse for fem måneder siden har været stort set tavse. Heller ikke 'klimaskeptikerne' har haft meget at fejre. Brand har f.eks. ikke mange pæne ord tilovers for Bjørn Lomborg, blandt andet fordi han aldrig har været i stand til at indrømme, hvor han har taget fejl. Det gør Brand til gengæld beredvilligt, og man kan mærke en forfriskende selvironi i hans lange opremsninger af fejltagelser. Videnskaben om planeten og Jorden er nemlig svær.

I alt er bogen hårdtslående argumenteret, sjovt fortalt, frygtelig ærlig og velinformeret om de store sammenhænge. Den vil lige som Whole Earth Catalog fra 1968 informere en ny generation af blågrønne pragmatikere, der ikke kan andet end at tro på, at vi skal lære at være kloden til hjælp. Nogle steder kan Brand godt blive særdeles fremskridtsoptimistisk, men dette må siges at være en herlig afveksling i forhold til miljøbevægelsens overaggregerede bekymringsiver, som har fanget alt for mange mennesker i paralyserende spasmer af angst.

Til sidst i bogen konkluderer Brand med tydelig inspiration fra Lovelock, at vi skal lære at blive gode gaianere og understøtte livet ligesom en regnorm gør det ved at grave gennem mulden og forbedre den. Ingen har indtil videre bragt så megen bredde, så meget klarhed og så indsigtsfulde argumenter ind i debatten som Brand. Som den livsunderstøttende regnorm, han håber vi alle bliver, har han pløjet sig igennem materien mere end nogen anden. Han fortjener at blive læst og fordøjet af alle.

Stewart Brand
Whole Earth Discipline ? An Ecopragmatist Manifesto
316 sider, Atlantic Books, 2009
ISBN 978-1-84354-815-7
£ 19,99



Anmeldelser:

Energy Bulletin
New Statesman
The Guardian
Literary Review
Financial Times
Washington Times
The Scotsman

Labels: , , ,

Bookmark and Share

Perfect Rigor

Tuesday, March 23, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Det var en fantastisk mediehistorie, da Grigory Perelman i november 2002 offentliggjorde sit bevis for Poincarés formodning på arXiv, og senere nægtede at modtage Fieldsmedaljen for sin bedrift. For en uge siden blev Perelman så tilbudt Milleniumprisen, som han også afslog at modtage. Nu er der kommet en fremragende biografi om denne mand, der har løst et af matematikkens sværeste problemer og sagt farvel til verden.

Hvad er Poincarés formodning? I 1904 sagde den franske matematiker Henri Pioncaré, at alle lukkede to-dimensionale flader er pæne og simple, fordi man kan spænde en elastik om dem og kontinuerligt formindske elastikken til et punkt, uden at hverken sfæren eller elastikken brydes. Men, spurgte Poincaré, er det samme også tilfældet for tre-dimensionale overflader? De er svære at anskueliggøre, fordi de kun eksisterer i fire-dimensionale rum. Og bevise det, kunne han ikke.

Måden, hvorpå topologer undersøger, om en bestemt geometrisk form er ækvivalent med en sfære eller ej, er at puste dem op, skrumpe dem, bøje og vride dem. Lewis Caroll, aka Charles Lutwidge Dodgson var for eksempel så fornøjet over teknikken, at han lod Alice i Eventyrland spise en kage for at vokse og drikke lidt væske for at krympe. Men Alice, i sin reducerede urform, er ikke nogen sfære, fordi der jo går et hul igennem hende fra mund til anus. Alice, hvis pustet op, ville være en stor fed badering.

En mærkelig mand - og en mærkelig historie
Perelman fik i 2002 bevist Poincarés formodning, og hele historien og forhistorien omkring hans liv har den russiske forfatter Masha Gessen nu beskrevet i en sjælden spændende biografi med titlen Perfect Rigor. Sjælden, fordi hun ikke har fået lov til at tale med Perelman selv, og derfor udelukkende baserer sin historie på, hvad venner og bekendte kan fortælle om manden, som alle kalder et meget sky og meget mærkeligt geni.

Biografien er også sjælden fordi man får et enestående indblik i de ekstreme skoler, som unge matematikere blev udsat for i Sovjetunionen under den kolde krig. Og den er sjælden god til at forklare, hvordan det stadigt fremherskende jødehad i Sovjetunionen gjorde det på overfladen kommunistiske samfund til et helvede for børn med jødiske efternavne. Gessen er selv opvokset i Rusland, og kender til de mange eliteskoler som under den berømte matematiker Andrey Kolmogorov blev udviklet til at fremavle perfekte matematikere.

Perelman var, på trods af sit efternavn, et født præmiebarn i denne sammenhæng. Han var et geni blandt genier, og kunne ikke undgå at vinde hver eneste matematikkonkurrence, som han deltog i. Gessen skriver for eksempel, at Perelman gennem sin opvækst og skoling var blevet så gennemsyret af logisk og rigorøs tænkning, at han "ikke kun var ude af stand til at fortælle en løgn - han var endda ude af stand til at gøre en ærlig fejl".

Gessen gennemgår historien om Poincarés formodning i alle detajler, lige fra offentliggørelsen på internettet, over balladen om rette procedurer, kollegial misundelse, forsøg på at hjælpe manden, der ikke vil hjælpes, til Perelmans stadige støre afsondring fra det sociale liv og den uundgåelige drift hen imod eremittilværelsen hjemme hos mor.

Den perfekte logik
Gessens egen fortolkning af Perelmans usædvanlige skæbne er, at han ikke kan eller vil acceptere, at der findes forskellige regler i matematikkens verden og i livet generelt. Hvis en person ikke opfører sig korrekt, er vedkommende for Perelman ikke længere et flig af opmærksomhed værd. Et menneske kan være lige så lidt selvmodsigende som et matematisk bevis. Hvis Sovjetunionen er et kommunistisk land, kan der ikke forekomme antisemitiske. Og hvis disse ting forekommer alligevel, så nægter han det bare - eller vender sig bort for altid.

Hvis en matematiker - eller værre endnu: en kommission - derfor tilbyder en mand en pris på en million dollars og i tilgift en medalje om halsen for at have foræret menneskeheden det største og sværeste matematiske bevis i menneskets historie, så er det ikke kun en hån mod Perelman, men i langt højere grad mod matematikken som sådan.

Perelman står ophøjet over den slags lave, sølle og uværdige ting. Han står ren og stolt i sit ensomme eksil, med den perfekte logik på sin side, og ser ned på os tåbelige eksistenser, med ulogiske huller i. Perelman har bevist, at den perfekte form i et fire-dimensionalt rum er en tre-dimensional sfære. Og med sin adfærd beviser han nu, at vi fede baderinge intet har at gøre i dette univers.

Masha Gessen
Perfect Rigor
242 sider, Houghton Mifflin Harcourt, 2009




Anmeldelser:
New York Times
Not Even Wrong
MAA Reviews

Labels: ,

Bookmark and Share

David Favrholdt: Niels Bohr var filosof

Tuesday, January 05, 2010 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Der er meget at lære af den kompetente videnskabsfilosof og Bohr-kender David Favrholdts bog, 'Filosoffen Niels Bohr', der nok er en af de bedste Bohr-bøger, der findes på markedet. Hvor stor en filosof, Bohr egentlig var, er dog mere tvivlsomt

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk
Læs artiklen med kommentarer på information.dk

Utvivlsomt hører Niels Bohr til blandt de allerbedste og allervigtigste videnskabsmænd nogensinde. Men at Bohr også hører til gruppen af de vigtigste filosoffer, er et budskab, som professor emeritus David Favrholdt forsøger at begrunde med sin nye bog Filosoffen Niels Bohr.

Bogen er en meget klog og indlevende gennemgang af Bohrs liv og hans »erkendelsesteoretiske belæring«. Men frem for at være en biografi, må den altså ses som et forsøg på at rette lidt op på en gammeldags filosofi-tradition, der ikke kan eller vil forstå basal fysik - og især kvantemekanik. I forordet skriver Favrholdt, at Bohr »havde noget revolutionerende nyt at byde på, som under ét forkaster alle de mange forskellige grundholdninger, som man finder i den vesterlandske filosofi fra Platon og frem til vor tid«. Og det er jo lidt af en mundfuld.

Bohr er skuffet
Det er ikke nemt at gøre Bohr til filosof, især når Bohr selv sagde, at han ikke var interesseret i filosofi. Gennem sin halvfætter Edgar Rubin var Bohr dog nogenlunde opdateret med de filosofiske strømninger mellem 1905 og 1960. Men generelt var han skuffet over hvad han så, og holdt sig væk. Den logiske positivismes reduktionisme anså Bohr som forkert, ligesom Kants transcendentalfilosofi, der antager, at der findes visse erkendelseskategorier forud for erfaringen. Wittgensteins lære om sprogspil var i princippet tæt på Bohrs egen tro på, at dagligsproget er en forudsætning for al erkendelse, men alligevel fjern, fordi Wittgenstein ikke var interesseret i at vide, hvilken form og basis sproget må have ud fra virkelighedens beskaffenhed.

Og det er her, hvor Favrholdts bog er stærkest. Den viser at Bohrs indsigt i kvantemekanikken gav ham en hyppermoderne forståelse af tænkningens grænser uden at forfalde til positivisme eller subjektivisme. I analogi med Plancks konstant, der giver os en fysisk grænse for at måle et objekts tilstande, har menneskets erkendelse ifølge Bohr sin grænse i det sprog og de begreber, som vi bruger til at give ting deres kommunikerende mening. Verden/virkeligheden kan ikke betragtes 'udefra' (som f.eks. Einstein og hele den platon-inspirerede filosofi insisterede på), men den kan heller ikke siges at være struktureret af sproget, som så kun kan verificeres eller falsificeres ved hjælp af data og observation (som påstået af positivisterne).

Verden eksisterer alligevel
Favrholdt insisterer på, at Bohrs epistemologiske indsigt er dyb og ny, netop fordi den ikke medfører relativisme men komplementaritet. Der findes en verden. Der findes en virkelighed. Men virkelighedens beskaffenhed former menneskets dagligsprog, hvilket er det eneste vi kan bruge til at forstå virkelighedens beskaffenhed. Og det ser ud til, at det kun er gennem denne iterative proces af eksperiment og fortolkning, at kan vi komme tættere på denne virkelighed og dens 'mening', sådan som den udfolder sig for os. Og når visse målinger af et objekt i verden ekskluderer hinanden på grund af det kvantemekaniske iagttagelsesvilkår, udtømmer deres komplementaritet al mulig viden om dette objekt.

Med sin enorme viden i bagagen kommer Favrholdt godt rundt i videnskabs- og filosofihistorien. Det er gode kapitler om Bohrs forhold til religion og om hans ofte overvurderede inspiration fra folk som Søren Kierkegaard, William James og Harald Høffding. Det er spændende at læse om forholdet mellem den fri vilje og determinismen, og bogen er fuld af anekdoter og personlige betragtninger, hvilket gør læsningen meget nærværende.

Filosoffen der ikke har brug for at være filosof
Favrholdt var selv elev af Bohr, og han er ikke bleg for at kritisere gamle kolleger, som måtte have misforstået mesteren. Nogle gange kan det forekomme som om forfatteren arbejder på at være den mest loyale disciple af dem alle, men man kan mærke, at det hverken skyldes nostalgi eller forfængelighed, men en ægte intellektuel affinitet til Bohr, og en genuin søgen efter noget så gammeldags som sandhed.

Vi kan være absolut glade for, at der findes en så kompetent videnskabsfilosof og Bohr-kender som David Favrholdt. Der er meget at lære fra denne bog, som nok er en af de bedste, der findes om Niels Bohr på markedet. Om dette er nok til at få ham inkluderet i kanonen af 1900-tallets vigtigste filosoffer er tvivlsomt, men det skal man ikke lade sig slå ud af. Som Bohr engang sagde: »Det modsatte af en dybsindig sandhed kan meget vel være en anden dybsindig sandhed.« Det samme må vel også gælde for så dybsindige discipliner som fysik og filosofi.

David Favrholdt
Filosoffen Niels Bohr
459 sider, Informations Forlag, 2009




Anmeldelser:
Kristeligt Dagblad

Labels: , , ,

Bookmark and Share

Ny dyster teori: Alt liv er selvdestruktivt

Monday, July 20, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Boganmeldelse: Jorden er ikke den gode moder Gaia men den slemme moder Medea, der dræber sin børn, skriver biologen Peter Ward i en opsigtsvækkende ny bog.

Læs ariklen med kommentarer på ing.dk

Metaforer er farlige. Især dem, der laver en idé om til en person - ja måske endda til en Gud. En af de nye metaforer inden for debatten om klimaet er ideen om Jorden som Gaia, efter den græske gudinde Gaia, der ifølge myten skabte Jorden ud af kaos. Englænderen James Lovelock var manden bag Gaia-hypotensen. Den siger at biosfæren som helhed er i stand til at holde sig selv i en form for ligevægt - i en livsstøttende homeostasis.

Nu kommer Peter Ward og vil ødelægge det hele. Han er professor i biologi og "Earth and Planetary Science" ved Washington Universitet samt astrobiolog ved NASA. Han har skrevet flere bøger om paleontologi og klima, blandt andet den tankevækkende populærvidenskabelige bog Under a Green Sky, hvor livet som vi kender det, er ved at blive udslettet. Han er med andre ord en stor kanon.

Ward er mere end skeptisk over for Gaia. Tværtimod fortæller al hans viden og forskning ham, at livet på Jorden har tendens til at ødelægge det for sig selv. At al den positive feedback, al den malthusianske vækst og alt det darwinistiske selektionstryk karakteriserer livet på Jordkloden som en kamp mod Den Store Stygge Moder Medea, der i sidste ende vil udslette livet, hvis det ikke flygter, eller selv overtager styringen.

Med bogen The Medea Hypothesis har Ward sat sig for at fortælle bagsiden af Gaia og foreslå en alternativ metafor for livets historie siden det boblede op af metan-sumpen knap fire milliarder år tilbage.

Gaias mange ansigter

Gaia-teorien har en broget historie. Da den blev fremlagt af Lovelock i bogen Gaia: A New Look at Life on Earth blev den fejet af bordet af det videnskabelige establishment. Siden har hypotesen differentieret sig ud i mange retninger.

Noget af den har frembragt frugtbar forskning om, hvordan Jorden som samlet system fungerer, og den har på sin vis grundlagt et helt nyt forskningsfelt 'Videnskaben og Jorden og Verden' (Earth and Planetary Science), der til stadighed frembringer nye erkendelser. Andre ting har vist sig at være ganske forkerte, og stadig andre ting er gået hen og blevet pseudovidenskabeligt New Age mytologi, efter formlen: mennesket er ondt og resten af naturen er god.

Der findes ifølge Ward flere forskellige videnskabelige varianter af Gaia-teorien. Den 'svageste' variant kalder han den co-evolutionære Gaia, som blot siger, at alle levende systemer på kloden er koblede med hinanden og med deres miljø, og derfor udvikler sig sammen. Den anses i dag som trivielt sand. Den 'stærkeste' variant er lidt science-fiction agtig: Jorden Gaia er en slags superorganisme, der optimerer sig selv til at kunne supportere liv. Optimeringen er ifølge nogle selvorganiseret, ifølge New Age folket formålsorienteret.

Lovelock selv har tendens til at puste til New Age ilden ved at sige at 'Gaia har fået feber', og udgive bøger som hedder The Revenge of Gaia, hvor metaforen bliver nærmest teleologisk. Han har dog aldrig selv eksplicit lagt noget formål ind i 'bevidstheden' på Gaia, men mange af Lovelocks proselytter har. De ser Gaia som den, der passer på sine børn og viser dem vej; eller som den, der er blevet ked af det, fordi menneskene forurener; eller som den, der nu renser ud, ved at gøre kloden ubeboelig for mennesker og redde resten af arterne, osv.

Sejret til døde
Overlevelsen er ifølge Ward ikke kun en kamp om ressourcer mod andre arter men også en kamp mod egen hyperbolsk succes. Det er ikke kun mennesket, der med industrialiseringen og udtømningen af Jordens ressourcer har sejret ad helvede til. Andre arter har gjort det før os. De er grunden til mange af de tidligere hændelser af masseuddøen i evolutionshistorien.

Da ilt-producerende fotosyntetiske mikrober opstod for cirka tre milliarder år siden, forårsagde det en enorm masseuddøen af næsten alle anaerobe arter. Atmosfæren blev forgiftet med ilt fra mikrobernes fordøjelse. Og senere, for 2,3 mia år siden, da disse cyanobakterier havde fjernet alle drivhusgasser fra atmosfæren, blev det så koldt på kloden, at oceanerne frøs til is. En ny masseuddøen skete, og tog de fleste arter med sig, inklusive mange af cyanobakterier selv.

En anden selvudslettende masseuddøen skete i flere omgange mellem 1-2 milliarder år siden, da oceanerne blev lilla og stank af rådne æg. Disse såkaldte Canfield-oceaner, opkaldt efter Don Canfield, der arbejde på Syddansk Universitet, opstod sandsynligvis på grund af nogle svovl-reducerende bakterier, som der i dag er meget færre af, og gemmer sig på bunden af havet.

Disse og mange flere eksempler er ifølge Ward medea'ske. Og man må give ham, at det er en overbevisende og lang liste. Liv udsletter andet liv, og nogle gange sig selv. Vi mennesker er derfor ikke specielt ondskabsfulde. Vi er blot en ny form for ubehjælpeligt liv med alle dets indbyggede skavanker.

Metaforer er ikke teorier
Som teori synes Medea-hypotesen dog lige så problematisk som Gaia-hypotesen. Den skal helst ikke tages bogstavelig som værende en græsk gudinde, der planlægger at dræbe livet på Jorden. Men selv dens mere videnskabelige formulering er uklar:

»Jordens beboelighed har været påvirket af livets tilstedeværelse, men den overordnede effekt af livet har været og vil fortsætte med at være en reducering af levedygtigheden af Jorden som en beboelig planet.« (side 35)

Det er noget af et postulat at forudsige, at liv ikke i længden kan opretholdes på planeten. Der er alt for mange ukendte faktorer til at forudsige noget om evolutionen. Desuden må en logisk konsekvens af definitionen være, at hvis der slet ikke var liv, så ville Jorden være meget mere beboelig end den er nu.

Som modsætning til Gaia er hypotesen også problematisk. Man ville f.eks. kunne argumentere for, at Gaias visdom inkluderer omtalte katastrofer, og at den samlede biomasse og biodiversitet (som er de tal, Ward bruger til at vurdere om en proces er Medea'sk eller ej) ikke nødvendigvis behøver at være maksimeret for at Gaia er 'tilfreds'. Menneskets undergang ville være en lille pris for at redde Gaia.

Her er man nået til grænsen for, hvad metaforer kan bruges til. Både Gaia og Medea er hyggelige metaforer, der sætter fantasien i sving. Men de er ret ubrugelige til at lave videnskabelige teorier med. Livet på kloden er karakteriseret ved store blomstringsperioder og utallige katastrofer. Vi er et produkt af denne evolutionære proces og kan derfor ikke være andet end både henrykte og skræmte over det. Livet kommer og går. Det er Gaia og Medea og alle de andre Guder samtidigt. At holde sig til kun én Gud, fordi den passer til ens emotionelle natur, fører til intellektuel dovenskab. Derfor er metaforer farlige.

Der Übermensch
Peter Ward selv er dog alt andet end doven. Som hos Nietzsches Übermensch foreslår han, at vi mennesker skal gøre os selv til guder for at undgå den skæbne, som 99 % af de arter, der har levet på denne klode, har måttet lide. Vi skal lære at være aktive livs-ingeniører, der modgår Medeas destruktionstrang.

»We must not become part of nature. We must overcome nature,« skriver Ward, og enhver filosofisk trænet person krummer tæer. Godt nok har naturbegrebet været selvmodsigende i lang tid, men at læse dette hos en evolutionsbiolog er lettere irriterende. Naturen er både det hele og modsætningen til kultur. Den tvetydighed har længe været vilkår og udfordring for den filosofiske tænkning. At overvinde 'vores natur' er lige så ubrugeligt et billede, som billedet 'at vende tilbage til naturen'.

Pragmatisk foreslår Ward at vi på den korte bane (mellem 100-300 år) må reducere CO2 i atmosfæren og holde oceanerne iltet. Hele kloden vil være blevet tropisk, og havet vil være steget med mindst 60 meter. Men vi må frem for alt undgå at fremmane en niende Canfield-verden. I det rigtig lange løb gælder det om, at vi skal være så gode til at terraforme, at vores viden vil kunne eksporteres til andre planeter. Mars for eksempel. Men måske også Alfa Centauri.

Ironien i alt dette er åbenlys: Når og hvis vi bliver aktive bio-ingeniører, der selv kontrollerer beboeligheden af rumkapslen Jorden, så vil vi have vendt Medeas forbandelse og være blevet gode Gaianere. Og så har Lovelock alligevel fået ret.


Peter Ward
The Medea Hypothesis
- Is Life on Earth Ultimately Self-Destructive?
180 sider, Princeton University Press, 2009




Anmeldelser:
The Seattle Times
talk.origins
Science Blog
Boston GlobeAsimovsLaws.pdf

Labels: , ,

Bookmark and Share

The Life You Can Save

Monday, May 25, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

I forhold til de 1,4 milliarder mennesker som lever i ekstrem fattigdom i dag har vi det jo meget godt. Alt for godt, mener filosoffen Peter Singer. Hvis vi var anstændige moralske væsner, burde vi give vores overflod til dem som dør af sult eller som lever for under $1,25 om dagen. At vi ikke gør det er uetisk.

Peter Singers nye bog The Life You Can Save giver en koncis redegørelse for, hvorfor vi burde handle, hvor meget vi burde give, og hvordan vi bedst gør det. Det er ikke nogen nem sag at finde rundt i urskoven af lalleglad velgørenhed, hvor man ikke kan være sikker på, om man giver en hånd til de fattige eller en hånd til fattigdommen - dvs. til en fastholdelse af afhængigheden.

Det er her, ved adskillelsen af skidt og kanel, at bogen er bedst. Den kritiserer hjælpeorganisationer som ikke lever op til standarder om transparens og effektivitet, ligesom enhver anden børsnoteret business gør det. Graden af spild, bondefangeri og negative effekter er ikke lav i denne branche, og man skal virkelig se sig for, inden man hjælper ad denne vej. Men ikke desto mindre insisterer Singer på, at vi skal gøre det. Han diskuterer de mange modargumenter, og kommer altid frem samme resultat: Vi skal hjælpe. Mindst fem procent af indkomsten for en almindelig person fra middelklassen i de rige lande. Og mere for dem, som er rigere. Det liberalistiske argument om frihandel, selvstyre og selvhjælp er heller ikke godt nok, siger han, fordi der er så utrolig mange mennesker i nød uden at de kan gøre for det.

En god start som donor er f.eks. at kigge på givewell.net, grundlagt af de to tidligere hedgefond-managers Holden Karnofsky og Elie Hassenfeld, der for tre år siden fik nok af den uigennemskuelige velgørenhedsindustri. De begyndte at samle informationer om de mange organisationers finansielle struktur og lavede en rangliste over den mest omkostningseffektive måde, hvorpå man kan redde liv ved at donere penge. Relativt ukendte organisationer som Population International Services, The Carter Center og Partners In Health, viser sig at være langt bedre end de mere populære velgørenhedsorganisationer. GiveWells Lomborg-agtige regnestykker viser også, at den reelle pris for at redde et menneskeliv hos de bedste organisationer er mellem $400-$1000, og ikke de to-tre kroner som man hører om i reklamerne.

Det typiske modargument Singer får fra sine læsere er, at man da burde være i sin gode ret til også at nyde livet, til at bruge et par tusinde på en god restaurant en gang i mellem eller at køre i en lækker bil. Selvfølgelig, hvis valget stod mellem at køre ind i et barn eller i en lygtepæl, ville de fleste vælge lygtepælen, men denne moralske impuls synes kun at gælde for det umiddelbare og nære valg. Hvis nogen fortæller dig, at du ville kunne redde 100 liv ved at sælge bilen og give pengene til en god sag i Afrika, så er responsen som regel en anden.

Det gode liv behøver ikke at relatere sig til materielle goder. Han citerer undersøgelser, hvor det at give til andre, viser sig at være langt mere lykkebringende end at få. Desuden mener han, at det er forkert ikke at forhindre andres lidelse og død, hvis man ikke ofrer noget tilnærmelses lige så vigtigt som det. I modsætning til Zygmunt Baumans nærhedsetik er Singers nytteetik universel. Hans biologisk funderede argumenter i tidligere bøger har gjort ham til dyrerettighedsforkæmper, hans utilitaristiske udsyn har gjort ham til abort- og euthanasi-tilhænger, ligesom han mener, at babyer først kan betragtes som rettighedshavende individer når de er to år. Mange af hans foredrag er blevet afbrudt af vrede demonstranter, især mange troende.

Singer indrømmer gerne at de moralske standarder, som han analyserer sig frem til filosofisk, i praksis ikke kan efterleves til fulde af mange, heller ikke af ham selv (slået op: han giver 20 procent af sine indtægter til Oxfam og andre organisationer). Men han mener alligevel, at man skal gøre sit bedste, leve uden luksus og hjælpe mennesker i det fjerne som var de ens egne børn. Helt overraskende fik jeg her en fornemmelse af, at Singer bærer sin utilstrækkelighed som munken, der i bevidsthed om den evige synd bærer sit krucifiks. Men det er nok bare indbildning.

Alt i alt er bogen et praksisorienteret og velargumenteret manifest, der giver denne læser en god portion dårlig samvittighed. Men også handlekraft til at gøre noget. Så hvis man ligesom jeg gerne vil træffe det rigtige valg og hjælpe mennesker i fattigdom, er det den bedste guide til at træffe de rette beslutninger.


Peter Singer

The Life You Can Save
207 sider, Picador, 2009


Anmeldelser:
Financial Times
Information
Christian Science Monitor
New York Times
Media and Culture Reviews

Labels: , ,

Bookmark and Share

Science and Islam

Sunday, May 17, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Boganmeldelse: Science and Islam, af Ehsan Masood

Det er på høje tid at der kommer læseværdige bøger på markedet, som fortæller om andre civilisationers forhold til - og udvikling af - naturvidenskaben. Frem for alt fra Islam, vores indflydelsesrige nabo, der betød meget mere end rygtet vil vide.

Man har længe vidst, at muslimske lærde bevarede de klassiske græske værker af Aristoteles, Platon osv. ved at oversætte dem til arabisk, alt imens vores egen kristne kultur foretrak at brænde dem istedet. Men det har været lidt af en hemmelighed, at disse lærde var en del af en blomstrende videnskabelig kultur, der selv opfandt og opdagede utallige naturvidenskabelige koncepter, og ofte i lang tid før vores egen kristne kultur gjorde det.

Tag for eksempel matematikeren Musa al-Khwarizmi fra det ottende århundrede, som populariserede det indiske talsystem (incl. nullet) og opfandt algebraen. Eller ibn-Sina (også kendt som Avicenna) fra Persien, som i det 11. århundrede fandt ud af, at sygdomme spredes gennem vand og jord, eller astronomen Nasir al-Din al-Tusi fra det 13.århundrede, som forbedrede de græske planetmodeller, uden hvilke Kopernikus næppe ville havde kunnet udvikle sin heliocentriske teori.

De udviklede ure, opfandt kameraer, opdagede blodcirkulation og diskuterede menneskets evolution lang tid før Lamarck og Darwin gjorde det. Journalisten Ehsan Masood beskriver i et let og tilgængeligt sprog omstændighederne for hele denne udvikling.

Bogens centrale og vigtige budskab er følgende: I den islamiske verden har der fra begyndelsen af været stor åbenhed over for videnskabelige erkendelser. Først i det øjeblik, hvor enkelte kaliffer brugte videnskaben til at påtvinge folk bestemte trostolkninger, opstod der modsætninger mellem religion og videnskab. Og resultatet var, at den ondskabsfulde rationelle tænkning tabte, mens den godmodige tro vandt.

Helt konkret skyldes denne besynderlige historiske vending 'Videnskabens Kalif' Al-Ma'mun, der regerede under Bagdads blomstringstid i 813-833. Han bedrev en overdreven, ligefrem militaristisk, videnskabelighed. Modstandere blev rask væk dræbt af inkvisitionen, kaldt mihna. Men det var en inkvisition, der forsvarede rationalismen, ikke troen.

Al-Ma'mun var den drivende kraft bag oversættelsen af de klassiske græske værker. I sine senere år ved magten beordrede han de lærde at gå rundt i landet og forkynde, at Koranen ikke var Guds tale, men en fiktion, skabt af mennesket. Dem som nægtede, fik hovedet hugget af.

Dette er grunden til, at mange muslimer ser Al-Ma'mun som en ateistisk diktator, der knægtede ytrings- og trosfriheden, snarere end som en initiator af den videnskabelige guldalder. Den videnskabelige tænkning har derfor et image-problem blandt muslimer på lignende måde som kirken har det hos os. Dette er en interessant pointe.

Bogen er den officielle ledsager til en BBC-serie om videnskab og Islam, som jeg desværre ikke har set.


Ehsan Masood

Science and Islam ? A History
240 sider, Icon Books , 2009




Anmeldelser:
Velcro City
New Scientist

Labels: , ,

Bookmark and Share

Shapes

Sunday, April 26, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Boganmeldelse: Shapes, af Philip Ball

Denne her bog står mit hjerte nær. Da jeg for 15 år siden lavede mit speciale i teoretisk kemi, var det netop om det emne, som denne forbilledlige bog af Philip Ball handler om: Former, flows og forgreninger i naturen, deres fysisk-kemiske oprindelse, og hvordan de bliver anvendt til mønsterdannelse og positionel information i biologiske systemer.

Det kan måske lyde lidt teknisk, og indrømmet så har bogen da også en langt højere standard end hovedparten af populærvidenskabelige bøger. Men hvis man tænker lidt over det, så ramler emnet midt ind i den vigtigste slagmark mellem hvad man kunne kalde kampen mellem 'evolutionisterne' og 'vitalisterne' - dvs. dem, som tror på en gudløs udviklingslære a la Darwin, og dem, som stadig ikke kan acceptere at der findes design uden en designer.

For selvom vitalismen - i disse dage kamufleret som intelligent design - har måttet acceptere et videnskabeligt sprog som udgangspunkt for overhovedet at diskutere offentligt, så har dens uinformerede proponenter endnu ikke givet tabt - netop fordi de ikke forstår spændevidden af konsekvenserne af selvorganisering og spontant mønsterdannelse som følge af simpel kemi og fysik.

Og det er hvad Philip Ball fortæller os om i denne bog. Han viser, hvordan naturens love helt af sig selv frembringer et utal af former, om det er i nogle af de mest homogene områder som ørkner og vandoverflader, eller om det er i form af komplekse vekselvirkninger, fraktalstrukturer og turbulente mønstre. Bogen er den første i en trilogi af bøger, hvor nummer to (Flows) og tre (Branches) kommer til sommer.

Mit favorit-eksempel er de såkaldte Turingstrukturer, efter Alan Turing, der som den første formulerede en simpel matematisk model, som kombinerer kemiske reaktioner og simpel diffusion til at vise, at mønsterdannelse på trods af termodynamiske forbehold, sagtens kan eksistere i naturen. Det var hvad mit speciale handlede og, og jeg havde ligesom Turing en motivation om at modbevise Aqunias' designargument, og desuden gerne bidrage til at løse mysteriet om livets oprindelse (ambitiøs som jeg var i mine unge dage). Hvordan, spurgte jeg mig selv, kan noget så kompliceret og uendeligt smukt som livet opstå ud af en tilfældig suppe af molekyler?

Nuvel, det kunne jeg skrive side op og side ned om, og for dem som har lyst til at læse en koncis lille gennemgang om dette spændende tema, har jeg vedhæftet et lille udsnit fra min bog ERGO (må forlaget tilgive mig!), som på tre sider gennemgår denne del af videnskabshistorien. Og helt ærligt, når man først har forstået spændevidden af alt dette, så er der virkelig intet tilbage for vitalisterne at komme efter. Ikke engang emotionelt, for hvad er mere fascinerende end at se liv opstå spontant?

Herfra skal der lyde en stor applaus til Philip Ball. Bogen er lige en tak mere krævende end normalt er inden for populærvidenskaben, men til gengæld er han er en af de bedste. Der er over 200 illustrationer, og et godt indeks, der viser at han har styr på sine ting.


Philip Ball

Shapes - Nature's Patterns: a tapestry in three parts
308 sider, Oxford University Press, 2009




Anmeldelser:
New Scientist
The Bookbag
Financial Times
The Economist

Labels: , ,

Bookmark and Share

Kun toppen af isbjerget

Monday, April 20, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Boganmeldelse: The Crime of Reason af Robert B. Laughlin

Forfatteren mener at vi lever i en tidsalder af struktureret hukommelsestab, hvor man af sikkerhedsgrunde og kapitallogik forhindrer folk i at lære og vide for meget. Robin Engelhardt anmelder.

Frisk fra pressen hører vi, at fire svenskere har fået en fængselsdom for at køre Pirate Bay, et populært fildelingssite. Andre steder hører vi om lukning af wikileaks.org, om censur af google, om egencensur af google, om kriminaliseringen af kryptering, og om en ny cybersecurity lov, der skal give stater mulighed for at helt at lukke internettet, hvis de synes.

Ifølge Nobelpristager Robert B. Laughlin er dette blot toppen af isbjerget. Mange andre barrierer for at tilegne sig viden er begyndt at blive sat op, ikke kun i forhold til internetteknologier, men også i forhold til genteknologier, materialevidenskab, militæteknologier, rumforskning, virologi, osv.. Laughlin omdøber informationstidsalderen til tidsalderen for hukommelsestab, fordi vi faktisk - tro det eller ej - er vidner til et stort fald i adgangen til vigtig information. Vi er blevet slaver af en programmeret anti-oplysning, der af sikkerhedsgrunde og kapitallogik forhindrer folk i at lære og vide for meget.

Her er det ikke den uendeligt ligegyldige almenviden, reklamer og spam, som florerer overalt, men den tekniske viden han taler om. De små men afgørende detaljer, der gemmes bag IPR og andre kriminaliserende barrierer til den. At udøve fornuft er blevet kriminelt, og Laughlin ser det som en stadig stigende frihedsindskrænkning. Orwell vinker fra graven.

Fysikeren Laughlin kender problemerne indefra. Allerede for 70 år siden begyndte videnskabelige artikler om kernekraft og fusionsprocesser at blive censureret. I dag er der næsten intet interessant at finde inden for dette felt. Hele denne proces er ved at blive gentaget foran øjnene på os på mange af de andre vidensfelter.

Den absolut bedste metode til at censurere viden er at lukke for pengestrømmen. Da videnskabsfolk er afhængige af statsbevillinger, er det en let sag at styre deres nysgerrighed. Og det er meget lettere end man egentlig skulle tro.

Laughlin har civilcourage, men han er desværre ikke helt i stand til at udfolde perspektiverne af sine observationer. Der er mange rigtig spændende referencer til afslørende bøger og links i noterne, og der er masser af sympatiske argumenter om oplysningsprojektets formørkelse og om mekanismerne i en kapital-totalitær fremtid. Men det er som om der mangler en diskussion af et troværdigt alternativ, eller i den mindste af en mulig kontrabande. Måske fordi den slags er censureret. Eller måske fordi bogen blot er en jeremiade.


Robert B. Laughlin

The Crime of Reason - And the Closing of the Scientific Mind
186 sider, Basic Books, 2008

Anmeldelser:
Techdirt
Times Higher Education
IT Conversation

Labels: , ,

Bookmark and Share

Darwin's Sacred Cause

Monday, April 06, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Et sandt hav af bøger om Darwin er skyllet hen over bogmarkedet i forbindelse med 200-året for Darwins fødsel og 150-året for udgivelsen af Arternes Oprindelse. De fleste af bøgerne er desværre gammelkendt tømmer i nye omslag. Men to undtagelser vil jeg dog bemærke.

Den første (mere kuriøse end vigtige) kommer fra Darwins egen hånd. Seks små læderindbundne notesbøger er blevet fundet i et kammer på Christ's College i Cambridge. Heri finder man sirligt opførte regnskaber for nogle af de udgifter som Darwin havde, mens han studerede på Cambridge mellem 1828-1831. Som Theresa Schilhab kunne berette i fredagens Meta Science klumme i Ingeniøren, så "havde Darwin både ansat en skopudser, opvasker, skrædder, barber, hattemager, sengereder, portner, glarmester og en 'pejsevogter' til at passe sin ild."

Nu skal det retfærdigvis nævnes at alle disse personer ikke var ansatte som i "fuldtidsansat" men ansatte som i "bestilt arbejde". Alligevel gav det et lille gib i mig at læse om denne yderst velstillede student, der boede i nogle af de dyreste lokaler og hellere gik på jagt end at læse i bøger. Hvordan hænger det sammen med den anden bog, som jeg var ved at læse, og som postulerer, at motivationen til at skrive Arternes Oprindelse var Darwins had til slaveriet?

Og her er vi ved den anden og største undtagelse i årets Darwin-høst: Adrian Desmonds og James Moores biografi Darwin's Sacred Cause - Race, Slavery and the Quest for Human Origins. Med en enorm detaljeviden og overbevisende argumenter vender de to forfattere den kendte konvention på hovedet: Darwin blev ikke gradvist overbevist om, at hvad han så på Galapagos, og hvad han lærte fra sine biller, også måtte gælde for menneskets udvikling (hvilket han så først skrev om i 1871 i bogen The Descent of Man - da. Menneksets Afstamning og Parringsvalget). Nej, det omvendte var tilfældet ifølge Desmond og Moore: "Menneskets evolution var ikke den sidste brik i det evolutionære puslespil; det var den første [...] den var til stede i hans første overvejelser fra 1837." Det, som motiverede Darwin, var ikke en tilbagelænet og upersonlig søgen efter videnskabelig sandhed, men en moralsk passion: et had til slaveri og en tro på, at menneskeracen er blot én art med en fælles forfader.

Rejsen med Beagle var vigtig - ikke på grund af de mange finker og leddyrarter han samlede sammen. Rejsen var vigtig på grund af de daglige erfaringer med det afskyelige slaveri. Specielt smerteligt var et skrig han hørte, mens han var i en kano i en stinkende mangrove-sump i Brasilien. "Til denne dag i dag," skrev Darwin senere i sin dagbog, "giver det mig smertefulde minder om de følelser jeg havde, da jeg hørte et skrig i det fjerne..., jeg hørte den mest ynkelige jammer man kunne tænke sig, og troede at en stakkels slave blev tortureret, mens jeg vidste at jeg var lige så magtesløs til at protestere som et barn."

Man må sige at det er noget af en påstand, at Darwins dybeste motivation for at forske i arternes oprindelse lå i hans modstand til slaveriet. For hvad nu, hvis hans forskning ikke ville have kunnet understøtte det? Hvad nu hvis hans undersøgelser havde vist det modsatte? F.eks. at nogle mennesker nedstammer fra en anden forfader? Ville han have gemt sine noter? Bogen beskæftiger sig ikke med den mulighed.

Til gengæld er bogen fyldig og vidende i sine undersøgelser og perspektiveringer af samtidens diskussioner. Og den viser, hvordan Darwin kom frem til sin ret sofistikerede forståelse af variationen og den naturlige udvælgelse, som var langt dybere og mere rigtig, end hvad mange af hans samtidige kolleger (tænk på Herbert Spencers vulgærdarwinistiske slogan "survival of the fittest" eller på Ernst Haeckels brug af Darwin til at fremme den fejlagtige rekapitulationsteori og til at angribe adlens krav på specielle fortrin) havde formået. Så ud over at Darwin havde ret, var han også ret heldig.


Adrian Desmond og James Moore

Darwin's Sacred Cause
486 sider, Allen Lane, 2009


Anmeldelser:
kenanmalik.com
The Guardian
New Scientist
The Independent
New York Times

Labels: , ,

Bookmark and Share

Outliers

Thursday, March 26, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Malcolm Gladwell er i de seneste år blevet kendt for at skrive populærvidenskabelige bøger om finurlige sociale og psykologiske fænomener. Først kom bestselleren The Tipping Point, der så på kulturelle epidemier ud fra ideer som sommerfulgeeffekten og Dawkins memer. Dernæst kom bestselleren Blink, som handlede om de flygtige ideers styrke.

Den nyeste Gladwell hedder Outliers - The Story of Success. Og lad mig sige det med det samme: den er også god.

Ligesom sine forgængere er bogen velskreven og kurserer i anekdotisk stil om sære mennesker og sære relationer fra det virkelige liv. Dens grundlæggende budskab er at gener og talent i sidste ende betyder langt mindre for succes og anerkendelse end man normalt ville tro. Det, der betyder noget, er tilfældigheder som at være født i januar, have adgang til de rette ressourcer eller at have et støttende miljø.

En outlier er en helt almindelig person, som bare har haft evnen til at forstærke gode begyndelsesbetingelser i løbet af sin livstid, som f.eks. familiens støtte, held eller masser af træning. En outlier er med andre ord et menneske, som har bevæget sig ud af en tangent, hvor vi andre ikke har kunnet følge med. Til sidst vil han være en meget speciel person, én som skiller sig ud af mængden - ved at være ultra intelligent, megasportsstjerne eller bare meget speciel.

Denne fatalistiske tese burde egentlig være ilde hørt i drømmenes Amerika - landet hvor alle kan blive præsidenter. "En outlier er i sidste ende slet ikke en outlier," skriver Gladwell, selvom de fleste af os "hænger fast i ideen om at succes er et simpelt resultat af individuelle bedrifter."

Blandt en af de (mange) forklaringer for, hvorfor det er sådan, beskriver Gladwell den såkaldte Matthæus-effekt. Han bruger et eksempel fra Canadas ungdomslandshold i hockey og viser, at langt de fleste af de udvalgte talenter er født i januar. Hvorfor nu det? Ja, det viser sig, at skæringsdatoen for udvælgelsen af det første kuld talenter altid er den første januar, og derfor vil de børn, der i en given årgang er født i december, være 11 måneder yngre og derfor mindre udviklede end dem fra januar. Det giver en begyndelsesfordel for de tidligt fødte, som blot forstærkes år efter år. "Til dem som har, skal der gives mere, og til dem som ikke har, skal der tages fra," sagde Matthæus i sin gospel i det nye testamente.

Kollega Jens Ramskov satte sig straks til tasterne og undersøgte fødselsdagene for det nuværende danske U16 landshold i fodbold. Og se, hvad det siger: ud af de 24 unge er 10 født i januar. Endnu værre: hele 22 ud af 24 er født i første halvdel af året. Kun to er født i september. August, oktober, november og december er tomme. I Danmark er skæringsdatoen tydeligvis også den 1. januar. Og kigger man på U 17 landsholdet er billedet det samme...!!

Selvfølgelig er fødselsdagen ikke alt. Man skal også kunne spille fodbold. Men fænomenet ligger snublende tæt på en systemisk form for diskrimination. Hvis du er født i december, kan du godt glemme alt om at blive en foldboldstjerne!

Gladwells bog indeholder mange andre gode ideer og pointer, som er værd at kaste sig over. Personligt hyggede jeg mig rigtig godt med bogen, og havde svært ved at lægge den væk. Den indeholder et væld af gode emner til semi-intellektuelle samtaler. Måske kom det ikke som den store overraskelse for mig at, vi er et produkt af vores miljø og valg, og at generne kun giver ganske små variationer. Men det er godt at se tingene fra et andet perspektiv og opdage nye forbindelser mellem ting, som man ikke selv ville have fået øje på. Det er noget, som Malcom Gladwell virkelig evner at gøre.

Malcom Gladwell
Outliers
309 sider, Allen Lane, 2008


Anmeldelser:
about.com
skepdic.com
New Scientist
The Independent
New York Times

Labels: , ,

Bookmark and Share

Climate Wars

Thursday, March 19, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

"Siden EU kollapsede i 2036 på grund af immigrationspresset fra syden, har Den Nordlige Alliance, bestående af Frankrig, Tyskland, Benelux-landene, Polen og Skandinavien, haft held med at lukke grænserne for flere flygtninge fra det hungernødsramte middelhavsområde..."

Sådan starter ikke en ny science-fiction roman men en analyse af Gwynne Dyer, canadisk journalist og militærhistoriker. Hans nye bog Climate Wars beskriver med dybdegående analyser og forskellige scenarier, hvad vi kan forvente af geopolitiske konflikter og krige i kølvandet på de kommende klimakatastrofer.

Grunden til at Dyer skrev bogen var en erkendelse af, at flere og flere lande er gået i gang med lave militær planlægning ud fra modeller om kommende klimakatastrofer. I foråret 2007 udgav FN's sikkerhedsråd for eksempel rapporten SC/9000, der klart placerede klimaændringerne som et sikkerhedsproblem - dvs. et problem som går ud over de enkelte landes skyttegravstænkning. Sikkerhedsrådet påpegede altså for første gang på, at klimaet vedrører alle mennesker og kræver langsigtede løsninger. Samme år fik Al Gore og FN's klimapanel IPCC Nobels Fredspris, hvilket må ses som endnu en anerkendelse af, at klima ikke bare er klima - det er også konflikter, kampe om ressourcer, flygtinge og potentielle storkrige.

Som snusfornuftig og realpolitisk journalist fornemmer han, at IPCC's fremskrivninger ikke kan være meget mere en svagt formulerede og udvandede erklæringer. I sin research går han derfor bag om tæppet og spørger mange klimaforskere direkte, og får at vide, at det ser meget værre ud end tidligere antaget, hvis vi altså fortsætter med Business As Usual.

Dyer er en god formidler. Med sikker hånd og en mere nøgtern end dommedagsprofetisk stil fortæller han om farlige geopolitiske udviklinger på baggrund af et muligt sammenbrud i industri- og fødevareproduktionen. Scenarierne behandler de mange eventualiteter og usikkerheder i en klassisk militærhistorisk ramme. Vil EU bryde sammen under immigrationsbølgerne? Vil Indien og Pakistan gå i krig? Vil grænsen mellem USA og Mexico blive en dødelig skydebane med ødelæggende konsekvenser for forholdet mellem latinos og hvide?

Dyer bruger megen plads på de mange forslag til et forbedret katastrofeberedskab og til langsigtede adaptionsprocesser. Han diskuterer sandsynligheden for at de lykkes. Optimismen er dog til at føle på, og derfor vender han i slutningen af bogen blikket mod de mere radikale forslag, der er kommet på bordet: hvad hvis vi tager sagen i egen hånd og begynder storstilede geo-engineering projekter? Han diskuterer deres evne til at reducere varmestrålingen i atmosfæren, men må meget hurtigt konkludere, at vi endnu slet ikke har nok forstand på den slags. Fejlslagne forsøg kan gøre tingene værre end de er og unilaterale eksperimenter vil blot forstærke konflikterne.

En stor del af bogen består af direkte citater fra højtstående kilder inden for politik, militær, bureaukrati og videnskab. Kombinationen kan forekomme som apokalyptisk eskatologi, men er det forfatterens eller de interviewede personers skyld? Faktum er at det er en tankevækkende bog - og dyster.

Gwynne Dyer
Climate Wars

270 sider, Random House, 2008

Anmeldelser:
Hot Topic
Popjournalism
Hearsay
Media-Culture Reviews

Labels: , ,

Bookmark and Share

Quantum

Saturday, February 21, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Jeg tænkte det nok - at bogen Quantum om debatten mellem Bohr og Einstein ville være som at købe katten i sækken, Enten ville den være et endegyldigt mesterværk - et endegyldigt, autoritativt og røntgenstrålene lys af indsigt, som langt om længe ville placere disse to store tænkere på deres rette sted. Eller bogen ville være et tomt og tønderbuldrende ingenting, et fladt genbrug af ting og sager, som man har læst om, bedre og klogere, andre steder.

Ligesom Schrödinger, der ville tjekke op på sin kat, åbnede jeg bogen. Og se - bølgefunktionen kollapsede med det samme! Langsommelige gennemgange af kendt stof, klædt i kedsommelige formuleringer, uinspirerende anekdoter og unødvendige teknikaliteter. Man kunne egentlig godt have forventet lidt mere af forfatteren Manjit Kumar, som er både fysiker og filosof. Men nej, ikke i denne omgang.

Manjit Kumar
Quantum - Einstein, Bohr and the Great Debate About the Nature of Reality
450 sider, ICON Books, 2008

Anmeldelser:
The Independent
The Guardian

Labels: , ,

Bookmark and Share

The Stuff of Thought

Wednesday, February 11, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Steven Pinkers nye bog The Stuff of Thought ? Language as a Window into Human Nature, er klart værd at læse. Pinker er kendt for at have populariseret sprogforskningen og den evolutionære psykologi. Hans mest berømte bog (og bedste til dato) er The Language Instinct fra 1994, hvori han (ligesom Noam Chomsky havde gjort tidligere) argumenterer for, at mennesker er født med en iboende evne til at have et sprog. Til forskel for Chomsky anerkender Pinker dog, at den naturlige udvælgelse kan forklare denne evne. Derfor er Pinker intellektuelt allieret med folk som Edward O. Wilson, Richard Dawkins og Daniel Dennett i mange evolutionære debatter, selvom hans tone er mere afdæmpet.

Mens The Language Instinct satte et helt forskningsfelt på landkorten, og blev til en vejviser for mange gode forskeres intellektuelle arbejde i de følgende år, har Pinkers senere bøger, som f.eks. How the Mind Works og The Blank Slate været lidt slatne i det. Som en god ven og hjerneforsker sagde til mig: ?Det er som at få besøg af en brugtvognsforhandler. Tror han virkelig at jeg hopper på den?!?

Pinkers nyeste bog, The Stuff of Thought, har mere at byde på. Den koncentrerer sig om sprogets relation til menneskers tanker. Han diskuterer problemet omkring den sproglige determinisme, aka Sapir-Whorf hypotensen, der i sin rabiate version siger at sprog og tanke er ét, dvs. at man kun kan tænke det som kan formuleres. Pinker giver eksempler på, hvorfor det ikke kan være rigtigt, selvom han indrømmer, at en mere blød version af hypotesen kunne gå an.

Pinker kommer godt rundt I de mange emner, som han mestrer. Metaforer, udsagnsord (han kalder os mennesker ?verbivores?), mentale koncepter, hvorfor vi bander, hvordan vi underholder, overtaler og synes nogle ting er bare sjove. Der er virkelig mange gode indsigter i denne bog. Så alt I alt må jeg tage hatten af for denne forsker og forfatter, der så enestående er i stand til at formidle bevidsthedforskningen, og skrive om sprog på en så morsom, klog og klar måde.

Steven Pinker
The Stuff of Thought ? Language as a Window into Human Nature
500 sider, Penguin Books, 2007

Anmeldelser:<
Los Angeles Times (skrevet af Douglas Hofstadter)
The Guardian
New York Times

Bestil bogen på bibliotek.dk

Labels: , ,

Bookmark and Share

The Black Hole War

Wednesday, January 21, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Bogen handler om en ægte videnskabelig krig - en intellektuel strid på højeste niveau. På den ene side har vi Leonard Susskind og Gerhard ?t Hooft. På den anden Stephen Hawking. Og i midten - stridens æble - et sort hul, hvis mærkelige egenskaber risikerer at vælte alle vores forestillinger om tid og rum, eller om informations- og energibevarelse. Hvem har ret, og hvilken virkelighed lever vi egentlig i?

Det er spørgsmålene, og de er fortalt på en yderst spændende, personlig, velskreven og kompetent måde i Leonard Susskinds nye bog The Black Hole War - My Battle With Stephen Hawking to Make the World Safe From Quantum Mechanics. Susskind er en af grundlæggerne af strengteorien, men har også bidraget til mange andre grene af den teoretiske fysik. Med en meget sympatisk og meget personlig stil har han lavet en fuldtræffer med denne bog. Så hvis man nogensinde har læst Hawking, eller bare havde ønsket det, så er denne bog et must ? og desuden meget bedre skrevet.

Når man først er gået i gang, kan man ikke andet end at fortsætte med at læse. Blandingen af refleksioner om fysik, om verden og de forunderlige forskere er en ægte fryd for læseøjet. Bogen svælger heldigvis ikke i anekdoter, men man får alligevel et godt indblik i de mange personligheder på vejen. F.eks. når man læser om fysikeren Don Page: ?Page is an amiable bear of man? a profound thinker? extremely impressive. He is also an Evangelical Christian, He once spend more than an hour explaining to me, using mathematical arguments, that the probability that Jesus was the son of God exceeded 96 percent.?

Ja, det er skam en underholdende fortælling om intelligente og interessante mennesker, deres tanker, deres argumenter, deres fejl og mangler, deres klarhed og idiosynkrasier, og ikke mindst deres enorme videnskabelige brillians. Det er en bog, der bestemt er værd at gå i krig med.

Leonard Susskind
The Black Hole War - My Battle With Stephen Hawking to Make the World Safe From Quantum Mechanics
472 sider, Little, Brown and Company, 2008

Anmeldelser:
Los Angeles Times
Discover Magazine
New York Times


Bestil bogen på bibliotek.dk

Labels: , ,

Bookmark and Share

Nudge

Thursday, January 15, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

En af de mest interessante bøger for designere og ingeniører fra 2008 var ganske sikkert den meget omtalte Nudge - Improving Decisions About Health, Wealth, and Happiness af Richard H. Thaler og Cass R. Sunstein.

Den handler i al sin enkelthed om, hvordan mennesker er stort set ubevidste omkring deres valg af handlinger i hverdagen, og om, hvordan man ud fra denne viden kan designe en mere hensigtsmæssig infrastruktur.

Vi mennesker vælger nemlig sjældent optimalt i forhold til vores egne ønsker og behov. Derfor er det som politiker, som ingeniør og som forældre nødvendigt at tilskynde os til at tage de rigtige valg med små tricks, der tager højde for vores mangelfulde biologi og fornuft, og som kan lede os i den rigtige retning.

Hvordan man kan gøre den slags 'godartet manipulation' viser Nudge med mange gode eksempler. En klar fuldtræffer fra adfærdsøkonomen Thaler og politologen Sunstein. Se også min egen artikel i Ingeniøren om forskningen bag og Ulrik Andersen artikler om evidensbaseret arkitektur.


Richard H. Thaler og Cass R. Sunstein
Nudge - Improving Decisions About Health, Wealth, and Happiness
295 sider, Yale University Press, 2008

Anmeldelser kan findes her

Bestil bogen på bibliotek.dk

Labels: , ,

Bookmark and Share

Verden uden os

Saturday, January 10, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Den meget populære og omtalte bog fra sidste år, The World Without Us af Alan Weisman, er nu blevet oversat til dansk. I alt har bogen solgt over to millioner eksemplarer og er blevet udgivet i 30 forskellige lande. Den må kunne noget som andre bøger ikke kan.

I modsætning til de fleste bøger på markedet om, hvordan kloden bliver ødelagt, og hvorfor vi vil gå store katastrofer i møde, har Weisman gjort et behændigt trick: Han har slået alle mennesker ihjel i begyndelsen af bogen. Så behøver vi ikke at forholde os til al den elendighed, og kan koncentrere os om det positive: Om hvordan kloden hurtigt vil glemme os, ryste sig en enkel gang og blomstre på ny.

Så hvis du er en af dem, der vil vide hvad der ville ske, hvis vi mennesker pludselig forsvandt fra Jordens overflade, så er denne bog et godt og tragisk-muntert bud. Weisman tror ikke selv på, at vi uddør sådan lige med det samme, tilgengæld er det jo allerede nu et faktum at cirka 80% af alle andre nulevende arter er på vej til at blive udslettet på grund af vores tilstedeværelse.

Men så kommer der vel nye.


Alan Weisman
VERDEN UDEN OS
360 sider, Borgen, 2008

Anmeldelser
New York Times
Salon
Information
jp.dk


Bestil bogen på bibliotek.dk

Labels: , ,

Bookmark and Share

Sustainability by Design

Monday, January 05, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Hvis man tilhører den gruppe af mennesker, som er forundret over at skiftet til en bæredygtig udvikling altid formuleres som "problemer der skal løses" og som "alternative teknologier der skal udvikles", så er bogen Sustainability by Design af John R. Ehrenfeld et godt bud til at tænke i nye indfaldsvinkler.

Med undertitlen "a subversive strategy for transforming our consumer culture" forsøger Ehrenfeld at tage fat i de mere dybereliggende årsager til tingenes tilstand. Der er med andre ord tale om en generel modernitetskritik, inklusive forslag til adfærdsændringer, denne gang ikke fra en humanistisk intellektuel, men fra en teknologiprofessor på MIT.

Se denne anmeldelse af bogen, som sammenligner den med Friedmans nye bog Hot, Flat and Crowded, omtalt andet steds på denne blog. Han har en god pointe. Jeg er selv også ganske forundret over, at så få tænkende mennesker er klar over, hvor uendelig lidt et skift til brintbiler eller en udvidelse af CO_2 kvotesystemet til hele kloden egentlig betyder i det store billede af kommende katastrofer. Men måske kan man ikke andet end at starte i det små.


John R. Ehrenfeld
Sustainability by Design
246 sider, Yale University Press, 2008

Bestil på bibliotek.dk

Labels: , ,

Bookmark and Share

Bogblokken

Saturday, January 03, 2009 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Jeg har sammen med Kalika Bro Jørgensen startet en ny blog på ing.dk som hedder Bogblokken. Konceptet er måske en smule karlsmart, fordi vi skal kunne skrive om - og præsentere - bøger, uden nødvendigvis at skulle have læse dem selv.

Men ideen er god nok. Der er rigtig mange populære bøger om naturvidenskab og teknologi, og de er blevet en vigtig del af det videnskabelige arbejde, fordi de bliver læst af mange mennesker og giver plads til mere spekulative ideer, end hvad der typisk er plads til i fagbladene.

Bøger skrevet af forskere bliver sjældent taget alvorligt af 'systemet'. Universiteter medregner dem ikke som seriøse forskningsbidrag, og de citeres ikke i fagartikler. Men de er alligevel en vigtig del i forskningsarbejdet og er ofte de egentlige aktører i en offentlige debat.

BogBlokken er en derfor service for de nysgerrige bogorme, der kan lide at blive klogere på verden. Hvis man vil følge med i, hvad der kommer af nye, populære og (inter)nationale fagbøger, så er det stedet. Det skal være et sted, hvor læserne selv skal komme til orde, og hvor deres ekspertise skal bruges til at vurdere bøgerne bedre end vi ofte er i stand til.

Kriterier for bøger
1. Der skal være tale om populære eller semi-populære bøger, som har en væsentligt element af naturvidenskab eller teknologi som emne.
2. Skønlitterære bøger er ikke udelukkede, ej heller opsamlinger, antologier, biografier, etc., men de skal kun forekomme i absolut mindretal.
3. Vi tager udgangspunkt i egen interesse. Bare fordi en ny populærvidenskabelig bog er dansk, er den ikke bedre stillet end andre.
4. Et andet vigtigt udvalgskriterium er væsentlighed: hvis der udgives en ny 'Arternes Oprindelse' eller en ny 'Principa Mathematica', så skal vi selvfølgelig være der.
5. Popularitet er også et kriterium. En bog, der er på alles læber, kan vi ikke være bekendt at udelade i alt for lang tid.

Labels: , ,

Bookmark and Share

Here Comes Everybody

Sunday, December 28, 2008 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Er man interesseret i nye medier, web 2.0 og sociale netværk, så er Clay Shirkys nye bog Here Comes Everybody måske en bog der står lidt ud af mængden.

Den introducerer ikke blot wikis, blogs og feeds, men diskuterer også de sociale implikationer af at kommunikationmedierne nu ejes af alle - hvis positive side blandt andet er at sænke barrieren for at folk kan gøre en forskel.

Og dog. Ville Shirky have spist sin egen medicin, burde bogen være blevet lavet på eget forlag og ligge frit tilgængelig på nettet. Det gør den ikke. Det gør til gengæld en anden bog om samme emne - den klassiske The Wealth of Networks af Yochai Benkler. Se også den morsomme A Bloggers Manifesto af Erik Ringmar.


Clay Shirky
HERE COMES EVERYBODY
328 sider, Allen Lane, 2008

Anmeldelser:
Guardian
ars technica

Labels: , ,

Bookmark and Share

The World Is Flat

Monday, December 22, 2008 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Manden bag bogen The World Is Flat, Thomas L. Friedman, har skrevet en ny bog om, hvordan vi burde forstå verden - og ændre den til det bedre.

Intentionerne er helt sikkert gode, men gad vide om det bliver til mere end varme tanker, fladt genbrug og et mylder af små anekdoter.




Thomas L. Friedman
HOT, FLAT, AND CROWDED
438 sider, Allen Lane, Penguin, 2008

Anmeldelser:
Wired
Guardian

Labels: , ,

Bookmark and Share

The Trouble With Physics

Saturday, December 20, 2008 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Lee Smolin har skabt røre i andedammen, især blandt strengteoretikere, med sin meget omdiskuterede bog fra 2006 The Trouble With Physics. Så selvom bogen allerede har to år på bagen, er den måske værd at diskutere her.

Smolin undersøger, hvorfor den teoretiske fysik er stagneret. Hans resultat er, at det ikke så meget har at gøre med selve fysikken som med de sociale og politiske strømninger. Han diskuterer gruppetænkningen blandt fysikere, den manglende risikovillighed hos bevillingsgiverne og en generel arrogance og skyttegravstænkning i de enkelte departementer, især hos strengteoretikerne, der gør, at mange talenter går til spilde.

Er bogen en moderne klassiker inden for den kritiske teoretiske fysik, eller et surt opstød fra en som hader strengteori?


Lee Smolin

THE TROUBLE WITH PHYSICS

392 sider, First Mariner Books, 2006



Anmeldelser kan findes her


Labels: , ,

Bookmark and Share

about


Robin Engelhardt, Copenhagen





search

recent posts

recent comments

archives

labels

Publications



ERGO- naturvidenskabens filosofiske historie (Lindhardt og Ringhof, 2007)


Hazardcard - a learning game
- play, buy and create


Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2008)


Jeg tager bomben med når jeg går - udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2009)