<body>

En pluralitet af vidensformer

Saturday, June 09, 2007 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Den tyske professor Dietrich Benner fra Humboldtuniversitetet i Berlin mener at Humboldts ideer om Bildung og fri forskning stadig gælder i dag. Men han mener også at man burde differentiere bedre mellem forskellige former for viden og give dem lige vilkår for at komme til orde i en verden, hvor traditioner glemmes alt for nemt.

Af Robin Engelhardt

Jeg træder ind i professor Dietrich Benners kontor i Geschwister Scholl Strasse, og hilser ærbødigt på alle de tyske tænkere, der ser ned på mig fra væggen. Humboldt virker som om han gemmer sig bag sine små skuldre mens Schleiermacher bestemt ikke er til at spøge med. Kant ser som sædvanlig kategorisk mod højre og Fichte leder efter sig selv i kameralinsen. Hegels oppustede ansigt har altid gjort mig lidt utryg, så jeg vender blikket mod kontorets reoler som er bestykket med ikke mindre imponerede læderindbindinger af disse menneskers samlede skrifter. Og der er intet støv på dem. Jeg er tydeligvis landet hos en forvalter af den tyske ånd og tradition, her på Humboldtuniversitetes Institut for Pædagogik. Ud af vinduet kan man se det smukke nyrestaurerede Bodemuseum på museumsøen. Lige ved siden af ligger Pergamonmuseet over for hvilket Hegels barndomshjem engang lå inden det blev bombet under 2. verdenskrig. I et svagt anfald af anakronistisk ubehag sætter jeg mig ned og læser i en tilfældig bog.

Lidt forsinket træder professor Benner ind på kontoret og hilser velkommen. Han havde overværet en nyudviklet testmetode, som skal teste elever i andre og mere rige vidensformer, end dem, PISA-undersøgelserne har for vane at teste elever med. Egentlig havde jeg planlagt at tale med professoren om Wilhelm von Humboldt og hans rolle i opbygningen af det moderne tyske universitet og Humboldts rolle som repræsentant for den måde, man legitimerer viden på. Men Benner tager hurtigt ordet og fortæller om nødvendigheden af at kunne skelne mellem tingene.

"Jeg kan ikke foretage et interview med en person som ikke kender til de forskellige vidensformer, der er på spil," siger han, og fortsætter med at forklare, at man må skelne mellem seks forskellige vidensformer for at kunne foretage en fornuftig samtale om det foreliggende emne.

"Den første vidensform, som jeg vil kalde en livsverdensforståelse, hører direkte til levede liv og er bundet til erfaringsverdenen og til kroppen. Aristoteles formulerede denne vidensform i en teleologisk kontekst, men i dag ville vi nok snarere betragte den husserlsk som en umiddelbar fænomenologi der tager alt det oplevede som udgangspunkt for at danne sig en mening om verdenen. Den anden vidensform er den scientistiske, som man finder udviklet hos Galilei og Newton, og som udtrykker den typiske forståelse af, hvad videnskabelig viden er i dag. Den tredje vidensform er den historisk rekonstruerende, der i en hermeneutisk tradition søger viden i den eksisterende korpus af tekster og viden."

Benner fortsætter med at beskrive den fjerde form for viden, som han kalder den ideologikritiske, der undersøger strukturen af ideer og fordomme som ligger til grund for eksisterende sociale strukturer. Karl Marx og Frankfurterskolen er væsentlige repræsentanter for denne tradition. Den femte, kaldet den forudsætningskritiske, undersøger ifølge Benner betingelser for - og begrænsninger af - viden i stil med Hume og Kant filosofiske programmer. Den sjette og sidste vidensform er den anvendelsesorienterede vidensform, som evaluerer viden via dets funktioner og brugsområder.

"Den scientistiske form for viden har udviklet sig til en meget dominerende modus, der i høj grad har trængt de andre former i baggrunden. Som eksempel kunne man tage vores forståelse af farverne. De kan beskrives på forskellig måde ud fra alle seks vidensformer, deres betydning og anvendelse. Livsverdensforståelsen af farverne er meget anderledes end den Newtonske forståelse af dem som frekvenser i et optisk spektrum. Farver i livsverdenen kan have dybde, være komplementære i deres skyggevirkning og kan blandes. I en subjektiv forstand er summen af alle farver heller ikke hvid og deres samspil burde snarere forstås sådan som Goethe gjorde det."

Vil De dermed sige, at det kun er disse seks former, som er legitime udtryk for viden?, spørger jeg. Tidligere gjaldt der jo helt andre regler. I middelalderen forsøgte man for eksempel at legitimere viden ud fra en transcendental orden. Man spurgte hele tiden "hvad beviser dit bevis" og ?hvem bestemmer hvad et bevis er", hvilket igen førte til et postulat om et nødvendigt guddommeligt princip. I renæssancen og senere i industrialiseringen begyndte man at placere begrundelserne for vidensarbejdet i universalismer som 'folkets emancipation' eller 'fremskridtet'. Vil der ikke altid skulle formuleres en begrundelse for den status, som viden har?

"Transcendentale legitimeringer af viden fandtes heller ikke i det gamle Grækenland," mener Benner. "En moderne differentiering af viden i forskellige domæner modarbejder ethvert forsøg på at formulere en enkel slutbegrundelse for, hvorfor viden har den status, som den har. Ideen om plurale vidensformer tillader ingen fundamentalisme, fordi den er anti-hierarkisk formuleret og forudsætter, at man accepterer mangfoldige perspektiver og former for kritik. Selvfølgelig peger de forskellige tilgange til viden på forskellige funktioner, de kan udføre, men det er ikke sådan at de kun legitimeres på baggrund af disse. Man kan ikke påstå at religionens funktion kun er at trøste, lige så lidt som man kan påstå at biologi kun handler om selektion. En moderne legitimering kan kun søges i pluraliteten i formerne af kritik."

Men hvad nu hvis der dannes en masse offentligheder, hvor man kun snakker med dem som man er enige med i forvejen? Folk og synspunkter, der ikke eksisterer i ens egen bevidsthed, kan man jo ikke tilskrive en retstatus.

"Ja, så må man iscenesætte nye offentligheder, hvor sådanne spørgsmål debatteres. Som et eksempel kunne man tage et akut socialt dilemma om overfiskning af torsk i Nordsøen. Der eksisterer lige nu ingen konsensus om, hvem der har en legitim ret til at sidde ved bordet, når der skal forhandles om torskekvoter. Ja, der eksisterer ikke engang enighed om man overhovedet kan forhandle om torskekvoter, fordi bestanden er så udpint at videnskabsfolk anbefaler et komplet stop for fangst i flere år. Fiskerne har primært en livsverdenforståelse af deres omgang med torsk og argumenterer for at der jo er masser af torsk i Nordsøen uden at indrømme (eller se) at det også er blevet nemme at finde torskene med deres nye teknologi. Videnskabsfolk argumenterer udelukkende scientistisk og viser grafer, hvor torskebestanden står ved randen af et sammenbrud, uden at indrømme at deres beregningsmetoder er mangelfulde og fyldt med iboende usikkerheder. Politikerne argumenterer anvendelsesorienteret om arbejdspladser og økonomiske konsekvenser uden at indrømme at de også tænker på det næste valg. Ngo'en argumenterer gerne ideologikritisk om magtstrukturer og skjulte dagsordener uden altid at indrømme at der kan opstå reelle konflikter uden at det nødvendigvis skyldes ondskabsfulde hensigter. Hver fraktion stiller spørgsmålstegn ved de andre fraktioners legitimitet på grund af deres mangelfulde perspektiv, og nægter dem retten til at have en stemme i sagen. En løsning kan kun findes igennem en accept af at alle seks vidensformer repræsenteres i en fælles offentlighed, hvor man forsøger at tale sig til rette uden andre regler end dem, man bliver enige om."

Hvad med Wilhelm von Humboldt? Han var indsat som Bildungsminister og grundlagde Berlins Humboldtuniversitet i begyndelsen af 1800-tallet, som går for at være det første universitet i moderne forstand. I hvor høj grad kunne han bruge denne uddifferentiering af vidensformer?

"Han kendte i hvert fald til livsverdensforståelsen, såvel som til den scientistiske og den forudsætningskritiske. For Humboldt gjaldt det især om at formulere modeller for en moderne videnskab hvor legitimeringen, dvs. dets påstand om at repræsentere sandhed, er iboende i videnskabsspillets egne regler og etableres som fælles holdepunkt via en frivillig anerkendelse af reglerne og deltagelse i spillet. Denne ide om "viden for dens egen skyld" var parret med Bildungs-begrebet, som er tæt knyttet til ideen om en offentlighed og defineret som en mangfoldig, fri og livlig vekselvirkning mellem mennesker."

Var der i ordet Bildung ikke også indeholdt et stærkt nationalt formål om at "træne nationen spirituelt og moralsk", som Humboldt skrev? I Tyskland er et menneske ligesom i Danmark trods alt primært defineret som statsborgere, og ikke bare som borgere.

"For Humboldt var adskillelsen ikke mellem borger og statsborger, men mellem borger og menneske. Universitet havde ingen forbindelse med staten andet end visse formaliteter for udnævnelsen af professorer. Universitetet skulle være stedet hvor mennesker lærer at udforske det ukendte og i processen blive hele og frie mennesker som kan danne deres egen mening og diskutere den i en offentlighed."

Hvordan kan det være at den universitære Bildung i så høj grad blev forstået som Forschung og Wissen og som evnen til meningsudveklsing i seminariet, hvorimod kunsten ikke fik samme status? Humboldt var jo trods alt ven med Schiller som satte kunsten højere end alt andet.

"Min formodning er at Humboldt betragtede kunsten som ikke metodiserbar inden for en universitær ramme. Til gengæld grundlagde Humboldt jo også museet. Humboldt troede på en tredeling af vidensområder i form af Statslottet af Hohenzollern, som i dag er genoprejst i form af en papfacade på den anden side af Unter den Linden, Det Nye Museum, der ligger lige ved siden af Domkirken over for Statsslottet, og så Humboldtuniversitetet lige ved siden af. Denne tredeling af magt, kunst og viden er blevet kopieret i mange lande, og den dag i dag har universiteter generelt ikke nogen kunstneruddannelser, dertil har vi kunstskolerne."

Hvis De ville få lov til at bestemme, hvordan ville et neo-humboldtsk universitet skulle se ud i dag?

"Jeg mener at fundamentet burde være differentiering af viden i de seks domæner, som jeg har beskrevet, og man burde fokusere mere på de tværvidenskabelige anvendelser. Og så skal resten selvfølgelig også være der," siger Dietrich Benner, som desuden beklager at vores nuværende samfund tenderer mod en stigende dominans af de økonomisk-tekniske vidensformer som sætter rationelle og funktionelle argumenter højere end de mere bløde og traditionelle værdier.

"Religion er på vej væk," mener han, "men vi mennesker er i stor omfang afhængige af tanken om noget absolut, og det må man ikke undervurdere. Afskaffelsen af det absolutte kan hverken erstattes af politiske, emancipatoriske eller etiske værdier. I det nye århundrede står vi derfor over for den opgave at genfinde traditionen, og hvis vi ikke kan det, at opbygge en kunstig tradition som kan erstatte det, som blev afbrudt."

Hvordan en sådan kunstig tradition burde se ud, var desværre svært at få ud af professoren, og på vej ud af Humbolduniversitetes lange gange blev jeg enig med mig selv om, at det nok var en restaurering af de åndelige traditioner han havde i tankerne, ikke blot som en overfladisk fernis af gamle bygninger, men. i en anerkendelse af gamle værdier. Det kan godt være at Museumsøen, Humboldts Universitet og Statsslottet disse dage bliver genskabt i deres gamle pragt, men Hegels barndomshjem er jo nok forsvundet for altid.

(publiceret i Asterisk, juni-juli 2007)

Labels: ,

Bookmark and Share

Modeteorier - eller hvorfor nogle tanker forgår, mens andre består

Monday, February 19, 2007 by Robin Engelhardt

Bookmark and Share

Asterisk har mødt professor Heine Andersen for at høre, hvem der topper den sociologiske kongerække, hvorfor Karl Marx er en gammel og måske knap så hot klassiker, mens gamle Jürgen Habermas stadig er en af de store konger i dansk sociologi Professor Heine Andersen fra Sociologisk institut ved Københavns Universitet har gennem mange år fulgt teoriudviklingen inden for sociologi i Danmark. Han har også selv skabt den. Han kender de hotte og de knap så hotte klassikere. Hvad styrer Heine Andersen og de sociologiske miljøers valg af klassikere? Hvad gør, at konger bliver væltet af den eftertragtede klassikertrone, og hvem og hvad kroner nye konger? Er det ideologiske fravalg, videnskabelige valg, samfundsudviklingen, idiosynkratiske valg, smitsom name-dropping, moden, ansættelsespolitikken, gamle underviseres død eller en blanding af det hele? Asterisk har mødt Heine Andersen for at høre om mekanismerne bag sociologernes kongerække.

- Heine Andersen, kan man i det hele taget tale om, at nogle teorier er mere på mode end andre teorier inden for samfundsvidenskaberne?
"Ideen om mode er kompliceret nok i sig selv. Når noget slår igennem som et modefænomen, så er det, fordi der er andre grunde end kun de funktionelle eller faglige elementer. Det er grunde, som har noget med identitet at gøre, med at noget skal fornys og være afvigende. Med tøjmode er funktionaliteten ? dvs. at den skal kunne beklæde en krop ? for eksempel heller ikke det primære. Der skal være noget, som skal afvige, for at det kan betragtes som mode. Derfor er modebegrebet i sig selv en vanskelig størrelse. Når der er et skift i moden, så skyldes det andet end blot en fornyelse på grund af objektivt bedre alternativer."

- Men moden har vel også en kontekst at navigere i og på. Den skal vel forholde sig til en materiel virkelighed?
"Ja det er klart. For at mode skal have noget for sig, skal den også have en funktionalitetsværdi, og det sætter grænser for hastigheden af de forandringer, der er mulige. Det koster noget. Men det interessante ved moden er, at der sættes en værdi på selve distinktionen fra det normale. Og der skal dannes et hierarki i kraft af distinktionsværdien, som Pierre Bourdieu ville sige. Det vil sige, hvor god moden er til at skille sig ud fra rosset og markere, at den er en finere og bedre mode, end den som andre har fundet på. Mode skal være kollektivt accepteret, men heller ikke for kollektiv, da den ellers mindsker sin distinktionsværdi og dermed sin tiltrækningskraft."

- Det lyder ganske socialkonstruktivistisk det hele. Betyder det, at vi danner vores meninger og præferencer ud fra en kollektiv forhandling om, at alle skal være noget specielt?
"Socialkonstruktivismen er i udpræget grad selv et modebegreb. Den kom frem i 1990?erne og kan betragtes som gammel vin på nye flasker. Hvis man forstår den som et udsagn om, at den sociale virkelighed er menneskeskabt, så er der intet nyt under solen. Denne banalitet har sociologien haft som grundpræmis siden dens start. Det nye kommer først frem, hvis sådan et udsagn tænkes anderledes. Mindre banale former for socialkonstruktivisme er for eksempel dem, der er inspireret af Derridas og Foucaults diskursanalyser, og som lægger vægt på den virkelighedskonstituerende del i analysen. Det vil sige, hvor man ontologiserer diskursen til at være konstruerende for virkeligheden og ikke kun for virkelighedsopfattelsen. For eksempel har vi i 3. udgave af vores bog Klassisk og moderne samfundsteori inkluderet Judith Butler og hendes socialkontruktivistiske analyse af kønnene, hvor hun viser kønnet som værende kulturelt konstrueret via en evig gentagelse af stiliserede handlinger. Her har vi at gøre med en import af teorier fra filosofi og sprogvidenskab, som har stor tiltrækningskraft. Men man kan diskutere, om det er sociologi eller ej."

- I Klassisk og moderne samfundsteori har du og Lars Bo Kaspersen udvalgt en masse klassikere, og I har i den seneste version inkluderet Zygmunt Bauman og Ulrich Beck. Er det op til diskussion at afgøre, hvad der er en klassiker?
"Der er selvfølgelig noget, som ikke er til vilkårlig forhandling. Det forsøger bogen at udtrykke i sin skelnen mellem klassisk og moderne. For eksempel har vi et kapitel om Sartre. Det kunne man jo godt forhandle om. Og Foucault var primært idehistoriker, hvad med ham? Han betragtede ikke sig selv som sociolog, og det er svært at se, hvor meget han egentlig kendte til sociologi ? han brugte jo meget få fodnoter, så det er svært at knytte ham til et bestemt fagområde. Parson derimod er et person, som alle vil være enige om at medtage som sociolog. Der er ingen tvivl om, at han tilhører det sociologiske felt."

"Og så har vi også det interessante tilfælde med Kuhn. Kuhn mente selv, at hans teorier kun var anvendelige inden for naturvidenskaberne, hvor man har opbygget en nogenlunde stabil vekselvirkning mellem, hvad han kaldte normalvidenskab og paradigmeskift. Det mærkelig er, at Kuhn efterhånden bliver brugt mere i humanvidenskaberne end i naturvidenskaberne. En af grundene er, at der i 1970?erne skete en kognitiv sprængning, som resulterede i en stor mangfoldighed af teoretiske retninger, og Kuhn kunne bruges via hans begreb om inkommensurabilitet mellem paradigmerne. Det blev brugt som et redskab til klassifikation af kaoset."

- Åbnede det op for en mere psykologisk måde at betragte videnskaberne på?
"Kuhn trængte ind i USA i 70?erne og lidt senere i Danmark. Mange marxister kunne ikke lide ham, fordi de syntes, han var for internalistisk og idealistisk og derfor irrelevant. Han beskæftigede sig ikke med, hvad der fandtes i samfundet omkring videnskaberne, og specielt ikke med forhold som klassemodsætninger, magtforhold, produktivkræfter og ideologier, men med strukturer og processer internt i den videnskabelige aktivitet som sådan. Men Marx blev dømt ude i de senere 1970?ere. I hans tilfælde skyldes det en stor blanding af sociale, ideologiske, men også faglige argumenter. Marx mente for eksempel, at profitraten ville falde, og mange inden for den tids dominerende marxistiske retning, kapitallogikken, byggede ukritisk videre på den påstand. Imidlertid kunne man vise, at det slet og ret ikke passer. Uanset at Marx sagde mange rigtige ting, ophobedes der en række rent faglige indvendinger, som var bidragende, men ikke tilstrækkelige til Marx? dalende popularitet."

"På et tidspunkt lavede vi en surveyundersøgelse om samfundsforskeres faglige læremestre og sammenholdt det med deres citationer. Mest markant var det, at der var en meget stor spredning. De tre store klassikere Marx, Weber og Durkheim fik flest stemmer, men selv de samlede kun maksimalt 40 procent af stemmerne. Når det drejede sig om nyere sociologer, var spredningen meget større, så den undersøgelse tydede egentlig ikke på udprægede modestrømninger. Men måske er forholdene anderledes i dag, hvor der er større tilstrømning af yngre forskere til faget."

- Mode er vel også kendetegnet ved at ville pege frem i tiden. Sociologien derimod synes mere interesseret i samtidsdiagnoser end i futuristiske forslag.
"Grandiose diagnoser, som forsøger at pege ud i fremtiden, kan man finde hos for eksempel Bauman og Beck. Også Giddens forsøger at uddestillere mere almene træk fra samtiden og se på, hvad det vil eller kan føre til. Og så er der ?post?-analyserne af det postindustrielle og postmoderne samfund, som for eksempel Daniel Bells fra begyndelsen af 1970?erne. Hans skildring af postindustrielle samfund svarer i forbløffende grad til, hvad vi i dag kalder videnssamfundet. Også værd at nævne er Alain Touraine, som hæftede sig ved magtstrukturer, og som prognosticerede, at arbejderklassen ville miste sin betydning. Mange af deres forudsigelser har vist sig at være rigtige."

- Hvordan skelner man mellem forudsigelser, utopier og dystopier? Er forsøget på at være neutral ikke en illusion?
"Nok har samfundsvidenskaberne normative aspekter, men de skal ikke foreskrive virkeligheden utopier. De skal ikke foreskrive nogen noget. Samfundsvidenskaber kan på den anden side ikke være neutrale, og det kræver, at de normative komponenter åbent drages frem til almindelig debat. Når Marx for eksempel siger, at "kapitalismen udbytter", er det mere end et rent beskrivende udsagn. Der indgår mere end beskrivelse og analyse af virkeligheden, der må også indgå antagelser om retfærdighed. Således vil der altid indgå normative aspekter, som måske fortrænges eller isoleres eller reduceres til subjektive holdninger. Men det er ikke i orden. Som samfundsforsker er man altid også en del af prægningen af virkeligheden."

- Hvis du ville prøve at beskrive din egen teoretiske tøjstil, hvordan ville den se ud?
"Min reelle tøjstil er overordentlig konservativ. Det eneste, som adskiller sig i dag fra 1970?erne, er muligvis, at bukserne ikke længere er så brede forneden. I samfundsvidenskabelig forstand har jeg altid været pluralist; nogle vil kalde det eklekticisme, og det har jeg ikke noget imod. Jeg deltog i positivismekritikken i slutningen af 1960?erne og fandt i den sammenhæng inspiration hos blandt andre Habermas, og det er fortsat en inspirationskilde."

- Og hvad med forelskelserne? Siden 70?erne har du vel ikke kun været trofast over for Habermas. Hvilke andre moder eller rettere strømninger har du været draget af siden?

"Som sagt trækker jeg på mange forskellige traditioner. Blandt andet er det spændende at læse folk fra rational choice traditionen. De laver nogle simple antagelser og prøver at se, hvad man kan få ud af det. Det er en slags legetøjsmodeller, som ofte fører til nogle skarpe pointer om den sociale virkelighed. Og det uanset den rummer urealistiske - og i øvrigt også utiltalende - antagelser om mennesker."

(Heine Andersen er sociolog og professor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet. Har i en årrække Beskæftiget sig med samfundsvidenskabernes videnskabsteori, vidensskabssociologi og samfundsforskningens samfundsmæssige rolle og vilkår. Har tidligere skrevet og redigeret bl.a. bøgerne Rationalitet, velfærd og retfærdighed (1996), Klassisk og moderne samfundsteori (1996, 2000, 2005, redigeret sammen med Lars Bo Kaspersen) samt Samfundsvidenskaber i kontekst (2003).)

Artiklen udkom i Asterisk, nr. 33, februar 2007, og kan også læses her.

Labels: ,

Bookmark and Share

about


Robin Engelhardt, Copenhagen





search

recent posts

recent comments

archives

labels

Publications



ERGO- naturvidenskabens filosofiske historie (Lindhardt og Ringhof, 2007)


Hazardcard - a learning game
- play, buy and create


Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2008)


Jeg tager bomben med når jeg går - udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2009)