Nye undersøgelser af genvarianter hos 1.000 mennesker fra forskellige steder på kloden viser, at geografisk udbredelse og neutrale muta­tioner er mere effektive end den naturlige udvælgelse.

Man hører tit, at den naturlige udvælgelse er det, der adskiller de tilpassede fra de utilpassede. Men når det kommer til de faktiske data for mennesker, så viser det sig at være langt mere afgørende, hvilken befolkningsgruppe man tilhører, hvor den er vandret hen, og hvilke tilfældige træk man har opsnappet i mellemtiden.

Siden 1960'erne har biologer i teorien vidst, at neutrale genetiske mutationer, der ikke ændrer selve funktionaliteten af en organisme, men blot ophobes i en population, kan have en langt større evolutionær betydning end den naturlige udvælgelse. Men det har været småt med data fra det virkelige liv til at teste teorien.

En forskningsgruppe fra Universitetet i Chicago har nu rådet delvist bod på dette. Ifølge deres analyse af genvarianter hos knap 1.000 mennesker fra forskellige steder på kloden har de kunnet vise, at forskellene ikke primært skyldes en naturlig selektion af bedre og bedre gener (som øger tilpasningen til det lokale miljø), men snarere en ophobning og drift af neutrale eller lettere negative varianter af gener, der via fluktuerende populationsstørrelser og migration mellem kontinenterne er
blevet spredt og fikseret.

Vi er stadig alt for ens
I deres artikel i fagbladet PLoS Genetics kunne forskerne desuden vise, at den naturlige udvælgelse kun sjældent har været stærk nok til at sprede en ny positiv mutation igennem en population og blive fikseret.

Dette er overraskende, fordi mennesker siden deres delvise udvandring fra Afrika for cirka 60.000-70.000 år siden har mødt mange nye dyr og planter på de nyopdagede kontinenter, hvilket burde give god grobund for det naturlige selektionstryk at arbejde på (f.eks. på grund af nye diæter, nye patogener og et andet klima).

En forklaring kan være, at den simple darwinistiske tilpasning via den naturlige udvælgelse ikke er hurtig nok til at følge med forandringerne, eller formuleret omvendt, at moderne mennesker stadig er alt for ens og alt for mobile til at udvælgelsen kan tage ordentligt fat.

En anden forklaring kunne være, at tilpasningen sker på flere gener samtidigt, som giver rum for flere varianter med et neutralt eller negativt selektionstryk.

I et idéhistorisk perspektiv er den nye genetiske analyse en vigtig bekræftelse af, at det ikke nødvendigvis er 'de bedst tilpassede' individer, der overlever, men snarere den befolkningsgruppe, som har den største mangfoldighed og plasticitet til at tilpasse sig de gradvise forandringer i miljøet.

Darwins teori om den naturlige udvælgelse er dermed ikke modsagt. Den er blot blevet stemplet som lidt langsom.

Fitnesslandskabet
Selektivt neutrale mutationer kan til gengæld øge tempoet, idet de fungerer som et surfbræt på de varierende geografiske omverdensbetingelser. Biologer taler her gerne om et 'fitness­landskab'.

En population med mange neutrale varianter af et gen vil nemlig have en større chance for at tilpasse sig en pludselig ændring i livsbetingelserne, end det ville være tilfældet for en population med kun én variant af genet.

Forskerne bag den nye undersøgelse viser, at det kan tage mellem 50.000 og 100.000 år, før et favorabelt gen spreder sig igennem hele populationen ved hjælp af den naturlige udvælgelse alene.

Lokale parallelle mutationer og en sky af selektivt neutrale varianter vil måske kunne speede tempoet op til nogle få tusinde år.

Labels: 2009, ingeniøren

Hvis man vil snyde sig til en valgsejr, skal det gøres ordentligt. De mange tegn på uregelmæssigheder i tallene fra Irans præsidentvalg 2009 peger på, at det hele måske gik lidt for hurtigt.

Da Iran offentliggjorde valgresultatet fra præsidentvalget i forrige uge, var der mange mennesker, som undrede sig. Ikke blot havde de iranske myndigheder erklæret Ahmadinejad som valgets ubestridte sejrherre med næsten 2/3 af stemmerne. De havde også offentliggjort og blåstemplet stemmetallene inden den almindelige tre dages frist for indsigelser var omme.

Påstande om valgsvindel og voldsomme demonstrationer har siden domineret gadebilledet. De tre tabere af valget, Mohsen Rezai, Mir-Hossein Mousavi og Mehdi Karroubi, har samlet rapporteret om over 646 uregelmæssigheder i forbindelse med valggerningen, og indgivet klage til Vogternes Råd. Men ayatollah Ali Khamenei har forsvaret resultatet:

»Der er 11 millioner stemmers forskel,« sagde ayatollahen ifølge BBC. »Hvordan skulle man kunne fuske med 11 millioner stemmer?«

Ja, hvordan gør man det? Ifølge den internationalt førende valgforsker Walter R. Mebane fra University of Michigan er det ikke umuligt. En matematisk analyse af mønstrene i de hidtil offentliggjorte data kan afsløre mange særheder, som af naturlige grunde ikke kan ?bevise? fusk for 11 millioner, men analysen kan alligevel give tilpas mange grunde til at have en stærk mistro til resultatet.

»Jeg sammenlignede tallene fra præsidentvalget i 2005 med resultaterne fra 2009, og konklusionen er, at kun meget få ting, giver mening,« siger Mebane til Ingeniøren. »I over halvdelen af byerne passer tallene ikke til mønstret fra 2005, og i langt de fleste tilfælde af disse går stemmerne til Ahmadinejad.«

»Mønstrene tyder på, at Karroubis og Rezais stemmer blev smidt ud i mange distrikter, og mange nye blev tilføjet Ahmadinedjad,« fastslår Mebane.

En stærk mistanke
Walter Mebane er professor i statistik og politisk videnskab og har igennem sin karriere undersøgt flere hundrede valg og udviklet sine egne værktøjer til at finde mønstre i dem. I løbet af den sidste uge har han opgraderet sin vurdering af det iranske valg fra at vise 'moderat' til 'stærk understøttelse af mistanken om valgfusk'.

»Alle data fra stemmeboksene er endnu ikke frigivet, men de data, man har, giver efter min mening en stærk mistanke om signifikant snyd ved 2009-valget,« siger Mebane. »Det eneste, jeg kan gøre via matematikken, er at undersøge, hvorvidt resultatet stemmer overens med nogle mønstre, som man har set andre steder, og bruge det til at lave yderligere undersøgelser. Men hvad vi har set i Iran med den manglende og tilbageholdte information gør, at alene dette må være nok grund til at så tvivl om gyldigheden af valgets resultat, sådan som det er fremlagt af den siddende regering,« siger han.

Blandt nogle af de mere grelle eksempler på besynderligheder er rapporter om, at der i 50 ud af over 300 byer blev afgivet flere end 100 procent af stemmerne. Talsmanden for Vogternes Råd, Abbas-Ali Kadkhodai, har forsvaret fænomenet med, at folk selv må vælge, hvor de vil stemme, og at det derfor godt kan ske, at der i nogle byer er flere stemmer end stemmeberettigede indbyggere. Desuden kunne talsmanden ikke lade være med at nævne, at denne uregelmæssighed - hvis det er en uregelmæssighed - kun udgør ca. tre millioner af stemmerne, og derfor ikke ville have påvirket udfaldet.

En anden stærk mistanke falder på stemmetallene for den reformvenlige Mehdi Karroubi, der også var kandidat i 2005. I sin hjemby Lorestan gik Karroubi fra at have ni gange så mange stemmer som Ahmadinejad i 2005 til at have 1/15 af hans stemmer i 2009 - dvs. en ændring i deres indbyrdes forhold på 135 gange, selvom der denne gang kun er fire kandidater og ikke syv som i 2005. Men også i andre dele af landet er Karroubis støtter som forsvundet. I alle 11 distrikter, hvor Karroubi vandt i 2005, har Ahmadinedjad vundet med stor margin. Dette kan ses i matematikken.

»For Mousavi kan jeg ikke se nogen signifikant afvigelse, men der er med 99 pct. sikkerhed en klar afvigelse for Ahmadinejad. Også resultaterne for Karroubi og Rezai er meget afvigende. Årsagen kan være a) at der har været en iboende lav støtte til kandidaten, eller b) at vælgerne har strategisk fravalgt Karroubi og Rezai, eller c) at der blev snydt med stemmerne,« siger Mebane.

Benfords lov
Ifølge Boudewijn Roukema fra Nicolaus Kopernikus Universitetet i Torun i Polen, er stemmerne på Karroubi afslørende af en anden grund. Bruger man Benfords lov, er der alt for mange 7-taller som første ciffer i stemmetallene fra forskellige distrikter. Ifølge Benfords lov optræder tallet 1 som første ciffer i naturlige data (som f.eks. indbyggertal) med en sandsynlighed på omkring 30 pct., og ikke 10 pct. som man skulle tro. 7 optræder kun med en sandsynlighed på cirka 5,8 pct.

»Der er en klar overrepræsentation af 7-taller som første ciffer i Karroubis stemmetal fra forskellige valgsteder. Og disse 7-taller blev produceret i de seks største valgdistrikter,« siger Roukema til Ingeniøren.

Sandsynligheden for at dette er en tilfældighed er under én procent.

Selvom Walter Mebane er enig i, at der er noget skummelt ved Karroubis stemmetal, er han ikke tryg ved at bruge første ciffer som indikator. »Jeg har undersøgt over 100 valg ved hjælp af Benfords lov, og det viser sig, at de første cifre meget ofte er forkerte, fordi valgstederne er for små til at generere tilstrækkeligt varierede data. Andet ciffer kan bruges, og mine analyser af dette valg giver da også signifikante afvigelser fra normalen for Karroubi og Rezai. Men det er desværre ikke så ualmindeligt. Valgene i Mexico i 2007 i USA i 2008 viste også afvigelser fra normalen.«

Til gengæld har Mebane fundet alt for mange afvigelser fra normalen i sin regressionsanalyse, hvor han sammenligner med valget i 2005.

Selvom det er tydeligt, at der er meget galt med tallene fra Iran, er det svært at 'bevise' valgsvindel med 11 millioner stemmer. Matematisk er der dog stor sandsynlighed for, at Karroubis og Rezais stemmer blev smidt ud og tilføjet Ahmadinedjad.

Labels: 2009, ingeniøren

Afstemningen i Iran afviger så markant fra de normale stemmemønstre i Iran, at den mest oplagte konklusion er, at stemmer til oppositionen blev smidt ud, siger internationalt anerkendt statistiker.


En matematisk analyse af valget i Iran peger på, at stemmerne til oppositionspolitikerne Karroubi og Rezai blev smidt ud i mange valgurner, mens der blev givet ekstrastemmer til Ahamdinedjad.

Det siger den internationalt anerkendte statistiker og valgforsker Walter Mebane til Ingeniøren.

En lang række matematiske tests af de tilgængelige data fra valgdistrikterne i Iran viser, at der ikke synes at være de store problemer med stemmerne til Mousavi. Men der er store og signifikante afvigelse for de tre resterende kandidaters stemmer, ud fra hvad man kunne forvente fra de statistiske markører fra et normalt valg.

»Mønstrene peger på at der blev manipuleret med valgurnerne,« siger Mebane fra University of Michigan i telefonen.

»Jeg sammenlignede tallene fra præsidentvalget i 2005 med resultaterne fra 2009, og konklusionen er, at der kun er meget få ting, som giver mening.«.

»I over halvdelen af byerne passer tallene ikke til det mønster, som man kender fra 2005, og i langt de fleste tilfælde af disse går stemmerne til Ahmadinejad.«

Ikke alle data fra selve valgstederne er frigivet. Men en analyse af de tilgængelige data fra 30 distrikter viser store afvigelser fra normen for de tre kandidater Mohsen Rezai, Mehdi Karroubi og Mahmoud Ahmadinejad.

Valgforsker bruger Benfords lov
En af metoderne har været at bruge Benfords lov. Den siger at mange naturligt fremkomne data såsom indbyggertal, elektricitetesregninger, adresser, dødsrater, ja selv primtal har en bestemt ikke-tilfældig struktur i deres cifre.

Det første ciffer i disse tal har over 30 procent sandsynlighed for at være et 1-tal, 17 procent sandsynlighed for at være et 2-tal og osv, helt ned til cirka 5 procent sandsynlighed for at være et 9-tal.

Årsagen er at disse data udfylder et eksponentielt rum, der kan vokse uhæmmet, således at der faktisk er lige så stor sandsynlighed for at finde tal mellem 1000 og 2000 som mellem 4000 og 8000. Tal der opfylder Benfords lov er dermed skalainvariante, og det er kun deres logaritme, som er uniform distribueret.

I relation til valgstemmer viser det sig dog, at det første ciffer ikke altid passer med Benfords lov, fordi valgstederne har en naturlig begrænsning i størrelse. I forhold til valget i Iran i år, kan man dog ifølge Mebane bruge det andet ciffer i valgstemmerne, som også følger en modificeret version af Benfords lov.

Valgforsker: Stemmemønstrene passer ikke
»Stemmerne for både Karroubi og Rezai udgør en meget lille andel af det samlede antal stemmer. Det kan enten skyldes en iboende lav støtte til kandidaterne, en strategisk overvejelse fra vælgerne om at vælge dem fra, eller fusk med optællingen.«

Set i lyset af rapporter om, at mange valgurner blev forseglet inden de kunne inspiceres af repræsentanter fra oppositionen peger dog meget på valgfusk og svindel med stemmerne.

»Andelen af ugyldige stemmer viser en signifikant afvigende tendens i forhold til det forventede mønster i andet ciffer for Benfords lov,« påpeger Mebane. (se grafik)

Desuden siger Mebane at det er vigtigt ikke at tage analysen som et bevis. Resultaterne er kompatible med »udbredt svindel« men også med at »Ahamadinedjad faktisk har vundet, ved at have fået støtte fra mange, som ville have stemt på Karroubi eller Rezai.«

Men »Den simpleste fortolkning er, at Karroubis og Rezais stemmer blev smidt ud af mange valgurner, og mange nye blev givet til Ahmadinedjad.«

Labels: 2009, ingeniøren

Trods meningsløse sætninger og pseudo-grafer gav forlaget Bentham Science grønt lys til at trykke en vrøvleartikel, hvis forskerne betalte 4.300 kroner. Forfatterne bag mistænkes nu for skjult kampagne.

Læsere, som kan huske Sokal-affæren fra 1996 og Merck-skandalen fra tidligere på året, kan nu opleve en ny omgang slåskampe og pinligheder fra tidsskriftsbranchen.

Ph.d.-studerende Philip Davis fra Cornell University og Kent Anderson fra New England Journal of Medicine har fået accepteret en vrøvleartikel mod betaling i et open access-tidsskrift, der påstår at være peer-reviewed, altså bedømt af andre forskere.

Davis og Anderson fik en mistanke om, at der var noget galt efter at være blevet spammet med tilbud om at sende manuskripter til forlaget Bentham Science, der påstår at udgive over 200 fagblade, lige fra bioinformatik over ingeniørvidenskab til hjerneforskning.

De to forskere besluttede sig for at lave en vrøvle-artikel med softwaren SCIgen, der laver grammatiske korrekte og kontekstfrie (dvs. meningsløse) sætninger, inklusive pseudo-grafer, tabeller og referencer, og får det hele til at ligne en professionel videnskabelig artikel.

For eksempel kan man læse følgende:

Manuskriptet med titlen "Deconstructing Access Points" blev 29. januar sendt til The Open Information Science Journal (TOISCIJ), et open access-tidsskrift under Bentham Science, som påstår at være peer-reviewet. Forfatterne blev angivet til at være David Phillips og Andrew Kent, begge fra det såkaldte Center for Research in Applied Phrenology (CRAP) i New York.

Forskere skulle betale 4.300 kroner for udgivelse
Til forskel fra Sokal-affæren og Merck/Elsevir-skandalen er det her ikke blevet forsøgt at skjule en ond hensigt, hvilket tyder på, at hele processen er foregået automatisk, og uden at nogen har kigget på manuskriptet.

Til gengæld skulle Davis og Anderson betale 4.300 kroner i "open access-gebyrer", hvis de ville have den udgivet i bladet. De sagde nej tak til at betale pengene og stoppede spøgen, selv om artiklen ifølge Sana Mokarram som repræsentant for Bentham havde været igennem peer-review og var blevet accepteret.

Efter at forløbet var blevet skrevet på Scholary Kitchen, en blog for Selskabet for Akademisk Publicering (Society for Scholarly Publishing), voksede den sig hurtigt stor og blev videre kendt via artikler i The Scientist og Nature.

Flere akademikere og professorer tilknyttet Benthams peer-review proces har nu sagt deres tilknytning op. Redaktøren for TOISCIJ, Bambang Parmanto fra University of Pittsburgh i Pennsylvania, siger til Nature, at han aldrig har set manuskriptet, aldrig har modtaget nogen peer-review-kommentarer og heller ikke fået at vide, at artiklen var blevet accepteret. Han har nu meddelt, at han vil sige op.

Mistanke om skjult kampagne mod Open Access
Flere akademikere er nu bekymrede for, at affæren vil kaste dårligt lys på forretningsmodellen bag open access. Derfor har kommentatorer bemærket, at medforfatteren til artiklen, Kent Anderson, er "Executive director of international business and product development" på fagbladet New England Journal of Medicine, der ikke er et open access-tidsskrift men abonnementsbaseret.

Mistanken falder nu tilbage på Anderson for at køre en skjult kampagne mod open access, idet der er en åbenlys interessekonflikt til stede.

Davis og Anderson har også forsøgt at lave samme nummer med fagbladet The Open Software Engineering Journal, der også ejes af Bentham Science - dog uden held.

Det har fået direktøren for Bentham, Mahmood Alam, til at beskylde de to forskere for uetisk opførsel og for blot at ville udnytte de enkelte fejl, der kan ske i et stort hus.

»Alle artikler gennemgår en grunding peer-review proces med mindst to positive kommentarer,« siger han til Nature.

Ikke første gang vrøvl slipper ud
Andre kommentatorer peger på, at SCIgen også tidligere er blevet brugt til at lave falske artikler, og at de i enkelte tilfælde er blevet accepteret af anerkendte og abonnementsbetalte fagblade.

Elsevir (kendt for Merck-skandalen, se link) havde i 2007 for eksempel accepteret artiklen "Cooperative, compact algorithms for randomized algorithms", af Rohollah Mosallahnezhad til at udkomme i det peer-reviewede fagblad Applied Mathematics and Computation.

Her et uddrag:

Experts agree that encrypted methodologies are an interesting new topic in the field of theory, and information theorists concur. In this position paper, we argue the appropriate unification of web browsers and Internet QoS. Our focus in this paper is not on whether information retrieval systems can be made reliable, linear time, and Bayesian, but rather on describing new wireless archetypes (Bots).

Artiklen er nu fjernet fra Elsevirs hjemmeside, men fik hverken følger for redaktøren eller blev kendt i den bredere offentlighed. Ifølge Vincenzo Della Mea fra Universitetet i Udine, Italien, er det et tegn på, at problemet hverken ligger i open access-modellen eller i online-publishing, men et andet sted.

Nonsense-artiklernes oldemor
Den mest kendte af alle nonsenseartikler blev skrevet af fysikeren Alan Sokal fra New York University i 1996. Sagen startede, hvad man omkring årtusindeskiftet kaldte "Science Wars" - en intellektuel slåskamp mellem "postmodernister" og "realister".

Sokal lavede en postmoderne parodi af en artikel, der blev udgivet i det ansete humanistiske tidsskrift Social Text. Dens titel lød "Transgressing the Boundaries - Toward a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity"; en overskrift der indeholdt flere af de smarte hip-ord som "grænseoverskridelse" og "transformativ hermeneutik" samt kvantegravitation - en fysisk ønsketeori, som slet ikke eksisterer endnu.

Artiklen var ikke computergenereret, men en meningsløs tekstanretning, krydret med relativistisk jargon, scientistisk blær og hysterisk name-dropping - en stærk karikatur af den postmoderne stil fra især Frankring.

Et uddrag fra konklusionen:

We can see hints of it in the multidimensional and nonlinear logic of fuzzy systems theory [106]; but this approach is still heavily marked by its origins in the crisis of late-capitalist production relations [107]. Catastrophe theory [108], with its dialectical emphases on smoothness/discontinuity and metamorphosis/unfolding, will indubitably play a major role in the future mathematics; but much theoretical work remains to be done before this approach can become a concrete tool of progressive political praxis.

Efter at artiklen blev offentliggjort af Social Text, var skandalen hjemme. En videnskabskrig rasede på tværs af Atlanten, og alle, som var blevet trætte af det postmoderne sludder, morede sig kosteligt.

Computerprogram skrev meningsløse sætninger
Især naturvidenskabsmænd grinede højlydt, hvilket i høj grad øgede fordommene mellem humanoria og naturvidenskaben. Takket være Sokals spøg kunne mange professorer endelig sige deres uforbeholdne mening om de ufordøjelige postmoderne excesser, der foragteligt blev kaldt for pomo-science.

I en opfølgning til sit svindelnummer skrev Alan Sokal og belgieren Jean Bricmont året efter bogen Intellektuelle bedragerier. Her blev en række postmodernistiske filosoffers værker gennemgået minutiøst for misbrug af videnskabelig terminologi.

Efterhånden vandt Sokals spøg slaget og fandt bifald i de fleste landes universitære miljøer.

Visse studerende fandt så meget velbehag i at parodiere intellektuelle plattenslagere, at de skrev et computerprogram, der automatisk kunne generere en komplet meningsløs, men semantisk korrekt tekst a la Sokals ved hjælp af rekursiv grammatik.

SCIgen blev kodet langt senere, og har fortsat vist sig at kunne narre folk og forlag.

• Læs også
• Merck fik udgivet falske fagblade på videnskabeligt forlag (16/5 2009)
• Brændselscelle-forskere plagieret ord for ord (10/10 2007)
• Fup-forsker snød videnskabsredaktører i 14 år (10/8 2007)
• Stamcellefusker måske bag celler fra jomfrufødsel (6/8 2007)
• Industrien manipulerer med offentlig forskning (15/1 2007)
• Norsk forsker-fusker frataget sin doktorgrad (27/12 2006)
• Fuskere i videnskabens verden (8/12 2006)
• Tidsskrift strammer op mod videnskabeligt fusk (8/12 2006)
• Hwang Woo-suk - fra superforsker til superfusker (13/1 2006)
• Dansk professor dømt som fusker (27/11 2003)
• 
  
• Eksterne links
• Læs det oprindelige blogindlæg på scholarlykitchen
• Opfølgning i The Scientist
• Opfølgning i Nature
• Merck/Elsevir-sagen
• Medicinalindustriens fiflerier
• SCIgen software
• Pomo-generator
• Alan Sokals artikel

Labels: 2009, ingeniøren

Krig og drab er vejen til kultur og selvopofrelse. Sådan cirka forklarer ny forskning, hvordan altruismen kan eksistere hos mennesket.

Der er mange ting, vi mennesker er bedre til end andre dyr. Vi kan tale og skrive. Vi kan dekorere vores kroppe og vores omverden med smukke artefakter. Vi har en kultur og teknologi. Og vigtigst af alt: Vi er bedre til uselvisk samarbejde, vi kan ofre os for hinanden i en gruppe, og på en god dag endda hjælpe ukendte personer.

Hvis altruismen er grunden til menneskets storhed, så er biologerne dog stadig ikke enige om, hvordan altruisme og gruppeselektion kunne op- og bestå. Darwin mente, at menneskets sociale og moralske adfærd primært er blevet formet af fjendskab imellem befolkningsgrupper. Hans antagelse var, at selvopofrelse og næstekærlighed kunne styrke gruppens overlevelse, selvom individet ville lide - og ofte dø. (Ikke overraskende fandt man en reference til Darwin i Leo Tolstojs noter til Krig og Fred.)

Samuel Bowles fra Santa Fe Instituttet i New Mexico har nu taget Darwin på ordet og undersøgt, i hvor høj grad krige har været nødvendige, for at altruismen kan overleve.

Ved at gennemgå arkæologisk og etnografisk materiale, har han regnet sig frem til, at 12-16 pct. af alle dødsfald blandt voksne i præhistoriske jæger-samler samfund skyldtes mellemfolkelige konflikter og lav-intensitetskrige. Det er et forbavsende højt tal. Hvis rigtigt, kan det forklare, hvorfor gruppeselektion faktisk virker.

Tilbage til Darwin - og Marx
Darwins paradoksale forklaring på menneskets 'sociale og moralske kvaliteter' faldt i unåde med fremkomsten af Den Moderne Syntese i 1940'erne. Ifølge denne belønner den naturlige udvælgelse hverken gruppen eller individet, men kun en høj genetisk fitness. Gruppeselektionen har ikke nogen effekt i matematikken, fordi den mindste genetiske kontakt imellem grupperne ville annullere de genetiske forskelle, der er nødvendige for at opretholde gruppeselektionen.

Et mindretal af forskere mener dog, at gruppeselektion er vigtig. orklaringsmodellerne er primært to: den første kaldes kin-altruisme og blev formuleret af William Hamilton i 1960'erne. Den siger, at det er godt at passe på sine søskende, fætre og kusiner, fordi deres gener også er ens egne gener. At hjælpe sin familie giver således god mening ud fra et genetisk perspektiv.

Den anden teori blev formuleret af Robert Trivers, og kaldes omvendt altruisme. Den kan karakteriseres som en spilteoretisk funderet handelsaftale mellem to eller flere parter, hvor det viser sig, at samarbejde kan opstå og manifestere sig i en gruppe af total-egoister. Årsagen er den, at det er vigtigt at danne strategiske alliancer i en verden, hvor der findes utallige venner og fjender. Jo mere social fleksibel og vidtskuende et individ er, jo bedre kan det snyde og modgå snyd fra andre.

Samuel Bowles går mere direkte til sagen og tager Darwins ord for pålydende. Hvis der ikke sker en genetisk blanding mellem folkegrupper, vil en gentaget krig skabe et selektionstryk for altruistisk adfærd, hvor den gruppe, der har flest selvopofrende individer, klarer sig bedst. Make war - not love, ville være mottoet.

For at teste hypotesen udviklede Bowles en model, der undersøger udbredelsen af 'altruistiske gener' i separerede grupper af individer. Hvad ville den maksimale andel af selvopofrelsen være? Hvordan ville gruppen klare sig?

Det viser sig, at hyppigheden af et altruistisk gen, der koster tre pct. af reproduktionsevnen, i fredelige tider ville falde fra 90 pct. til 10 pct. i løbet af 150 generationer. Under hyppige krige og i små grupper derimod, kan altruismen blive så stærk, at den koster mere end 13 pct. af reproduk­tionsevnen.

Selvom modellen altså kan forklare, hvordan altruisme kan være opstået, fortæller den intet om, hvorfor mange mennesker prædiker en universel næstekærlighed (eller for den sags skyld dyrerettigheder). Implicit siger modellen jo, at den slags slet ikke findes, idet altruisme kun kan være evolutionær stabil i en lokalpatriotisk krigerkultur. Dårligt nyt for pacifisten Tolstoj.

Bowles artikel afslører heller ikke, om det ville være muligt at regne bagud, dvs. at ekstrapolere, hvor meget vi har bekriget hinanden igennem historien, ud fra en måling af altruismen. Men artiklen afslører da i hvert fald, at gamle vaner ikke forgår så let. Da Bowles underviste i Marxistisk økonomi på Harvard i 1970'erne, var en hyppig pointe efter sigende denne fra Det Kommunistiske Manifest:

»Alle tidligere samfunds historie er en klassekampens historie.« Det er betryggende at se, at den gamle ånd stadig lever, omend i nye gevandter.

Labels: 2009, ingeniøren

Verdens førende klimaforskere har opdateret de seneste fire års videnskab og overrakt en ny rapport til Lars Løkke Rasmussen. »Vores optimisme kan ligge på et ganske lille sted,« og den politiske apati kan ikke undskyldes længere, siger en af forskerne.

En international alliance af klimaforskere fra alle kontinenter har i dag, torsdag, afleveret deres endelige rapport om klimaets tilstand til værten for klimatopmødet i december, statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det skete ved et dialogmøde i Bruxelles, hvor statsministeren kl. 11 fik overrakt 32 siders syntese-rapport, der opsamler den nyeste viden fra klimaforskningen, og som i klare vendinger advarer mod manglende politisk handling.

Rapporten er skrevet af Den Internationale Alliance af Forskningsuniversiteter, IARU, og opsummerer bl.a. forskningsresultaterne fra klimakongressen i Bella Center i marts, hvor over 2000 forskere fra over 80 lande deltog, mange af dem som også har bidraget til FN's klimapanel.

Konklusionspapiret repræsenterer dermed det hidtil mest seriøse videnskabelige vurdering af omfanget og konsekvenserne af klimaforandringerne ud fra de nu tilgængelige data.

»Denne rapport er frisk fra fabrikken og skal ses i lyset af rapporten fra FN's klimapanel IPCC fra 2007,« siger en af hovedforfatterne, professor John Schellnhuber, som er direktør for Potsdams Institut for Klimafølgeforskning.

Han henviser til, at IPCC's rapport baserer sig på data indsamlet frem til 2005.

»Den nye rapport er fire år klogere og ikke filtreret af politiske hensyn. Den viser den ubekvemme sandhed om, at klimaforandringerne er reelle. Den viser, hvordan virkeligheden hænger sammen, og hvad sandheden er,« siger John Schellnhuber til Ingeniøren.

Værre end hvad pessimisterne havde forestillet sig
Det overordnede budskab i rapporten er, at virkeligheden er ved at overhale de gamle forudsigelser. På langt de fleste punkter viser klimaet en entydig afvigelse fra den naturlige variation, hvilket entydigt peger på at klimaforandringerne er menneskeskabte.

Desuden viser IARUs rapport, at der ved flere af de centrale indikatorer er tale om en større afvigelse, end hvad IPCC angav som deres øvre grænse.

Det drejer sig f.eks. om havvandet, der stiger hurtigere end forventet, og om oceanerne, der bliver varmere, end hvad IPCC havde beregnet.

En af de mest dramatiske nyheder siden IPCC's rapport fra 2007 er den hurtige afsmeltning af iskappen omkring Nordpolen.

Samlet bevæger trenden sig entydigt hen imod en øget global gennemsnitlig overfladetemperatur, en større havvandsstigning, en øget arktisk isafsmeltning, en lavere pH-værdi i oceanerne og et mere ekstremt klima.

»Alt dette øger risikoen for spontane og irreversible klimaforandringer, som i stigende grad vil destabilisere samfund og økosystemer,« siger John Schellnhuber.

»Mest bekymrende er feedback-effekter fra den smeltende tundra og de forventede metan-udslip. Vi kan faktisk kun håbe, at systemet er mere stabilt end antaget, men hvis vi sammenligner det med de nyeste data, der viser, at den slags effekter kun accelererer, så kan vores optimisme ligge på et ganske lille sted.«

Et holistisk problem
Ud over sit klare budskab om, at politikerne skal se at komme i gang, hvis de skal kunne se deres børn i øjnene, er syntese-rapporten også overraskende på et andet punkt. Den udtrykker klart, at man kun kan løse klimaproblematikken, hvis man kobler den til de andre sociale udfordringer, såsom bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion, menneskerettigheder og et bedre udviklet demokrati.

At videnskabsfolk på denne frigjorte måde bevæger sig imellem de videnskabelige fakta og tolkningen af dem i en social og politisk ramme er nyt. Men det bekymrer ikke John Schellnhuber.

»Jeg kan godt se at det kan lyde lidt grotesk, men klimaudfordringen er et holistisk problem, som kun kan løses på en holistisk måde,« insisterer han.

»En overgang til bæredygtig produktion og forbrug kræver en ændring af vores kulturelle vaner. Der findes ikke længere nogen undskyldning for de manglende politiske tiltag til at igangsætte dette, netop fordi tiden løber fra os så hurtigt. Hvis du kigger på tallene, så burde overgangen starte i dag, og ikke i morgen.«

Klimaet er ikke et enkeltstående tema, som kan løses alene. Hvis det globale samfund skal spores i retning af et stabiliseret klima, kræver det en omstilling i mange sektorer af samfundet. Rapporten fremhæver blandt andet støtte til den socioøkonomiske udvikling i fattige og udsatte lande og en omfattende omlægning af landbruget.

»Ja, der er visse mennesker, som ikke kan lide at koble klimaet med menneskerettigheder og demokrati, men vores opgave er også at fortælle en konsistent fortælling om, hvordan fremtiden kunne se ud. Vi foreskriver den ikke, men kan kun forestille os, hvordan det kunne gøres, og her har de andre civilisatoriske fremskridt også en rolle at spille,« siger John Schellnhuber.

»Vi i de industrialiserede lande lever langt over den bæredygtige standard, og man bliver nødt til at adressere fordelingen af rigdom, om man vil det eller ej. Hvis vi vil tackle klimaet på en effektiv måde, kan vi ikke komme uden om at løse uligheden også. Det er den nøgne sandhed.«

Læs artiklen med kommentarer på Ingeniørens hjemmeside

Labels: 2009, ingeniøren

De hidtil mest omfattende modeller for Jordens klima forudsiger nu en dobbelt så stor stigning i den globale middeltemperatur som tidligere beregnet.

Læs hele artiklen som pdf

I de sidste to år har den videnskabelige forståelse af klimaforandringerne ændret sig væsentligt til det værre. Dette gælder også for et af de mest kendte universiteter i USA - Massachussetts Institute of Technology.

Da MIT offentliggjorde sin model i 2003 var no-policy projektionen af stigningen i klodens middeltemperatur estimeret til 2,4 grader celsius i 2095. Ifølge en opdateret model er der dog en risiko på over 90 pct. for, at det bliver mellem 3,5 og 7,4 grader, med 5,4 grader som median. Altså mere end dobbelt så meget.

Sidste gang vi havde en global middeltemperatur 3-4 grader højere end i dag var for 130.000 år siden,« siger artiklens medforfatter Ronald Prinn fra MIT til Ingeniøren:

»Der er god belæg for, at vandstanden dengang var 4-6 meter højere, end i dag. Og det kan vel være, at havvandet vil stige 1-2 meter om 90 år, men så behøver det ikke at tage særlig lang tid, måske et par årtier, måske 100 år, før vi når samme niveau.«
At det vil ske, hvis ikke vi handler drastisk er Prinn sikker på.

»Vores beregninger viser, at det at gøre ingenting har enorme konsekvenser,« siger Ronald Prinn. »Personligt anser jeg derfor en no-policy option som noget, vi end ikke kan overveje som et muligt fremtidsscenario, eller som noget, vi kan byde vores børn og børnebørn.«

Også Malte Meinshausen fra Institut für Klimafolgenforschung i Potsdam siger til Ingeniøren, at 5-6 grader er det rene vanvid at tænke på: »Det ville betyde, at landområder vil have temperaturstigninger på op til 10-20 grader. Ethvert økosystem på denne planet ville opleve en ekstrem massedød. Så ville havvandsstigningen være det mindste problem,« siger han.

Bedre model
De nye tal baserer sig på en bedre modellering af energiforbruget og af økonomien i de forskellige lande, og en ny erkendelse af, at kul-optagelsen i oceanerne er mindre end tidligere antaget. Desuden har en øget vul­kan­ak­ti­vi­tet i slutningen af det 20. århundrede skjult en underliggende opvarmning, og oceanerne viser tegn på mætning ved ikke længere at optage så meget CO2 som før. Disse effekter er også medtaget i den nye model.

»MIT?s resultater fortsætter forbedringen af modellerne, især med hensyn til inklusion af socio-økonomiske nøgletal,« siger Martin Stendel fra Danmarks Meteorologiske Institut og påpeger, at resultaterne ikke direkte modsiger IPCC, men bestemt ligger i den høje ende.

Især ved polerne vil opvarmningen stige voldsomt under et no-policy scenario. Temperaturen i lande nord for 60º N vil ifølge MIT?s studie stige mellem 6 og 11,7 grader celsius, med signifikant varmere vejr om vinteren (median på 12,1 grader) end om sommeren (4,8 grader).

»I vores egne modeller ser vi også scenarier, hvor der findes lokale ændringer op til 20-22 grader i 2100,« siger Stendel. »Det vil ske især i Vest- og Østgrønland, Svalbard, og i det nordlige Sibirien. For Danmark viser vores model en stigning på fire grader om vinteren, og 2-3 grader om sommeren.«

Ingen undskyldning
For at drive deres pointe hjem, har forskerne lavet en drivhuseffekt-roulette, der viser, hvor store temperaturstigningerne vil være alt efter, hvad politikerne beslutter sig for at gøre.

»Selv under strenge politiske krav vil der stadig være en 95 pct. risiko for, at opvarmningen på landjorden nord for 60º N overstiger to grader celsius,« siger artiklens hovedforfatter A. P. Sokolov.

Årsagen til den insisterende tone er også, at modellen efter alt at dømme stadig undervurderer de positive feedback-processer, der sætter ind, når koncentrationen af CO2 i atmosfæren kommer over 500 ppm. Det vil bl.a. føre til destruktion af tropiske vådområder, optøning af permafrosten og tundraen, udtørring af de nordlige moser og heder, og ikke mindst deraf følgende methanudslip.

Forskerne understreger, at deres model er bygget til at passe til det, man ved om klimaet i dag. Hvis denne viden ændrer sig, vil forudsigelserne også ændre sig. Der er stadig mange ukendte faktorer, og i stedet for at postulere kun én mulig værdi for alle parametre, har forskerne kørt 400 simuleringer, med hver deres kombination af begyndelsesbetingelser og parametersammensætninger.

De resulterende sandsynligheder peger alle i den meget varme retning, og er angivet i et roulette-lignende lykkehjul, som giver en meget grafisk illustration af oddsene for klimaet om 90 år ? alt efter, om politikerne vil starte med at handle eller ej.

Labels: 2009, ingeniøren

USA og Mexico har afblæst alarmen, og nu venter alle på meldingerne fra den sydlige halvkugle. Først derefter kan forskerne danne sig et bedre billede af den nye influenzavirus 2009 A(H1N1).

Læs hele artiklen i pdf

Infektioner med 2009 A(H1N1), der i begyndelsen gik under navnet svine-influenza, har ifølge myndighederne toppet i Mexico og USA. I Chile, Australien og andre sydlige lande er der dog lige nu en stor stigning i antallet af smittede.

»Før vi ved, hvordan virusset ser ud efter det har været igennem den sydlige halvkugle, er det meget svært at spå om, hvor farligt virusset kunne blive i fremtiden,« siger professor i eksperimentel virologi, Allan Randrup Thomsen, fra Københavns Universitet.

Selv hvis mønstret fra Mexico og USA gentages i syden, kan efteråret byde på nye overraskelser.

»I princippet kan vi risikere, at 2009 A(H1N1) i løbet af de næste fire til seks måneder øger virulensen. Det er set før, bl.a. ved den spanske syge fra 1918. Da den angreb i foråret var den meget mild, men da den kom tilbage i efteråret var den meget alvorlig. Jeg tror ikke, at det bliver så slemt, men i princippet kunne det også ske her.«

Et værre svineri
Ifølge den første videnskabelige artikel om influenza 2009 A(H1N1), der udkom i Science i sidste uge, er det vitterlig svin, der bærer hovedansvaret. Rebecca J. Garten og kolleger fra USA's Center for Disease Control and Prevention, CDC, sekventerede 76 prøver af virussets genom og kunne bekræfte, at dets otte genetiske segmenter alle har haft tamsvinet som deres seneste vært.

Det betyder dog ikke, at 2009 A(H1N1) kun stammer fra svin. Der er også genetiske elementer fra fugle og fra mennesker, men de er af ældre dato (se grafik). Det viser, at denne specifikke kombination må have rumsteret i svin i lang tid uden at blive opdaget. Svin er kendt for at være et reservoir, hvor vira fra mange forskellige arter blandes godt. Det eksisterende overvågningssystem har derfor ikke været godt nok.

Positive fund
Men der er også positive aspekter. Forskerne opdagede for eksempel, at de overfladeproteiner, som er ansvarlige for immunresponsen hos mennesker, kun indeholder få og primært ikke-funktionelle mutationer i forhold til tidligere varianter af H1N1. Det gør det nemmere at lave vacciner. Statens Serum Institut og andre sundhedsmyndigheder over hele verden har i denne uge da også annonceret planer til samme formål.

»Vi har en vaccinegaranti om 4,6 mio. doser i tilfælde af, at verdenssundhedsorganisationen WHO udråber en pandemi til efteråret. De kan dog tidligst blive færdige i november,« siger Steffen Glisman fra Statens Serum Institut.

Mange af de molekylære markører, der fører til en god tilpasning i menneskekroppen, er heldigvis ikke til stede i 2009 A(H1N1). Det betyder, at der er en langt mindre fare for, at denne nye variant fører til en pandemi, sådan som det var tilfældet med den meget tilpasningsdygtige spanske syge fra 1918-19, der dræbte 20-100 millioner mennesker.

At det alligevel har været muligt for 2009 A(H1N1) at springe over i mennesket viser dog, at der eksisterer flere muligheder for virussets transmission og replikation, end hvad forskerne har været vidende om indtil nu.

Frygt for krydsninger
Ud over spontane mutationer og en øget virulens til efteråret (eller senere) er risikoen for krydsninger med andre influenzatyper et yderligere frygtet scenarie blandt epidemiologer. Og her er fugleinfluenzaen H5N1 den farligste kandidat.

»For at det kan ske, kræver det en vært, der kan kombinere de to vira. Heldigvis er H5N1 ikke særlig god til at gro i hverken svin eller mennesker,« siger Allan Randrup Thomsen, men tilføjer: »Man skal passe på med at sige, at det ikke kan lade sig gøre, det har erfaringerne vist. Hver gang vi har sagt, at noget ikke kan ske, er det på et eller andet tidspunkt sket.«

Det er også uklart, hvorfor 2009 A(H1N1) rammer unge mennesker mere voldsomt end gamle mennesker. Ifølge en anden CDC-undersøgelse er kun én procent af mennesker over 65 år påvirket af smitten. Det er det omvendte mønster af, hvad man kender fra den almindelige influenza, der er mest farlig for babyer og for folk over 70.

Én teori er, at ældre mennesker måske har været i kontakt med et lignende virus for mange år siden og derfor er naturligt immuniserede. »2009 A(H1N1) ligner en klassisk H1-type, som man kendte dem indtil 1957, hvor H2-typerne overtog,« forklarer Thomsen.

»Derfor er der en sandsynlighed for at mennesker som er født før 1957 har en vis modstand over for viruset. Det skulle det gøre nemmere at udvikle en vaccine. Men igen, der er ingen regler uden undtagelser når det gælder influenza,« siger Allan Randrup Thomsen.

Labels: 2009, ingeniøren

Ny forskning kigger på, hvordan nyheder og informationer spredes i internettets globale opmærksomhedsmekanisme.

Læs hele artiklen i pdf

Medielandskabet er i opbrud, og ingen ved, hvordan det hele kommer til at fungere. Internettet er blevet den nye globale opmærksomhedsorganisme, der pumper nyheder og informationer ud i alle hjørner af kloden. Det estimerede antal af blogs er vist flere hundrede millioner, og med det nye sociale web (Facebook, Twitter osv.), hvor man skubber informationer videre i sin vennekreds, er data­loger holdt op med at tælle.

Men hvordan bevæger nyheder sig på dette enorme netværk? Hvilke veje og omveje tager en nyhed fra Langtbortistan, hvor hurtigt rammer den os, hvis den rammer os, og hvornår forsvinder den igen? Med det nye værktøj Spinn3r har dataloger fået mulighed for at undersøge disse spørgsmål, og ifølge Jure Leskovec fra Cornell University i New York, viser det sig, at blogs og nyhedsmedier udgør hjertet i informationsorganismen. Og den indbyrdes udveksling mellem blogs og nyhedsmedier ligner til forveksling et hjerteslag.

Lipstick on a pig
Spinn3r er en web crawler der indekserer hjemmesider, RSS-feeds, nyhedssider og blogs, og sælger alle data videre til forskere, som så kan bygge mashups og hjemmestrikket software til at analysere dem. Den internationale konference om weblogs og sociale medier, ICWSM-09, i Californien i sidste uge kunne f.eks. tælle mindst ti artikler, der bruger Spinn3r til at finde nye og ukendte mønstre i informationsstrømmen. Leskovec og kolleger har bygget MemeTracker, der tager nogle af de mest hotte 'memer' og følger dem over tid og sted.

Et meme er ifølge deres definition en udtrykt tanke, som er tilpas selvbærende som idé, til at den kan forekomme i forskellige variationer og mutere over tid, uden at den oprindelige essens forsvinder. Et eksempel: Da Barack Obama under valgkampen sagde "You can put lipstick on a pig, but it?s still a pig", spredtes formuleringen som en steppebrand i forskellige udformninger og tolkninger. Men hvis man reducerer udsagnet til memet 'lipstick on a pig', vil dette meme kunne spores mere eller mindre komplet igennem alle nyhedssider og blogs, og man vil kunne få et godt billede af, hvordan nyhedsstrømmen fungerer.

Leskovec og kolleger analyserede 90 millioner nyhedsmedier og blogs i de sidste tre måneder af den amerikanske valgkamp 2008 for 1.000 af den slags memer. Resultatet kan ses på en interaktiv graf på memetracker.org. Nyhedsmedier er generelt 150 minutter hurtigere end blogs til at rapportere om en begivenhed. Der findes dog konsistente 'fastrunners' blandt uafhængige medier og bloggerne som f.eks. hotair.com og digg.com, som opdager historier før de overtages af de store medier.

Hjerteslaget
Hvis man undersøger dynamikken mellem nyheder og blogs, finder man yderligere interessante fænomener. Nyhedsmængden stiger langsomt og falder hurtigt i nyhedsmedier, hvor­imod det er omvendt i blogs, hvor der typisk er en lang hale af diskussioner og mere grundige analyser af en given meme efter at den har været oppe i medierne.

Plotter man andelen af citater i blogs i forhold til det totale antal citater på nettet som en funktion af tiden, opstår der et karakteristisk mønster, som ligner et menneskeligt hjerteslag. Her kan man se, at det først er bloggerne, der bærer citatet frem en smule cirka tre timer før maksimum, hvorefter nyhedsbureauerne hurtigt tager over. Herefter intensiverer bloggerne igen diskussionerne og fordøjer dem langsomt. Oscillationen mellem nyhedsmedier og blogs viser desuden, at overtagelsen stabiliserer sig efter 6 - 9 timer, og at den endelige andel af citationer faktisk er større blandt blogs end blandt nyhedssiderne.

På baggrund af de observerede mønstre kunne Leskovec lave en simpel matematisk model, der ville være i stand til at simulere den observerede adfærd. Det viste sig at være tilstrækkeligt med to simple antagelser: 1) Medierne efterligner hinanden. 2) Jo nyere jo bedre. Ved ikke at bruge direkte citater men memer som ?genetisk enhed? i analysen kunne en sådan model uden problemer reproducere de faktuelle data.

Labels: 2009, ingeniøren

LAPUCE: Det er bedre at have gode kopierede artikler end dårlige hjemmelavede artikler, ikke også?

MAIK: Nej! Afgjort NEJ! Enhver kreativ handling er bedre end en mekanisk kopieren. Selv dårlige artikler kræver et vist minimum af mental aktivitet. Det gør copy-paste ikke. Den dårlige skribent har en chance for at blive bedre, men den, der plagierer, har ingen chance. Jeg går ind for distribuering af gode artikler, men det er derfor links og referencer er blevet opfundet. (Undskyld den hårde tone, men jeg mener det altså.)

LAPUCE: Jeg forstår dit akademiske synspunkt. Men for én, som selv er inden for kommunikation - sparer et godt copy-paste job ikke kun tid, det er også kreativt.

MAIK: Jeg benægter at det er et akademisk synspunkt. . . det er et generelt perspektiv på liv, og på hvad et menneske er (inklusive skribenter). Jeg accepterer, at kollager kan være en kunstform og derfor kreative. Men bare at flytte en stor klump tekst fra en sammenhæng til en anden - nej. Ja, det kan spare tid som du siger? og hvis du bruger tiden kreativt, så kan du måske retfærdiggøre det på den måde. . . :-)

LAPUCE: Jeg ved hvad kreativitet er for noget. Og ærlig talt, du kan ikke være kreativ hver eneste dag. Specielt ikke når du skriver. Du bliver nødt til at lave research, have en holdning, forsvare den og få helheden til at lyde godt. Det er et ret hårdt job. Og jeg kan li' patchwork.

MAIK: Jeg kan ikke være mere enig. Og derfor er det ikke rimeligt at forvente det fra nogen hver dag. Eller at lægge det i jobbeskrivelsen. Eller ikke at lægge det i, men alligevel forvente det. Har du nogen sinde lagt noget af dit patchwork et sted hvor det er offentligt tilgængeligt?

LAPUCE: :D Du får mig til at grine. Og ja, jeg har. Jeg sender dig en mail med linket. Du vil se at det er lappeværk blandet med originalt stof.

MAIK: Sikke noget. . . så har denne uge ikke været spildt alligevel :D Glæder mig til at læse dit strikearbejde.

LAPUCE: Det er på vej! Hyg!

Fire måneder senere.

ROBIN: Hej, jeg tænker på at plagiere jeres gode lille samtale her til min klumme i en avis. Ville det ikke være ok? (og det ville bestemt være nemt for mig. . . :)

LAPUCE: :D Klart, brug det bare. Du skal bare sig hvor det kommer fra!

ROBIN: Mange tak, jeg bekræfter hermed at have taget fra ing.dk/k#6nhb . . . men sig mig engang: da jeg nu er en del af samtalen her, så er jeg jo også en af ..'forfatterne' kan man sige..., og så plagierer jeg jo slet ikke. Eller gør jeg?

LAPUCE: Nu gør du mig nysgerrig. Hvad er det her til for? Og ja, nu er du en del af den kreative proces. Måske kan vi blive nødt til at opfinde et nyt ord for den proces, hvor man kreativt bidrager til copy and paste....

ROBIN: Du har ret. Måske kan 'copyleft' bruges. Jeg selv foretrækker at bruge udtrykket 'et gavstrik', men det er så svært at oversætte til engelsk. Men du må have tak for samtalen. Du kan finde den på ing.dk/k#6nhh.

Labels: 2009, ingeniøren, meta science

I forhold til de 1,4 milliarder mennesker som lever i ekstrem fattigdom i dag har vi det jo meget godt. Alt for godt, mener filosoffen Peter Singer. Hvis vi var anstændige moralske væsner, burde vi give vores overflod til dem som dør af sult eller som lever for under $1,25 om dagen. At vi ikke gør det er uetisk.

Peter Singers nye bog The Life You Can Save giver en koncis redegørelse for, hvorfor vi burde handle, hvor meget vi burde give, og hvordan vi bedst gør det. Det er ikke nogen nem sag at finde rundt i urskoven af lalleglad velgørenhed, hvor man ikke kan være sikker på, om man giver en hånd til de fattige eller en hånd til fattigdommen - dvs. til en fastholdelse af afhængigheden.

Det er her, ved adskillelsen af skidt og kanel, at bogen er bedst. Den kritiserer hjælpeorganisationer som ikke lever op til standarder om transparens og effektivitet, ligesom enhver anden børsnoteret business gør det. Graden af spild, bondefangeri og negative effekter er ikke lav i denne branche, og man skal virkelig se sig for, inden man hjælper ad denne vej. Men ikke desto mindre insisterer Singer på, at vi skal gøre det. Han diskuterer de mange modargumenter, og kommer altid frem samme resultat: Vi skal hjælpe. Mindst fem procent af indkomsten for en almindelig person fra middelklassen i de rige lande. Og mere for dem, som er rigere. Det liberalistiske argument om frihandel, selvstyre og selvhjælp er heller ikke godt nok, siger han, fordi der er så utrolig mange mennesker i nød uden at de kan gøre for det.

En god start som donor er f.eks. at kigge på givewell.net, grundlagt af de to tidligere hedgefond-managers Holden Karnofsky og Elie Hassenfeld, der for tre år siden fik nok af den uigennemskuelige velgørenhedsindustri. De begyndte at samle informationer om de mange organisationers finansielle struktur og lavede en rangliste over den mest omkostningseffektive måde, hvorpå man kan redde liv ved at donere penge. Relativt ukendte organisationer som Population International Services, The Carter Center og Partners In Health, viser sig at være langt bedre end de mere populære velgørenhedsorganisationer. GiveWells Lomborg-agtige regnestykker viser også, at den reelle pris for at redde et menneskeliv hos de bedste organisationer er mellem $400-$1000, og ikke de to-tre kroner som man hører om i reklamerne.

Det typiske modargument Singer får fra sine læsere er, at man da burde være i sin gode ret til også at nyde livet, til at bruge et par tusinde på en god restaurant en gang i mellem eller at køre i en lækker bil. Selvfølgelig, hvis valget stod mellem at køre ind i et barn eller i en lygtepæl, ville de fleste vælge lygtepælen, men denne moralske impuls synes kun at gælde for det umiddelbare og nære valg. Hvis nogen fortæller dig, at du ville kunne redde 100 liv ved at sælge bilen og give pengene til en god sag i Afrika, så er responsen som regel en anden.

Det gode liv behøver ikke at relatere sig til materielle goder. Han citerer undersøgelser, hvor det at give til andre, viser sig at være langt mere lykkebringende end at få. Desuden mener han, at det er forkert ikke at forhindre andres lidelse og død, hvis man ikke ofrer noget tilnærmelses lige så vigtigt som det. I modsætning til Zygmunt Baumans nærhedsetik er Singers nytteetik universel. Hans biologisk funderede argumenter i tidligere bøger har gjort ham til dyrerettighedsforkæmper, hans utilitaristiske udsyn har gjort ham til abort- og euthanasi-tilhænger, ligesom han mener, at babyer først kan betragtes som rettighedshavende individer når de er to år. Mange af hans foredrag er blevet afbrudt af vrede demonstranter, især mange troende.

Singer indrømmer gerne at de moralske standarder, som han analyserer sig frem til filosofisk, i praksis ikke kan efterleves til fulde af mange, heller ikke af ham selv (slået op: han giver 20 procent af sine indtægter til Oxfam og andre organisationer). Men han mener alligevel, at man skal gøre sit bedste, leve uden luksus og hjælpe mennesker i det fjerne som var de ens egne børn. Helt overraskende fik jeg her en fornemmelse af, at Singer bærer sin utilstrækkelighed som munken, der i bevidsthed om den evige synd bærer sit krucifiks. Men det er nok bare indbildning.

Alt i alt er bogen et praksisorienteret og velargumenteret manifest, der giver denne læser en god portion dårlig samvittighed. Men også handlekraft til at gøre noget. Så hvis man ligesom jeg gerne vil træffe det rigtige valg og hjælpe mennesker i fattigdom, er det den bedste guide til at træffe de rette beslutninger.

Peter Singer
The Life You Can Save
207 sider, Picador, 2009


Anmeldelser:
Financial Times
Information
Christian Science Monitor
New York Times
Media and Culture Reviews

Labels: 2009, bogblokken, ingeniøren

En simpel model for, hvordan folk opdaterer deres viden om hinanden, forklarer strukturen i mange sociale netværk.

Læs hele artiklen som pdf


Den engelske sociolog Herbert Spencer var tidlig til at påpege, at ideen om den frie vilje overhovedet ikke hænger sammen med, hvad folk gør i virkeligheden. Vi tror, at vi er herrer over vores eget selv og vores interesse i andre. Men i stedet, sagde Spencer, er vi kun interesserede i andre proportionalt med hvor ofte, vi har snakket med dem eller hørt om dem. Og rettet indadtil - mod selvet - giver opmærksomheden på os selv blot en illusion af et ego, det vil sige en fornemmelse af, at helheden må være mere end summen af vores tanker og følelser i hvert enkelt øjeblik.

Spencers dekonstruktion af selvet og den frie vilje i 1855 passede godt sammen med Darwins detronisering af menneskets position i dyre­riget fire år senere i 1859. Men mens 150-året for Darwins Arternes Oprindelse bliver fejret med pomp og pragt, er Spencers The Principles of Psychology blevet glemt. Først nu, med opfindelsen af computeren og adgangen til ordentlige data, er forskere blevet i stand til kvantitativt at evaluere nogle af Spencers teorier. Og hvis det stod til Kim Sneppen fra Center for Models of Life ved Niels Bohr Instituttet, så havde Spencer fat i den lange ende.

»Folk er kun så vigtige som antallet af gange, man har hørt om dem,« siger Sneppen. »Denne mekanisme er nok til at simulere de meget opdelte sociale netværk, som man kender dem fra det virkelige liv, hvad enten det er vennerne på Facebook, kammeraterne i klubben eller kollegerne på arbejde.«

Og modellen kan muligvis også bruges til at kaste nyt lys på dannelsen af religioner og af feudale strukturer. »Vores simuleringer viser, at stammeorganisering og sociale enklaver opstår spontant som resultat af agenter, der forsøger at pådutte hinanden deres synspunkter. Spencers observation er nok til at reproducere de fleste data. Kendte personer, profeter eller massemedier kan i en periode strømline netværket og danne hierarkiske strukturer, men uden autoriteter eller karismatiske agenter, vil de sociale netværk hurtigt disintegrere til små interessegrupper.«

Små verdener
Sammen med Martin Rosvall fra University of Washington i Seattle har Sneppen udgivet en række artikler, som viser nye veje inden for modelleringen af sociale netværk - et forskningsområde, der for nogle år siden fik megen omtale via populære artikler om fænomener som 'seks leds adskillelse' og 'small worlds'.

For at undersøge informationsstrømmen i sociale grupper udviklede forskerne en simpel model, hvor agenter udveksler informationer med hinanden om en tredjepart, og på den måde kommer trin for trin tættere på de agenter, som de er interesserede i.

»Agenterne i netværket opdaterer deres billede af verden, om hvem der ved hvad om hvem. På den måde får de et rimeligt korrekt kort over, hvordan verden ser ud,« forklarer Sneppen. »Og dette kort kan så bagefter bruges til at sende beskeder til hinanden, idet man allerede ved, hvilken vej de skal sendes.«

Adgangen til global information er i udgangspunktet begrænset af, hvad de nærmeste naboer ved, men hurtigt vil netværket udvikle en karakteristisk modulariet, hvor små interessegrupper er forbundet med enkelte langtrækkende 'hubs', der forbinder dem.

Dette svarer til, hvad socialpsykologen Stanley Milgram opdagede i 1960'erne, nemlig at det ikke krævede mere end seks led at komme i kontakt med en hvilken som helst person i verden. Disse af instruktøren John Guare populariserede 'six degrees of separation' viser, at vi på trods af en stærk social nichedannelse lever i en lille verden, hvor man hurtigt kan komme til hvor som helst, hvis bare man kender vejen.

Konkurrerende profeter
Det nye i Sneppens og Rosvalls arbejde er at kigge på, hvordan informa­tioner spredes på et netværk, og hvordan dette ændrer selve netværkets udseende.

»Det er ikke nok bare at snakke om struktur og netværk. Struktur og netværk er for udefinerede til at være interessante i sig selv. De har lidt lokalitet, og diameteren går selvfølgelig som logaritmen til størrelsen, fordi det gør alt, hvad der eksisterer i en netværksgeometri, og så er der nogle agenter som har mange flere links end andre, og så er der modularitet. Det er, hvad der er at sige om netværk. Først når man kigger på nogle konkrete ting i et netværk, bliver det interessant, og det er altid noget, der har at gøre med information,« siger Kim Sneppen.

Introducerer man for eksempel et massemedie, som er i stand til at kommunikere til alle på samme tid, vil det skabe et mere sammenhængende netværk der modarbejder fragmenteringen. Og jo mere kommunikation du har, jo mere hierarkisk bliver netværket.

Introduktionen af en meget karismatisk person, en profet eller en dygtig politiker, vil også langsomt opbygge et netværk med en karakteristisk powerlaw-fordeling af informationsveje, sådan som man kender det fra viral marketing. Er der flere profeter i et netværk, vil den bedste strategi være at bagtale den anden. »Udsagnet 'Du må ikke have andre guder end Mig' bliver helt automatisk det første bud i enhver antagonistisk orienteret religion,« siger Sneppen.

»For kristendommen var det f.eks. vigtigt at bygge kirker på toppen af de gamle helligdomme. Religioner har altid overtaget hinandens symboler og medier, og dette er ikke blevet mindre vigtigt i moderne tid, hvor nationalstater har flag og brede kommunikationsmidler til deres rådighed,« siger han.

Selvets illusion
Normalt ville mange antage, at dannelsen af diverse musiksmag, af forskellige politiske udsyn eller religiøse sympatier skyldes divergerende egenskaber og interesser blandt mennesker, hvorefter de af fri vilje samler sig blandt ligesindede. Men denne her model fortæller det omvendte: menneskers mange forskellige interesser skyldes den måde, sociale netværk opbygges på spontant og af sig selv, hvorefter man bekræfter hinanden i det man nu engang snakker om og prøver at klatre op ad den interne rangstige.

Det er helt unødvendigt at forudsætte en fri vilje eller en iboende individualitet for at forklare, hvad folk gør og interesserer sig for. Det er nok at antage, at kommunikation foregår på fragmenterede netværk via en selvbekræftende positiv feedback-mekanisme. Som Oscar Wilde engang sagde: der er kun en ting, som er værre end at blive talt om, og det er ikke at blive talt om.

Desuden er netværkene selvfølgelig også præget af store tilfældigheder, som derefter fastfryses af de selvorganiserede kommunikationsbarrierer. Så hvis man vil lede efter den frie vilje eller en unik personlighed, må det måske være her, i de tilfældige hændelser og ydre påvirkninger, at man skal lede.

Center for Models of Life har en hjemmeside, hvor man kan afprøve en lang række java-applets af de omtalte modeller for kommunikation hen over sociale og biologiske netværk. Se cmol.nbi.dk

Labels: 2009, ingeniøren

Boganmeldelse: Science and Islam, af Ehsan Masood

Det er på høje tid at der kommer læseværdige bøger på markedet, som fortæller om andre civilisationers forhold til - og udvikling af - naturvidenskaben. Frem for alt fra Islam, vores indflydelsesrige nabo, der betød meget mere end rygtet vil vide.

Man har længe vidst, at muslimske lærde bevarede de klassiske græske værker af Aristoteles, Platon osv. ved at oversætte dem til arabisk, alt imens vores egen kristne kultur foretrak at brænde dem istedet. Men det har været lidt af en hemmelighed, at disse lærde var en del af en blomstrende videnskabelig kultur, der selv opfandt og opdagede utallige naturvidenskabelige koncepter, og ofte i lang tid før vores egen kristne kultur gjorde det.

Tag for eksempel matematikeren Musa al-Khwarizmi fra det ottende århundrede, som populariserede det indiske talsystem (incl. nullet) og opfandt algebraen. Eller ibn-Sina (også kendt som Avicenna) fra Persien, som i det 11. århundrede fandt ud af, at sygdomme spredes gennem vand og jord, eller astronomen Nasir al-Din al-Tusi fra det 13.århundrede, som forbedrede de græske planetmodeller, uden hvilke Kopernikus næppe ville havde kunnet udvikle sin heliocentriske teori.

De udviklede ure, opfandt kameraer, opdagede blodcirkulation og diskuterede menneskets evolution lang tid før Lamarck og Darwin gjorde det. Journalisten Ehsan Masood beskriver i et let og tilgængeligt sprog omstændighederne for hele denne udvikling.

Bogens centrale og vigtige budskab er følgende: I den islamiske verden har der fra begyndelsen af været stor åbenhed over for videnskabelige erkendelser. Først i det øjeblik, hvor enkelte kaliffer brugte videnskaben til at påtvinge folk bestemte trostolkninger, opstod der modsætninger mellem religion og videnskab. Og resultatet var, at den ondskabsfulde rationelle tænkning tabte, mens den godmodige tro vandt.

Helt konkret skyldes denne besynderlige historiske vending 'Videnskabens Kalif' Al-Ma'mun, der regerede under Bagdads blomstringstid i 813-833. Han bedrev en overdreven, ligefrem militaristisk, videnskabelighed. Modstandere blev rask væk dræbt af inkvisitionen, kaldt mihna. Men det var en inkvisition, der forsvarede rationalismen, ikke troen.

Al-Ma'mun var den drivende kraft bag oversættelsen af de klassiske græske værker. I sine senere år ved magten beordrede han de lærde at gå rundt i landet og forkynde, at Koranen ikke var Guds tale, men en fiktion, skabt af mennesket. Dem som nægtede, fik hovedet hugget af.

Dette er grunden til, at mange muslimer ser Al-Ma'mun som en ateistisk diktator, der knægtede ytrings- og trosfriheden, snarere end som en initiator af den videnskabelige guldalder. Den videnskabelige tænkning har derfor et image-problem blandt muslimer på lignende måde som kirken har det hos os. Dette er en interessant pointe.

Bogen er den officielle ledsager til en BBC-serie om videnskab og Islam, som jeg desværre ikke har set.

Ehsan Masood
Science and Islam ? A History
240 sider, Icon Books , 2009




Anmeldelser:
Velcro City
New Scientist

Labels: 2009, bogblokken, ingeniøren

Respekteret forlag publicerede PR som var det videnskabelige artikler. Problemet er udbredt, siger forskere.

For lidt over en måned siden kom de første rapporter fra en retssag i Australien, hvori det blev afsløret, at medicinalgiganten Merck havde betalt forlaget Elsevier en ukendt sum penge for at udgive marketing-materiale forklædt som et seriøst fagblad. Siden da er sagen rullet i medierne og har kun vokset sig større og større.

Sagen startede, da en gruppe mennesker anlagde en retssag mod ­Merck i Australien. De havde fået slagtilfælde som følge af lægemidlet Vioxx, der gives mod leddegigt. Det viste sig under afhøringerne, at læger var blevet rekrutteret til at skrive fordelagtige udtalelser om medikamentet, mens de mere skeptiske læger blev blacklistet af Merck. I en intern Merck e-mail hed det, at "måske bliver vi nødt til at opsøge dem og smadre dem dér, hvor de bor".

En ekspert i medicinske fagtidsskrifter, George Jelinek, kunne ifølge The Scientist påvise, at Merck havde publiceret favorable produktudtalelser i Elseviers Australasian Journal of Bone & Joint Medicine, der lignede et ægte peer-reviewet fagblad.

»Kun det trænede øje og et intimt kendskab til publikationsmekanismerne for medicinske fagblade gjorde mig i stand til at se, at bladet ikke var et fagblad, men en marketing-publikation for MSDA (Merck, red.).«

I sidste uge kunne journalisten Bob Grant fra The Scientist så afsløre, at Elsevier har udgivet hele seks fagblade i perioden 2000-2005, som i virkeligheden var sponsorerede reklamer. Elsevier har ikke ønsket at udtale sig om, hvilke virksomheder der stod bag. De seks blade er alle en del af Elseviers Exerpta Medica-serie.

I mellemtiden har både Elsevier og Merck forsøgt at undskylde. Først udsendte Merck en officiel udtalelse den 30. april, hvori de efter en længere klagesang over pressens overdrivelser og falske påstande om Vioxx forsikrer, at de vil stramme op på deres procedurer, og syv dage senere afgav Elseviers Michael Hansen en forklaring på forlagets hjemmeside om at det var "en uacceptabel fremgangsmåde, som vi beklager".

Et "kommunikationsagentur"
Sagen har rullet i bl.a. The Guardian, New York Times og Der Spiegel, og især blandt bloggere. En række læger er i de seneste dage trådt frem med anekdoter om, hvordan de er blevet inviteret af Elseviers Exerpta Medica-serie til at skrive under på præformulerede reviews, og om lærebøger betalt af 'BigPharma'.

Ifølge Jaqueline Limpens fra det hollandske Cochrane Center er problemet langt større end de seks udpegede blade. De viser sig, at Excerpta Medica er en gren af Elsevier Business, og ifølge deres egen hjemmeside et "strategisk medicinsk kommunikationsagentur, der i partnerskab med klienter i medicinal- og biotekindustrien uddanner det globale sundhedsvæsen".

»Sådanne MECC's (medical education and communication companies, red.) udfører ghost-management,« skriver Limpens på sin blog, »hvor de forfatter artikler, som officielt tilskrives andre personer og så sendes til fagbladene. I ekstreme tilfælde kontrollerer medicinalindustrien og deres agenter hele fødekæden, lige fra forskning og analyse til skrivning og publicering«.

Labels: 2009, ingeniøren