Information 2. april 2001, 1. sektion, side 6

Nyt skud på menneskets stamtavle

Palæontologi: Vores stamtræ må endnu engang revideres efter fundet af et 3.5 millioner år gammelt kraniumi det nordlige Kenya

Af Maibritt B. Andersen og Robin Engelhardt

Indtil for få år siden så menneskets biologiske udviklingshistorie ud til at være forholdsvis simpel. Men et utal af nye kraniefund i løbet af de sidste 15 år har vendt op og ned på forskernes viden om vores forfædre. Og nu har fundet af et 3.5 millioner år gammelt fossil fra Kenya gjort stamtavlen endnu mere uigennemskuelig. Den nye art - og måske endda helt nye slægt - er blevet kaldt Kenyanthropus platyops, og den ligner ikke noget man har set tidligere - samtidig med at den mærkelig nok også ligner lidt af det hele.

Et mylder af arter
Ifølge de fleste lærebøger var fundet af den mellem 3,5 og fire millioner år gamle og (vist nok) bipedale Lucy fra arten Australopithecus Aferensis det historiske startskud til at abemennesker differentieredes i forskellige hominider eller menneskeabe-slægter. De opdeles normalt i tre typer: Australopithecus, Paranthropus og Homo.

Paranthropus, der betyder noget i retning af den robuste hulemand mener man har udviklet sig fra en tidlig Australopithecus ( den sydlige abe ) for to-tre millioner år siden. Slægten Homo, som vi selv er sene efterkommere af, nedstammer også fra Australopithecus, men fra en anden gren, og den udviklede sig til en selvstændig slægt lidt senere dvs. for omkring 1,8 millioner år siden. Men i løbet af de sidste par årtier har man opdaget endnu to slægter, som er dateret til at være henholdsvis 4,4 og 6 millioner år gamle og også flere nye Australopithecus-arter. Så menneskets udviklingshistorie bliver stadig mere kompleks. Alt tyder på, at der har levet flere menneske-slægter og temmelig mange arter samtidig for mellem to og 3,5 millioner år siden.

Homo fladfjæs
Det er en underlig tanke, at der i forhistorien har været så mange hominide arter, som har levet side om side og samtidig med hinanden, mens den eneste overlevende art i dag er Homo sapiens. Ingen ved om det skyldes en historisk tilfældighed eller mere tungtvejende årsager. For tre-fire millioner år siden var der i hvert fald mange arter, som levede i forskellige nicher, og som derfor havde udviklet forskellige kropslige egenskaber til at skaffe føde og klare hverdagen. Det nye fund har, ligesom de andre Australopithecus-arter, et meget lille kranievolumen, men til forskel fra for eksempel A. afarensis et meget fladt ansigt deraf navnet Kenyanthropus Platyops altså den kenyanske hulemand med den platte tud (Platyops fra græsk platus = flad og opsis = ansigt).

Nye kombinationer
Det er Meave G. Leakey fra Nationalmuseet i Nairobi i Kenya, der sammen med engelske, amerikanske og australske kolleger har gjort fundet af den fladtudede menneskeabe ved Turkanasøens bred i det nordlige Kenya, og de anatomiske undersøgelser af kraniedelene er beskrevet i det seneste nummer af det videnskabelige tidsskrift Nature. Det drejer sig om blot to kraniedele, men palæontologer kan få meget ud af et par ansigtsknogler. Knogledelene blev fundet i en aflejring, som er omkring 3,5 millioner år gammel. Der blev fundet mere end 30 kranie- og tandfragmenter i området, men kun de to er tilskrevet Kenyanthropus Platyops. De øvrige knoglefragmenter er endnu ikke tilskrevet nogen bestemt art.

Det specielle og lidt mystiske ved den nye art er, at den ikke besidder nogle træk, som ikke er kendt fra andre menneskeabearter. De er blot kombineret på en speciel måde. Kenyanthropus Platyops har en hjerne på størrelse med en chimpanses. Kraniet deler i det hele taget mange træk med chimpanser og primitive hominider for eksempel stærke kindtænder med en tyk emalje og en flad næse. Til forskel fra andre kendte primitive menneskearter, der typisk har fremtrædende kæbepartier og vigende pander, har platyops et særdeles fladt ansigt med høje kindben. En kombination, der undrer forskerne. Endnu har de ikke rigtigt gennemskuet, hvorfor han så sådan ud.

Homo rudolfensis
Det mest slående ved ansigtet er, hvor menneskeligt det ser ud. På trods af dets alder. Det ligner meget et andet kranium, der også blev fundet ved Turkanasøen i 1970 erne. Dets rester, som går under katalognummer KNM-ER 1470, peger også på et relativt fladt ansigt med små tænder - til forskel fra de mere fremstående ansigtstræk hos aber. 1470-mandens alder er blevet anslået til at være cirka 1,8 millioner år, og den er blevet klassificeret som arten Homo rudolfensis. Men det nye fund ligner 1470-manden meget - det til trods for, at platyops er næsten dobbelt så gammel. Forskerne er derfor blevet godt forvirrede, for det ville betyde, at kronologien for menneskets afstamning pludselig er blevet dobbelt så lang. Den fladtudede Kenyamand er nemlig lige så antik som den knap fire millioner år gamle Australopithecus afarensis (kendt under navnet Lucy ), og hvis der allerede til den tid var udviklet så menneskelignende arter, der kan forveksles med Homo rudolfensis, så betyder det, at forgreningspunktet mellem menneskeaber og aber må skydes en del længere tilbage i evolutionshistorien.

Evolutionære spring
Nærmere undersøgelser viser at platyops ikke kun har avancerede - det vil sige flade - ansigtstræk, men også meget primitive træk. Dens smalle ørekanaler ligner for eksempel mere chimpansernes og de andre abemenneskers træk - arter, der udvikledes før fire millioner år siden (Australopithecus anamensis og Ardipithecus ramidus). Det betyder at vores aners morfologiske træk ikke udviklede sig lineært fremadskridende gennem udviklingshistorien, men at der har været mange evolutionære veje, som udvikledes parallelt. Fladt, krumt, spidst, bøjet, buet, knoglet, stort og småt: De har været der alle sammen - og gerne samtidigt.

Forestillingen om at menneskets evolutionære afstamning ligner et træ med få og tykke grene er ikke længere holdbar. Det ligner mere og mere en uigennemskuelig busk af varianter, muligheder og fejlslagne forsøg. Mere end nogen sinde er menneskets stamtræ fuldt af spørgsmålstegn. Og ved hvert nyt fund bliver mulighederne for fortolkning flere. Der er en tradition for, at hominider klassificeres efter ansigtsknogler, men denne metode er ved at komme til kort med de mange kombinationer af kendte og ukendte strukturer man finder. Hvis man skal nå et gennembrud i opklaringen af menneskets afstamning, er det nok nødvendigt også at bruge andre opklaringsteknikker til at opnå resultater. Palæontologer, molekylærbiologer, cladister, dataloger, antropologer og flere andre forskningsgrene må lære at arbejde sammen om at udvikle nye analysemetoder, som kan trække brugbar information ud af vore forfædres jordiske rester.