Information 1. maj 2000, 1. sektion, side 7
Af Robin Engelhardt
Hvem har ikke hørt det før: Biologiske forklaringer på,
hvorfor kvinders bryster er så store, og mænds testikler er så
meget mindre, set i forhold til chimpansers. Eller forklaringer på, hvorfor
mænd er mere promiskuøse end kvinder, og hvorfor mord på
stedbørn er så meget mere hyppige end på egne børn.
Det er den kontroversielle forskningsgren sociobiologien, der nu hedder »evolutionær
psykologi«, som er ophav til de fleste af disse historier om menneskets
mere eller mindre amoralske (og ingenlunde enestående) adfærd i
dyreverdenen. Ifølge sociobiologien er den menneskelige natur med alle
dens fortrin og mangler en uomgængelig realitet. Vores umoral vil ikke
forsvinde med hverken pisk eller gulerod, ej heller med et dobbelt pensum marxistiske
seminarer.
Men når den menneskelige natur nu er så uomtvistelig en realitet,
så må den også kunne underkastes en videnskabelig analyse.
Ved at undersøge vores evolutionære historie og lave statistiske
analyser af vores sociale adfærd (og sammenligne dem med vores nærmeste
slægtninge, aberne), må man kunne slutte sig til en del sandheder
om den måde, vi omgås os selv og hinanden på. Det var tanken.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om sådanne emner giver
videnskabelig mening, eller om de ikke snarere hører til de litterære
eller politiske sfærer. Uden tvivl er de gode til at sætte gang
i en kedelig fest, men forskerne indenfor den evolutionære psykologi mener
i hvert fald, at de nu har fundet hårdtslående beviser på,
at den menneskelige adfærd vitterlig bedst kan beskrives ved hjælp
af evolution og vores gener.
De selviske gener
For at finde sociobiologiens og den evolutionære psykologis rødder
må man gå lidt tilbage i historien, ja, faktisk helt tilbage til
Darwins bøger Descent of Man og The Expression of Emotion in Man and
Animal, hvor Darwin i meget forsigtige vendinger forsøgte at nærme
sig biologiske forklaringer for dyrs og menneskers sociale adfærd. Det
viste sig hurtigt, at biologiseringerne var meget modtagelige for alskens pseudovidenskabelige
og racistiske generaliseringer, og selv Robert A. Fishers rent matematiske analyser
af populationer og deres genetiske udvikling senere i 1930 erne kunne ikke overvinde
de raceforbedrende undertoner, som til stadighed lå i teorien om den neo-darwinistiske
syntese.
Men den Anden Verdenskrig ændrede billedet. Meget af den tidligere ideologisering
forsvandt, og man bestræbte sig på at gøre evolutionsbiologien
mere objektiv og stueren (hvilket selvfølgelig også er en ideologi).
Opdagelsen af DNA i 1953 skabte en ny tro på en genetisk determinisme,
og siden da har der været stigende fokus på vores geners funktion
og betydning for den menneskelige udvikling. Der findes mange gode grunde til
at tro, at generne er den enhed, den naturlige udvælgelse »arbejder
bedst på«. Afgørende for en effektiv selektion er, at vi
har at gøre med fleksible og variable størrelser. At enhedernes
levetid er så lang som mulig, og at de baserer sig mere på arv end
på miljø (biologen Richard Dawkins har foreviget dette genocentriske
syn på verden med ordene: »Vi er ... et robotvedhæng, blindt
programmeret til at vedligeholde de selviske molekyler kaldt gener«).
Det er klart, at disse elementer ikke er nok til at beskrive den naturlige udvælgelse.
Gener selekteres ikke af sig selv, men gennem kroppe, sociale strategier udvælges
af sociale dyr, og ideer udvælges blandt mennesker. Men ikke desto mindre
fokuserer den evolutionære psykologi på den ene halvdel af processen,
som er den, generne repræsenterer.
Kin-selektion
Teorien om den evolutionære psykologi går ud på, at adfærd,
ligesom anatomi og fysiologi, i høj grad er arvelig, og at hver enkelt
organisme i sin kamp om overlevelse er ude på at nedarve og dermed forøge
frekvensen af sine egne gener så meget som muligt. Men en organismes gener
eksisterer ikke kun i organismen selv. De eksisterer også i organismens
identiske tvillinger (100 procent), i dens søskende (50 procent, i gennemsnit),
i fætre og kusiner (25 procent) og så fremdeles ned ad slægtstavlen.
Følelser og hjælp til familien giver således stadig mening
i et evolutionært perspektiv, og den gamle rigide darwinisme, som den
blev fremstillet i den første halvdel af det 20. århundrede med
»survival of the fittest«, suppleres med en maksime om slægts-udvælgelse,
dvs. en forklaring på, at det er nyttigt at hjælpe sine nærmeste.
På engelsk kaldes denne opdagelse kin-selection eller »inclusive
fitness«, og den blev for første gang undersøgt og beskrevet
af biologen William Hamilton i hans berømte artikel om The Genetical
Evolution of Social Behaviour fra 1964. Teorien om kin-selektion har været
en af de vigtigste grundpiller for den biologiske adfærdsforskning, som
den kom til at forme sig op igennem halvfjerdserne og firserne. Edward O. Wilsons
klassiker Sociobiology fra 1975, der populariserede Hamiltons tanker og udviklede
dem i en mere radikal retning, landede således som en granat i 70 ernes
politiske teorier, der primært så mennesket som et socialt væsen,
der kan formes i alle retninger ved hjælp af det rette miljø og
den rette opdragelse. Men pludselig var det de skæbnetunge gener, som
var i centrum. De havde deres egne liv og var selviske, blev det sagt, og enhver
altruistisk handling var blot en mere forfinet egoisme end den tidligere idé
om »alles kamp mod alle.«
Omvendt altruisme
Revisionen og udvidelsen af Darwins teori om den naturlige udvælgelse
fortsatte med udarbejdelsen af den såkaldte evolutionære spilteori
i løbet af 70 erne. Den kunne give plausible forklaringer på, hvordan
samarbejde kan opstå og manifestere sig i en gruppe af total-egoister.
Så længe man kan skue en personlig fordel en gang i fremtiden, kan
man godt stille op og hjælpe andre. Robert Trivers, en biolog, der havde
arbejdet med anvendelser af spilteori på dyreadfærd, udviklede således
teorien om den »omvendte altruisme«, der bedst kan karakteriseres
som en slags handelsaftale mellem to eller flere parter. I en verden, hvor der
findes utallige fjender og naturkatastrofer, er det vigtigt at danne strategiske
alliancer, og jo mere fleksibel og vidtskuende en organisme er, jo bedre kan
den snyde andre, og modgå snyd fra andre. Menneskets »omvendte altruisme«
er derfor en endnu mere sofistikeret variant af kin-selektion, og afhængig
af vores evne til at forudse andres handlinger. Det er derfor ikke underligt,
at mennesket både er bedrageriets og empatiens mester.
Evolutionær psykologi argumenterer for, at vores emotionelle tendenser
og instinkter korresponderer med spilteoriens regler, fordi det er disse, som
er de underliggende realiteter for de sociale forhold. Derfor er der ikke nogen
modsigelse i vores genuine uselviske følelser, der fører til sande
uselviske handlinger, så længe de selviske fordele er statistiske
og langsigtede (som alle egenskaber der driver den naturlige udvælgelse
jo er det). Spilteoriens forudsigelser er nemlig forudsigelser om sandsynligheder
og udbytte på lang sigt. Hvis det var muligt i detaljer at forudse konsekvenserne
for enhver handling og lave beregninger på baggrund af dem, ville der
nok være brug for flere sociale følelser end dem, mennesket er
i stand til at frembringe i dag sådan rent egoistisk set.
Velvillig mistro
Det er vigtig at huske, at et darwinistisk syn på den menneskelige godheds
oprindelse ikke gør den mindre god. Det er blot et andet forsøg
på at forklare nogle sammenhænge. Den evolutionære psykologi
er hverken hård videnskab eller pseudovidenskab. Ifølge filosoffen
Harmon Holcomb fra University of Kentucky er den snarere en »protovidenskab«,
dvs. en videnskab i sin vorden. Man har al grund til at være mistroisk,
hvad angår dens ideologiske konsekvenser, især når man nu
kender den menneskelige natur så godt, som man gør. Men alt tyder
på, at den evolutionære psykologi i sin forfinelse måske en
dag kommer frem til, at man ikke kun skal elske sine nærmeste, men også
den næste og næste igen.