Information 21. august 2000, 1. sektion, side 6
Af Robin Engelhardt
John blev født som hermafrodit. Han kom på sygehuset og blev undersøgt
for sine tvetydige kønsorganer. Lægerne mente, at han egentlig
var en pige, og John blev opereret. Hun hed pludselig Joan, fik dukker og pigetøj
og lærte at elske sine kjoler og sit lange hår. Siden 1960 erne
har denne case story været fejret som et bevis for, at småbørns
kønsidentitet er noget man kan forme. Men sådan er det ikke længere.
I hvert fald ikke i USA. Siden begyndelsen af 90 erne har en voksende gruppe
af mennesker i USA stillet spørgsmålstegn ved den strenge opdeling
af mennesker i to køn. Mange hermafroditter og pseudohermafroditter er
stået frem og har forlangt at blive behandlet som normale og ikke som
syge eller misdannede . De har dannet interessegrupper og politiske organisationer,
for at mennesker med uspecificerede køn kan blive anerkendt. I det små
er lægestanden også ved at ændre holdning.
Hvor der tidligere kun var et enten eller, er det svære spørgsmål
i dag blevet: Hvornår er en kønsoperation en normalisering af en
defekt, og hvornår er den et kulturelt overgreb?
Gammel praksis
I Danmark er der endnu ikke sket noget i den retning, siger professor Preben
Hertoft, der er tidligere overlæge på sexologisk klinik på
Rigshospitalet. Men han tror, det kommer. »Det er ganske interessant,
hvordan der er ved at ske en radikalisering på området. For det
er jo radikalt helt at ville nedbryde forestillingen om to kønsformer
til fordel for fem eller flere. De fleste mennesker definerer sig via deres
køn. Der er i hvert fald mange mænd, som definerer sig udelukkende
via deres kønsorgan,« siger Preben Hertoft til Information. Ole
Nielsen fra børnekirurgisk afdeling på Rigshospitalet er en af
de få kirurger, som behandler den slags interseksuelle børn, og
han siger: »Vi behandler primært børn, som har misdannede
kønsorganer og børn, som har karakteristika, der ikke svarer til
deres egentlige køn. Og det er rigtigt, at der er nogle, som vil fortryde
senere.« Dem, der måske kan opstå problemer med, er mennesker,
som har både et x- og et y-kromosom, siger Ole Nielsen. »Der har
vi haft enkelte klager. Men i de 20-30 år jeg har arbejdet på området,
har jeg mødt måske 10-20 mennesker med det problem. Så problemet
eksisterer, men det er et meget lille mindretal, og man kan nemt komme ud i
områder, hvor psykologiske faktorer også spiller ind,« siger
han. Ole Nielsen påpeger desuden, at der til forskel fra tidligere tider
nu foregår en langt mere nuanceret afvejning af fordele og ulemper ved
en operation.
De fem køn
Men ifølge en ny artikel i fagbladet The Sciences, som er skrevet
professor Anne Fausto-Sterling fra Brown University, er denne tilgang til automatisk
at tilbyde operation en stor fejl. Det er en misforstået hjælp at
ville »udjævne diversiteten til fordel for to diametralt modsatte
lejre,« skriver hun. Der er langt flere varianter i de seksuelle kendetegn,
end man typisk antager i sundhedssystemet, fortsætter hun. Både
kromosomer, hormoner og de eksterne og interne kønsstrukturer kan variere
meget, og når man så tænker på kombinationen af de mange
muligheder, gør det spektret af den menneskelige seksualitet til et langt
bredere og mere flertydigt felt, end man har kunnet eller villet ane. Fausto-Sterling
havde allerede i 1993 foreslået at redefinere antallet af køn til
at omfatte fem varianter: Foruden mænd og kvinder, findes der også
herms (ægte hermafroditter, altså mennesker født med både
æggestokke og testikler), merms (mandlige pseudohermafroditter, som er
født med testikler og visse aspekter af kvindelige genitalier) og ferms
(kvindelige pseudohermafroditter, som er født med æggestokke og
visse mandlige genitalier). Man kan finde niveauer af maskulinitet og kvindelighed
i enhver tænkelig kønsblanding. En kromosomal, hormonal og genital
mand kan springe ud med en kvindelig kønsidentitet. En kromosomal kvinde
med mandlige hormoner og mandlige genitalier, men med kvindelige hormoner i
puberteten, kan udvikle en kvindelig identitet, skriver Fausto-Sterling. Ægte
hermafroditter er dog meget sjældne cirka én ud af 100.000.
Antallet af pseudohermafroditter og andre slags interseksuelle er ifølge
hendes nyeste undersøgelser 17 ud af 1.000 mennesker. Det svarer til
1,7 procent, dog med store geografiske udsving.
Frivillige kønsroller
Som et resultat af disse studier har Ian A. Aaronson fra Medical University
of South Carolina i Charleston, USA, grundlagt organisationen NATFI (North American
Task Force on Intersexuality), der ønsker at fremme en ny sex-nomenklatur.
Blandt de mange forslag, der skal erstatte det gamle binære system, er
der lagt stor vægt på at finde værdineutrale begreber, som
fokuserer på menneskers udviklingsproces i stedet for på de forudfattede
kønskategorier.
Tre interseksuelle typer kunne ifølge ham være: Type I) Interseksualitet
som resultat af atypisk viriliserende påvirkninger. Type II) som resultat
af en afbrudt virilisering. Type III) hvor kønskirtlerne ikke har udviklet
sig i den forventede retning. Den afgørende definition er dog, ifølge
Suzanne J. Kessler fra State University of New York, at det ikke er genitalier,
hormoner eller kromosomer, der afgør, hvilket køn man er, men
den person man fremstiller sig som og den kønsrolle, som man udfører
i praksis. Men både det amerikanske og det danske samfund er stadig langt
borte fra dette mulige ideal. De fleste interseksuelle mennesker er ifølge
Fausto-Sterling derfor ofte i en voldsom konfliktsituation mellem sociale normer
og fysiske kendetegn. I et forsøg på at bringe de to virkeligheder
overens, er en operation ofte den eneste udvej. Omvendt gik det for den opererede
John eller Joan; skoleeksemplet fra før. Joan hedder i dag David
Reimer, og har trods de fjernede testikler og manglende penis ikke kunnet finde
ud af at leve som kvinde. Han bor nu sammen med sin kone og har adopteret et
barn.