Information 28. maj 2001, 1. sektion, side 1
Af Robin Engelhardt (rob)
DET BURDE være på høje tid at kigge nærmere på,
om den gamle idé om patenter stadig er så god som den var for hundrede
år siden. Generelt er man gået ud fra, at patentsystemets støtte
til at offentliggøre en opfindelse fremmer den teknologiske udvikling
samtidig med, at den beskytter opfinderen økonomisk. Det er et mantra,
som er blevet gentaget utallige gange gennem historien, dog uden at man nogensinde
har undersøgt påstanden i detaljer. Senest har Erhvervsministeriet
fremlagt en redegørelse om patentering af software, hvor man har gentaget
ideen. På trods af lange beskrivelser af fordelene ved open-source-software,
som ikke er patenteret, og endnu længere beskrivelser af de ulemper, patenter
fører med sig, mener rapportens konklusion at kunne pege på et
forsigtigt tilsagn om at tillade patentering af software i Danmark.
Hvordan kan det være? Jo, det skyldes primært den omstændighed,
at Europa i flere år har befundet sig i en løgnagtig retstilstand,
hvor det har været forbudt at patentere software samtidig med at man har
gjort det alligevel. Den situation er selvfølgelig uholdbar, og derfor
prøver man i Erhvervsministeriet at indrette loven efter, hvordan virkeligheden
ser ud - ikke efter hvad der er bedst. At læse erhvervsministeriets redegørelse
er som at være tilskuer til en frivillig selvbesmittelse med en grim sygdom,
med efterfølgende diskusssion af, hvilken medicin man skal indtage for
at lindre skaden.
ARGUMENTERNE mod patenter på software er alle blevet bragt mange gange
før. Og man kan da godt gentage dem. Men det er interessant at iagttage,
hvordan regeringen ikke synes at forstå konsekvenserne af at leve i det,
den selv kalder for et videnssamfund. De nye IT-produkter er ikke længere
et resultat af en enkelt opfinders idé. De er et resultat af mange menneskers
ekspertise og skyldes et kompliceret samarbejde mellem mange firmaer rundt omkring
i verden. Vi er omgivet af netværksprodukter, hvor værdien af et
delprodukt først opstår i forbindelse med andre delprodukter, og
hvor den samlede værdi først stiger i takt med antallet af brugere.
Kapitallogikken bryder sammen, når man ikke længere kan finde entydige
forbindelser mellem opdager og opdagelse, mellem produkt og producent og mellem
brug og bruger. Og pludselig begynder patenterne at virke modsat hensigten.
I stedet for at hjælpe innovationen på vej, begynder de at hindre
den, og i stedet for at være en økonomisk sikring, bliver de enormt
dyre at håndhæve.
PATENTER bliver i dag næsten udelukkende brugt defensivt for at undgå
rettighedstrusler fra andre firmaer med andre patenter. Indbyrdes har de store
IT-firmaer lavet krydslicensaftaler, så de frit kan benytte hinandens
patenter, hvorimod små uafhængige opfindere og opstartsfirmaer holdes
ude med dyre licenskrav. Det er en uholdbar koldkrigssituation, hvor patenter
bruges som afskrækkelse, og ikke som innovationsredskab, og hvor kun de
store monopoler får lov at sidde med ved bordet. Og det er også
derfor, flertallet af danske IT-virksomheder faktisk helst ville være
foruden patenter: De er dyre at få og udelukker dem fra det gode selskab.
Der findes i dag deciderede parasit-firmaer, som har specialiseret sig i at
tage patenter, kun for at true med at sagsøge andre. Den slags dybt uetiske
firmaer kan kun leve på grund af et utidssvarende patentsystem, der forsøger
at påstå ejerskab, hvor der mest af alt er fællesskab.
OMVENDT ÅBNER frigivelsen af de basale programmeringsværktøjer
op for en maksimal fremdrift i netværksøkonomien, fordi den tiltagende
teknologiske kompleksitet kræver et væld af eksperter fra mange
flere fagområder, end hvad et enkelt firma kan rumme. Monopoler og stadig
større fusioner er selvfølgelig ét muligt svar på
udfordringen. Åbne og patentfrie standarder er et andet - og i sidste
ende bedre. Det kan godt være, at de patentfrie programmer, som man kan
få på markedet i dag, endnu ikke har haft den store betydning for
de almindelig forbrugere. Men inden for den offentlige sektor, som står
for alt lige fra IT-infrastruktur til undervisning, er åbent programmel
den eneste fornuftige vej frem. Dette er i øvrigt også konklusionen
i en rapport fra det norske forvaltningsdirektorat, Statskonsulet, der har undersøgt
Linux og open source som et alternativ til de lukkede softwareprodukter, som
man kender dem fra især Microsoft. Rapporten siger, at den stigende grad
af ensretning i valget af licensbeskyttet programmel har kostet staten mange
penge og har gjort de offentlige forvaltninger alt for afhængige af deres
leverandører. Staten burde lukke op for de gratis produkter, da det er
langt billigere at oplære personalet end at betale licenser for de patenterede
varer.
MEN STATEN burde ikke kun lukke op for brugen af fri software. Den burde også
understøtte udviklingen af den. Og det kan kun ske gennem en indrømmelse
af, at softwarepatenter er i modstrid med open source, ligesom den er i modstrid
med princippet om vidensdeling. Hvor ville det dog være rart, hvis regeringen
for en gangs skyld ville være konsekvent i forhold til de mange ord om
videnssamfundet. Erhvervsministeriets udspil peger den anden vej: Man følger
med strømmen, uden retning eller mål.