Information 18. oktober 2000, 1. sektion, side 3
Af Robin Engelhardt
Der er krig i cyberspace. En krig om musik, rettigheder og penge. Pladeselskaberne
er rasende over den lethed, hvormed man kan kopiere musik uden vederlag til
hverken kunstnere eller dem selv. Musikerne er splittet i to lejre, og kan ikke
finde ud af, om de skal bifalde det nye digitale medium som en chance for at
komme ud blandt publikum, eller om Internettets ubegrænsede distributionsformer
tværtimod vil udhule deres indtægter, eftersom deres løn
primært stammer fra salget af de fysiske cd er.
Indtil videre findes der kun én ægte vinder i dette komplicerede
spil af modsatrettede interesser. Og det er forbrugeren. Han sidder som en almægtig
monark bag konsollen og bestemmer, om det denne gang skal være en ægte
cd, købt i en butik eller online, eller om han vil nøjes med en
omgang piratkopierede mp3-filer. Han kunne også blot bytte et par musiknumre
med andre entusiaster via programmerne Napster (1,4 milliarder downloads i september)
eller via Gnutella. Om mindre end et år vil situationen være endnu
mere tilspidset. For så vil det digitale netværk være stærkt
nok til også at downloade Hollywoods nyeste filmproduktioner. Forberedelserne
til filmbranchens hidtil værste skrækscene er i fuld gang.
Frihed og fremskridt
Hvad bliver problemets løsning? Censur, forbud og retssager har indtil
videre kun avlet modaktioner fra hackersamfundet og de frie softwareudviklere.
Disse anarkistiske partisaner har indtil videre kunnet programmere sig ud af
enhver juridisk faldgrube. Den private ejendomsrets kolonialisering af cyberspace
er indtil videre ikke lykkedes.
Seneste påståede offer for endnu et cyberangreb blev det såkaldte
Secure Digital Music Initiative, SDMI, som endda havde inviteret hackere til
at forsøge at angribe deres koder, der skal forhindre online-pirater
i misbrug. Ved hjælp af et udspekuleret vandmærke- og sporingssystem
var det meningen at SDMI skulle kunne forhindre ukontrolleret kopiering af de
frække mp3 er på Nettet. Ifølge internetmagasinet salon.
com er deres kode blevet knækket, men SDMI s talsmænd nægter
at det skulle være tilfældet. Først til november vil de officielle
resultater foreligge.
Det er dog ikke kun teknik og manipulation af nuller og ettaler, problemet handler
om. På et mere fundamentalt niveau er selve principperne om copyright
blevet udfordret af virkeligheden på Internettet.
I den håndfaste fysiske verden kan copyrights, hvis de vel at mærke
bliver brugt til deres rette formål, beskytte de kreative kræfter
i arbejde. Men i den digitale verden har copyrights ikke lige så entydige
virkninger. Mnge ting peger tværtimod på, at de frem for beskyttelse
afspejler forbud og blokade, hindrer udviklingen af fundamentalt nye informationsteknologier
og dermed påkalder sig harme blandt forbrugerne.
Forbyde hvad?
Tag for eksempel Napster og Gnutella: To former for programmel, der tillader
mennesker at dele digitale informationer via deres computere. Hvis man ikke
vil bremse selve brugen af programmerne, som jo kan være vigtige og nye
måder at organisere netværk på, hvor skal man så kræve
afgifterne fra? Fra de enkelte mp3-filer velsagtens, men de er kronisk svære
at holde styr på. Så længe Internettets kommunikationsteknologier
ikke er fuldt udviklede, vil ethvert forbud mod et program eller en teknik blive
anset for at stå i vejen for udviklingen. Og det vil desuden blive anset
for et angreb på retten til fri tale og informationsudveksling mellem
mennesker.
Endnu et eksempel er firmaet Cyber Patrol, der udvikler familievenlige værktøjer
til at filtrere anstødeligt materiale på Nettet. De er blevet sagsøgt
og dømt for at misbruge andres ophavsret, fordi fjernelsen af det anstødelige
materiale afhænger af at manipulere andres programmer. I ytringsfrihedens
navn har vi accepteret, at man godt må distribuere anstødeligt
materiale på Internettet. Men kan det være rimeligt, at man end
ikke må fravælge dette materiale, blot fordi man derved krænker
den private ejendomsret?
Vertikale monopoler
Traditionel lovgivning kommer altså ofte til kort over for det nye medium,
og når man spørger rundt i branchen er alle enige om, at der skal
helt nye ideer på bordet. Situationen er ikke holdbar. En stor del af
problemet er pladeselskaberne. Det er jo velkendt, at ingen stoler på
dem. Musikelskere føler sig grundigt tørret hver gang de betaler
150 kroner for en ny cd. Kunstnerne føler sig også snydt, og efterhånden
som Internettets direkte forbindelse fra kunstner til bruger vil blive udbygget,
vil pladebranchen derfor i stigende grad virke som en overflødig dinosaur,
som blot prøver at score kassen.
Det ved pladebranchen alt for godt. Af angst for at blive forbigået af
den nye teknologi fusionerer man derfor på livet løs. Alle led
i musikfødekæden lige fra produktions- og distributionsfirmaerne
til salgs- og PR-virksomheder skal erhverves. Ingen ved, om dannelsen af disse
vertikale monopoler, som man f.eks. kan se i AOL-Time Warner- EMI-koncernen,
vil kunne lægge en effektiv dæmper på forbrugerens krav om
frit indhold på Internettet, eller om det tværtimod er udtryk for
en forældet forretningsmodels sidste krampetrækninger.
Fair behandling
Situationen indbyder til nye ideer. I stedet for at bruge millioner af dollar
på retssager mod Napster, http://mp3.com og alle de andre kopi- og distributionsprogrammer,
der underminerer pladeindustriens eksistensberettigelse, er der flere og flere,
der overvejer helt nye indgange til problemet. Veje som kan give alle deltagere
en fornemmelse af at blive behandlet ordentlig. For det var jo også det,
der var den oprindelige hensigt med copyrightsystemet.
For at pladeselskaber kan genopbygge den tillid, må de først og
fremmest opbygge et system, som mennesker tror på. Magtargumenter virker
ikke i digitalalderen. Da det er brugeren, der sidder med magten, må pladeselskaberne
håbe på at blive behandlet ordentligt, når de selv behandler
deres kunstnere og kunder ordentligt. Gensidig fair behandling synes at være
den eneste vej frem. Så længe alle udnytter alle, vil musikprogrammernes
sorte marked aldrig forsvinde, lige meget hvor mange milliarder der investeres
i retssager, bål og brand.
Hvordan skulle sådan et system se ud? Frivillig økonomisk kompensation
til kunstnere? Hvordan kan man være sikker på, at folk opfører
sig ordentligt? På enhver high-school i USA, foregår der alt andet
end fair handel: Mp3-filerne udveksles i stor stil, uden at en eneste elev nogensinde
har købt en cd. I længden vil den frie musikbar ikke kunne tolereres
af nogen. Men hvor afgifterne og licenserne i fremtiden skal ligge, hvor høje
de skal være, og hvordan det hele skal kunne implementeres rent teknisk
er stadig et problem, som der selv blandt eksperter ikke er en tilnærmelsesvis
tilfredsstillende løsning på. Heller ikke de juridiske forhold
er afklaret endnu. Ingen kender det endelige svar, men for at være tilfredsstillende
for alle, må copyrightsystemet i den virtuelle verden kunne afveje mange
forskellige interesser. Og selv om en god licens inden for et retfærdigt
og fair copyrightsystem ikke kan tvinge folk til etisk og forsvarlig opførsel,
så kan det da i hvert fald opmuntre til det.