Information 20. november 2000, 1. sektion, side 6
Af Robin Engelhardt
Et opslag i Encyclopaedia Britannica under ordet masturbation giver
følgende forklaring: »Manipulation af genitalierne for vellystens
skyld, normalt indtil orgasme. Ordet masturbation bruges normalt i betydning
af selv-manipulation, men kan også beskrive manipulationen af en seksuel
partner i stedet for samleje.«
Opslaget fortsætter med at nævne den »ekstreme overtro«
og de »voldsomme tabuer«, der gennem tiden har omgærdet denne
praksis, og som den romerske kirke stadig den dag i dag anser som en dødssynd.
Hvilken afstand er der ikke til den forklaring, som man finder i de medicinske
opslagsværker fra begyndelsen af 1800-tallet. I Dictionnaire des sciences
médicale defineres en Masturbateur sådan her: »Denne
unge mand var i fysisk og psykisk forfald. Han var ved at blive blind ... hans
hud var bleg, hans tale for-vrænget, hans øjne udhulede. Samtlige
tænder var blotlagt, tandkødet var belagt med åbne sår
og viste tegn på skørbug. Den eneste lykkelige afslutning på
hans lange lidelser var døden.« I koncentreret form får vi
her alle de myter serveret, som har omgivet dette tabu-betyngede emne. Man bliver
blind, tænderne falder ud, og sindssygdommen er stærkt på
vej.
Hjernedråber
Masturbation ser ud til at have været et tabu siden Adam og Eva. Jødernes
om-skæring af unge mænd, handlede for eksempel om, at man mente,
at det ville fjerne en del af den seksuelle nydelse - foruden at være
»rensende.«
Ordet Pneuma blev i det gamle Grækenland brugt i betydning af ånde
eller pust, og »dyriske ånder«, såsom sæd. Enhver
afsondring af sæd blev anset som en afsondring af marv, altså også
hjerne, og derfor farlig.
Den romerske historiker Diogenes Laertios beskriver i sit kapitel om Pytagoras
sperm som »hjernedråber«. I og med at en mand aktiverer sit
køn, risikerer han at blive åndssvag. Også Platon advarer:
»De livsbånd, der forbinder sjæl og legeme, har deres hold
i marven. Det er i marven, rødderne til det menneskelige køn ligger.«
Stemmen lider også under sædafgang, blev det sagt. I det gamle Rom
anbefalede man retorikerne, som skulle dyste i en politisk forsamling, ikke
at have sex dagen før af hensyn til deres stemme og talegaver. De ensomme
munke fra middelalderen kendte også kun alt for godt til farerne ved de
stille timer, hvor drifterne spøgte under kutten. De kaldte dem »middagsdæmoner«,
og de udløste en hel række melankolske drømmerier, hvoraf
den moderne verden kun har bibeholdt sex-fantasierne. Kirkefædrene beskrev
dette onde indgående og kaldte det acedia, hvilket betyder noget i retning
af sørgmodighed eller tung-sind.
Das Ding an sich
Selv ikke oplysningstiden hjalp synderligt på problemet. Den schweiziske
læge Samuel Tissot (1728-97), som normalt fejres som grundlæggeren
af den rationelle medicin, mente, at masturbation var forårsaget af en
civilisation af lave, lediggang og for mange pikante romaner. I sin bog, som
oversat til dansk hed Onani, eller en afhandling om lidelser forårsaget
af masturbation (1766), mente han, at onani reducerer blodtilløbet til
hjernen og medfører sindssyge, gigt, hovedpine, hæmorider og impotens
blandt andet.
Immanuel Kant, Tysklands største filosof fra 1700-tallet, var helt rabiat
på det punkt. Han anså onani for at være værre end prostitution.
Ifølge den franske filosof Jean-Baptiste Botul, der studede filosoffens
seksualliv, pakkede Kant sig sammen som en kokon om natten for ikke at kunne
røre ved sig selv. Middags- og nattedæmonerne var de største
fjender for kantianismens »Ding an sich«. Han foldede flere tæpper
stramt omkring sin krop og holdt armene oven på dynen.
Kant havde også et sindrigt system af stropper og beholdere i soveværelset
for ikke at behøve at tænde lyset, hvis han skulle op om natten.
Han forblev efter sigende evig ungkarl og anså enhver unødig afsondring
af kropsvæsker det være sved, spyt eller sæd som både
ødselt og uanstændigt. Logikken siden Platon siger, at sperm-spild
er det samme som hjernespild, og derfor ikke godt for filosofien.
Og sådan kan man blive ved. Sylvester Grahams Lec-ture to Young Men (1834)
var den første seksualoplysende bog og præsenterede en hel række
advarsler mod onani og kaldte det »selvmisbrug« og »selvbesmittelse.«
Resultatet var teenagere med bumser, ja endda kræftbumser.
I midten af 1800-tallet kom også kvinders seksualitet frem i lyset. Man
genopdagede den såkaldte »klitoridek-tomi«, altså beskæring
af klitoris, som en persisk lærd ved navn Ibn Sina havde skrevet om 800
år tidligere. Det blev især promoveret af englænderen Isaac
Baker Brown, som behandlede nymfomani og masturbation.
Mål i sig selv
»Normal ovatiotomi« blev et hit i slutningen af århundredet,
hvor man fjernede sunde æggestokke for at lindre symptomerne hos kvinder,
der var hysteriske eller neurotiske.
Selv i dag er onani ikke noget, man taler om i offentligheden. Unge studieværter,
der gerne vil være lidt provokerende, inviterer måske en såkaldt
»orgasme-ekspert«, som gør sig klog på 117 måder
at få orgasme på. Man snakker om »livmoderhals-orgasme«
og andre mærkværdigheder, men aldrig om en stille og nydelsesfuld
hjemmeruller. Det faktum, at masturbation har et tilfredsstillende mål
i sig selv, bliver sjældent nævnt i fagbøger, der typisk
anbefaler masturbation som et nyttigt værktøj til at tilfredsstille
partneren.
Men masturbation er mere. Det er vores første seksuelle aktivitet her
i livet. Det er et unikt udtryk for en kropslig kreativitet, naturligt tilgængeligt
og brugt af mange flere små børn, end man egentlig går og
tror. Selvom den moderne lægestand ikke direkte understøtter budskabet,
er der intet »sygt« i at onanere, heller ikke hvis man har en partner.
(Så har man da i hvert fald sex med en man kan lide). Man fejrer sin egen
seksualitet og evne til at nyde sin krop, og det er der intet i vejen med. Så
giv dig selv en hånd!