Information 8. maj 2000, 1. sektion, side 6
Af Robin Engelhardt
Amerikanske forskere kan forudsige skilsmisser og ægteskabers stabilitet
med 87 procents sikkerhed. Det viser en storstilet undersøgelse foretaget
på University of Washington i løbet af de sidste ni år. Resultaterne
er blevet offentliggjort i marts-udgaven af Journal of Family Psychology.
Forskernes eneste redskab i undersøgelsen er et to timer langt interview
med ægtefællerne.
»Det er utroligt at dette værktøj er så nøjagtigt
i sine forudsigelser,« siger medforfatter Sybil Carrère til Information.
»Vi stiller åbne spørgsmål om parrets forhold, ægteskabet
og filosofien bag et ægteskab.« Teknikken er blevet udviklet af
professor i psykologi John Gottman, og beregningerne blev foretaget af Kim Buehlman,
begge fra Washington Universitet.
»Nøglen er ikke, hvad folk siger, men hvordan de gør det,«
siger Buehlman i en pressemeddelelse. »Mennesker ønsker at kode
indholdet for, hvad de siger, og derfor må man komme ned under indholdet
for at måle de ægteskabelige bånd. Kodningssystemet koncentrerer
sig om de positive eller negative elementer i det, ægtefællerne
mindes og omtaler hinanden med.«
Smuk musik
»For eksempel,« siger Buehlman, »spørger vi parret,
hvordan de mødtes. Hvad de gjorde på deres første date?
Hvorfor de besluttede at blive gift? Hvordan deres bryllup var? Hvor de tog
hen på bryllupsrejse? Hvordan overgangen til ægteskabet føltes
for dem, og hvad der har været de hårdeste tider for dem?«
»Efter interviewet er færdigt,« forklarer Buehlman »koder
vi resultatet med følgende dimensioner: Ømhed/ hengivenhed, negativitet
overfor ægtefællen, sammenhold contra selvstændighed, udfarenhed,
glorificering af kampen, ægteskabelige skuffelser, kaotiske relationer,
flygtige relationer, etc.« Også relationens forløb og en
sammenligning med de respektive forældres ægteskaber anvendes til
at belyse ægtefællernes indstilling overfor hinanden. Og resultaterne
er entydige. Efter fire til seks år var nøjagtigheden på
forskernes forudsigelser, om hvorvidt ægteskaberne holdt eller ej, på
89 procent, og efter syv til ni år var den 81 procent.
»Hvad der er mest forbløffende ved kodningssystemet er, at der
fremkommer et specifikt mønster hos de lykkeligste og de mindst lykkelige
ægteskaber,« siger Carrère. »De lykkeligste ægtefæller
taler med næsten kun én stemme, fordi de i høj grad er stemt
ind på hinandens ønsker og skæbner. Disse mennesker kender
deres partners værd her i livet, og de er ikke ude på at få
nogen ned med nakken. Det er virkelige smuk musik.«
»Hos de ulykkelige par er der ingen symmetri. Der er ingen respekt, og
de er virkelig grimme overfor hinanden. De kæmper for at finde nogle positive
ting at sige om hinanden og forholdet. »En del af det ægteskabelige
bånd består af det globale filter, de har af relationen,«
tilføjer Kim Buehlman. »Har man stærke ægteskabelige
bånd og er tiderne hårde, giver man gerne sin partner en pause.
Selv hvis man er uenig om bestemte ting, forsøger de lykkelige par altid
at undgå destruktive argumenter, fordi de virkelig holder af hinanden
og værdsætter hinandens forskelle. Med svage bindinger giver man
ikke sin partner den samme respekt og venlighed. Der er meget mere uenighed
og meget mindre venskab.«
Flest lykkelige par
Forskerne fornemmer et vist provokerende element i deres forskning, fordi resultaterne
viser sig også at kunne bruges for nygifte. I et tidligere forskningsarbejde
fra 1992 brugte de kun par, der havde et eller flere børn på mindst
fire år. Resultaterne var en smule bedre, idet 94 procent af de i alt
56 par blev forudsagt korrekt. Men en forudsigelsesnøjagtighed på
over 80 procent er i alle tilfælde et godt resultat.
Blandt de 95 nygifte ægtepar, der deltog i den nye undersøgelse,
blev kun 16 (dvs. 18 procent) skilt efter ni år. Dette er langt under
det normale landsgennemsnit, og skyldes nok, at mange af de par, der meldte
sig til undersøgelsen, var meget begejstrede for deres forhold, og ønske
at lave et »show off« omkring ægteskabet. Som Carrère
siger: »Det er svært at få ulykkelige par ind i et studie
som dette.« Men det vigtigste budskab for nye par er ifølge forskerne
ikke at undervurdere venskabets betydning. »Mange par overser venskab,
som har tendens til at smuldre bort i løbet af ægteskabet, når
ting som karriere og børn begynder at overtage i hverdagen,« siger
Carrére. »Hvis man forsømmer venskab vil det positive filter,
man har om sin partner langsomt forsvinde. I et sundt forhold må folk
bruge tid på at passe hinanden, ligesom de bruger tid på at passe
sig selv.« Selvfølgelig fortæller forskerne aldrig deres
forsøgspersoner, hvorvidt de tror ægteskabet vil holde eller ej.
»Vi laver statistiske analyser mange år efter, vi har samlet alle
data. Så laver vi en faktoranalyse for at se, hvilke kategorier der er
væsentlige for de enkelte forudsigelser og hvilke ikke. Først mange
år senere tjekker vi, om metoden har kunnet forudsige udfaldet korrekt
eller ej,« forklarer Buehlman.