Information 1. marts 2001, 1. sektion, side 1

De levende døde

Det Etiske Råd, der sidste år i enhver praktisk forstand afgik ved døden som en rådgivende forsamling, efter at dets entydige nej til patent på liv blev forbigået i Folketinget, har nu løftet hovedet op af sarkofagen

Af Robin Engelhardt (rob)

Det Etiske Råd, der sidste år i enhver praktisk forstand afgik ved døden som en rådgivende forsamling, efter at dets entydige nej til patent på liv blev forbigået i Folketinget, har nu løftet hovedet op af sarkofagen. Man kunne måske håbe på, at denne så pludselige tilsynekomst skyldtes en sidste rest af moralsk styrke til at opponere mod interessegruppers udnyttelse af uartikuleret liv. Men nej. Her, halvanden måned før påske, er Etisk Råd blot genopstået af gammel vane, ikke som en frelser, men som et spøgelse, der går sine faste runder. Og som spøgelser nu engang plejer, medbringer de en masse kulde og hovedrysten.

I en udtalelse om kloning, der offentliggøres som en 72 siders orange pamflet i dag, er Etisk Råd nemlig vendt på en tallerken. Kort efter Dollys entré i foråret 1997 ville et enigt Etisk Råd, lige som resten af befolkningen, ikke høre tale om kloning af mennesker. I dag ser det anderledes ud. Embryonale celler er godt nok potentielt humane, men det er ikke noget, man burde tage så alvorligt, viser det sig. Hvis disse pluripotente stamceller kun bruges til »forskning i behandling af alvorlige sygdomme«, er det ok, siger Etisk Råd. Brugen af de levende døde fosteranlæg som medicinske forsøgsobjekter tjener altså en højere sag. Det bør nævnes, at udtalelsen ikke er truffet i enighed. Fem ud af 16 medlemmer stemte imod brugen af terapeutisk kloning ved hjælp af embryonale celler, sådan som det også blev vedtaget af det britiske parlament for kort tid siden.

Nu har ethvert menneske ret til at mene sit om dette emne. De fleste har ingen mening. Men hvis man vil prøve at udvikle et nogenlunde acceptabelt moralsk standpunkt, så viser det sig, at det anstødelige ved terapeutisk kloning måske ikke så meget ligger i selve proceduren, forstået som dyrkning af egne stamceller til brug ved behandling. Der findes meget mere ulækre ting, som er i brug i dag. Det anstødelige er snarere den manglende kontrol af de følgefænomener, som vi vil komme til at se i kølvandet på udviklingen. For eksempel er DNA jo ikke noget, der kan reproducere sig selv. Det kræver en ægcelle, og en ægcelle vil derfor blive en meget eftertragtet råvare . En af de allerførste konsekvenser vil være, at ikke kun stamceller, men også kvinders kroppe vil blive tingsliggjort. Og det i ubehagelig grad. Dette problem står ikke at læse i udtalelsen.

I lyset af tidligere udtalelser må det stå klart, at Etisk Råds konklusioner er tillempede og har mistet enhver form for konsekvens. De, som betegner udviklingen som en glidebane, har i høj grad ret. Man må forvente, at det vil fremskynde udviklingen af nye hybrid-teknikker inden for IVF, præimplantationsdiagnostik, genterapi og genetisk manipulation med kønsceller. I USA er man langt fremme og holder sig heller ikke tilbage over for de eugeniske aspekter af sagen. Desuden vil patenteringen af celler og gener, sådan som det blev tilladt sidste år, kun accelereres yderligere. Ved blot den mindste hentydning til profit korser Etisk Råd sig dog fem gange, for det er der en konvention imod. Men ingen skal bilde sig selv ind, at penge ikke kommer til at spille en stor rolle i dette spil.

Vi synes at stå i en situation, hvor vi ikke rigtig ved, om vi er blevet overordentlig fitte, eller overordentlig dekadente. Filosoffen Oswald Spengler mente engang, at det er præcis i dette tvivlsomme øjeblik, den kulturelle identitet holder op med at eksistere. Og tingsliggørelsen af kvindekroppen er det første sikre tegn. Forfaldet ses også i det lille orange hæfte. De teknokratiske argumenter for og imod, hvor meget og hvor lidt, hvornår og hvornår ikke, fylder stadig mere til fordel for de filosofiske og kulturhistoriske helhedsbetragtninger, der tager hensyn til arv og tradition. Publikationen virker så let som et penselstrøg. En retouchering hen over gamle tanker og værker, der engang blev skabt i en lang tilblivelsesproces. Etisk Råds konklusion har visket stort set alle metafysiske ræsonnementer bort. Den handler om formål og teknikaliteter som pixelstørrelser og udtrykker dermed meget tydeligt den kopi- og erstatningsteknologi, som den selv er et aftryk af.

Mistanken om, at Etisk Råd altid kun har haft én funktion, nemlig at være en bøjelig og værditom lynafleder for en skræmt befolkning; en maskeret legitimering af fremskridtstroen, ført af en usynlig hånd, er igen blevet bestyrket. Nogle kalder det en glidebane, andre oplysning og igen andre blot »formning«. Etisk Råd burde lægge sig tilbage i ligkisten og blive dér.