Information 31. juli 2000, 1. sektion, side 6
Af Robin Engelhardt
Eksotiske virusepidemier i verdens store metropoler er for længst blevet
en del af populærkulturens mange skrækscenarier. Men det er desværre
også blevet en del af virkeligheden. Og det i stigende grad. I en tid
med en ekstrem overbefolkning i hovedstæderne, flygtningestrømme,
masseturisme og nye infektionsveje på grund af de mange ændrede
økologiske forhold er der opstået ideelle betingelser for spredning
af sygdomme, som tidligere var begrænset til små lokale samfund
i geografisk meget isolerede egne. Men i vor tids fortsat sammenvoksende verden
får farlige vira nye muligheder for at sprede sig til områder, hvor
de vil kunne blive mere virulente, mutere til farligere varianter eller blot
skabe voldsom panik i befolkningen.
Seneste eksempel på et nyt virus, som tidligere kun har eksisteret i de
mere sydlige egne, er udbruddene af den såkaldte Vestnil-virus i New York
City og i Boston. Allerede sidste år forårsagede Vestnilen mindst
62 alvorlige infektioner i New York City, hvoraf syv mennesker døde,
og igen i år regner man med at dette insektbårne virus vil få
dødelige konsekvenser for metropolen. Derfor er man nu på opfordring
fra det amerikanske center for prævention og sygdomskontrol, CDC, begyndt
at sprøjte med insektgift i alle parker og i de grønne områder.
Forventet udbrud
En dansk ekspert på området er Bent Faber Vestergaard fra Statens
Seruminstitut i København. Han er ikke overrasket over, at Vestnilen
igen har fået fat i New York. »Det var jo til at forvente. Virus
er i fuglene lige nu, og de trækker fra Florida op til New York, hvor
der er en stor tæthed af både myg og mennesker,« forklarer
han til Information. »For at en virusinfektion af den slags, som foregår
på østkysten i USA lige nu, kan brede sig, så kræver
det dels, at der er en masse varmblodede dyr, som er modtagelige over for infektionen,
og dels at der er mange myg, som kan overføre sygdommen til mennesker.
Infektionen ytrer sig typisk ved feber, hjernebetændelse og den slags.«
Da Vestnilen er en såkaldt arbovirus, smitter den mennesker typisk gennem
blod-sugende insekter (artropoder) som for eksempel myg. »Arbo-«
står altså for den måde de smitter på. Arbovirus findes
også i Europa, hvor den mest almindelige er den centraleuropæisk
hjernebetændelse, som findes på Bornholm, men ikke i resten af Danmark.
Denne overføres af tæger, det vil sige af skovflåt, som man
i den forbindelse ikke må forveksle med sygdommen Borelia, der skyldes
en bakterie.
Smitter myg tilbage
Det specielle ved infektionerne i storbyer som New York skyldes ifølge
Bent Faber Vestergaard den omstændighed, at virus skifter vært frem
og tilbage mellem fugle, myg og mennesker,. Det virker så som en slags
forstærker for virus, som kan gå hen og resultere i de store og
farlige udbrud: »På et eller andet tidspunkt, typisk efter 1-2 uger,
har menneskene så meget virus i blodet, at de kan smitte myg tilbage.
Når myggen så stikker, får den smittet blod, og så breder
infektionen sig i myggen først i mavetarm-kanalerne, og senere
til spytkirtlerne. Så kan myggen smitte et nyt varmblodet dyr, som den
igen forsøger at suge blod fra.« »For at holde hele denne
dynamiske proces i gang kræves det, at der er en eller andet kritisk tæthed
af myg og en tæthed af modtagelige varmblodede dyr. Og det kan altså
være både fugle og pattedyr. Men når infektionen kan brede
sig hurtigt fra én stat til en anden og fra én by til den næste,
er det på grund af fuglene, fordi myggene ikke flyver ret langt,«
siger Bent Faber Vestergaard.
Når man bliver smittet af Vestnilen som menneske, behøver man altså
ikke nødvendigvis blive syg. Det eneste, der kræves for at processen
kan gå i gang , er, at der er mange mennesker og mange fugle. »Pludselig
er udbruddet til stede, og pludselig er de væk igen og kan skifte fra
sted til sted. Det er meget karakteristisk for alle arbovirus, når det
drejer sig om infektioner gennem myg. Når det er skov-flåt, er der
noget der tyder på, at de bare kan være smittet hele tiden.«
Og at det kan smitte i New York, skyldes at Central Park virker som en gigantisk
rugekasse: »Problemet er jo, at der er for mange myg, og det skyldes blandt
andet, at der ikke bliver ryddet op alle steder. Der ligger masser af gamle
coladåser og gamle bildæk rundt omkring i gaderne, og når
det så regner dannes der små vandpytter, hvor myggene yngler. Det
skal være stillestående vand, og man ved fra masser af andre byer,
at arbovirusinfektioner i storbyerne i høj grad skyldes affald, der samler
vand, når det regner.«
Vestnilen i Europa
I 60 erne undersøgte Bent Faber Vestergaard den ve-nezuelanske encephalitis
virus, som er en hjernebetæn-delsesvirus, der bredte sig i løbet
af blot ti år fra Venezuela helt op til Texas. Amerikanerne var derfor
meget interesseret i at forstå årsagen til dens hurtige fremfærd.
Man fandt ud af, at det var på grund af fuglene, som sad i trætoppene,
og som indgik i en smittecyklus med myg. Når fuglene så tog på
de årlige træk, bredte smitten sig. Og det er også det, der
er sket i New York i sidste uge. I langt overvejende grad er det fuglene, der
er smittet, og de falder så døde ned fra himlen. Myggene bliver
også syge af det. »Inden for de sidste 20 år har der også
været mindre udbrud af Vestnilvirus i Europa,« siger Bent Faber
Vestergaard. »Jeg mener, det var i Spanien, Italien, Polen og Rumænien
alle sammen mindre lokale udbrud i en landsby eller i et sogn.
Forudsætningerne er altså, at der mange myg og smittebærere,
og så skal de kunne køre frem og tilbage.« Men Bent Faber
Verster-gaard mener ikke, at der er sandsynlighed for at vestnilen kan komme
til Danmark.
»Nej, det tror jeg ikke, fordi vi har ikke myg nok. I Sverige og Finland
er der mange, men alting dør ud om vinteren, og vestnilen kræver
et vist kontinuum. Det er derfor, den er i de tropiske lande, hvor der er myg
hele året, og hvor der hele tiden er et reservoir af virus, der kan køre
frem og tilbage. I Amerika kan virus bare bevæge sig ned til Florida om
vinteren, og så kan det komme op igen næste sommer. Nok har man
kolde vintre derover, men fuglene trækker først op langs østkys-ten
om sommeren, samtidig med at myggepopulationen stiger. Når myggepopulationen
har nået en vis tæthed her i slutningen af juli, opstår der
en risiko for den slags udbrud.« Giften, som man sprøjter med,
tager ikke kun myg men også alle mulige andre insekter. Den økologiske
balance i New York vil derfor blive ødelagt i et stykke tid, og desuden
har mange miljøorganisationer i New York ytret en angst for, at giften
i det lange løb også vil kunne skade mennesker.
Bent Faber Vestergaard mener ikke at sprøjtningen er en hysterisk reaktion:
»Nej, problemet er, at der er for mange mennesker på ét sted.
Når man har konstateret smitte hos nogle få mennesker, kan man ikke
sige, om det blive fem, hundrede eller fem tusind i morgen, fordi viruset er
så dynamisk. Erfaringen siger, at det er bedst at slå det ned med
det samme.«
Hvad er det for nogle erfaringer man har gjort sig?
»Det store problem i verden i dag er den såkaldte Dengue-feber.
Den er blevet urbaniseret, og det er blevet et meget stort problem. Adskillige
hundrede danske turister bliver hvert år indlagt for Dengue feber, og
vi ser kun toppen af isbjerget, fordi Dengue ytrer sig som en slags influenza,
hvor vi kun ser dem med høj feber. Folk bliver raske igen, men problemet
er, at der er flere typer at Dengue, og når man så får det
anden gang, kan man godt risikere at få en alvorlig infektion.«
Kommende epidemier
Hvor stor en fare betyder det voksende antal mennesker for nye sygdomsepidemier?
»Det er klart, at faren eksisterer, og den stiger formentlig eksponentielt
med antallet af mennesker. Det kan for eksempel se med Dengue-feber.«
Den eneste grund til at man kan forestille sig Dengue er blevet et stort problem
både i Caraibien, Sydamerika, Afrika og Fjernøsten er, at der er
flere mennesker. Risikoen afgøres af antallet af mennesker og antallet
af myg. Men det skyldes også, at man mange steder omdanner tidligere skovområder
til landbrugsområder. En række infektioner, som for eksempel gul
feber, kører frem og tilbage i trætoppene mellem fugle og myg.
Når man fælder skoven kommer de ned og inficerer pattedyrene. Men
i de tropiske storbyer er det primært et affaldsproblem,« slutter
Bent Faber Vestergaard.