Information 3. oktober 2002, 1. sektion, side 9
Af Robin Engelhardt
Det er en velkendt, men ikke synderlig omtalt sag, at de utallige internetguruer,
futurister og erhvervskonsulenter, som for blot et par år siden bebudede økonomiens
og videnssamfundets grænseløse blomstring i internet-æraen, har pakket deres
bærbare computere og fået andre job. De stod i spidsen for Dotcom-sagaen, der
handlede om at lave teknologi om til pop. De økonomiske konsekvenser af dette
»hype« er nu for alvor ved at vise sig. De ideologiske og sociale konsekvenser
er mere usynlige.
Hubert L. Dreyfus, der er professor i filosofi ved University of California
i Berkeley, har med bogen Livet på nettet forsøgt at anskueliggøre, på hvilket
fejlagtigt grundlag de fremherskende forestillinger om internettets muligheder
i virkeligheden ligger. Resultatet er en forfriskende og veldrejet bog, der
tør tage udfordringen op mod den politisk fremherskende og af medierne stærkt
understøttede teknologioptimisme, og han forstår at argumentere for sine kritikpunkter
på en overbevisende og vedkommende måde.
Krop over ånd
Overordnet frygter Dreyfus, at internettet er i fuld gang med at revitalisere
platoniske idealer om sjælens og åndens overlegenhed i forhold til den forgængelige,
menneskelige kropslighed. Dette er ikke kun uheldigt, mener Dreyfus, men skæbnesvangert,
fordi internettet får os til at glemme vores krop som den reelle og nødvendige
klangbund, hvorfra enhver individualitet og bevidsthed skabes.
Mod de moderne platoniske tendenser fører Dreyfus tre filosofiske fæller frem
på banen: Nietzsche, Merleau-Ponty og Kierkegaard. Fælles for i hvert fald de
to første er deres absolutte tro på det legemligt handlende subjektets meningsgivende
kraft. Det er ikke en luftig, materieløs bevidsthed, der får os mennesker til
at erkende verden eller os selv, men vores kropslige, følelsesmæssige og intuitive
anlæg.
Fjern fra læring
Dreyfus mener, at menneskets kropslighed er afgørende, hvis de skal kunne give
verden mening. Uden den fysiske krops involvering i de daglige hændelser kan
man kun tillære sig rent kognitive evner, som ikke er tilstrækkelige for at
»forstå« fuldt ud, eller til at mestre de nødvendige kompetencer i en given
livssituation.
Men Dreyfus bruger især Kierkegaards kritik af dagspressen og hans teorier om
de æstetiske, etiske og religiøse stadier som udgangspunkt for en omfortolkning
af internettets egenskaber. Her starter Dreyfus (og Kierkegaard) en radikal
oplysningskritik: Dagspressen fremmer distanceret refleksion i stedet for »engagement«.
Derfor er dagspressen - ligesom internettet - nivellerende for alle menneskelige
værdier. Den er konformiserende for den enkelte, og demoraliserende for alle.
Et udpræget sympatisk træk ved bogen er, at den ikke tager velkendte argumenter
om internettets fordele og ulemper for givet for så at filosofere om deres konsekvenser,
men at den tager fat i selve argumenterne og deres skjulte forudsætninger. Ofte
er resultatet det modsatte af, hvad der populært bliver troet.
F.eks. er fænomenet fjernlæring, eller e-learning, som det kaldes, blandt mange
udråbt som den sande lighedsskabende og demokratiserende undervisningsmulighed
for fremtiden, fordi den under optimale omstændigheder tillader alle, uanset
køn, klasse eller slægt at blive uddannet til det, han eller hun har lyst til
uden at skulle rejse til fjerne byer eller betale store indskrivningsgebyrer.
Dreyfus viser derimod, at fjernlæringens elementære ulemper i form af den umuliggjorte
fysiske tilstedeværelse hos eksperten eller hos »mesteren« (det være den praktiserende
læge, mekanikeren eller bageren) ville medføre en grundlæggende elitedannelse
i fremtidens undervisning, nemlig en opsplittelse af dem, som kun har råd til
at masseundervises via video- og audiofiler, og dem, som har råd til at være
fysisk til stede, når mesteren eller eksperten øser af sin viden.
For »viden« - i ordets rigeste betydning - indeholder langt mere end at have
læst tilpas mange onlinedokumenter. Det indeholder erfaring, daglig praksis,
omverdensforståelse, tavs viden, mesterskab og praktisk visdom. At forvente,
at mennesker kan lære en profession via nettet, er som at tro, at man kan få
kørekort på et bibliotek. Man kan ikke lave »undervisningsmaskiner«, sådan som
psykologen B.F. Skinner engang påstod. TV har ikke revolutioneret undervisningssystemet.
Det vil internettet heller ikke.
Intet engagement
En lignende negativ konklusion kommer Dreyfus frem til i forhold til fortolkningen
af de virtuelle fællesskaber. I den glade variant hedder det, at livet på nettet
kan skabe nye sociale bånd via de virtuelle fællesskabers uforpligtende engagement.
Men i virkeligheden, siger Dreyfus, skaber dette engagement kun en illusion
af at bevæge noget, ja, værre end det; fællesskaberne medvirker til at hindre
enhver form for reel, praktisk og forpligtende engagement i den virkelige verden.
De er skadelige, fordi de sluger tid og energi i digitaliserede kommunikationsformer,
som er essentielt uforpligtende. De passiviserer og hæmmer mennesket. Det gør
de, fordi de opmuntrer os til at beskæftige os med det, vi »vælger« at brænde
lidenskabeligt for, frem for det, der måtte være relevant at beskæftige sig
med.
Ved hjælp af Kierkegaard argumenterer Dreyfus for, hvordan internettet fremelsker
en distanceret refleksion som nihilismens kilde. Ikke-stedbundne informationer
skaber ikke-stedbundne, distancerede tilskuere, som pludselig har fået en mening
om alt, hvad der ikke vedkommer dem samtidig med, at de ingen mening længere
har om det, der absolut burde vedkomme dem.
Bogen Livet på nettet er en tiltrængt øjenåbner for alle, der vil tage internettet
alvorligt. Godt skrevet, let læst og fint oversat giver den et indblik i de
brugsvanskeligheder og teknologiske begrænsninger, som præger internettet. Budskabet
om, at livet på nettet kan medføre tab af vigtige kropslige egenskaber såsom
tillid, relevansforståelse og delagtighed i »nære« problemstillinger, er særdeles
tiltrængt i dag. For selvom vi har set, hvor galt det kan gå, når en gruppe
af excecutive managers og selvudråbte it-apostle kan få alverdens børser til
at slå kolbøtter og lade millioner af mennesker miste deres sparepenge, har
vi stadig lang vej tilbage for at forstå, hvad internettet i virkeligheden kan
- og ikke kan - bruges til.