Information 14. maj 2001, 1. sektion, side 6
Af Robin Engelhardt
Stoffer er tilbage på den politiske dagsorden. I løbet af de seneste
par år er der udkommet flere danske bøger om bevidsthedsudvidende
stoffer, vejledninger og statistikker, og jævnligt behandler Folketinget
lovforslag om enten at udvide eller begrænse brugen af stoffer - senest
i forrige uge, hvor regeringen fremlagde to lovforslag om at forbyde det tiltagende
antal hashklubber rundt omkring i landet. Det almindelige standpunkt i debatten
er, at hvis man tager stoffer af medicinske hensyn, er det o.k. Hvis man tager
dem for sjov, er det ikke. Men hvad nu, hvis man tager dem af spirituelle årsager?
Hvis man vil lære sig selv og sine grænser bedre at kende, eller
hvis man er på jagt efter endnu ukendte åndelige dimensioner? Er
det noget, der er sundt for psyken og noget, der burde være en ret for
alle at få lov at prøve? Eller er det for sjov, for farlig og derfor
forbudt?
Videnskabens accept
Noget tyder på, at der så langsomt er ved at ske en holdningsændring
omkring brugen af i hvert fald visse stoffer. Ikke kun i offentligheden, men
også i de naturvidenskabelige kredse, hvor en større viden og en
større tolerance er i gang med at opbløde gammel frygt og fordom.
Virkeligheden er jo den, at ingen tager så mange stoffer som læger
og oplyste mennesker. Det vakte derfor ikke så lidt opsigt, da to nye
bøger om de kemisk fremkaldte bevidsthedsrejser for ikke så længe
siden blev anmeldt meget positivt i det førende lægevidenskabelige
fagblad The Lancet. De to bøger var henholdsvis Charles Hayes'
antologi Tripping, der gengiver en lang række førstehåndsfortællinger
om psykedeliske trip hos kendte som ukendte 'trippere'. Den anden bog hedder
In search of the ultimate high, og er skrevet af Nicholas og Anja Saunders
sammen med Michelle Pauli.
I Lancets anmeldelse slår anmelderen blandt andet til lyd for, at det
er på høje tid for de biomedicinske fagområder at gå
aktivt ind i det pædagogiske arbejde omkring en ansvarlig brug af bevidsthedsudvidende
stoffer, hvis ikke man vil tabe hele den populærkulturelle masses tiltro
på gulvet. Et hurtigt kig på statistikkerne viser, at vi alle er
på stoffer, og hvis man spørger mennesker på gaden er holdningerne
til rusmidler som regel meget afbalanceret. Det skyldes blandt andet, at stoffer
er et vidt begreb. De spænder over et enormt spektrum fra afhængighedsskabende
dope til harmløse rusmidler; de kan være narkotiske, stimulerende,
berusende, hallucinogene, psykometriske, psykedeliske, bevidsthedsudvidende
eller entheogeniske, og de bruges i vidt forskellige sammenhænge - alt
fra den smadrede narkoman på Istedgade over religiøse og shamanistiske
ritualer til det månedlige LSD-trip hos den moderne, eksperimenterende
psykonaut. Disse finere skel og detaljer bliver ofte overset, og mange landes
lovgivninger bugner derfor af selvmodsigelser, af manglende viden og af frygt.
Den rensende rejse
Begge de omtalte bøger forsøger at give et objektivt billede af
de erfaringer, som mennesker har gjort sig med psykedeliske stoffer. I bogen
Tripping er Charles Hayes dog ikke hele tiden i stand til at bevare det
neutrale overblik, og svinger ofte over i lyriske beskrivelser af oplevelserne.
Men bogen indeholder en imponerende samling af faktiske historier, der er baseret
på interviews med mennesker fra mange forskellige lande og kulturer.
I In search of the ultimate high bliver læseren taget endnu mere
under armen, og i visse kapitler begynder man at få en helt anden måde
at tænke over stoffer på. Med beskrivelsen af en lang række
personlige oplevelser illustrerer bogen, hvordan stoffer bevidst og omhyggeligt
bruges til at opsøge ukendte, spirituelle erfaringer, og vel at mærke
uden at skønmale metoden. Tværtimod synes et gennemgående
træk ved de mange trip at være et ønske om at rense krop
og sjæl, selv hvis det kræver fysisk ubehag. Diarré og opkast
er ikke ualmindelige hændelser, og modsat gængs tro er det snarere
fysisk overvindelse end vane, det kræver at opsøge disse ultimative
oplevelser. De opnåede højder er til gengæld så lykkeberusende
og ofte subtile erfaringer, at bøgerne er en fornøjelse at læse
alene af den grund.
Platon som tripper
At stoffer kan bruges til bevidsthedsudvidende formål er ikke nyt. Utallige
fund og overleveringer bekræfter, at de gamle kulturer brugte mangeartede
urter til det formål, og bøgerne gennemgår enkelte eksempler,
bl.a. peyote i Amerika og iboga fra Afrika. De diskuterer også brugen
af psykoaktive stoffer i forhold til de store religioner som kristendommen (især
gnosticismen), hinduismen, buddhismen og mange andre. Faktisk er de psykedeliske
oplevelser igennem menneskehistorien så almindelige, at de burde beskrives
i et helt normalt sprog - nemlig som trip.
Selv Platons sjælerejser kan i denne sammenhæng ikke ses som særligt
meget mere seriøse og ophøjede end de rejser, techno-kids foretager
en lørdag aften. Platons hule-lignelse handler om sjæle, der skal
frigøres til livstid. Platon selv er rejselederen, der udvikler en filosofisk
psykologi, hvor sjælen for første gang kan sættes for sig
selv og uden for kroppen til livstid. »En filosof er en person, som allerede
i livet forsøger at være så død som mulig,«
sagde Platon, fordi en skøn død (mens man lever) indeholder muligheden
for at træde ind i sjælens selvstændige rige - en slags himmel
eller hinsides - som kan trækkes tilbage til denne verden. Platon var
i den forstand ikke kun vores kulturkreds' første store filosof - han
var også trippens første teoretiker.
Et interessant fænomen er bøgernes omfattende brug af ord som sjæl
og reinkarnation. Det er begreber, som den moderne videnskab jo typisk nægter
at have noget med at gøre. Problemet med ordet sjæl er, at det
i historisk set har været brugt for at fremme dogmatiske eller religiøse
tankesystemer. I dag kan man som 'oplyst menneske' højst acceptere ordet
sjæl som synonym for psyke. Det kan dog være problematisk, fordi
man dermed også siger farvel til en langt rigere metafysik end den, naturvidenskaben
er i stand til at tilbyde i dag. Måske er bøgerne og den positive
reception i fagbladene et tegn på, at naturvidenskaben ikke længere
fornægter begreber som sjælevandringer og reinkarnation, så
længe de indgår i en metafysisk tænkning, der ønsker
at åbne op for hele den fænomenologiske rigdom, verden og vores
sansning af den, består af, og ikke kun begrænser sig til de scientistiske
regler fra det 19. og 20. århundrede. Ordene kan pludselig genbruges -
i anførselstegn - for at forsøge at erfare det, der endnu ikke
kan erfares med bedre ord.
Lykken sat i system
Bøgerne vil appellere til alle os 'pæne mennesker', der ikke har
turdet eller nået at opsøge de illegale dealere og larmende raveparties,
men som altid har haft en interesse i at forstå de tætte bånd
mellem trip, filosofi og jeg-erfaringer. Som virtuelle rejseledere til disse
kemisk inducerede oplevelser er bøgerne en god start og desuden udsøgt
læsning. For dem, som før har været på rejse udi det
ubeskrivelige og uransagelige, vil de to bøger virke som et rart gensyn
med den flig af sjælefred, der (i modsætning til virkeligheden)
pludselig formår at sætte lykken i system.
For dem, som aldrig har brugt bevidsthedsudvidende stoffer, vil den store samling
af førstehåndsfortællinger i de to bøger forhåbentlig
kunne åbne op for en bedre forståelse for trippets rolle, for dets
dybest set profant rensende karakter, og ikke mindst for et mere nuanceret forhold
til stoffers farlighed og gavn. For som en af guruerne inden for feltet, Terence
McKenna, sagde: »Jeg tror, at den væsentligste test med psykedeliske
stoffer består i at omgås dem, mens man ikke er på dem.«