Information 5. april 2002, i2, side 6

Grænseland: Drømmer kunstnere om elektriske får?

I amerikaneren Stephen Wilsons encyklopædiske værk om moderne kunstformer kan man nu gå på opdagelse i det voksende grænseland mellem kunst, videnskab og teknologi

Af Robin Engelhardt

Det 20. århundrede har været karakteriseret ved et orgie af naturvidenskabelig forskning og teknologiske opfindelser. Det 20. århundrede har også været kendetegnet af et hav af nyskabende og provokerende kunst. Men det 20. århundrede har slet ikke været kendetegnet ved noget samspil mellem kunst og naturvidenskab. De få historikere, der har analyseret forholdet mellem kunst på den ene side og naturvidenskab og teknologi på den anden, har dokumenteret de få undtagelser, der bekræfter reglen. For eksempel har de peget på relativitetsteoriens og den ikke-euklidiske geometris indflydelse på malere fra det tidlige 20. århundrede og industrialiserings og maskinproduktionens indflydelse på futuristerne og Bauhaus. Generelt har der dog været tavshed mellem kunstere og videnskabsfolk.

Der er ingen, der rigtig ved hvorfor. Det 20. århundredes kritiske teori har dekonstrueret forestillingerne om videnskabens privilegerede adgang til sandhed og objektivitet, ligesom den har problematiseret den romantiske tro på kunsten som en speciel form for ophøjet følsomhed. Kritisk teori har vist at både videnskab, teknologi og kunst er kulturelle produkter, og som sådan har de lige ret til kravet på sandhed i deres fortolkning af verden. Til gengæld har den kritiske teori haft svært ved at finde konstruktive veje ud af det rum, analysen endte i. Når både objektivitet og avantgarde er detroniseret, kan det være svært at finde et rationale for den rigtige måde at agere i verden. For hvad menes der egentlig i en postmoderne verden med, at en person har en priviligeret vision frem for en anden?

Et demokratisk problem
Den amerikanske kunstner og professor i koncept- og informationskunst Stephen Wilson forsøger at give nogle bud på, hvordan kunst kan se ud hinsides dekonstruktion og postmodernitet. I et over 900 siders mamutværk om stort set alle kendte og ukendte kunstnere, der benytter sig af de nye teknologier eller videnskabelige indsigter i deres værker, spekulerer Wilson over forholdet mellem kunst og teknologi. Ved hjælp af metodiske, teoretiske og empiriske analyser af forskningsinspirerede kunstværker forsøger han at vise veje til at slå bro over de to erkendelsesmåder. De grænsevogtere, der så nidkært passer på deres eget erkendelsesområde, må fås i tale, siger Wilson. Hverken forskerne bag elfenbenstårnets mure eller kunstnerne bag dannelsens maske kan i længden holde til at lade virkeligheden passere forbi.

Wilson viser, at dette nu er ved at ske. Kunstnere begynder at definere deres egne forskningsområder og skabe egne laboratorier, hvor naturvidenskabelig viden og teknologiske innovationer bruges til ikke-utilitaristiske formål som personlige udtryk, sociale kommentarer eller blot simpel nysgerrighed. Eksemplerne kommer i spandevis: stamcelle-skulpturer, genetisk modificerede bakterier med indlejrede tekstsekvenser, nye former for antitoxiske planer, tv-udsendelser fra maven, musikkompositioner ved hjælp af hjernebølger, nul-tyngdekraftsdans, kunstige livsformer på internettet, akrobatiske robotter, osv., osv.. Kunstnernes værker udtrykker et opgør med ideen om, at naturvidenskab er en isoleret aktivitet, der burde overlades til specialister. Det er et problem, at naturvidenskabens processer og ideer kun forstås af de færreste og generelt bliver anset som relativt irrelevant i forhold til kulturelle strømninger inden for litteratur, filosofi eller politik. Wilson påpeger helt rigtigt, at naturvidenskaben og dens teknologiske udfoldelser er blevet for betydningsfulde, til at de kan overlades til forskere alene. Naturvidenskab og teknologi må adresseres i det generelle offentlige rum og blive tilgængelig for diskussion og stillingtagen.

Tvang til overflod
Videnskabelige og teknologiske forskningsområder kan have stor betydning for, hvordan fremtiden kommer til at se ud. For eksempel vil forskningen i pervasive computing, der handler om at gøre objekter intelligente og reaktive over for deres miljø, ikke kun resultere i nye produkter. Den vil ændre hele vores forståelse af forholdet mellem mennesker og 'døde ting'. Genteknologien har en lige så formativ kraft på vores forestilling om, hvad krop og arv er. Dette kan ifølge Wilson selvsagt ikke kun overlades til forskere, hvis vi mener noget med at leve i demokratiske samfund. Moderne kapitalistiske samfund er karakteriseret ved at bestå af mennesker, der defineres som forbrugere, ikke som arbejdere.

Det er ikke længere som i de gamle dage, hvor mennesket blev defineret som en »produktivkraft«, der kunne underlægges faste produktionsprocesser med tilhørende stempelur og arbejdsskader. Set fra et samfundsøkonomisk metaperspektiv tvinges de moderne samfund til at producere stadig nye og mere sofistikerede produkter for at holde kapitalens hjul i gang. Den globale, teknologiske konkurrencedynamik har taget form af en skrue uden ende. For at sikre at processen ikke går i stå, kræver det ikke kun flere teknologiske innovationer, men i højere grad kvalificerede forbrugere, der kan bruge, misbruge, anbefale og forbedre teknologien gennem en kritisk stillingtagen til produkterne.

Den amerikanske videnskabsmand og arkitekt Buckminster Fuller kaldte allerede i 1962 denne fremspirende nye mennesketype for den »regenerative forbruger«. Den regenerative forbruger er en person, der gennem sit daglige og kritiske forbrug af teknologi leverer nyttige informationer tilbage til leverandørerne. Forbrugerens æstetiske og praktiske krav til de teknologiske produkter transformeres dermed til at være nyttig feedback for producenterne i deres kamp om forbrugernes gunst. I den forstand eksisterer heller ikke teknologikritik eller etiske debatter for blot at råbe vagt i gevær. De eksisterer for at give teknologierne et bredere og sundere fundament at stå på, således at de kan få en stadig større fremdrift.

Et medium for nye medier
Men hvad har alt dette med kunst at gøre? Wilson ville muligvis svare, at befolkningens almene nedstigning i teknologisk ignorance resulterer i en manglende evne til at handle frit i en naturvidenskabelig og teknologisk verden. Kunsten ville kunne være det nødvendige redskab til at vende denne tendens. Via kunsten vil man anerkende og behandle naturvidenskab og teknologi som grundlag for dannelse på samme måde, som mennesker anerkender og behandler bøger og malerier, altså som kulturelle produkter, der ligger under for vores etiske og æstetiske kontrol.

Denne indsigt er ikke banal - og den tager tid at trænge igennem. Men faktisk er den ved at brede sig til politiske instanser. Den er nævnt blandt nogle af de vigtigste punkter inden for EU's aktuelle traktater og handlingsplaner, ligesom den er nævnt i nationale rapporter om fremme af naturvidenskab i Danmark. Men kunstnernes indgangsvinkel til problemstillingen er selvfølgelig langt mere interessant end den, man finder inden for den politiske administration. Kunstneriske udtryksformer, der relaterer sig til moderne teknologi er sjældent ment som en refleksion over vores teknologisk avancerede kultur eller vores manglende naturvidenskabelige almendannelse. De er en refleksion over hverdagsverdenen og de livsomstændigheder, som udtrykkes via teknologien og videnskaben. De er en kommentar til samfundet i lyset af forandringerne.

Vi er væsner, der har lært at betragte verden som et sæt af problemer, som kan løses teknologisk. Men denne indgangsvinkel indvirker i selve vores opfattelse af, hvad verden er. Man kan sige at teknologien ikke kun transformerer verden. Den transformerer også den måde vi ser på verden. Og så længe nogle - ikke alle - kunstnere ser sig selv som personer eller medier, der skal dokumentere de mere usynlige og ubevidste strømninger i et samfund, må de nødvendigvis trænge dybere ind i forståelsen af teknologiens formative kræfter for på den måde at finde de nye indsigter og deres effekt på menneskenes kulturer.