Information 10 april 2000, 1 . sektion side 6

Sprogets svære start

Evolutionær spilteori forklarer, hvordan sprog med syntaks er opstået som et forsøg på at minimere fejl i kommunikationen

Sprog
Af Robin Engelhardt

Hvis man skulle beskrive menneskets evolutionære stade ved hjælp af nogle af de vigtigste biologiske spring, siden livet begyndte at boble frem fra underjordiske kilder for snart fire milliarder år siden, så ville det sidste og måske mest enestående spring i evolutionens historie være sprogets og skriftens opståen. I en stort opsat artikel i det forrige nummer af fagbladet Nature kan man læse om en relativ ny matematisk model for sprogets opståen og udvikling. Den går ud fra, at sprog, ligesom sex, slåskampe og samarbejde, er et spil, der kræves to til at spille. For at forstå, hvilke strategier, der er de bedste i det lange løb, bruger forskere indefor den teoretiske biologi den såkaldte evolutionære spilteori, som efterhånden som computernes regnekraft er blevet forbedret år for år har fundet frem til mange spændende resultater. Artiklen er forfattet af Martin A. Nowak og Joshua B. Plotkin, begge fra Princeton i New Jersey, USA, og Vincent A. A. Jansen fra University of London. Allerede for knapt et år siden offentliggjorde Nowak de vigtigste grundelementer i modellen. I denne artikel, som blev trykt i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS), forsøgte han sammen med David Krakauer at beskrive, hvordan lyde kunne blive til ord, og derefter ord til sætninger med faste grammatiske regler.

Dannelsen af ord
Som første forudsætning antog han, at de verbale signaler, som dyr (og mennesket) bruger til at kommunikere og advare hinanden med, hver især refererer til enkelte hændelser, eller til hele situationer. Om budskabet var »løven«, »mad« eller »løb!« ­ alle repræsenteredes de i begyndelsen af talens udvikling ved enkle lyde. Men efterhånden som antallet af kommunikerbare objekter og hændelser steg, udtømtes muligheden for at lave nok lyde, og risikoen for fejltolkninger steg også (fordi en sondring mellem »åh« og »uh« jo kunne betyde forskellen på liv og død). For at overvinde denne »fejlkatastrofe« i overførslen af informationer, udvikledes der i stedet et lille sæt af let genkendelige lyde, som kunne samles konsekutivt ­ det vil sige i ord. Denne tidsforskudte opremsning af vokaler og konsonanter havde en langt mindre risiko for at blive misforstået, og indeholdt samtidig en recept til at danne uendelig mange ord. Den klareste og tydeligste kommunikationsform havde ganske enkelt de bedste muligheder for at overleve.

Hukommelseskneb
Det var ifølge Nowaks matematiske ligninger og hans computermodeller det første skridt i sprogdannelsen, og det benyttede sig af den kombinatoriske effekt, der »gør uendelig brug af et endeligt antal elementer,« som Nowak udtrykker det (et alfabet på 28 bogstaver kan f.eks. danne 756 ord med kun to bogstaver. Antallet af mulige ord på fem bogstaver overstiger de 17 millioner). Det næste trin i udviklingen af sproget er dannelsen af sætninger. Her forestiller forskerne sig, at den blotte akkumulation af flere ord på et eller andet tidspunkt bliver en hukommelsesmæssig byrde for dyr og fortidsmennesker, der har en begrænset hjernekapacitet. Hvis man kun har enkelte ord til at beskrive komplekse hændelser så som »Pas på! Løven kommer fra venstre!« eller »maden ligger gemt under en busk 300 meter mod nordøst,« bliver det hurtigt umuligt at holde rede på de mange ord. Indlæringsprocessen vil blive meget mere krævende, og risikoen for, at samtalepartneren ikke kender de samme ord som en selv, vokser også.

Ud af blindgyden
Ifølge Nowaks matematiske ligninger og de komplicerede computermodeller i den nye artikel i Nature, er vejen ud af denne evolutionære blindgyde igen kombinatorikken ­ det vil sige dannelsen af sætninger ved hjælp af syntaktiske regler. For at udvikle en forfinet kommunikation er det en fordel at kombinere simple ord-elementer i en konsekutiv orden af sætninger. Som eksempel kan man nævne beskrivelsen af hændelser ved hjælp af et objekt og en handling. Hvis »løven sover« er det noget andet, end hvis »løven kommer«. Uden opdelingen i navne- og udsagnsord ville man skulle finde på nye ord for hver af situationerne. Men med syntaktiske sætninger vil antallet af nødvendige ord i vores ordforråd mindskes, samtidig med at antallet af ny-komponerede sætninger gøres uendeligt. Indlæringen af de grammatiske regler og syntakser er den nødvendige omkostning , og ved hjælp af nogle populationsdynamiske modeller kan Nowak vise, at den naturlige udvælgelse kun foretrækker syntaks, hvis antallet af signaler overstiger en bestemt grænse. Hvis der ikke findes nok signaler, vil sproget fortsat være uden syntaks. Resultatet muliggør derfor en forklaring på, hvorfor kun mennesker har udviklet en syntaktisk kommunikation, og derfor et komplekst sprog. Om det vitterlig kun er mennesker, som har udviklet et grammatisk sprog, er dog ikke helt sikkert. Delfiner har for eksempel et meget kompliceret sprogmønster, og det har ikke været mulig for sprogforskere at afkode det til fulde.

Minimering af fejl
Nu kan det hele blot lyde som en god historie, uden nogen form for bevis eller eksperimentel mulighed for at blive be- eller afkræftet ­ et standard-argument mod det nye forskningsfelt, man kalder evolutionær psykologi. Men forskellen mellem de typiske sociobiologiske just so-forklaringer og Nowaks dynamiske model er, at den kun indeholder meget få grundantagelser, hvor resten så overlades til matematikken ­ dvs. til de enkelte præstationer i en simuleret evolutionær opstilling. Den relative anvendelighed af en kommunikationsform bestemmes af, om informationerne overføres korrekt mellem parterne, og det er slet ikke givet at det lykkes. Faktisk er udviklingen af grammatik og syntaks kun fordelagtig i situationer, hvor det bliver nødvendigt at betegne virkelig mange hændelser, og kvalificere dem på en meget eksakt måde. Udviklingen af et komplekst sprog kan således kun ske hos arter, der har en ganske differentieret samfundsform, en kompleks social struktur, hvor individerne samarbejder, og hvor man er afhængig af mange genstande i omverdenen. Det er minimeringen af fejl, der i sidste ende driver sprog-udviklingen frem, og man kan faktisk sammenligne overgangen fra simple lyde til ordnede lyde, der følger efter hinanden, med overgangen fra analoge repræsentationer til digitale signaler.

Afledte evner
Det er interessant at overveje, hvorvidt udviklingen af et kompleks system til informationsoverførsel mellem sociale individer også fører til andre mentale og kognitive egenskaber, som der måske slet ikke var brug for oprindeligt. Evnen til at spille skak er sandsynligvis et sådant biprodukt af den mere generelle abstraktionsevne, som sproget har givet os Også vores øgede evne til at kategorisere verden i et fortsat mere finmasket og dybsindigt net af afhængigheder, vores enestående evne til at få helt nye tanker og ideer, og vores evne til også at betegne meget sjældne og utopiske hændelser ved hjælp af sprogets fleksibilitet ­ alle kan de være tilfældige biprodukter, en slags »spin-off«, af den sproglige forfinelse. Så alle de enestående menneskelige egenskaber, som man kunne kalde inspiration, nøjagtige iagttagelser af naturen og dyb tænkning, der er det tydeligste kendemærke for menneskerheden, er måske fortsat den bedste vej til at udvikle endnu uanede evner.


Tilbage til indholdsfortegnelsen