Information 20. april 2001, i2, side 12
Af Robin Engelhardt
Da Peter Sloterdijk i efteråret 1999 fik ørerne i den tyske mediemaskine for at have vovet at gøre opmærksom på den udfordring, genteknologien udgør for humanismen, kom historien kun sporadisk frem i de danske medier. Få havde hørt om manden, der siden sin entré på det filosofiske parnas med tobindsværket Kritik af den kyniske fornuft i 1981 har skrevet et utal af bøger og med jævne mellemrum evnet at provokere både filosofikolleger og offentligheden.
Senest har Sloterdijk skrevet et lille værk, som på mange måder
er en endnu større skandale end debatten fra 1999 - men måske for
skandaløs til at kunne blive en skandale i det offentlige rum. Die
Verachtung der Massen (Foragt for masserne) hedder den lille tekst fra sidste
år, og den repræsenterer det første filosofiske livtag med
massekulturens væsen siden Elias Canettis berømt-berygtede storværk
Masse og magt fra 1960. Men Sloterdijks tekst er mere giftig end det. Selvom
nogle måske kan forledes til at tro, at der med titlen udtales en ringeagt
over for massernes fornægtelse af eliter og dermed en ringeagt over for
massefænomener som sådan (i betydningen Massernes foragt), er det
snarere det omvendte, der er tilfældet: En kritik af det automatiske had,
som mennesker har over for det, der findes hos andre. Dvs. en kritik af fjendtligheden
over for de nye og ofte tilfældige differencer, der bliver skabt i massekulturen.
I en samtale med Information forklarer Peter Sloterdijk, hvordan de gamle forskelle
mellem mennesker i de moderne samfund må og skal defineres på en
ny måde: »Man må lovprise demokratierne for, at de hjælper
til med at formere forskellene mellem mennesker, sådan at livet i demokratiske
samfund bliver mere interessant end i andre, simpelthen fordi man bliver konfronteret
med mere forskellighed, med en mangfoldighed af livsstile og kulturelle varianter.
Man kan selvfølgelig først udtale denne differens med god samvittighed,
når det er sikret, at der ikke er tale om en herskabelig differens, dvs.
at man ikke forsvarer forskellene ud fra vertikale skalaer og diskrimineringer,
men at vi kan iagttage alternative livsudformninger i et horisontalt rum. Man
må dog indrømme, at den horisontale differens uden et vist kvantum
af vertikale spændinger ikke kan få så stort et indhold som
det burde være ønskeligt.«
- Mener du dermed, at det er et paradoks, når vi som kultur på
den ene side ser op til genier og superstars, og på den anden egentlig
ikke ønsker at se op til dem, fordi de repræsenterer en forskel,
som vi helst vi være foruden?
»Jeg tror, at problemet med den vertikale forskel egentlig aldrig kan
fjernes helt - netop fordi forskellene mellem mennesker er mest tydelig i et
egalitært samfund, altså i modsætning til et traditionelt
samfund, hvor mennesker har været hierarkisk lagdelte.« »Præcis
i egalitarismen bliver forskellene mellem mennesker mere tydelig. Men egalitære
samfund har nu et problem med, hvordan man omformulerer og omarbejder de nedarvede,
naturaliserede forskelle i retningen af et frit spil i en rangorden. Det er
dette, der er den dybere kulturelle, civilisatoriske betydning af sporten i
de moderne samfund.«
»Sporten er en ranking-procedure. Som tilskuer vil man jo ikke kun iagttage
den primitive forskel mellem vindere og tabere - selvom også dette er
en meget udbredt fascination i massekulturen. Jeg er i det hele taget af den
opfattelse, at den moderne massekultur i centrum af de moderne demokratier repræsenterer
en gentagelse af Roms arena-kultur. Genopbygningen af den romerske arena i form
af sports-arenaen hører til blandt de dunkle renæssancer i det
20. århundrede. I øvrigt også arkitektonisk: Den klassiske
renæssance mellem det 15. og det 19. århundrede, der har gentaget
de fleste antikke byggeformer, er altid gået en bue uden om amfiteatret,
om arenaen og om de store bygninger, der tilhørte den antikke massekultur.
Det 20. århundrede bryder denne tradition: I det 19. århundrede
fandtes der ikke en eneste arena i Europa - intet moderne stadion, ingen væddeløbsbaner,
ingen forsamlingsarenaer, hvor der kan samle sig hundrede tusinder af mennesker
til et fælles skrig eller et fælles skuespil. Først det 20.
århundrede har bragt dette. Her fuldbyrdes en dunkel massekulturel renæssance
- for hvis man husker på, hvad der var formålet med de antikke massekulturer,
kan man vitterlig blive en smule ængstelig og bange, fordi de jo var et
sted, hvor man iscenesatte snuff-movies live - og under bistand af den herskende
del af Roms befolkning.«
» Det 20. århundrede citerer på den ene side den græske
atletisme - altså de mere lyse sider, som for eksempel de olympiske lege,
gentleman-sportsmanden og alt det andet, der er forbundet med den antikke idé.
Men det 20. århundrede citerer også den romerske arena som et grusomhedens
teater, og som en skueplads, hvor masserne strømmer sammen for at bistå
den fascinerende proces, der går ud på at fastsætte forskellen
mellem vinder og taber. Om det sker blodigt eller ublodigt er næsten uvæsentligt
i betragtning af, at forskellen mellem vinder og taber skal iagttages ad hoc
- altså med det samme. Den moderne massekultur er i sit centrum netop
ikke egalitaristisk. Den er et sted, hvor alle er lige foran fascinationen af
forskellen mellem vinderen og taberen. Denne lighed tjener i sidste ende til
at frisætte folk til at kunne nyde differentieringens urscene. Alle vil
være til stede, når vinderen i arenaen triumferende stiller sin
fod oven på taberen.«
- Hvis man tænker denne fascination videre til medierne, især
til tv: I dag har vi programmer som Big Brother, der kynisk bruger Orwells dystopier
som glad og fascinerende underholdning. Hvordan skal man forstå det? Er
det kun peepshow-effekten, der fascinerer, eller er det mere?
»Jeg tror, at de nye former for masseunderholdning er skabt, for at de
kan hjælpe mennesker til at nedbryde den følelse af uvirkelighed,
som medierne har påtvunget os. Hvis man lever i en over-medialiseret verden,
hvor 99 ud af 100 talte ord er formidlet gennem medierne, så vil man gerne
igen opleve livescener og reality-shows. Denne disposition er vidt udbredt blandt
mennesker, og den bliver nu endnu en gang taget op på et andet trin, og
bliver endnu en gang betjent af medierne. Det betyder også, at mennesker
nu ser en fantastisk chance til at optræde i medierne, præcis som
de er. Det vil sige, at de får en gratifikation for deres egen væren-til
og for deres væren-sådan-og-ikke-sådan. Den samme effekt optræder
i familie-fotoalbummet: Man synes ikke, at der er noget, der er så interessant
som billeder af familien og af én selv i hverdags- og feriesituationer.
Denne effekt gentages på de store mediers niveau - og den gode nyhed ved
det er, at du ikke behøver at gøre noget specielt. Du behøver
især ikke at være noget specielt for at blive løftet op på
det store mediale repræsentationsplan. Det er noget, popmusikken siden
60'erne har båret ind i den vestlige verdens ungdom, imidlertid nu også
til hele Østeuropa. Popmusik er derfor også så populær,
fordi alle kan lave den. Den bliver ikke kun hørt, men også lavet,
og mens man hører den, tænker man også straks, at man laver
den. Det er meget vigtigt, og det er også derfor, mange unge mennesker
danser, som om de havde en guitar i hånden, og laver en sangers simulatoriske
bevægelser - og på den måde får den store optræden
helt gratis.«
»Dette er massekulturens væddemål: Drømmen om en vidunderlig
asymmetri mellem præstation og belønning. Det er massekulturens
paradigmatiske drøm - ligesom det er drømmen i et kapitalistisk
samfund - og den er blevet drømt af mennesker siden det 16. århundrede.
Siden dengang har man tydeligt kunnet se, at der findes en ny antik, metafysisk
vejrlighed - et klima, hvor Kristus ikke længere er særlig meget
vigtigere end Fortuna.«
» Fortuna, der hos romerne var en gudinde for stadionet - og som var tilordnet
gladiatorerne og den romerske by-pøbel, var afhængig af de rige
herrers luner, der bevilgede eller ikke bevilgede uddelingen af brød.
Fortuna var beføjet til at gøre tilfældige gratifikationer
tilgængelige for masserne.«
»Siden den tid har europæerne regnet med heldet. De har ikke kun
håbet med heldet, de har regnet med heldet. Massekulturen er et maskineri,
hvori enhver må drømme om at have mere held end den anden - det
er kun en ny måde at fordele lighed og ulighed mellem mennesker på.
Derfor er der intet, der er så demokratisk som lotteriet. Lotteriet er
en demokratisering af uretfærdigheden. Lottokuponen er det mest uretfærdige
og samtidig det mest retfærdige, der findes. En lottogevinst, som gør
dig til millionær fra den ene dag til den anden, og som tvinger mig -
resten af mit liv - til at arbejde som fattig professor - en sådan lottogevinst
er så at sige det moderne ophøjede, der slår ned som et lyn
fra en klar himmel og gør dig rig og lader mig forblive fattig. Og hvad
der er det vidunderlige ved det hele, er, at det ikke giver mig nogen som helst
mulighed for at klage. Hvorfor? Fordi de moderne ikke-egalitære mekanismer
- altså lotteriet, kunsten og sporten - producerer en spontan ranking.
Hvis jeg for eksempel løber hurtigere end dig i et væddeløb,
så ville resultatet være en sand beskrivelse af styrkeforholdet
mellem os i denne situation. Og mod sande beskrivelser findes der ingen reklamationsmuligheder.
Hvis jeg opnår højere priser for mine billeder - eller et højere
oplag på bogmarkedet for mine bøger - så findes der mod dette
votum på kunstmarkedet ingen reklamationsret. Med andre ord er alt dette
former for den demokratiske ranking, og dens triumf er repræsenteret ved
lotteriet.«
- Det lyder meget kynisk. Kunsten har vel også andre udvælgelseskriterier
end tilfældet!?
»Nej. Tilfældet, at du er en større kunstner end jeg, kan
man ikke reklamere imod. Hvis man bruger den demokratiske massekultur som påskud
til at klage, ødelægger man kunsten. Eller sagt på en anden
måde: Man ødelægger spillereglerne. Det er som at storme
tipstjenestens kontor og sige: 'Jeg har ikke vundet! Min nabo har vundet! Men
min nabo er en idiot! Jeg ved det! Jeg har studentereksamen! Det er mig, der
skal vinde!' Så vil man fortælle dig, at du har spillet på
de samme betingelser som alle andre, og at du ikke har vundet, men at din nabo
har. Sådan er det også i kunsten. Du er geniet, og jeg kan ikke
andet end anerkende det. Hvis jeg ikke vil anerkende det, bliver jeg ikke straffet
for det, men så er det mig, der omstøder spillereglerne, og jeg
opgiver - forsætligt og uden ærgrelse - al kommunikation med det
bedste, der findes. Det er nemlig problemet. Massekulturen producerer et utal
af mennesker, der frivilligt og problemfrit afbryder kommunikationen med det
bedste, fordi det bedste er hos en anden. De prøver ikke at trække
det bedste over til sig selv eller at tage del i det, sådan som man gjorde
det i det 19. århundrede, da man forsøgte - uden ambivalente følelser
- at beundre den store kunstner.«
» Mennesker i Danmark tilhører mere en moderne egalitær kultur
end en moderne libertær subkultur. Mens en amerikaner under alle omstændigheder
er enig i, at forskellene mellem mennesker i de materielle og andre henseender
må og skal være så store som mulige - forudsat at man ikke
antaster reglen om lighed for loven og princippet om gensidig anerkendelse -
er egalitaristiske europæere vitterlig interesseret i en materiel, substantiel
lighed og vil hellere end gerne udjævne differencerne.«
»Derfor findes der gevaldige forskelle mellem Amerika og Europa. Amerika
er måske nok moderkulturen for de moderne demokratier, men landet er også
den kultur i verden, som frembringer større forskelle, end man nogen
sinde har kunnet iagttage i menneskehedens historie. Altså, USA er en
officielt egalitaristisk, men de facto radikal libertær kultur, som helt
åbenlyst giver fortrinsret til frihedens værdi frem for lighedens
værdi. I Europa er disse poler i reglen mere afbalancerede. Man søger
det historiske kompromis mellem frihed og lighed - og i nogle lande, som f.eks.
i Holland, Danmark, men også Sverige, findes der en meget stærk
tendens til at prioritere ligheden højere end friheden. Og det fører
selvfølgelig til en mentalitet i retning af en - ikke formel - men substantiel
egalitarisme. Det betyder, at mennesker vitterlig bliver ens. Ja, så bliver
kanterne jævne, lottogevinsterne bliver små, kunsten bliver flad,
og sporten bliver dårlig.«
Peter Sloterdijk
Peter Sloterdijk, født 1947, er professor i filosofi og kunstvidenskab
ved Hochschule für Gestaltung i Karlsruhe. Han har studeret tysk litteratur
ved Hamburg Universitet, er gæsteprofessor ved akademiet for billedkunst
på Wien Bard College i New York og har en stribe opsigtsvækkende
bøger bag sig. Den seneste er bogen Regeln für den Menschenpark,
der udkom i 1999 og udløste en voldsom debat om 'antropo-teknologi' og
om grænserne for genetisk manipulation af mennesker. Læs mere om
Peter Sloterdijk på f.eks.
http://www.goethe.de/uk/bos/englisch/programm/enpslote.htmTARGET=_TOP>
www.goethe.de/uk/bos/englisch/programm/enpslote.htm