Information 9. april 2001, 1. sektion, side 6
Af Robin Engelhardt
Som aldrig før bugner de udenlandske boghandleres hylder af populærvidenskabelige
bøger, der ønsker at fortælle os om, hvad der foregår
inden for den moderne genetik, og hvordan det hele skal forstås. I Danmark
har man kun oversat enkelte af slagsen - helst de bøger, der har haft
stor succes i USA, givetvis med den bagtanke, at det så måske kan
løbe økonomisk rundt på det lille danske marked. Resultatet
har desværre været, at det dansklæsende publikum hovedsageligt
kun har haft adgang til de mere overfladiske og ideologisk stærkt amerikaniserede
beretninger om den moderne molekylærbiologi - ofte skrevet af journalister
i stedet for biologer, og ofte præget af de glade hopla-simplificeringer
i stedet for de mere tænksomme analyser. Den tradition fortsættes
desværre med den nyeste oversættelse til dansk: Matt Ridleys Genom
- portræt af en art i 23 kapitler.
Men bare rolig. Manglen på objektive bøger om humanbiologien er
en ganske udbredt syge i dag. Næsten ligegyldig hvilken bog man læser
inden for genren bliver man besværet med personlige verdensanskuelser.
Når det kommer til perspektiveringen af forskningsresultaterne, fungerer
det humane genom som en slags Rorschach-test for forfatterne. De videregiver
deres tolkning af de genetiske blækklatter - de etiske konsekvenser og
de store forandringer, der vil komme - uden at bemærke, at der spøger
egne politiske forudsætninger bag hvert et ord. De forbavsende få
videnskabelige nyopdagelser i kølvandet på afslutningen af sekventeringen
af det humane genom pensles derfor naturligt nok over af desto flere personlige
udlægninger - med tilhørende oppumpede ideologiske ekskursioner.
Præsteskabet
Overordnet betragtet bliver de biologiske trosretninger i dag repræsenteret
af to ideologisk modsatrettede positioner. På den ene side har vi en venstreorienteret
gruppe, bestående af folk som Richard Lewontin, Steven Jay Gould, Niles
Eldredge og Brian Goodwin, der foretrækker at pointere biologiens kompleksitet,
miljøets indflydelse, og det farlige ved at koge mennesket ned til ikke
andet end gener. Richard Lewontin er den mest konsekvente af dem alle i sin
nymarxistisk inspirerede kritik af den florerende »genetiske reduktionisme«
som et middel til at styrke kapitalens magtpositioner gennem dens evige appel
til fremskridtets snarlige landvindinger (sygdoms- & fattigdomsbekæmpelse).
Andre, som for eksempel Brian Goodwin, citerer gerne Goethe, og udfolder biologiens
virkelighed som et komplekst - ja nærmest holistisk - væv af relationer,
der alle må tages med i betragtning, hvis man vil finde en sand (og humanistisk
sober) beskrivelse af livsverdenen.
Den anden ideologiske fløj befolkes af meget liberalistisk inspirerede
fremskridtsoptimister som Matt Ridley, Richard Dawkins, Daniel C. Dennett og
Edward O. Wilson. De kvalificerer gerne verden ud fra et vidtgående frihedsideal
for den enkelte og ud fra utilitaristiske værdier. De foretrækker
at se humanbiologien som en hård videnskab på linje med alle andre,
dvs. som en videnskab, der kan og skal analyseres via de normale reduktionistiske
metoder - for så hurtigt som muligt at finde frem til anvendelige resultater.
Forestillingen om at mennesket determineres ud fra genetiske dispositioner,
og at generne udgør livets fundamentale udvælgelsescentral, er
derfor en meget udbredt syge i disse kredse, og den forfægtes med akribisk
iver.
Stereotype idealer
Længst ude til højre på denne gren finder man nærværende
forfatter - videnskabsjournalisten og tidligere medarbejder på The
Economist Matt Ridley - der forsvarer de mest stereotype varianter af de
libertære ideologier. Ridley elsker at citere gamle amerikanske præsidenter
som Jefferson og Rosevelt. Han forkaster en bloc enhver angst for drivhuseffekt,
kunstige reproduktionsteknikker og genetisk manipulerede organismer, og mener,
at de alle er et udtryk for had over for ny teknologi. Angsten grunder efter
Ridleys mening ikke i videnskabelige fakta. Kogalskab er det latterligt at være
bange for (husk på at bogen blev skrevet for to-tre år siden), ligesom
han forsvarer den moderne racehygiejne - så længe den vel at mærke
er baseret på individuelle valg og ikke på egalitære diktioner
ovenfra.
Den sorte skole
Ridleys bog er opdelt i 23 kapitler, der hver for sig skal repræsentere
de 23 kromosompar i det menneskelige arvemateriale. Med overskrifter som 'Skæbne'
(kromosom nr. fire), 'Intelligens' (kromosom nr. seks) og 'Personlighed' (nr.
11) suggererer han analogier, som han selvfølgelig godt ved (og siger)
ikke holder, men alligevel bruger som udgangspunkt til at 'showcaste' fremskridtet
og det humane genomprojekt. De enkelte historier er instruktive og oprørende
på samme tid. For hver enkel videnskabelig mellemregning indsmugles fejl
eller fejlfortolkninger. Ofte fordi budskabet helst skal være lettere
forståelig end hvordan virkeligheden i virkeligheden er, og oftest fordi
det så bliver nemmere at ekstrapolere til de for ham væsentlige
politiske konklusioner.
Det er på mange måder underligt, at en af de mest rabiate og højreorienterede
fortolkninger af det humane genom er blevet oversat til dansk. Den ekstreme
genetiske determinisme, der emmer ud af siderne, har som regel haft dårlige
kår blandt danske biologer. De læser hellere Richard Lewontins tankefulde
bøger, eller - for at give et godt eksempel - David J. Depew og Bruce
H. Webers imponerende oversigtsværk Darwinism Evolving. Efter man
har læst disse bøger, ved man, hvor kompliceret og filosofisk spændende
evolutionsvidenskaben er, og hvor lidt vi egentlig ved om biologi. I Danmark
bliver kunderne desværre spist af med de let læste og overfladiske
tekster - bøger der har det med at lukke af for fantasien i stedet for
at åbne den, fordi de altid allerede har haft et facit i hånden.