Information 6. december 1999

Surt show

Kontakten med Mars Polar Lander er endnu ikke etableret, men forskerne håber stadig, det kan lade sig gøre

Mars
Af ROBIN ENGELHARDT

Der var fuldkommen tavshed i Jet Propulsion Laboratory i Pasadena, da Mars-sonden Mars Polar Lander et kvarter over ni fredag aften skulle sende et lille bip tilbage til jorden for at fortælle, at landingen var gået godt. Men bippet kom ikke. Heller ikke de næste 42 timer efter den planlagte landing er der sket noget, og selvom projektets manager Richard Cook forbliver optimistisk, er alle klar over, at sandsynligheden for at høre fra sonden svinder jo længere tiden går.
  "Jeg er ret sikker på at den overlevede faldet," sagde Cook til pressen lørdag. Men hvad det så er, der er gået galt, tør videnskabsfolkene kun gætte på. Årsagen er i hvert fald ikke den samme fadæse som for lidt over to måneder siden, da det 125 millioner dollar dyre rumskib Mars Climate Orbiter brændte op i Mars' atmosfære på grund af astronomernes sammenblanding af de forskellige metriske mål, der bruges i henholdsvis det kontinentale Europa og England/USA. Siden har NASA gjort en stor indsats for at få alle deltagere i programmet til udelukkende at bruge standardenhederne meter (kilometer, centimeter, osv.) i stedet for pounds, feet og inches. Ifølge Cook var det mest sandsynlige scenario det, at Mars-sondens computer var gået over i en forbigående dvaletilstand, hvilket den blev programmeret til, hvis der var noget, der gik galt. I så tilfælde ville den reaktivere sig selv igen søndag morgen, og derefter afsøge horisonten med sin antenne. Forskerne håbede derfor, at Mars Polar Lander først ville etablere kontakt med jorden i løbet af søndagen. Men heller ikke det er sket.
  Det er altså meget muligt, at den aldrig gør det. Måske er maskinens gyro-kompas i stykker, hvilket vil resultere i, at landeren ikke ved, hvor den selv er på planeten, og derfor heller ikke kan finde jorden. Det kan også være, at vinklen på landingsstedet er for skæv til, at antennerne kan fungere ordentligt. Hvis man stadig ikke har fået etableret kontakt mandag, vil forskerne gå over til at bruge et tredje rumskib, Mars Global Surveyor, som relæsystem, idet dette for tiden kredser rundt om planeten, og er i stadig kontakt med jorden for at viderebringe atmosfæriske data. Det er selvfølgelig også muligt, at Mars Polar Lander brændte op i atmosfæren eller smadrede med en alt for høj hastighed ned på Mars' overflade. Men forskerne ved det som sagt ikke.

Scott og Amundsen
  Sammen med Mars Polar Lander blev også to såkaldte mikro-prober sendt ned til Mars. Med en hastighed på over 600 kilometer i timen borede de sig en meter ned i støvet cirka 60 kilometer længere mod nord. Men heller ikke disse to mikroprober, som bliver kaldt for Scott og Amundsen efter deltagerne i den berømte ekspedition til Sydpolen for 88 år siden, har man fået kontakt til endnu. Meningen var, at de skulle starte med at arbejde som små kompakte mikrolaboratorier, og samle og analysere underjordiske sedimenter. Jordbundsprøverne ville blive varmet op i bittesmå ovne, og derefter scannet for vanddampe og andre stoffer. Blandt hovedformålene for hele projektet er, at man håber at få svar på, hvordan Mars' klima har kunnet udviklet sig igennem årene til at være denne golde og stormfulde planet, som Mars er i dag. Man mener, at vand har været meget mere tydeligt tilstede engang i forhistorien, enten i form af store floddeltaer eller som kortvarige udbrud fra undergrunden.
  Nogle af indicierne vil kunne findes i de geologiske forhold, der hvor proberne lander. På tidligere rumfotografier kan man se skiftende bånd af farver, der antyder, at der på landingsstedet eksisterer forskellige blandinger af støv og is. De geologiske lag ligger som træringe over hinanden og vil kunne klarlægge forhistoriens klimatiske ændringer samt afgøre, om udviklingen på Mars har været drevet af katastrofiske ændringer, episodiske variationer eller blot af en gradvis udvikling af planetens miljø til det, den er i dag. Hvis man antager, at det atmosfæriske støv lægger sig i små fine lag på polerne år efter år, vil alene den øverste meter af støv på overfladen kunne fortælle os om cirka 100.000 års geologisk og klimatisk historie.
  I dag er Mars' atmosfære så tynd og kold, at det ikke regner: Flydende vand kan ikke eksistere på overfladen men fordamper eller bliver til is meget hurtigt. Der findes årstidsafhængige frostperioder, som ophober det kondenserede kuldioxid på polerne, men der findes også vand-is-skyer og voldsomme støvstorme, der under specielle omstændigheder kan spænde over store dele af hele planeten.

Livets vand
  Teorierne omkring vand på Mars er mange og usikre. Hvis man for eksempel analyserer flodstrukturerne på Mars' overflade, så vil man kunne se, at der er nogle væsentlige forskelle fra dem på vores klode. Hvor der på vores jord er meget forgrenede strukturer af floder, der bevæger sig ned fra de højtliggende landskaber, er der på Mars færre og meget større flodstrukturer. Man mener, at de fint forgrenede og fraktallignende flodstrukturer på jorden skyldes regn. Men det har der ikke været på Mars. Og når der ikke har været regn, har der heller ikke været oceaner. I stedet tror mange, at vandet på Mars altid har eksisteret underjordisk som permafrost, og at det på et tidspunkt blev smeltet ved hjælp af en voldsom geologisk proces - f.eks. nogle vulkanudbrud eller meteornedslag. Man kan også tænke sig, at de underjordiske reservoirer af vand pludselig blev frigjort, og i en periode på kun få uger strømmede hen over grundfjeldet og på den måde skabte de dybe og store kløfter, som man så tydeligt kan se fra rummet.
  Til teorierne omkring vand på Mars hører også diskussionen, om der har eksisteret liv på Mars. Mange videnskabsfolk er enige om, at det er meget svært at forestille sig liv uden vand i flydende form. I hvert fald ikke liv, som vi kan definere som sådan. Det sjovere spørgsmål i denne sammenhæng er, om der også kan eksistere flydende vand uden liv. Hvis ikke, og hvis Mars i sin tidligere historie har haft flydende vand længe nok til at livet kunne udvikle sig, så kan det også være, at man vil finde resterne af liv - måske i form af en slags bakterier.

Ønsketænkning
  Men meget tyder på, at det er mere ønsketænkning end virkelighed. Troen på et broderfolk på Mars har jo altid været et latent ønske hos mennesker. Allerede i forrige århundrede fremsattes flere teorier om marsmænd og højtudviklede civilisationer. En af årsagerne var den italienske astronom Giovanni Schiaparelli, som havde observeret de store kløfter på overfladen, som han kaldte for "canali". Oversættelsen til "kanaler" var nærliggende, hvilket fik folk til at tro, at disse "kanaler" var kunstigt skabt.
  Teorier om marsiansk landbrug og krigeriske invasioner levede langt inde i vort århundrede, og selvom forskere forlængst havde vist, at overfladen på Mars var en kæmpe dybfryser, hvor de fleste luftarter havde forladt atmosfæren på grund af den lave tyngdekraft, forblev myten om marsmænd en hårdnakket bestanddel af folkefortællinger og skønlitteratur, hvoraf den vel nok mest kendte er H.G. Wells roman Klodernes kamp, og den nyeste, filmen Mars Attacks.
  En af NASA's egne forskningsgrupper fremlagde i august 1996 en analyse af en meteor ved navn ALH 84001, som efter sigende skulle indeholde bakterier fra Mars. I dag er der ikke mange, som tror på den længere. Hvis det aktuelle projekt med Mars Polar Lander også går tabt, er det endnu et alvorligt tilbageslag for USA's rumprogram. De næste ekspeditioner til Mars er planlagt til 2001, 2003 og 2005, hvoraf de to sidste efter planen skulle komme tilbage til jorden med prøver fra Mars.


Tilbage til indholdsfortegnelsen