Information 12. august 2000, 1. sektion, side 3
Af Robin Engelhardt
Mange danskere ville reagere med vantro og forfærdelse, hvis man forsøgte
at sammenkoble deres lands gode navn og rygte med vidnesbyrd om, at Danmark
bedrev aktiv racehygiejne til langt efter Anden Verdenskrig, og at man i perioden
1929-67 tvangssteriliserede 6.000 danskere på grund af deres mangelfulde
intelligens og iboende tendens til at »forurene og degenerere befolkningskvaliteten.«
Men det er præcis, hvad forskningslektor Lene Koch fra Instituttet for
Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet har gjort med
sin doktordisputats Tvangssterilisation i Danmark 1929-67, som udkommer
på tirsdag. Og hun har sammenkoblet beviserne eftertrykkeligt, har det
vist sig, for allerede i går kom de første politiske reaktioner
fra både højre- og venstrefløjen, efter at man havde kunnet
læse om sagen i Politiken.
»Vi må straks betale erstatning, eller i det mindste sige undskyld,«
lød den fælles kanon fra politikerne. Men Lene Koch havde egentlig
et helt andet og vigtigere budskab end det, mediernes og politikernes automatiske
spredehagl af indignation og råb om oprejsning kan føre til.
Ændret opfattelse
»I de efterhånden ti år jeg har beskæftiget mig med
emnet, har jeg faktisk ændret opfattelse,« siger Lene Koch til Information.
»Jeg startede med at være meget mistænksom over for arvehygiejne
og tænkte som man plejer, nemlig at disse folk nok blot var nogle kvasi-nazister.
Men efterhånden som jeg er kommet ind i hovederne på dem, mener
jeg faktisk, at jeg forstår dem på en anden måde. Det fører
ikke til nogen ny erkendelse at insistere på at være forarget over
for det, der foregik dengang. Det er en ufrugtbar og ukonstruktiv tilgang til
et historisk stof at tage udgangspunkt i nutidens moralske normer for at se,
om de kunne eller ikke kunne leve op til det, vi synes er rigtigt i dag,«
siger Lene Koch. Hun har derfor prøvet at forstå, hvorfor man fandt
det rimeligt og legitimt at gøre, som man gjorde. 30 ernes tilhængere
af arvehygiejne havde jo en helt anden grundforståelse af, hvad samfundets
og individets forhold til menneskers forplantningen var.
»Det var en holdning, som gik ud på at sige, at samfundet har et
ansvar for forplantningen. Det var ikke bare den enkeltes privatliv, det drejede
sig om. Man havde fælles pligt til at sørge for at samfundet og
befolkningskvaliteten var i orden. Og det er jo en opfattelse, som står
i meget stærk kontrast til den moderne opfattelse om, at vi alle sammen
har ret til at få børn. Det var en fuldstændig anden og mere
formynderisk opfattelse som jeg i øvrigt godt kan se nogle positive
ting i,« tilføjer hun. »Det er specielt blevet synligt i
dag, hvor den nye forplantnings- og genteknologi i den grad retfærdiggør
sig selv ved hjælp af selvbestemmelse og individualisme og autonomi hos
den enkelte bruger.«
Bred opbakning
Allerede for fire år siden kom Lene Koch i offentlighedens søgelys,
da hun udgav bogen Racehygiejne i Danmark 1920-56, der blotlagde den
dybe og brede offentlige accept af racehygiejnnisk tankegods i det danske samfund.
Racehygiejne var nemlig ikke begrundet i hverken en reaktionær eller totalitær
ideologi. I Danmark, ligesom i Sverige og Norge, var det de socialdemokratiske
partier, der var førende på området, og deres arvehygiejniske
forplantningsprogrammer var tænkt som et vigtigt og positivt led i velfærdspolitikken.
En af Lene Kochs vigtigste konklusioner, som også kommer til udtryk i
hendes nye bog, er, at den danske arvehygiejne i form af tvangssterilisation
ikke skal opfattes som et nazistisk tiltag, og at den faktisk har været
en almen anerkendt praksis ikke kun blandt eksperter, men også med
støtte fra alle rigsdagens partier. »Grundlæggende var det,
der foregik i Danmark, partipolitisk uafhængigt af, hvad der foregik i
Tyskland,« siger Lene Koch. »Det var ikke nazisterne, der lavede
racehygiejne i Danmark. Faktisk startede den praktiske racehygiejne i USA, ved
at man i forskellige amerikanske delstater iværksatte en arvehygiejnisk
sterilisationslovgivning allerede i 1907«
Lene Koch peger på, at arvehygiejnen har fungeret fint langt efter 1945,
og at det kun var den gradvis voksende fokusering på menneskerettighederne
og individets selvbestemmelse i løbet af 50 erne og især 60 erne,
der gjorde selvmodsigelserne i systemet tydelige. De nye individualistiske værdier
betød, at man ikke længere kunne tale om »minusmennesker«,
»undermålere og »åndssvage« med alvor i stemmen.
»1945 er ikke noget skæringsår overhovedet. Den dato spiller
ingen rolle for sterilisationspolitikken. Myndighedernes holdning til sterilisation
og tvang ændrer sig først efter menneskerettighedskonventionens
vedtagelse og ratificering i midten af 50 erne,« siger hun.
Bedre end dem
På spørgsmålet om, hvorvidt Lene Koch virkelig tror på,
at alle ville have forsvaret den arvehygiejniske praksis, som den var udformet
dengang, hvis vi havde levet på det tidspunkt, svarer hun: »Ja,
det tror jeg, vi ville. I alt det materiale jeg har støvet igennem, er
jeg måske stødt på et par mennesker, som principielt anfægtede
arvehygiejnen i samtiden. Stort set alle selv venstrefløjen, feminister,
socialister og kulturradikale har accepteret den arvehygiejniske grundtanke.
Så har man måske haft varierende opfattelse af, hvordan man i praksis
skulle gå frem. Men grundlæggende var tidsånden gennemsyret
af arvehygiejne, og det ville vi formentlig også have været.«
Lene Koch mener, at man må kritisere de gamle tilhængere af arvehygiejne
for at lægge for stor vægt på statens og samfundets ret til
at blande sig i folks privatliv. »Men den var dog et udtryk for en seriøs
og ærlig ansvarlighed over for befolkningens forplantningsmæssige
forhold,« tilføjer hun. »Den moderne vægtning på
individet må man også tage for gode varer. Den har bare nogle andre
omkostninger, som vi ofte glemmer at se på i vores forestilling om, at
vi er så meget bedre end dem, blot fordi vi ikke tvinger nogen.«
»Fordi vi giver alle lov til at gøre, hvad de har lyst til, tror
vi, at vi er bedre, men problemet er, at man også styrer mennesker ved
hjælp at frihed. Der bliver lagt en anden form for pres på folk,
som også har omkostninger. Blandt andet har vi store omkostninger ved,
at der bliver født børn af forældre, som ikke kan klare
at passe dem.«
Fremtidens kritik
Men hvis vi nu ikke er så meget bedre, end man var dengang, må der
på et tidspunkt i fremtiden også komme en reaktion og et opgør
med befolkningspolitikken. På spørgsmålet om, hvad, hun forestiller
sig, vil kunne ske, svarer Lene Koch: »Hvis vi ser to generationer frem,
så tror jeg, at fjerde- og femtegenerationsindvandrere, som vil være
integrerede med dem, som i dag kalder sig danskere, vil se tilbage og
med stor og god grund kunne kritisere Danmark for at være et virkelig
barsk, fordømmende og diskriminerende samfund, hvad angik deres bedsteforældres
forsøg på at blive integrerede i Danmark. Det problem har nemlig
også et racehygiejnisk perspektiv, for hvem er nutidens »undermålere,«
spørger hun. »Man er så diskriminerende og negativ over for
disse mennesker i stedet for at give dem en chance og være glade for,
at de kommer.Det er jo en gave, at der kommer mennesker fra andre lande, som
vil være med til at holde samfundet i gang. Sådan kunne man godt
se på det, men det gør man altså ikke,« slutter Lene
Koch.