Information 18. maj 2001, i2, side 4

At klæde svin i ord

Litteraturens ofte modsætningsfyldte forhold til loven er taget under kærlig behandling i det nye nummer af KRITIK

Af Robin Engelhardt

I jubilæumsudgave nummer 150 af litteraturtidsskriftet KRITIK har de to redaktører Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm igen gjort en ekstra indsats for at tematisere deres stof i forhold til emner, der rækker ud over det strengt litterære felt. Denne tværvidenskabelige kærlighed er ikke kun en prisværdig ting i sig selv. Det højner faktisk også teksternes kvalitet at få dem i tale om noget andet.

Denne gang handler det om litteraturens forhold til retten og loven. Skønlitterære forfattere har som regel kun beskæftiget sig med områder af retten, der træder ud over, hvad man kan læse i en lovtekst. Sociale koder, drifter og skrupler er et retligt ingenmandsland; et sted, hvor traktater og statutter ikke kan gøre deres arbejde fyldest. I den sammenhæng er det interessant at tænke over, hvorvidt litteraturen, ligesom religionen før den, har forsøgt at påtage sig rollen som den, der ordner verden i bløde ord, når de hårde ikke slår til.

Nummer 150 starter jubilatorisk og oplagt med et hidtil ukendt interview af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges, hvor Borges fortæller om sin far, der var advokat, og ad den vej lander i en diskussion om jura som fantastisk litteratur.

Den blinde Justitia
Et af højdepunkterne i det nye nummer af KRITIK er Theodore Ziolkowskis litteraturhistoriske gennemgang af retfærdighedens figur i litteratur og kunst siden klassisk tid. En suveræn fortalt historie, der også indeholder en del ukendte fakta. Det er for eksempel forbavsende sjovt at læse om, hvordan den smukke Justitia med sværdet i den ene hånd og vægten i den anden i middelalderen får sat bind for øjnene af gæve barder (blandt andet tegnet af Albrecht Dürer), og hvordan dette satiriske billede af en blind og narret Justitia i løbet af blot få år igen bliver fortolket positivt - nemlig som et tegn på upartiskhed. Det må kaldes en historisk ironi, men også en menneskelig svaghed, at retfærdighedens ikon stadig bliver tilbedt i denne mishandlede tilstand. Vi må elske hende dybt.

Rune Gades tekst Chokerende sandheder er stærk i sin analyse af 'svinet' som symbol for 1800-tallets realismekritik. Afklædningen af virkeligheden i kunst og litteratur blev af mange set som undergravende for den idealiserede stræben. Med fotografiet som akut symptom for det 'absolut hæslige', der blotlægger selv de mindste »rynker og udposninger« tager ikke så få kunstnere, blandt andre Charles Baudelaire, afstand fra massernes fascination fra de nye »vederstyggeligheder«. Som retten skal tøjle borgeren ved lov, skal litteraturen klæde svinet i ord. Det var mottoet. Men som bekendt har de emancipatoriske impulser overtaget den opdragende humanismes fjerpen og tegnet mennesket i al dets obskønitet.

Med en passende illustration af Jeff Koons tager Peter Madsen udgangspunkt i nogle nyere censursager, primært Allen Ginsbergs Howl and Other Poems og Salman Rushdies The Satanic Verses, og viser, hvordan dommere i tiltagende grad prioriterer ytringsfrihed og pluralisme frem for sæder og vaner. Anders Toftgaard gennemgår den italienske Sofri-sag og Stina Teilmann gennemgår retsnormen for litterær plagiarisme i to fine analyser af Coleridge og Graham Swift.

Mellem to stole
Når lovens arm ikke rækker langt nok, må den gode gamle dømmekraft træde til, konkluderer Henrik Stampe Lund i sin tekst, der viser et stort overblik over emnet, og som blandt andet analyserer nogle af Thomas Manns skrifter. Med Stampe Lunds Salomoniske konge på bordet, (hvis man kan sige det sådan), sætter Isak Winkel Holm så alligevel trumf på i sin diskussion af Rousseaus Bekendelser. For når både fornuften og følelsen ikke magter at dømme sig selv eller andre, må domstolen forvandles til skriftestol i et forfængeligt håb om trods alt at opnå nåde. Når Rousseau sætter sig pladask mellem de to stole, åbenbarer der sig nemlig en dybere psykologisk figur i litteraturen, der i øvrigt også kan oversættes til andre mediale teknikker: Rousseau blotlægger en ætsende trang til at tribunalisere og legitimere sig selv, for derved at få lov til at være den, han er.

Forfatteren bliver her en grafoman, der vil afskrive sig ethvert ansvar for sin fysiske form, og indskrive sig i virkeligheden på trods. Dette er et privilegium, som i dag ikke længere er forbeholdt forfattere. Freuds psykoanalytiske metoder, moderne bekendende talk shows og Internettets hjemmesider giver mennesker en mulighed for at gøre det samme. Vi har alle fået lov til at være de små grise, vi er.

Rettens litterater
Carl Schmitt og Per Aage Brandt bidrager til temaet med betragtninger om undtagelsestilstanden fra loven og lovens semiotiske struktur. Det er to mere filosofisk orienterede tekster, hvis sætninger man ikke ligefrem kan skylle munden med, men som ved dobbeltlæsning vinder i finurlighed og tyngde. Derudover er der en masse andre gode tekster, som tager læseren i hånden for at besøge rettens litterater, hvad enten det er i form af lovens indeklemte forkontorer hos Kafka, bibliotekernes endeløse labyrinter hos Borges, Dürrenmatts retlige mellemspil Ophold på vejen eller Herman Melvilles forunderlige Bartleby. Det er god læsning alt sammen og noget at blive klogere på.