Information 13. juli 2000, 1. sektion, side 1
Af Robin Engelhardt (rob)
Med opsendelsen af det ubemandede russiske modul Zvezda klokken 06:56 dansk
tid i går morges fra Baikonurs affyringsrampe i Kazakhstan er det internationale
rumeventyr sat på raketter igen. Det var ellers ved at være sidste
udkald for den Internationale Rumstation ISS (som ikke står for et rengøringsfirma
men for International Space Station), der lider af en kronisk mangel på
penge og offentlig interesse. Kritikken har haglet over på projektet.
For dyr, for farlig og ganske unødvendig har mange ment, mens NASA, Japan,
Canada og de russiske og europæiske rumagenturer, der alle deltager i
det store udenjords bygningsværk, har forsvaret projektet ved at love
store fremskridt for alt og alle: Forskningen, sundheden og menneskeheden generelt.
I et mere realpolitisk perspektiv kan man ane, at deltagelsen i udbygningen
af den internationale rumstation primært er af symbolsk og strategisk
værdi. Historisk set har overmagten altid fulgt det teknologiske fremskridt,
det ved alle verdens store nationer. Deltagelsen er især vigtig for det
skrantende Rusland, der trods økonomisk nedtur stadig ser sig selv som
en global stormagt, især når det gælder rumforskningen. Rusland
har dog haft store problemer med at finde de 320 millioner dollars, som var
nødvendige, og det er også derfor, at man har måttet udskyde
opsendelsen af Zvezda-modulet flere gange i løbet af de sidste et til
to år. Men endelig er det lykkes. Rusland er stadig med, og politisk kan
det kun betyde god input til Putin på trods af udgifterne. At de
sidste rubler til opsendelsen var finansieret af amerikanske Pizza Hut blev
ikke taget så tungt. Pizza Huts gigantiske reklame på ydersiden
af protonraketten, som skulle transportere Zvezda-modulet, blev således
omhyggeligt gemt af affyringsrampen i Baikonur. Pressen skulle nødig
have et gratis grin serveret.
Zvezda-modulet er et af de vigtigste elementer i ISS, da det skal bruges som
kontrolcenter, kloaksystem, sovekabine samt som samleenhed for andre moduler.
I tilfældet af at modulet ikke kan koble sig automatisk til ISS den 25
juli, vil to russiske kosmonauter straks fare ud i rummet med en Sojus-raket
og foretage sammenkoblingen manuelt. Cirka tre uger efter fuldendt installation
vil det første Progress-forsyningsskib dokke an på Zvezda og forsyne
rumstationen med et drivanker og en sonde. Derefter vil en lang række
andre moduler blive opsendt med korte mellemrum blandt andre også
en avanceret dansk robotarm på 11 meter til udvortes brug. Når rumstationen
engang er færdig i 2004 eller 2005, vil den stå som den mest komplicerede
konstruktion, der er bygget i menneskehedens historie. Pyramiderne og den kinesiske
mur kan godt pakke sammen. Den vil kredse omkring jorden i en afstand på
384 kilometer, veje 418 ton, være syv etager høj og flere foldboldbaner
lang, og have en indvendig plads, som svarer til pladsen i to jumbojets. Den
samlede pris for ISS når op på omkring 500 milliarder kroner. Med
sine over 30 enkeltmoduler vil ISS være et unikt forskningslaboratorium
og muligvis, som NASA håber det i deres handlingsplaner, et springbræt
for yderligere udforskning af rummet. De storslåede science fiction-ideer
om domesticeringen af det ydre rum ved hjælp af kunstige planeter og lignende
er dog blevet nedtonet kraftigt på det sidste. Forskningen på ISS
vil primært koncentrere sig om udviklingen af nye mineraler, til medicinsk
forskning samt til afprøvning og reparation af satellitter.
De kritiske røster er dog talrige. I løbet af de sidste seks måneder
før opsendelsen fandt man 368 fejlfunktioner, og der venter stadig mange
reparationer, som først vil blive foretaget af kosmonauterne i rummet.
Ikke uden grund har rumstationen i fagtidskrifter allerede nu fået tilnavnet
ISS Titanic. For i længden kan man ikke snyde skæbnen. Risikoen
for en mislykket raketopsendelse er omkring otte procent. Med hundreder af opsendelser
de næste 10-20 år vil det helt sikkert gå galt på et
eller andet tidspunkt. Også 40 års rumeventyr har efterladt sine
tydelige spor. En sky af rumaffald kredser om jorden. Jordbaserede overvågningsudstyr
kan kun opdage skrot og meteorer større end 10 centimeter, men ISS er
kun bygget til at tåle kollisioner med objekter på få centimeter
uden at tage skade. Risikoen for en punktering er vurderet til cirka én
procent pr. modul. Faren for ulykker, strålingsfare, kræft, osv.
er derfor alt for stor, siger kritikerne.
Men på den anden side: Der døde også mange kinesere under
bygningen af den kinesiske mur - så mange at den burde stå som verdens
længste grædemur. Men det gør den ikke. Den repræsenterer
et menneskeskabt vidunder, beundret af millioner og atter millioner. Sådan
går det måske med alle gigantprojekter. Planlagt som en fantastisk
milesten skal den skabe teknologisk fremgang. Men især skal den kaste
storhedens glans tilbage på nationerne og deres ledere. På trods
af de store økonomiske omkostninger og utallige kritikpunkter er ISS
et væddemål på, at symbolet vil vinde. I sin hyperbolske storhed
og pragt vil den i det lange løb oppebære en massiv folkelig velvilje,
og blive identitetsskabende og mytisk på en og samme tid. Sådan
er det i hvert fald gået med rumstationen Mir, som fortsat nægter
at dø. Lad blot de socialt indignerede og fremskridtsfjendtlige kværulanter
råbe skråt op og skrot ned. Med tiden vil ISS vokse i folks bevidsthed
som en grandios bedrift, der ligesom pyramiderne vil være af største
symbolske værdi. Ok, holdbarheden er måske en anden, men alligevel.