Information 2. januar 2001, 1. sektion, side 8
Af Robin Engelhardt
Ideen er egentlig mere end 130 år gammel. I 1869 skrev englænderen
Edward Everett Hale romanen The Brick
Moon, som beskriver en kunstig satellit, der ved et tilfælde blev sendt
op i kredsløb omkring jorden med mennesker i. Af mangel på bedre
begynder menneskene at opbygge en lille civilisation i det tomme rum i evig
cirkelfart omkring jordkloden.
Selvom nogle mennesker ser den historie som den første forudsigelse af
en rumstation, indeholder den kun god fantasi, der ikke har den mindste forståelse
af, hvor vanskeligt det i virkeligheden er at overleve i det ydre rum.
Men i løbet af 1930 erne og 40 erne skulle folk som den russiske fysiker
Konstantin Ziolkowsky og den tyske
raketingeniør Wernher von Braun revitalisere ideerne, og allerede i 50
erne troede man, at rumstationer, der kunne bygge og sende raketter afsted til
Månen og til Mars, var det første og eneste logiske skridt hen
imod erobringen af rummet. Men de gigantisk rumværfter og flyvende banegårde
forblev en utopi. Den bemandede rumfart gik andre veje.
Hvor er ISS?
Montagen af stationen blev påbegyndt i november 1998, da den russiske
Proton-løfteraket transporterede det russiske rummodul Sarja ud i rummet.
Flere elementer fulgte i december 98, juli og oktober 00. I november kom de
første tre astronauter op (to russere, en amerikaner), som til februar
vil blive afløst af et nyt mandskab (en russer, to amerikanere). I de
kommende fem år vil amerikanske Space Shuttles og russiske Proton-raketter
med intervaller på en-to måneder bringe nye komponenter til stationen.
Indtil stationens endelige færdiggørelse, som man regner med vil
være i år 2006, vil der være blevet gennemført 50 transportflyvninger.
Næst efter månen og venus vil ISS være den mest lysende genstand
på nattehimlen; være på størrelse med Idrætsparken,
syv etager høj, og veje 453,6 ton.
Først i 1970 erne, efter at amerikanerne havde trukket sig sejrrigt ud
af kapløbet om en spadseretur på Månen, begyndte drømmene
om en rumstation at blive realiseret. Det var russerne, der som tabere havde
omorienteret deres rumprogram for at genvinde terræn i våbenkapløbet.
De første Salyut-raketter og Sojus-kapsler var dog ikke velsignet af
nok held og dygtighed til at blive successer, men efterhånden som Salyut
6 og Salyut 7 i løbet af de tidlige 80 ere kunne prale med at invitere
kosmonauter fra »broderlande« og endda »gæster fra Frankrig
og Indien« op i de ikke særlig komfortable, men funktionsdygtige
stationer, blev amerikanerne opmærksomme.
For 16 år siden annoncerede så den daværende amerikanske præsident,
Ronald Reagan, at den amerikanske rumfartsorganisation NASA så hurtigt
som muligt skulle gå i gang med at bygge en permanent bemandet rumstation
og sætte den i kredsløb omkring jorden. Det var i 1984. Den Kolde
Krig var stadig i gang, og man følte, at det var på tide endnu
engang at vise Sovjetunionen, at USA ikke kun kunne samle månesten og
bygge Space Shuttles, men også rigtige rumstationer, der kunne kaste glans
over det amerikanske folk. Den internationale rumstations navn skulle være
Frihed , og med et anslået budget på otte millioner dollar var det
meningen, at den skulle være færdigbygget i 1994.
Hvor er støtten?
I 1989, til 20-årsdagen for Apollos månelanding, måtte den
nye amerikanske præsident, George Bush, dog fortælle sine nostalgiske
medborgere om en lille ændring af planerne: Rumstationen skulle nu ikke
være færdig i 1994, men i 1999, og desuden fungere som et springbræt
for en bemandet rejse til Mars i 2019.
Men verden har ændret sig voldsomt siden 1989. Uden ægte fjender
er det svært at overtale en befolkning til at bruge flere milliarder på
prestigeprojekter som rumstationer og Marsrejser. George Bush forslag blev da
også hurtigt taget af bordet, da NASA havde beregnet, at en Mars-mission
ville koste det vanvittige beløb på 450 milliarder dollar. I stedet
begyndte NASA at blive gode venner med de europæiske, canadiske og japanske
rumorganisationer, og som bevis på det gode samarbejde skulle udbygningen
af rumstationen fortsætte. Rumrejser blev nu til et humanitært projekt.
Da Den Kolde Krig var forbi, blev også russerne inviteret til at være
med på projektet. Det var på mange måder en god idé:
Ikke kun kunne man sikre sig, at russiske astrofysikere ikke fik jobs i Irak
og Nordkorea; man kunne også minimere omkostningerne betragtelig på
grund af Ruslands fremskredne tekniske kunnen og deres store know how.
I forhold til USA var russerne hele tiden meget længere fremme på
området. I 1986, blot to uger efter Challenger-katastrofen, sendte russerne
de første komponenter op til det, der i løbet af meget kort tid
blev til rumstationen Mir ( fred ). Selvom det var meningen, at Mir kun skulle
holde i fem år, holder den sig stadig på nattehimlen som en gammel
blikspand, der nægter at dø.
Men samarbejdet med Rusland har vist sig at være en katastrofe. I praksis
har russerne haft svært ved at indordne sig under USA s dominans i ISS,
hvilket også kan ses på, at Mir stadig hænger mellem skyerne
på trods af de tiltagende tekniske problemer (og selvom man fra officielt
hold gentagende gange har bedyret, at Mir vil blive kastet ned i Stillehavet
meget snart). Desuden har Ruslands økonomiske deroute tvunget USA til
at poste ekstra tre millioner dollar i det russiske rumprogram, der ikke længere
har råd til at sende sine moduler op.
Hvor er videnskaben?
Hvordan ser det så ud med rumstationens videnskabelige meritter? Ifølge
flere dybdeborende artikler om ISS i blade som New Scientist og The Economist
er den triste sandhed den, at kun meget få videnskabsfolk, ud over dem,
der lever af det, har noget godt at sige om projektet. Hvis man ser bort fra
teflon og velcrobånd, er en af de påståede fordele, som man
kan drage af rumophold, at man kan udvikle bedre krystaller, lave aerogeler
og rene optiske fibre samt bidrage afgørende til kræft- og aidsforskningen.
Flere danske virksomheder deltager i samarbejde med den europæiske rumorganisation
ESA i forskningsprojekter, som man siger ikke kan udføres andre steder
end i rummet. Rummedicinsk Laboratorium på Rigshospitalet bruger vægtløsheden
eller mere nøjagtigt »mikrograviteten«, som blot er en milliontedel
af den almindelige tyngdekraft på jordoverfladen til bedre at forstå,
hvordan blodtrykket og væskemængden i kroppen reguleres i det lufttomme
rum. Laboratoriet er ejet af firmaet Innovision, der igennem flere år
har leveret kondicykler til NASA s rumfærgeprogrammer, og til en opsendelse
i næste måned vil der igen blive leveret en daglig træningsenhed
til astronauterne. Innovision har også udviklet gasanalyseudstyr, som
skal måle astronauternes hjerte- og lungefunktion ved analyse af deres
vejrtrækning.
Firmaet Terma Elektronik A/S har udviklet store dele af det programmel, der
styrer den robotarm (ERA), som bruges til at samle moduler og udføre
diverse kontrolfunktioner på ydersiden af rumstationen, osv.
Men bortset fra forsøg med mennesker har man endnu ikke formuleret et
eneste videnskabeligt forsøg, som ikke kan udføres lige så
godt på en ubemandet satellit. Når NASA fremhæver sygdomme
som kræft og aids i deres forskningsplaner, fornemmer mange derfor antydningen
af pr-strategi og ikke videnskab.
Hvor er rumhotellet?
I mangel på politisk vilje og videnskabelig berettigelse: Hvad er ISS
så til for? Onde tunger mener, at det ikke er andet end en måde
at skabe mere arbejde til NASA og rumforskningen på. I så tilfælde
ser fremtiden håbløs ud. NASA er godt nok afhængig af den
offentlige velvilje, men hvis man tror, at den eneste måde at holde befolkningens
interesse i live på er at bruge mennesker som besætning helst berømtheder
som den 77-årige tidligere astronaut John Glenn, der blev sendt op i 1998
(næste gang bliver det måske en filmstjerne?) så vil regningen
aldrig kunne gå op i hvert fald ikke ud fra et videnskabeligt perspektiv.
Måske bliver ISS blot endnu en forlystelsespark blandt mange ligesom man
nu har planer om med Mir. Det kunne blive et flot rumhotel. Så kan de
smukke og rige nyde udsigten, mens de træner musklerne på de dansk
producerede kondicykler.