Information 25. maj 2001, 1. sektion, side 1

Forskere gør op med placebo-effekt

Danske forskere påviser, at placebo-effekten reelt ingen virkning har i sygdomsbehandling

Af Robin Engelhardt

Mange læger foretrækker at give patienterne en kalktablet når der ikke er andet ved hånden. Den skal helst være rød, og så stor som en hestepille, for så virker den såkaldte placebo-effekt bedst. Men troen på at placebo virker i behandlingen af syge mennesker er en myte, siger ph.d. Asbjørn Hrobjartsson til Information. Sammen med Peter C. Gøtzsche fra Det Nordiske Cochrane Centret på Rigshospitalet offentliggjorde Hrobjartsson i går en artikel i det ansete lægevidenskabelige tidsskrift The New England Journal of Medicin, der viser, at patienter, som får placebotabletter som hovedregel ikke klarer sig bedre end patienter, som ikke får sådanne tabletter. Placeboeffektens psykologiske betydning, som dele af lægestanden og det alternative marked længe har sat sin lid til, spiller nærmest ingen rolle. »I den medicinske litteratur er man gentagne gange stødt på meget høje effektprocenter af placebo,« siger Asbjørn Hrobjartsson.

Usikre konklusioner
»30-40 procent var almindelig, af og til 80 procent og ved smerte og mavesår helt op til 90 procent. Det vil sige at 90 procent af patienter oplever en mærkbar forbedring på grund af placebobehandling.«
»Hvis det var rigtigt, måtte der jo eksistere utrolig stærke psykiske mekanismer, som kunne bruges i den daglige klinik til gavn for fremtidige patienter. Men jo mere jeg fordybede mig i litteraturen, jo mere kunne jeg se, hvor usikre konklusionerne var. De var i høj grad baseret på studier fra 1950-60'erne, men disse studier var bygget op på en forkert måde. Man havde ikke adskilt den reelle effekt af en placebobehandling, med det, der er enhver sygdoms naturlige tendens til at gå over af sig selv.«

Det er derfor umuligt at måle effekten af placebo uden at man kontrollerer for den naturlige tendens til at blive rask igen, siger Hrobjartsson. »Det svarer lidt til at sige at placeboeffekten af at stå på hovedet i ti minutter hver morgen, når man har en forkølelse, er 100 procent efter tre uger. Selvfølgelig er den det, for alle bliver raske efter tre uger. Derfor er det nødvendigt at sammenligne de patienter, som kommer med en forkølelse, og som får besked på at stå på hovedet, med de patienter, som ikke står på hovedet.« Hrobjartsson og Gøtzsche undersøgte den psykologiske effekt af at få en behandling. Til det formål samlede de resultaterne fra en række kliniske studier, der kigger på forskellen mellem placebobehandling og ingen behandling. »Vi blev overrasket på to planer,« siger Hrobjartsson.

»For det første var vi overraskede over, hvor mange undersøgelser, der egentlig fandtes. Vi fandt langt over hundrede studier, og 114 af dem opfyldte nogle helt grundlæggende kvalitetskrav. Data fra de 114 studier blev delt i studer, der havde såkaldte binære effektmål (dvs. syg/ikke syg, infektion/ikke infektion) og de studier, som havde kontinuerte effektmål (som kan måles på en skala, f.eks. smerte). Til vores store overraskelse fandt vi, at der ingen effekt var på de binære data og heller ikke nogen objektiv effekt på de kontinuerte data. Vi fandt en lille til moderat forskel på placebobehandlede og ikke-placebobehandlede patienter, hvis det var subjektive effektmål målt på den kontinuerte skala - især smerte. Størrelsen af den effekt svarer til en smertereduktion på cirka 15 procent. Om det skyldes en reel effekt eller forsøgspersonens ønske om at være høflig er svært at sige. Men selv hvis det var en reel effekt, er den på grænsen af, hvad man ville betragte som klinisk relevant. Vi må altså konkludere, at vi ikke kan påvise en klar klinisk relevant effekt af placebobehandlinger.«

Vær ærlig
Reaktionerne på de to danskeres artikel har allerede været og mange. I to store artikel i New York Times og Washington Post i går udtalte en række læger sig positivt over for budskabet om at placebo ikke kan skelnes fra den naturlige forbedring af et sygdomsforløb.

»Måske er placebo blot en gammel medicinsk legende,« sagde Dr. Jonathan Moreno Center for Biomedical Ethics i Virginia. Andre var mere skeptiske over for konklusionerne og mente, at den totale afskrivning af placeboeffekten krævede flere undersøgelser. Det er Hrobjartsson enig i: »Brugen af placebobehandlinger er dårligt undersøgt. Man ved ikke, hvor mange læger der behandler patienter med medicin, som de selv anser for virkningsløs. Der findes for eksempel medicinske etikere, som mener, at man ikke skal bruge placebo, selv hvis den ville virke, fordi det i en vis forstand er det samme som at lyve over for patienten. Andre mener at det ikke gør noget at lyve lidt, så længe vedkommende får det bedre.«

»Vores undersøgelse viser, at hovedargumentet for dem, som mener at placebo er berettiget, falder bort,« siger Hrobjartsson. »Der er ingen ekstra gevinst forbundet ved at give en kalktablet.« »Jeg håber at vores arbejde kan bidrage med at læger tænker sig om en ekstra gang, næste gang de vil give deres patienter placebo. Det rigtige som læge burde være altid at konfrontere patienten med ens bedste professionelle vurdering, selvom den måtte betyde at en behandling var formålsløs,« siger Asbjørn Hrobjartsson.