Information 26. februar 2001, 1. sektion, side 3
Af Robin Engelhardt
Den tyske sociolog Ulrich Beck udgav for nylig bogen Freiheit oder Kapitalismus.
En dejlig ironisk titel på en sociologisk analyse, der spiller på
den tyske højrefløjs slogan fra den kolde krig: »Frihed
eller socialisme.« Dengang var det en effektiv sætning, da det jo
var åbenlyst for enhver, at socialismen spærrede folk inde, mens
kapitalismen gav dem frihed og penge. Det er derfor ikke så mærkeligt,
at der rumsterede en lumsk mistanke i hovedet på mig, første gang
jeg hørte om bogen: Gemmer der sig måske en subversiv socialist
bag ordinarius Beck fra det renommerede universitet i München?
Ak nej. Beck er ikke sådan at indordne. Analyserne ligger et niveau højere
oppe, og gudskelov for det.
For Beck handler det om at revidere de gamle zombie-kategorier som klasse ,
familie , arbejde og partier , således at de kan medtænke globaliseringens
og individualiseringens indmarch. Faktisk efterspørger Beck et helt nyt
begrebsgrundlag for den sociologiske analyse. Det er et af den moderne kapitalismes
store traumer at hænge fast i ideen om en husholdning , om kernefamilien
, om fast arbejde , om nationalitet osv., når vi for længst har
indoptaget transnationale tilsætningsstoffer i vores rugbrød, vores
vindmøller og vores familier. Enhver forestilling om en entydig identitet
på basis af zombie-kategorierne er altså for Beck et udtryk for
akut virkelighedsflugt med behandlingsbehov.
Bogen er formet som en lang samtale mellem Ulrich Beck og historikeren Johannes
Willms. Det er en god løsning på en ellers ret teoretisk bog, fordi
fagsnak og syvstavelsesord bliver blødt op af en mundtlighed, der ikke
kun indeholder mange sjove pointer, men også giver en god introduktion
til de Beck ske tanker.
Opløste traditioner
Men hvad er det han mener med modstillingen frihed eller kapitalisme?
For at nærme sig det, må man først se den intime sammenhæng
som findes mellem fænomenet globalisering og den galoperende individualisering
i vores del af verdenen. Frigørelsen af kvinderne, adgangen til uddannelse,
familiens opløsning og de relativt sikre sociale netværker medvirker
alle sammen til, at vi i højere grad kan forme vores liv som »personlige
projekter«.
Individualisering udtrykker derfor, ligesom globalisering, en radikal opløsning
af socialt-nationale traditioner, der i USA og Europa måske fejres som
en frigørelse af den enkelte, men i Latinamerika, Asien og de arabiske
lande ses som et imperialistisk angreb mod den traditionelle kultur. En pointe
hos Beck er dog, at denne »institutionaliserede individualisme«
foregøgler mennesker en følelse af at være grænseløst
autonome. Det er en falsk bevidsthed, fordi individet ikke længere kan
se urskoven af afhængigheder i det globaliserede marked, hvor man er blevet
en »global player«.
Beck adskiller også individualisering med atomisering. Hannah Ahrend begrundede
fascismens fremkomst med den sociale atomisering, idet sociale sikringssystemer
i form af klasse og traditioner opløstes til fordel for en tabula rasa
modernisering. Beck er enig i, at atomiseringen medfører angst og usikkerhed,
og at den er farlig. Men hvis atomiseringen kan balanceres ud med en »god,
eksperimentel individualisering«, som er omrammet af et socialt sikkerhedsnet,
vil den sikre, at »en ny fascisme aldrig vil kunne opstå igen«.
Om dette mere er et Beck sk håb end en holdbar deduktion, er jeg ikke
i stand til at afgøre. I hvert fald er det værd at bemærke,
at Beck er en intellektuel optimist. Ganske utypisk for 70 erne og 80 erne,
men sandsynligvis desto mere konjunktursikret for 90 erne og 1 erne.
Arbejdsidentitet
Men vi er stadig ikke kommet nærmere en forståelse af, hvad der
menes med frihed eller kapitalisme.
Hvis man nu tænker individualiseringen videre, og ser på dens fjendebilleder
i fremtiden, er det ikke kun etniske traditionskulturer og kommunitaristiske
ideer, der kan forekomme farlige for superindividualisten. Det kan meget vel
også blive den aggressive kapitalisme, som med sin rationaliseringsdrift
trækker tæppet væk under selvrealiseringen. Så bliver
det for mennesker vitterlig et spørgsmål om frihed eller kapitalisme.
Et godt eksempel på det er Becks analyse af begrebet arbejde.
I det antikke Grækenland anså man arbejde som noget der udelukkede
mennesker fra det politiske fællesskab, noget der typisk tilhørte
kvinderne og slaverne, og som ikke blev anset som identitetsskabende. I forbindelse
med den borgerlige revolution i 1800-tallet ændredes ideen om arbejde
radikalt.
Den ny økonomi
Det kapitalistiske marked gjorde arbejdet til det centrale kendetegn for social
identitet. I dag, i det kapitalistiske markeds nye bølge, er denne omfortolkning
af ordet arbejde kun blevet radikaliseret. I antikken definerede man mennesket
ud fra dets kunstneriske skaben eller håndværksmæssige kunnen.
I dag er disse aktiviteter degraderet til fritidsaktiviteter for arbejdsløse,
det vil sige til noget, visse markedsteoretikere ville kalde snyltervirksomhed.
I det lys åbner der sig en helt ny forståelse af, hvad der gemmer
sig bag »den ny økonomi«. Den er en arbejderoptimering; det
vil sige en måde at omforme arbejdskraften, så den giver et større
afkast for markedets produktionsprocesser. Den ny økonomi er altså
ikke meget mere end en mikroøkonomisk effektivisering. Ligesom bankerne
i midten af 1800-tallet lærte at tage renter hver dag, i stedet for hvert
år, og på den måde optimerede renteindtægterne fra deres
lån, bliver den fleksible, individualiserede og hurtigløbende »medarbejder
med indflydelse og optioner« et optimeret arbejdsredskab for firmaer.
Så længe mennesker føler sig opfyldte af det, kan det være
fint nok.
Men Beck er ikke blind for, at langt de fleste mennesker er og bliver »informationsproletarer«,
der overtager de standardiserede opgaver i informationssamfundet, og som intet
får i erstatning for deres tabte sikkerheder. Nye fagforeninger skal arbejde
globalt for at genvinde det tabte terræn. Et filigranudbygget net af udnyttelse
har foldet sig ud over vores hoveder. Det bilder os ind, at der er tale om en
selvvalgt individualisme. Efter devisen arbejde befrier kaster vi os ind i projekter,
der kan erstatte det tomme mørke rum, som grækerne engang har kaldt
for muse. Først når det går op for én, at man ikke
kun er markedets slave med sine hænder, men også med sin hjerne
og sine ønsker, kan det være, at tingene ændrer sig. Men
det kræver vel en Nietzscheansk Umwertung aller Werte, en omvendelse af
alle værdier, før det kan ske. Desværre ikke noget, der diskuteres
særlig meget videre i denne ellers udmærkede bog.