Information 3. september 2001, 1. sektion, side 3
Af Robin Engelhardt
Det er ikke længe siden fysikeren Alan Sokal lavede en grum spøg
med humanvidenskaberne. En vrøvletekst om kvantefysikkens betydning for
politiske og kulturelle fagområder fik uimodsagt lov at passere redaktørerne
på tidsskriftet Social Text. Efter offentliggørelsen afslørede
Sokal, at det hele var tænkt som en spøg, men en alvorlig sådan,
fordi den afslørede socialvidenskabernes ukritiske falden på halen
over for naturvidenskabelige idealer - selv på områder, hvor det
var åbenlyst tåbeligt. Debatten, som gik under navnet Science Wars,
er udgangspunktet for Bent Flyvbjergs nye bog med titlen Making Social Science
Matter: Why Social Inquiry Fails and How It Can Succeed Again. I en velstruktureret
og klar stil argumenterer Bent Flyvbjerg for, at socialvidenskaberne i mange
henseender er naturvidenskaberne overlegen, hvis bare de turde vedkende sig
deres fundamentalt anden, og mere praktiske og værdiorienterede tilgangsmåde
til problemerne.
En blindgyde
Flyvbjerg en efterhånden blevet en internationalt ledende skikkelse indenfor
den voksende skare af lærde mennesker, som vægrer sig imod troen
på at socialvidenskaberne skal efterligne naturvidenskabens idealer. De
tror ikke på at humanistisk forskning går ud på at skabe modeller,
evigtgyldige teorier, producere forudsigelser og 'objektiv' viden. Tværtimod
ser de dette som en blindbyde, ikke fordi analytisk-rationelle argumenter og
empiriske fakta er uvigtige for socialvidenskaberne, men fordi enhver dybere
forståelse af sociale aktiviteter kun kan nås ved en 'arkæologisk'
analyse af hele feltet, dvs. ved konteksten, historien, værdierne og magtrelationerne
mellem de involverede parter. I parløb med Aristoteles definerer Flyvbjerg
denne type videnskab med ordet phronesis, og ønsker dermed at definere
en forskningsmetode, som går ud over den analytisk-videnskabelige viden
(episteme) og tekniske viden (techne), ved desuden at involvere kontekst, værdidomme,
intuitive skøn og beslutninger, sådan som en sand ekspert på
sit felt altid gør.
Bent Flyvbjerg starter med at diskutere Dreyfus' og Dreyfus' læringsteori,
som opdeler læringsfaserne i fem niveauer, men hvor det afgørende
er, at de tre første faser (novice, avanceret begynder og kompetent udøver)
ikke indeholder nogen voldsom stor kropslig og praktisk erfaring, men primært
kræver regelbundethed og analytiske færdigheder. For at mestre de
to sidste faser (kyndig udøver og ekspert - eller virtuos) forudsætter
det meget mere. Der skal være en kontekstuel, intuitiv og ubevidst viden,
som sidder på rygmarven og derfor konstant bryder med alle lærebogsforestillinger
om, hvad der er lovligt at gøre, hvad ikke, og hvad der måtte virke.
Hinsides den rationelle erkendelse - episteme - findes der altså et felt,
hvor mesterlæren og virtuosen hører hjemme, og hvor naturvidenskaberne
er og forbliver stumme. Men det betyder også omvendt, at socialvidenskabernes
ambitioner om at lave fundamentale 'teorier' for psykologien, for sproget, økonomien,
bevidstheden, etc. baserer sig på en scientistisk fejlslutning. At en
socialvidenskab med kun formelle ambitioner aldrig vil lykkes skyldes ikke blot,
at naturvidenskaben har at gøre med 'ting', mens socialvidenskaberne
har at gøre med 'mennesker' (og derfor er udsat for hermeneutiske cirkler
og større kompleksitet). Det skyldes snarere, at en social videnskab
med udelukkende formelle ambitioner altid vil komme til kort over for den praktiske
fornuft. Den vil ikke have jord under neglene, ikke se helheden i detaljen,
og derfor vil den forblive steril.
Med mange referencer til Machiavelli, Nietzsche, Foucault og Bourdieu viser
Flyvbjerg, at en »phronetisk videnskab« ikke kan undgå også
at skulle beskæftige sig med magtbegrebet. Den yngre kritiske teori, sådan
som den repræsenteres af især Jürgen Habermas, har længe
følt sig for pæn til at tage ordet i sin mund. I stedet har den
forsøgt at erstatte magtbegrebet med utopiske forestillinger om en kommunikativ
rationalitet, der skal kunne frembringe en uskyldsren refleksiv dialog, hvor
det bedste argument altid vinder. Flyvbjerg viser med al tydelighed, hvordan
Platons antikke idealisme her genopstår i en muteret, men ikke skønnere
form. Habermas' diskursive etik afsløres som et moralsk kartel, fordi
det monopoliserer det gode og fornuftige til kun dem, som kan diskutere frit
og rationelt. »Det første skridt på vejen til at være
moralsk, er at indse, at det er man ikke,« skriver Flyvbjerg. Det næste
skridt er så at lave små tests, som reflekterer dette.
Når socialvidenskabernes metode aldrig kan og vil være forklarende
og forudsigende på samme måde som naturvidenskaberne, kan den til
gengæld være deskriptiv - og igennem dette præskriptiv. Flyvbjergs
phronetiske metode er ligesom Foucaults arkæologi fokuseret på detaljen
og på de mange delelementers komplicerede sammenspil. Men Flyvbjerg går
længere end Foucault og stiller også værdispørgsmål
som »Hvor er vi på vej hen?«, »Er det ønskeligt?«,
»Hvem vinder, hvem taber?«, »Hvad skal man gøre?«.
Den aktive deltagelse i samfundets problemer er ligesom den bevidste beslutning
om at deltage i den politiske debat afgørende for at lave phronetisk
videnskab. Ellers risikerer man at blive en verdensfjern lektor, som kun laver
'pomo-science'.
Ikke formalisere
I et hav af informationer og gensidige vekselvirkninger nytter det ikke at formalisere
sig ud af problemerne. En social videnskab skal forholde sig aktivt til dem.
Siden Sokals 'hoax' har ramt socialvidenskaberne i 1996 har de humanistiske
forskere set ud som skibbrudne, der stadig stiller havet betingelser. Ja, værre
endnu - alt imens de er ved at drukne, beslutter de at tørlægge
oceanet. Forfatteren viser i denne bog, hvordan man kan lære at svømme
igen. På mange måder er bogen er en videreføring og udbygning
af Bent Flyvbjergs tobindsværk værk Rationalitet og magt
fra 1991, der ud over at skitsere de her nævnte sociologiske og filosofiske
problemstillinger også indeholder en konkret phronetisk analyse af et
byplanlægningsprojekt i Aalborg. Making Social Science Matter fylder
mange huller og går nærmere ind på nogle af de kritikpunkter,
der har været rejst i løbet af de sidste ti år. Den meget
pædagogiske og velskrevne stil vil med sikkerhed være populær
blandt studenter, og de høje ambitioner og grundige filosofiske diskusioner
vil utvivlsomt placere bogen som et hovedværk inden for socialvidenskaberne.