Information 26. februar 2001, 1. sektion, side 8
Af Robin Engelhardt
Man skal ikke gå mange år tilbage for at finde overskrifter, der
fortæller at man har fundet et gen for aggressivitet, for homoseksualitet
og for kræft; nogle gange endda med undertitlen »sensation!«
for sådan rigtig at pirke til den fascination, en simpel forklaring kan
give. Men der er sket meget i løbet af de sidste to år. De selvsikre
genetikere påstår ikke længere, at der findes et gen for hver
sygdom, og den for nylig færdiggjorte kortlægning af den menneskelige
arvemasse har bidraget yderligere til en erkendelse af, at et entydigt forhold
mellem årsag og virkning i biologiske systemer ikke længere kan
opretholdes sådan uden videre.
Nu hedder det sig i stedet, at et gen »har betydning for«, eller
»er forbundet med« bestemte karakteristika eller sygdomme, og så
bliver man ellers nødt til at grave sig dybt ned i artiklen for at finde
ud af, hvor stor »betydningen« og »forbundetheden« egentlig
er. I bogen The Century of the Gene har Evelyn Fox Keller taget konsekvensen
af denne udvikling og stillet spørgsmålstegn ved hele konceptet
omkring et gen. Hun går så vidt som til at sige, at »et gen
ikke er noget fysisk objekt« og anskueliggør med utallige eksempler
og med et krystalklart sprog, hvordan det 20. århundredes centralbiologiske
dogme om et gen er blevet stadig mere udhulet. DNA kan for det første
ikke kopiere sig selv.
Det klonede får Dolly er et skoleeksempel på, at det ikke er genomet,
men i lige så høj grad ægcellens og cytoplasmaets fortjeneste,
at en organisme kan opstå. De komplekse, regulerende og selvorganiserende
mekanismer, der har udviklet sig på tværs af DNA, proteiner, cellulære
stoffer og geometriske informationer, og som primært skal sikre stabilitet,
ikke variabilitet, kan kun tænkes som et hele, hvis det nogensinde skal
lykkes for molekylærbiologer og biokemikere at forstå ontogenesen.
Uklar definition
Desuden er definitionen af, hvad et gen egentlig er, meget uklart. Langt den
største del af genomet består af »junk« - repetitive
sekvenser og transposons. Den proteinkodende messenger RNAsekvens opstår
først efter komplicerede klippe-klistre- og korrektionsprocesser. Det
er i Kellers øjne utvivlsomt rigtigt, at den genetiske reduktionisme
med sine skråsikre antagelser har båret molekylærbiologien
på en bølge af succes. Men det var i forrige århundrede.
Det nye århundrede vil ikke kunne nøjes med så simpelt et
sprog. Det vil kræve helt nye ord og koncepter for at kunne beskrive evolutionen,
og derfor mener Keller, at vi lige så godt kan droppe ordet gen som sådan.
Ordkløveri
Modtagelsen i fagkredse har været kølig. I det førende fagblad
Nature skrev Jerry A. Coyne i sin anmeldelse, at det meget vel kan være,
at gener er komplekse størrelser, men han mener, at de stadig er gode
arbejdsbegreber og sammenligner det med at »Landmænd stadig er landmænd,
selvom deres arbejdsområde er langt mere kompliceret end før.«
På samme måde behandles Kellers kritik af Münchhausen-DNA et:
»Man kan lige så godt argumentere for, at politiske kandidater ikke
promoverer sig selv, fordi de hyrer andre til at gøre arbejdet,«
skriver Coyne og hentyder til, at Kellers argumenter dybest set er en omgang
ordkløveri. DNA er og bliver primus motor for liv. Coyne slutter sin
bredside af med at citere Richard Feynman: »Videnskabsfilosoffer er lige
så nyttige for videnskabsfolk, som ornitologer er for fugle,« og
han stempler Keller som en »dårligt informeret ornitolog.«
En anden kendt biolog, englænderen Lewis Wolpert, er endnu mere arrig.
Han kalder Kellers bog for »junk« og »bullshit« og harmes
over, at den ikke indeholder noget, man ikke vidste i forvejen. »Og hvad
så!« spørger han.
Ideologien lurer
Som man kan regne ud, indeholder diskussionen en langt dybere problemstilling
end den strengt biologiske. En problemstilling, som har noget at gøre
med bevillinger og status. Videnskaben har altid levet godt af en vis ignorans
i befolkningen. Ideologiske gøglebilleder om lurende farer eller fagre
nye muligheder, i dette tilfælde om helbredelsen af en hel art, har altid
bevinget giverglæden hos donor og stat. Når en faggruppes entydigt
utilitaristiske budskaber (à la: når vi forstår genomet,
forstår vi mennesket og kan helbrede det!) går op i røg til
fordel for noget så uhåndterligt som kompleksitet og irreducibilitet,
er det ikke altid en fordel for egne interesser.
En biologisk tolkning, der stopper ved Richard Dawkins og Daniel Dennett, synes
mere acceptabel for mange forskere, selvom de måske ved bedre. Derfor
er det også så upopulært, når videnskabsfilosoffer begynder
at kløve ord med dem. Endnu mere uforskammet er det dog at antyde, at
forskningen og forskere selv er begyndt at lide under det idealiserede sprog.
Tænk på den voksende mistillid til molekylærbiologien som
sådan. Hvis man forventer at have en oplyst befolkning, må man også
hjælpe andre til at stave sig igennem det svære og stille spørgsmål
om det simple. Det er, hvad Keller har gjort, endda på en velskreven måde.
Det skal hun have tak for.