Information 17. august 2001, i2, side 7
Af Robin Engelhardt
Menneskeskæbner, der på grund af deres specielle livshistorie må
betegnes som seriøst mærkelige, har altid udgjort et glimrende
råmateriale for forfattere, især når det handler om at skrive
biografier om den slags personer, som man med en udsøgt forkærlighed
kalder for »genier«. Et typisk kendetegn ved disse genier er, at
de - ud over at de har en speciel evne eller mestrer en sjælden kunst
til nær fuldkommenhed - udviser en lang række psykologiske anomalier,
der tydeligvis adskiller dem fra resten af den dødelige mængde.
Disse nøkker, pudsige indfald og excentriciteter bliver sjældent
set som nøgle til at forstå geniernes personlighed, endsige som
en dør til at åbne en sjælelig dybde.
Snarere præsenteres de som en form for stunts, der på en (tilmed
underholdende) måde blåstempler genialiteten.
I rækken af disse - som regel amerikanske - populærvidenskabelige
proptrækkerbøger indgår også Paul Hoffmans biografi
Manden som kun elskede tal om den ungarske matematiker Paul Erdos. Matematik
bliver her til et boblebad af skønhed og sandhed, og Hoffman er den glade
bartender, der hælder op af den ene Erdos-anekdote efter den anden. Og
sandt er det, at historierne bag de mange forskellige matematiske udfordringer
både er fængslende og lærerige.
En guldgrube
Men bogen er ikke en biografi. Det er en samling af historier om matematiske
problemstillinger, som Erdos på en eller anden måde har været
i berøring med. Ud af 250 sider bruger forfatteren kun 50 sider på
Erdos selv. Resten er en blanding af de mere kendte matematikhistorier om f.eks.
Fermats store sætning, om Monty Hall-problemet, om Euler, Gauss, Russell,
Einstein og om Gödel. Er man interesseret i at forstå matematiske
mysterier og talteoretiske puslerier, og er man uden de store forudsætninger,
er bogen en rigtig guldgrube af matematisk viden og sjove anekdoter. Er man
interesseret i manden Paul Erdos, er dette dog ikke den rette bog.
Ikke noget hjem
Erdos var bestemt ikke noget almindeligt menneske. Så meget bliver tydeligt.
Han havde ikke noget hjem, ikke noget job, og den eneste overlevende fra familien
var hans mor, som boede i det elskede hjemland Ungarn. Udrustet med to halvtomme
kufferter rejste han på kryds og tværs over kontinenterne, på
evig jagt efter nye matematiske problemstillinger. Han var en intellektuel tornado,
der gav utallige forelæsninger og tiltrak tusinder af andre matematikere,
som han offentliggjorde endnu flere artikler sammen med. Vennernes gæstefrihed
brugte han til grænsen af det rimelige, og hver gang han begyndte at kede
sig, forsvandt han for at ringe på hos den næste. Det er måske
sandt, at nørder har underudviklede sociale færdigheder - Erdos
havde ingen. Han var som besat af matematiske underfundigheder; han var allergisk
mod rigdom og gav de penge, som han tjente, til tiggere, studenter og velgørende
formål. Han havde ingen hobbyer, ingen børn og har indtil sin død
aldrig været sammen med en kvinde.
Som en trafikulykke
Paul Erdos døde den 20. september 1996, dvs. for blot fem år siden.
Hoffmans biografi udkom for første gang i USA knap to år efter
- lige lovlig hurtigt, kunne man forledes til at tro, og mistanken om, at Hoffman
kun var på jagt efter endnu en sikker salgssucces, er vanskelig at se
bort fra. Alle ved, at genier er lige så tiltrækkende som trafikulykker.
De er på samme tid spektakulære og uhyggelige. Men man nærmer
sig åstedet med besindig omhu og nøjes med helhedsindtrykket og
sladderen. Sådan er det desværre også med denne bog om Paul
Erdos. Synet af de triste detaljer og af en skæbne, som altid er på
flugt fra sig selv, passer ikke sammen med konceptet om den glade populærvidenskabelige
proptrækkerhistorie. Og derfor undlader man gerne denne del af historien.
Det er lidt synd, også for Paul Erdos, for han må have været
et spændende menneske.