Information 18. september 2000, side 6
Af Robin Engelhardt
Den foruroligende og hårdt omdiskuterede hypotese om, at aids havde sin
oprindelse i en bestemt slags eksperimentel polio-vaccine (OPV), der blev dyrket
på chimpansenyrer og brugt i det centrale Afrika i midten af 50 erne,
er nu både blevet afkræftet og bekræftet med hver deres sæt
beviser .
Kritikernes bevis mod den såkaldte OVP/aids-teori er en laboratorieundersøgelse
af gamle prøver af poliovaccinen, som har været opbevaret i Wistar-instituttet
i Philadelphia siden 50 erne. OPV-teoriens fortalere, der anføres af
Edward Hooper, som sidste år skrev den meget omtalte bog The River
- A Journey Back to the Source of hiv and aids (se Informations anmeldelse
af bogen på http://www.exponential.dk/art/information/hooper.html
har til gengæld andre beviser : Øjenvidneberetninger om brug af
chimpansenyrer til dyrkningen af poliovaccinen.
Kun rhesusaber
Tre laboratorier fra henholdsvis USA, Tyskland og Frankrig har testet nogle
af de gamle vaccinerester, som har været opbevaret i Wistar Instituttet,
og der har været stor spænding om udfaldet af disse undersøgelser.
På et to-dages møde i sidste uge hos The Royal Society i London
kunne de tre laboratorier samstemmende konkludere, at der hverken var spor af
hiv eller siv i prøverne. I en supplerende undersøgelse af prøvernes
mitokondrie-DNA kunne man heller ikke finde spor af chimpanseceller. I alle
tilfælde var der kun tale om celler fra rhesusaber. Og dette er afgørende,
da den variant af det menneskelige hiv, som er årsag til over 90 procent
af alle aids-tilfælde, højst sandsynligt stammer fra en overførsel
af chimpanseviruset siv-cpz til mennesker, hvorefter virus kunne mutere og tilpasse
sig til den nye vært.
På baggrund af analyserne kunne direktøren for Wistar Instituttet,
Clayton Buck, ifølge fagbladet Nature konkludere: »Vi stoler på,
at disse resultater vil sætte et punktum for bekymringerne om, at de Wistar-producerede
orale poliovacciner står i forbindelse med aids.«
To øjenvidner
Men Edward Hooper er langt fra overbevist. »Jeg er glad for at Wistar-instituttet
har frigivet portioner af vaccinen til testning, men der blev lavet forskellige
vaccineportioner i forskellige laboratorier,« sagde Hooper og påpegede,
at de vacciner, som blev brugt i Afrika, ikke er medtaget i de nye tests. Edward
Hooper mener altså simpelthen ikke, at man har brugt de rette prøver
til at af- eller bekræfte teorien. Desuden kunne Hooper præsentere
navnene på to øjenvidner, som bekræfter, at man indfangede
lokale chimpanser og under virologen Hillary Koprowskis ledelse brugte deres
nyrer til at fremstille den eksperimentelle poliovaccine, kaldet Chat.
I en signeret udtalelse beretter således Louis Bugyaki, der arbejde som
dyrlæge i Stanleyville, nu Kisangani, om samtaler han har haft med to
belgiske læger, der havde set chimpansenyrer blive sendt til USA. Bugyaki,
der nu bor i Bruxelles, konkluderer i sit notat at »det er muligt, at
hovedformålet med at sende nyrerne til USA var at forsørge Koprowskis
forskerhold med celler til at dyrke poliovaccine,« og fortsætter:
»Jeg fik at vide, at forsendelserne skulle holdes hemmelige. Jeg tror,
det var en kommerciel hemmelighed, og vaccine-producenterne ville ikke have,
at chimpansernes rolle skulle blive kendt.«
Forarget over Hooper
Et andet vidne er Juma Jamnadas, der arbejde som laborant i Bujumbura i Burundi.
Han sagde at han jævnligt så chimpansenyrer blive opereret ud og
blive sendt til et laboratorium i Belgisk Congo, hvor en medarbejder til Koprowski,
Tadeusz Wiktor, arbejdede med at fremstille et udvalg af forskellige vacciner.
Koprowski selv siger nu, at chimpanserne kun blev brugt til forsøg. Aldrig
til at dyrke vacciner. Stanley Plotkin, en anden af de overlevende frontfigurer
bag Chat-vaccinen er dybt forarget over Hoopers påstande, kalder dem rygter
og siger: »Der er ikke det mindste bevis for, at chimpansenyrer blev brugt
til at producere Chat.«
På Koprowskis beskyldninger om, at Hooper blot vil finde en syndebuk for
aids-pandemien svarede han, at det ikke var tilfældet: »Men vi skal
prøve at finde sandheden og lære af sandheden,« sagde han.
Men oddsene er høje. For hvis det viser sig, at OPV/aids teorien er rigtig,
og at man vitterlig har været så uheldig at udløse en verdensomspændende
epidemi på grund af et ellers meget rost og effektivt vaccineprogram,
vil det have store konsekvenser for forskningen. Det vil ikke kun pege på
de farer, der kan ligge i brugen af dyr som fremtidige stofproducenter og som
donorer (f.eks. ved xenotransplantation), men også på vestens store
juridiske, moralske og politiske ansvar i forhold til Afrika.