Information 27. juli 2002, 1. sektion, side 6

Borgerløn til alle

Enten er vi på vej mod et brasiliansk samfund med øget fattigdom og prekære arbejdsforhold - eller også må vi omdefinere vores forhold til arbejde og fritid, skriver Ulrich Beck

Ulrich Beck, Fagre nye arbejdsverden, Hans Reitzels Forlag, 224 sider, 225 kroner.

Af Robin Engelhardt

Sammen med Anthony Giddens er tyskeren Ulrich Beck nok den mest fremtrædende politiske sociolog man umiddelbart kender til i Europa. Hans gennembrud kom i 1986 med bogen Risikogesellschaft (da. Risikosamfundet, 1996), hvor han diskuterede den gensidige afhængighed mellem velfærd og risiko og således åbnede politikernes øjne for problemet omkring fordelingen af de utilsigtede konsekvenser af de moderne, industrielle produktionsmetoder. I dag er Beck stærkt involveret i den europæiske (so-cialdemokratiske) debat omkring udformningen af fremtidens civilsamfund og især dets arbejdsmarkedspolitik. I den nu på dansk udkomne (og godt oversatte) bog Fagre nye arbejdsverden diagnosticerer Ulrich Beck afviklingen af normalarbejdsforholdet i de vestlige lande op igennem 1980'erne og 1990'erne som en alvorlig fare, men også som en mulighed for skelsættende positive forandringer.

Vestens brasilianisering
Han kalder de mange nye ansættelser på arbejdsmarkedet uden pension eller anden form for social sikring for »prekære arbejdsforhold«, og ser dem som en udvanding af hårdt tilkæmpede rettigheder, men også som en mulighed for endelig at reformere og omdefinere arbejdsstrukturerne fra bunden af. I dag bliver det anset som sociologisk grundviden, at de statssocialistiske systemer - som f.eks. i DDR - gik til grunde fordi de var ubøjelige og manglede tilpasningsevne. Manglen bestod især i, at alle civile forsøg på at organisere en autonom sfære hinsides staten blev forhindret. Hvis dette også bliver tilfældet i de vestlige samfund, vil de før eller siden også falde fra hinanden. Beck mener på sin vis, at dette allerede er i fuld gang med at ske. Han taler om »tusind prekære arbejdsverdener« og »vestens brasilianisering« som resultat af en manglende statslig anerkendelse og sikring af alternative og selvorganiserede livs- og arbejdsformer.

Vestens brasilianisering handler om, at de vestlige samfund i stigende grad splintres i modsatrettede udviklinger og heterogene afhængighedsforhold, uden at der er nogen instans, der vil eller kan styre dem. I stedet for at man udvikler nye, meningsfulde og bindende samfundsmodeller for folk i og uden for arbejdsverdenen, frigiver man fortolkningen af arbejdet og dets fremtid til medieeksperter og mirakelpostulanter. Ganske som Antonio Gramscis idé om sociale 'hegemonier' mener Beck, at denne retoriske symptombehandling blandt de sande magthavere reelt ikke medfører andet, end at arbejdet afformaliseres, rettigheder udhules og indkomstspredningen stadig øges. Ulrich Beck forsøger dog som altid at finde også det positive ved denne udvikling: Udvidelsen af risikozonen i arbejdslivet indeholder en mulighed for at »blive sin egen herre«, at vælge sin egen levevej og være fri til at arbejde med det, man har lyst til.

Borgerløn og -arbejde
Politikere i vores verdensdele undervurderer ofte, hvor mange mennesker der faktisk frivilligt giver slip på karriere og godt betalte jobs, hvis de blot opnår et - for dem - meningsfuldt social- og familieliv og et minimum af økonomisk sikkerhed - feks. ved at blive selvstændig eller tage et deltidsjob. Den eksisterende arbejdsmarkedspolitik i Europa tillader ikke, at disse positive elementer udbygges - af (berettiget) angst for, at de negative elementer tager overhånd. Som den eneste udvej ser Beck den »aktiverende stat«, der gennem en aktiv politik og en økonomisk grundsikring for alle kan redefinere, hvad der går for at være socialt accepteret arbejde, og hvad ikke. Arbejde er ikke kun det, man får løn for, men også arbejdet i »den tredje sektor« dvs. frivilligt, uformelt arbejde i offentlige og almennyttige sammenhæng.

For Beck handler det således om at opbygge civilsamfundet på ny gennem omfattende arbejdsmarkeds- og skattereformer, der fremmer det sociale engagement og kreative initiativer. Uden en social accept og politisk sikring af uformelt arbejde som en meningsfuld og økonomisk realiserbar aktivitet vil forslaget dog kun føre til katastrofer: Det vil underminere den sidste rest af arbejdstagerrettigheder og føre til en uddelegering af statslige opgaver til Fortuna eller det monopolistiske markede.

Ret til borgerløn
Det er derfor tvingende nødvendigt, at brasilianiseringen af samfundet modsvares af en retslig sikret borgerløn til alle. Denne økonomiske grundrettighed skal være basis for borgernes frivillige valg af civil beskæftigelse, hvad enten det er ordinært arbejde på arbejdsmarkedet («erhvervsarbejde«), eller arbejde i den tredje sektor («borgerarbejde«) - eller begge dele. På den måde muliggøres et civilsamfund uden hegemonier, en lavtlønssektor uden indkomstfattigdom og et selvaktivt samfund uden meningstab. I Becks egne ord: »Borgerløn tilvejebringer det minimum af sikkerhed, der er nødvendigt, for at frihedens usikkerhed kan vendes til noget positivt.« Kravene for at det kan lade sig gøre, er en radikal arbejdstidsforkortelse for alle inden for fuldtidsarbejdsområdet, ligeberettigelse i fordelingen af betalt og ubetalt arbejde mellem kvinder og mænd og ikke mindst en social omvurdering af, hvad slags beskæftigelse der accepteres som identitetsskabende og værdigt for mennesker. Om det vitterlig vil kunne lade sig gøre, er det store spørgsmål.