Information 7. maj 2001, 1. sektion, side 6
Af Robin Engelhardt
Da komponisten John Cage skrev sit klaverstykke 4'33'' i 1952 kunne han næppe
have vidst, at to fysikere 47 år senere ville gøre ham kunststykket
efter - ikke med et klaver, men med en kvantecomputer. Cages berømte
komposition gik i praksis ud på, at en pianist skulle sidde på klaverstolen
og vende nodesiderne - uden at røre tangenterne. Graeme Mitchisons og
Richard Jozsas eksperiment går ud på at lave beregninger på
en kvantecomputer uden at tænde for maskinen. For mange komponister var
Cages idé et udtryk for en dadaistisk inspireret filosofi snarere end
musik, og sådan tænker sikkert også mange normale fysikere,
når de hører om kvantemekanikkens mange tankeeksperimenter.
Men det er skam alvorligt ment. Naturen tillader »Counterfactual Computations,«
hvilket er den betegnelse, som de to fysikere fra universiteterne i Cambrigde
og Bristol har givet fænomenet i en artikel, som blev skrevet i 1999,
men som først nu er offentliggjort i Proceedings of the Royal Society
of London.
Stilhed findes ikke
Cage mente ikke, at stilhed fandtes, hvis man var indstillet på at lytte.
Og det samme gør sig gældende i kvantemekanikken: »Man skal
give computeren god tid til at få lov at køre,« siger Jozsa
og forklarer, at kvantesystemer har evnen til at eksistere i to inkompatible
tilstande samtidigt - ligesom Schrödingers kat - og at det reelle fysiske
udfald først stadfæstes, når man »lytter.« Mitchison
og Jozsa beskriver et skema, hvormed man kan afprøve alle mulige tilstande
i en kvantecomputer, inklusive den tilstand, hvor alle kontakter er slukket.
Selvom computerens kvantestrømme eksisterer i en »superposition«
med hinanden, er det altså muligt at føre bølgefunktionen
til kollaps i præcis den tilstand, hvor alle ledninger er slukket, og
på den måde at finde frem til et resultat på problemet.
Der findes en fortolkning af kvantemekanikken, som siger, at superposition er
et udtryk for, at der findes alternative udfald - altså reelt eksisterende
parallelverdener - som først bliver irrelevante for vores realitet, når
den kvantemekaniske bølgefunktion 'kollapser'. En lidt anden fortolkning
af kvantemekanikkens mystiske fænomener er, at de er uadskillelige fra
den menneskelige bevidsthed og evne til at iagttage naturen. Mitchisons og Jozsas
kontrafaktiske beregning tilbyder derfor en teoretisk metode til at aflure en
parallelverden, hvor computeren var tændt, for at trække resultatet
over i en verden, hvor den ikke er.
Forvirret? Vi giver ordet tilbage til John Cage: »4'33'' handler ikke
om stilhed. Der findes ingen stilhed... Forskellen mellem lyd og stilhed er
i virkeligheden blot en forskel mellem hensigten om at lytte og bortvendelsen
fra den. Den grundlæggende betydning af stilhed er at opgive intentionen
om at lytte... Stilhed er ikke akustisk. Det er en bevidsthedsændring...
Musikken er kontinuert. Det er kun os, der vender os bort fra den.«