Weekendavisen 5. juli 2002, 3_sektion,_bØger, side 7
Af Robin Engelhardt og Dorte Andersen
AL naturvidenskab beror på den korrekte erkendelse, at kykloper har ét øje i hovedet, mens samfundsdebattører har to. Al samfundsvidenskab og humanoria derimod beror på en tro om, at livet kræver mere end korrekt at kunne tælle sine får.Og dog. I sjældne tilfælde kan det ske, at en samfundsdebattør
bliver træt af at se alting fra to sider, især når vrøvlet
tager overhånd i et samfund. Han tager en klap for det ene øje,
og med forkerte naturvidenskabelige idealer som beskyttende argument farer han
frem mod stort set alle og beskylder dem for anti-rationalisme, narcissisme
og blødsødenhed. Dette skete for samfundsdebattøren Henrik
Dahl, da hans tekst 'De bløde værdiers sejr' blev trykt som et
forkortet essay i Weekendavisen i sidste uge.
Med naturvidenskabsfordrejere og objektivitetsfornægtere som erklærede
fjender slutter Henrik Dahl sig med sin tekst til fronten af rationalister og
revanchister, der har fået nok af 'de bløde værdier' - dog
med den triste drejning at han ikke skelner mellem healere og hermeneutikere,
eller mellem alternative behandlere og alternative tænkere. For seks år
siden åbnede Alan Sokal en lignende debat ved at snyde en ævletekst
om kvantefysikkens betydning for de politiske og kulturelle fagområder
ind i fagbladet Social Text, for derefter at kritisere nogle humanistiske forskere
for at være anti-rationelle. Til forskel fra denne vigtige, vittige og
gode debat - som gik under navnet Science Wars - overvurderer Henrik Dahl både
principperne bag og rammerne for den naturvidenskabelige metode, samtidig med
at han undervurderer kvaliteten af social- og humanvidenskabernes 'systemkritik'.
FOR at starte med det sidste først, må man give Henrik Dahl ret
i at det er et problem, hvis rationalitet bliver tabu i et samfund. Et samfund
der består af individer, som fornægter selve muligheden af at skelne
det væsentlige fra det uvedkommende, ville mildest talt være et
kriseramt samfund. Man kunne endvidere diskutere om det overhovedet ville være
et samfund bestående af individer. I stedet for at se naturvidenskabelig
rationalitet i opposition til humanvidenskabernes systemkritik, ville det være
mere rationelt at tale om to (og flere) forskellige (og lige væsentlige)
former for rationalitet. Der er former for rationalitet, for hvilke det faktisk
er muligt at gå i dialog - og der er former for rationalitet, som bør
være i dialog, hvis man er interesseret i, at et samfund skal fungere
optimalt. At humanistisk forskning med tænkere som Michel Foucault, Jacques
Derrida og Gilles Deleuze fik et skær af 'anti-rationalisme', betyder
ikke at den humanistiske forskning fik gjort op med sit eget rationalitetsgrundlag.
Derimod danner 'anti-rationalismen' rammen om en systemkritik, som undersøger
rationalitetens grænser, hvilket også vil sige praktiske konsekvenser.
Til Henrik Dahls forsvar skal det dog siges, at systemkritikken er svært
forståelig på grund af sin kompleksitet. Den betvivler for eksempel
sit eget rationalitetsgrundlag ved at være systemkritik, men samtidig
viser den, hvor vanskeligt det er at bedrive en væsentlig kritik, hvis
kritikken ikke befinder sig inden for rationalitetens rammer.
Det mest fundamentale problem i Henrik Dahls ræsonnement er dog den antagelse,
at systemkritikken nødvendigvis skulle være et angreb på
naturvidenskaben. Ligesom samfunds- og humanvidenskabens mere praktisk orienterede
rationalitet har sine grænser, på samme måde har naturvidenskaben
sine grænser. Rationalitetskritikken har været rettet mod de mere
generelle bevidsthedsmæssige fænomener, der ikke forstår at
sætte grænser for sig selv, ikke mindst fordi de ekskluderer refleksion
over de praktiske konsekvenser af den viden, de producerer. Det drejer sig om
alle former for determinisme og positivisme - ikke om naturvidenskaben som sådan.
Pointen er at erkende og handle i overensstemmelse med disse grænser -
ikke at kritisere den ene form for rationalitet til fordel for den anden.
HENRIK Dahls pirateri i egne farvande overgås desværre af hans manglende
viden om naturvidenskabens væsen. For Henrik Dahl består kuren mod
samfundets anti-rationalisme i at lære af naturvidenskaben: her er ting
enten rigtige, eller også er de forkerte. Slut prut. Inden for naturvidenskaben
kan man ikke bare sådan argumentere sig ud af det. Der er fakta og der
er rationelle følgeslutninger, og når der alligevel opstår
en disput skyldes det enten utilstrækkelige data eller mangel på
falsifikationsmuligheder. Et så enøjet billede af den naturvidenskabelige
praksis bidrager kun til yderligere at skræmme nye studerende bort (hvilket
selvfølgelig var en af pointerne i Henrik Dahls tekst). Men dette billede
er forkert og burde være blevet problematiseret. Naturvidenskabelig praksis
er særdeles social. Produktionen af fakta kræver i høj grad
argumentation og forhandling. Naturvidenskabelig forskning har godt af at blive
kontekstualiseret og politiseret for at den i en pluralistisk verden forstår
at legitimere sig på ny. Og den har rigtig godt af at blive forstået
i offentligheden som en partikulær rationalitetsform, der har sine styrker,
men også sine begrænsninger.
Til slut forfalder Henrik Dahl til simpel scientisme, når han for fremtidens
samfund forlanger en "oplysning af oplysningen, som indebærer, at
naturvidenskaben bliver lige så sofistikeret, når det gælder
dens egen etik og politik, som den er, når det gælder dens centrale
teorier og metoder," og når han påstår, at "de hårde
videnskaber" kan "bryde den sociale arv". Hvis det betyder, at
vi nu kun skal bruge naturvidenskabelige teoremer og metoder på sociale,
etiske og politiske problemer, så er rædslen ikke langt borte. Naturvidenskabens
metodiske sofistikation ligger i dens evne til at afgrænse forskningsobjekter
i essentielle og analyserbare enkeltdele. Sociale, etiske og politiske problemer
kræver meget mere end dette. Foruden en naturvidenskabelig rationalitet
forlanger de også andre rationaliteter; samlet kunne man kalde dem en
praktisk fornuft, som inddrager kontekst, moral og social kompetence. Moderne
viden kendetegnes af, at der er fundamentale, men divergerende former for rationalitet,
der giver grundlag for forskellige betydnings- og handlingsmønstre. Den
moderne udfordring ligger i at få den naturvidenskabelige rationalitet
til at sameksistere med andre former for rationalitet, og at få det optimale
ud af vores erkendelsesevner.
Dorte Andersen er ph.d. i filosofi og ekstern lektor i etnologi, Københavns Universitet. Robin Engelhardt er ph.d. i kemi og konsortieleder på Learning Lab Denmark.