Naturens hævn. Nye vira, som vi ikke har nogen midler imod, fremkalder dommedagsagtige skrækvisioner, der sælger godt.
Af Robin Engelhardt
Den 6. Januar 1995 blev en kulminearbejder nær Kikwit - en by i det vestlige Zaire, cirka 550km øst for hovedstaden Kinshasa - under mystiske omstændigheder inficeret af det dødbringende virus Ebola. Snart fik han en dundrende hovedpine bag øjnene, og efterhånden forplantede smerten sig til tindingerne og resten af hovedet. Efter et par dage fik han kvalme og pludselig feber og begyndte at kaste op. Hans ansigt blev til en udtryksløs maske med paralyserede øjne, der stirrede stive og tomme. De var lyserøde og ansigtshuden blev gusten med små røde pletter. Opkastet var blevet rødt i mellemtiden og indeholdt små sorte klumper. Hans blod begyndte at størkne og leveren var allerede opløst og lignede mest noget henkastet flydende budding. Den 13. Januar gik manden mere eller mindre i opløsning. Fra alle steder på kroppen flød der væske og virus. Han dødede i en pøl af rødt og sort blod. I begyndelsen af marts var tolv af hans familiemedlemmer døde, og udbruddet forplantede sig hurtigt til hospitalet i Kikwit....
Dette (sande) hændelsesforløb kunne snildt være starten på et yderligere kapitel i Richard Preston's bog "Farezone 4", som nu, knapt et år efter at den stormede frem på USA's bestsellerliste, er udkommet som paperback i Danmark. Men bogen var allerede udkommet, da epidemien i Zaire begyndte, og i stedet har bogen fået lov at være en profeti for, hvad der sker, når uhelbredelige vira får lov til at spredes i en fortsat sammenvoksende verden.
AIDS og Ebola har åbnet vores øjne for den trussel, der ligger i en fælles evolution af mennesket og menneskelige sygdomme. Nye vira som Marburg, Ebola og Hanta er så småt ved at blive kendt, og gamle ukuelige plager som TB (med over tre millioner dødsfald årligt) har igen vist deres grimme ansigt, hvilket nødvendiggør en udvidelse af antibiotikaens modstand. For eksempel har overdoseringen af penicillin på ubetydelige småsygdomme skabt problemer med en voksende resistens blandt bakterier. Jo mere vi vinder, jo mere drives infektioner hen imod grænsen af vores viden, hvilket igen muliggør en udvikling hen imod en rigtig katastrofe.
Der er allerede en masse socialforskere og virologer, som har måttet erkende dette, og ikke nok med det: "Mange faktorer har forbedret muligheden for mutation og spredning af nye vira.", siger socialforskeren Aldo A. Benini: "I en tid med en ekstrem overbefolkning i hovedstæderne, flygtningestrømme og etableringen af "den globale landsby" har man skabt ideelle betingelser for spredning af sygdomme". Videre siger han, at ".... etableringen af nye, store hospitaler i landområderne i Afrika betyder en ny niche (for virus) som ikke var der tidligere." Havde det ikke været for disse stor samlingshospitaler "... havde vi aldrig lagt mærke til Ebola". Derfor er Ebola's potentielle gennemslagskraft også et del-produkt af den vestlige verden.
Man kunne tro, at det må være et overordentligt lykketræf for bog- ogmediebranchen, at et virus som Ebola er dukket op i en tid, hvor massemord og verdens undergang sælger godt. Filmen "Outbreak" (primært baseret på Ebola's historie) og bogen "Farezone 4" (primært baseret omkring Ebola-forskere og deres kamp) bevirkede i USA en stor offentlig interesse, og en desto større bekymring for at viruset kunne springe over til en industrialiseret storby. Desværre resulterer de følelsesmæssige reaktioner på sådanne pandemiske scenarier ofte i de forkerte løsninger: afgrænsningspolitik og inddæmningsforanstaltninger, som mere fokuserer på kriseløsning end på social tilnærmelse. Nedskæring af ulandshjælpen og et hangarskib med et bombefly klar ud foran Afrika's kyst - det er blevet tendensen. At dette snarere puster til muligheden for sygdomsudbrud, end at den forsøger på at finde en sund løsning, er selvsagt.
"Farezone 4" er en elementær spændende bog, og det er selvfølgelig en guldgrube at kunne basere splatter på fakta. Med sin talentfulde blanding af godt researcharbejde og evne til at fange læseren med rædselsvækkende scenarier og morbide detaljer har Richard Preston ramt midt i hjertet af den bølge af populærvidenskabeligt fast-food, som har skyllet over USA og Europa i de senere år. Bogen ligger godt i tråd med tidligere bestsellere af samme skuffe som Michael Crichton's "The Andromeda Strain", og der er også visse momenter som Stephen King kunne misunde. Smart forarbejdede fakta omkring de forskellige udbrud og de mennesker som har været i berøring med Ebola, blandes med alskens skrækvisioner og apokalyptiske antydninger. Man kan godt mærke de lettere anstrengte forsøg på indføling i nogle af de implicerede menneskers følelsesliv, og at det mislykkes generelt for forfatteren, må blot ses som den pris det koster at lave noget spændingsmættet faktion.
Men - siderne er tynde. Fokus ligger altid på detaljerne i sygdomsbilledet eller på den pirrende dommedagsangst: Hvad nu, hvis...? Ja, hvad nu hvis Ebola får lov til at udfolde sig i en storby? I december måned lå over én million danskere i sengen med influenza; det var siden 1968 den største epidemi. Så, hvad nu hvis Ebola er luftbåren ligesom almindelig influenza?
Det er en sensationalistisk dramatisering, selvfølgelig, og bogens styrke er derfor også den vantro læser, som ikke kan fatte, at naturen kan være så ækel som den er. Men han kan alligevel ikke give slippe før den sidste side er læst. Vi kan godt lide at se grusomhedens teater udfolde sig foran vores øjne, og hvis det skal gå galt i denne verden, så må vi da i hvert fald have haft fornøjelsen i at goutere oplevelsen i ro og mag.
Desværre kan forfatteren i sidste ende ikke dy sig for at genfortælle de gamle myter om "naturens hævn" (som om mennesket ikke var natur længere). Han har ellers holdt sig nogenlunde i skindet i hele tre hundrede sider! På de sidste par sider får vi serveret en uspiselig ret af dunkle folkesagn og gammelklog forkyndelse. Homo sapiens kaldes for "klodens parasit" og AIDS og Ebola kaldes for "regnskovens hævn" eller "jordens immunsystem". Nu er virus helten og mennesket skurken, og vi skal renses for vor synd. Det er en gang lommefilosofi baseret på gammelkristen terminologi, og det er ærgerligt, at bogen genindsætter sådanne motiver, når forfatteren nu selv går for at være en habil videnskabsjournalist.