Hvor vigtig denne diskussion end er, mangler vi en diskussion om de konkrete risici, vi pådrager os selv og hinanden i form af stadig nye og flere teknologier i hverdagen. Eksisterende data om det totale antal af dødsfald på grund af teknologiske uheld i forhold til naturkatastrofer kan fortælle, at mindst 13.000 mennesker blev dræbt i 2002 som direkte følge af teknologiske ulykker, hvorimod 11.000 døde som følge af naturkatastrofer. I 2003 var tallene henholdsvis 8.000 for teknologiske uheld og 51.000 for naturkatastrofer, hvilket dog primært skyldes jordskælvet i Bam 26. december 2003, der alene krævede over 41.000 dødsofre.
Generelt viser det sig, at imens antallet af dødsofre i forbindelse med
naturkatastrofer falder eksponentielt, så stiger dødstallet for
de teknologiske ulykker med samme hastighed. I løbet af blot ti år
vil de to kurver skære hinanden, hvilket konkret betyder, at den globale
risiko for at blive dræbt ved en teknologisk ulykke vil være større
end risikoen for at dø ved en naturkatastrofe.Nu skal man naturligvis tage den slags statistikker med et gran salt, fordi de har visse iboende mangler, f.eks. tager de ikke højde for befolkningstilvækst og geografiske forskelle i brugen af teknologi. Desuden er statistikken meget grovkornet.
Men på et overordnet plan indeholder de et par vigtige pointer. Den positive først: På trods af at antallet af naturkatastrofer er steget konstant i løbet af de sidste 15-20 år, givetvis på grund af antropogeniske faktorer, så er antallet af dødsfald på grund af naturkatastrofer stadigt faldende. Vi må altså takke os selv og hinanden for at have bedre katastrofeberedskab, mere modstandsdygtigt byggeri og bedre varslingssystemer.
Den negative pointe er, at antallet af teknologiske uheld er steget kraftigt i løbet af de sidste 15-20 år, samtidig med at antallet af dødsofre for disse uheld er steget endnu kraftigere. Her taler vi om alt fra skibs- og flyulykker, dæmnings- og brosammenstyrtninger, fejloperationer, kemiske og nukleare udslip, den toksiske medicin til de utallige tog- og biluheld verden over - vel at mærke med en 'bagatelgrænse' på 20 døde pr. ulykke.
Vi lever i en urskov af avanceret teknologi, som er fyldt med nye farer. Hvad kan man gøre? Det nytter næppe at blive en teknologiforskrækket dommedagsprofet og forlange tiden skruet tilbage. For at mindske antallet af teknologiske uheld må man i stedet kigge på de enkelte teknologier hver for sig og se, om der er noget, der kan gøres bedre. Hver enkelt industri har nemlig sine helt egne kendetegn.
For eksempel er luftfartsindustrien karakteriseret ved at blive stadig mere sikker, idet den løbende korrigerer de fejl og mangler, der måtte opstå. Andre industrier, som f.eks. den kemiske industri og olietankerindustrien, er ikke selvkorrigerende. Af diverse strukturelle og organisatoriske årsager er olietankerindustrien faktisk fejlgenererende, og den kræver derfor forpligtende internationale konventioner og effektive kontrolinstanser for at blive mere sikker og socialt accepteret.
Teknologierne bag f.eks. bil-, tog- og medicinalindustrien kan være farlige for den enkelte, men bliver på et samfundsmæssigt plan ikke desto mindre set som relativt uproblematiske, blandt andet fordi de samfundsmæssige og personlige fordele synes så åbenlyse.
Andre teknologier, som f.eks. atomkraft og bioteknologi, symboliserer en risiko, som mange mener, det ikke er værd at løbe. I betragtning af at disse teknologier potentielt har katastrofale konsekvenser, har det været meget svært at finde folkelig opbakning til dem. At mange lande så har indført dem alligevel, styrker ikke nødvendigvis tilliden til den åbne dialog mellem politikere og borgere om teknologiske valg.
Det internationale samfund har reageret meget langsomt på den teknologiske udvikling og som regel først, når civilsamfundet har skubbet på. Oftest har det været en stor katastrofe, der gjorde, at man formulerede sikkerhedskrav og internationale konventioner. Dette har for eksempel været tilfældet med Seveso-ulykken, der resulterede i nye sikkerhedsstandarder for den kemiske industri i EF; sådan var det med Tjernobyl-katastrofen, der endte med etableringen af den nukleare sikkerhedskonvention; og sådan var det med Exxon Valdez, der var stærkt medvirkende til beslutningen om, at alle olietankere bygget efter 1996 skal være dobbeltskrogede.
Der er mange problemer med at løse tingene på den måde. Et problem er, at visse teknologier er for farlige, til at man kan vente på katastrofen, før man sikrer dem. Et andet er, at det ud fra et civilisatorisk perspektiv må anses for at være en uacceptabel fremgangsmåde. Hvem har retten til at påføre andre en risiko, de ikke selv har valgt? Hvor sikkert er sikkert nok? Og hvor fair er sikkert nok? Det er centrale spørgsmål i risikodebatten, og svarene mangler. Nærheds- og forsigtighedsprincipper, moratorier og konsensusdebatter har været forsøgt som løsningsmodeller, men der findes ikke nogen universalmedicin.
Det står i dag klart, at teknologi er for vigtig til at blive overladt til eksperterne alene. Der er simpelthen for mange, der dør af den. Og det står også klart, at de teknologiske valg og fravalg, som skal foretages fremover, vil kræve stadig mere intense forhandlinger mellem interessegrupper, som har hver deres holdninger og krav. Risikodebatten må derfor ses som en udfordring til at skabe fælles mening hinsides kulturelle og politiske forskelle. Ja, det kunne ligefrem gå hen og blive en kulturelt samlende kraft - ligesom når fremmede mennesker stimler sammen omkring trafikuheldet og udveksler bevægede ord med hinanden.
analyse@pol.dk
Robin Engelhardt, ph.d., er leder af Konsortiet for Matematik og Naturvidenskab ved Learning Lab Denmark. Han arbejder for tiden på et projekt om teknologiske ulykker. Se mere på websitet: www.hazardcards.com.