Politiken, 4. oktober 2000, kultur_og_debat, side 7

Science fiction - en håbløs affære?

Danske litteraturkritikere er bagud i forhold til deres amerikanske kolleger, når de anser science fiction som underlødigt i forhold til mainstreamforfatternes værker, mener forfatterne bag en ny bog om genren fra H.G. Wells til Svend Aage Madsen.

Af Ide Hejlskov, Kristian Mørk og Robin Engelhardt

Science fiction. En genre den danske kritik elsker at hade. Og hvorfor? Fordi det er en genre. Så enkelt kan man se på sagen, og så svær er den at ændre på. En genre er i Danmark pr. definition underlødig og kan kategoriseres som metervare, pulp og kioskbaskere, der ikke fortjener at blive nævnt i kongerækken af Dostojevskijer, Rushdier og Enquister. Science fiction er ekskluderet fra det fine litterære selskab, og årsagen skal søges i det forhold, at genrer altid står i vejen for anerkendelse. Anmeldere på Politiken som Bo Tao Michaëlis og Karsten Ifversen har nu i et års tid kørt en kampagne, der frem for at bryde med disse stereotyper, stadfæster de gamle fordomme om science fiction. Det har været en selvforstærkende effekt, kan man se, som har tilsigtet dannelsen af en højlitterær selvforståelse, ikke kun blandt de interviewede personer, men også blandt kritikerne selv.Og det er jo trist, at det stadig skal være sådan i vores lille land.

Ser man mod USA er situationen en anden. Hvor kriminallitteraturen var modernismens pulp, har den nordamerikanske postmodernisme indoptaget science fiction i sin form. Berømte mainstreamforfattere som Thomas Pynchon, Don DeLillo og Kathy Acker bekender sig alle til typiske sf-elementer i deres komplekse fortællinger. Og flere andre 'lødige' forfattere har fulgt trop med pulp, der gør dens faste skabelon til ramme for en fragmenteret, nuanceret form. Og vigtigst: I et globalt perspektiv er kritikken langsomt begyndt at se på litteraturen som mestendels konsumvare, hvor de berømmede undtagelser ikke kun begrænser sig til repræsentanter fra højlitteraturens hellige broderskab. Også sf-forfattere kan blive kendte navne. William Gibson og Dan Simmons er gode eksempler på forfattere, der er blevet accepteret både i den brede offentlighed og i kritikken.

Når science fiction stadig anses for at være underlødigt i Danmark skyldes det en række fænomener. Dels er den danske kritik altid bagud i forhold til den amerikanske. Således synes vi stadig, at dekonstruktion er fedt, og at det er lidt frækt at blande krimi og filosofi i skønlitterær form. Dels er den nationale science fiction kun repræsenteret ved en lille håndfuld entusiaster, der ikke fylder meget i det litterære landskab andet end i de trofaste fans bogreoler. At sf synes underlødigt skyldes også genrens ønske om at underholde, hvilket jo er grove løjer. En bogs litterære kvaliteter synes stadig at være omvendt proportional med dens underholdningsværdi, og lige meget om man laver gode gimmicks eller gedigen satire, så er det faktisk kun antallet af metalitterære citater en professor Tör V. Triller kan opspore, som anerkendelsen i sidste ende kommer an på.

En genre er kendetegnet ved et sæt mere eller mindre faste spilleregler. Og ligesom med så mange andre ting er det ikke reglerne i sig selv, som burde kritiseres, men den vellykkede eller mindre vellykkede brug af dem. For science fiction-litteraturen gælder det, at forfatterne konstruerer nye verdener, der er kommentarer til den nuværende gamle verden. Den fremstiller et univers der adskiller sig fra virkeligheden, men på en måde der er tænkelig ud fra hvad vi ved om, hvordan verden er indrettet. Hermed ikke være sagt, at visse sf- forfattere ikke også ønsker at nuancere personskildringer og inddrage et stort følelsesregister i deres fremtidsskildringer. Det centrale er blot konstruktionen og den logiske tanke. Science fiction foregår som regel i fremtiden, men den kan også være en skildring af besøg fra rummet i nutiden. Den fremmede rumrejsende kultur udgør da et spejl, der reflekterer vores nutid i en teknologisk mere fremskreden civilisation. Man må som læser have en god portion nysgerrighed og omstillelighed. For science fiction-verdenen er altid i sit udgangspunkt uigenkendelig og langt fra realismens indforståede og accepterede virkelighedsopfattelse. Om noget er science fiction tættere på modernismens nyopdagelse af verden. Science fiction er altså ganske bred i sit undersøgelsesfelt. Ligesom krimien dækker den et bredt spektrum, hvor der findes værker skrevet i et let genkendeligt sprog med enkle fortællestrukturer og banale overvejelser over teknologi og samfund i den ene ende af spektret og værker skrevet i et eksperimenterende sprog med avanceret fortælleteknik og dybdeborende samfunds-, miljø-, og teknologiovervejelser i den anden.

Et interessant fænomen i science fiction-litteraturens receptionshistorie er en forfatters tilhørsforhold, når han eller hun bevæger sig på grænsen af science fiction og mainstreamlitteraturen. Svend Åge Madsen eller Inge Eriksen er sådanne forfattere, hvor distinktionerne smuldrer i teksten, og hvor det følgelig kan være problematisk at rubricerere bøgerne. Genreforvalterne i de to lejre hiver i hver sin bogflap på de litterære værker, mens luften fyldes af hidsige anklager om plagiering og stilforvirring. Men det er et skænderi, der aldrig vil kunne føres til ende. Forskellen mellem, hvad der hører til det høje litterære rige, og hvad der hører til triviallitteraturens nedre slumområder afhænger nemlig sjældent af, om fortællingen betjener sig af tidsrejser, fjerne planeter eller ny teknik. Den afhænger lige så sjældent af den enkelte bogs litterære kvaliteter. Tilhørsforholdet er et langt mere kompliceret sociokulturelt fænomen, hvor det spøger med fastgroede regler, bestemte historiske udviklinger og ikke mindst med kritikernes og læsernes forventninger. En tommelfingerregel findes der dog. Og det er forfatterens første bog. Er debutromanen et mainstreamværk, vil anmelderne have dannet sig et bestemt mainstreambillede af forfatteren, og selvom de næste værker kunne klassificeres som science fiction, vil de blive betragtet som en 'undtagelse' eller som et 'lune' hos forfatteren. Men starter man straks med at skrive en sf-roman, vil man ikke for resten af livet kunne slippe bort fra at høre til litteraturens nedre etager. Avisernes finlitterære kritikere vil ikke værdige fremtidige værker nogen opmærksomhed, og podierne med de fine priser og anerkendelser vil for evigt være dækket med et uigennemtrængeligt jerntæppe.

Det har ikke altid været sådan. Da H.G. Wells skrev sine bøger for hundrede år siden, fandtes der ingen grænsebevogtning mellem de litterære genrer. Wells skrev både fantastiske og realistiske romaner og blev anmeldt for at være en engelsk forfatter, der skrev gode eller mindre gode værker. Grænsedragningen mellem mainstream- og triviallitteratur opstod først senere, efterhånden som litteraturen blev mere forgrenet i diverse genrer og klasser. Kulørte blade og ledeløse paperbacks har siden gjort det forholdsvis nemt for forbrugeren at udskille den 'dårlige' litteratur fra den 'seriøse'. Først på det seneste har der vist sig enkelte åbninger i denne barriere, der blev bygget stadig højere gennem forrige århundrede. Ligesom det er blevet sværere at skelne genrerne fra hinanden ud fra omslaget alene. Alligevel lever kassetænkningen og inddelingerne stadig videre i bedste velgående i den kritiske modtagelse af litteraturen.

Men når det så trods alt kommer til en undtagelse i genreklassifikationerne, sker det ud fra en bedømmelse af, at dette skam er »helt normal litteratur«, der kun er blevet camoufleret som science fiction af en snu forfatter. Dette er for eksempel tilfældet med Svend Åge Madsens nyeste roman 'Genspejlet', der fik De Gyldne Laurbær. Anker Gemzøe sammenligner således i sin disputats elementer af Madsens modernistiske debutroman 'Besøget' med Kierkegaard, H.C. Andersen, Ingemann, Jacobsen og Bang, mens science fiction-bøgerne fra 1980 og frem betragtes som underfundig teknologikritik med et hav af metalitterære referencer. For mainstreamkritikernes selvforståelse handler det altså om en forfatter, som 'bruger' science fiction-genrens metoder til at nå frem til »nogle helt andre mål«, der intet har med sf at gøre. Svend Åge Madsen er altså ikke en science fiction-forfatter men en »litterat, som spiller med mange kort» eller en »videnshungrende forsker«.

Et andet interessant fænomen kan man iagttage, når Politikens science fiction-anmelder Bo Tao Michaëlis i et debatindlæg 26. februar i år gør tykt grin med sf-genren, men alligevel har en 'hemmelig' forkærlighed for dens muligheder (hvilket for eksempel kan ses af hans nylige anmeldelse 20. august i forbindelse med Ray Bradburys 80-års fødselsdag). Eller når Weekendavisens Lars Bukdahl anmelder H.H. Løyche for i virkeligheden ikke at være sf, men rigtig litteratur. Her ytrer der sig en skizofreni, som er så typisk for den danske genretænkning: På den ene side vil man gerne tilhøre det øvre litterære lag med de rette meninger og domme om, hvad der er god tone. På den anden side vil man gerne formidle en viden om sf-værker, som vitterlig er perler. Resultatet bliver at man opfører sig som en missionær i et bordel. Af væmmelse gøres der nar over en bred kam, og når bøgerne en gang imellem hives ud af pulp-skyggen og fremstilles som individuelle værker, sker det ikke på genrens præmisser, men tværtimod ved at frakende dens rødder. Alt det medvirker selvfølgelig til at bekræfte fordomme og lukke sf-litteraturen endnu mere over for mainstreampublikum. Science fiction forbliver altså en håbløs affære, og de få undtagelser, der findes, har ingen chance for at vriste sig fri fra rendestenen uden at blive omdefineret. For hvem tør bekende at de læser science fiction om natten under dynen, når genren tilsyneladende er fuldstændig tømt for mening og sammenhæng?

Ifølge den polske forfatter Stanislav Lem sker der i science fiction- genren en negativ forfatter- og læserudvælgelse. Fordi genren som 'pulp' er underordnet nogle markedsmekanismer, der kræver høj kvantitet frem for kvalitet, er mange sf-forfattere på trods af deres litterære begavelse tvunget til at tilpasse sig triviallitteraturens kendetegn (såsom kitsch, efterligning og stereotype engangsprodukter). Hos forlagene har sf-forfattere hidtil også meget mindre magt over deres værker end f.eks. de skønlitterære forfattere. Redaktøren skærer og retter, så det passer til det store køb og smid væk-publikum. De intelligente sf-læsere frastødes af den mekanisme, der beherskes af det konsumerende 'tavse flertal'. Desværre finder en forædling ikke sted, fordi de kritiske receptioner i sf-fandom kun udgør et lille mindretal - uden indflydelse på forlagene. Og de få mennesker og kritikere, som ønsker en fordringsfuld sf bliver ustandselig frastødt af bjerge af møg. Theodor Sturgeon, en science fiction-skribent og kritiker, har formuleret det kort og fyndigt: »90 procent af al science fiction er noget møg«, og for at retfærdiggøre genren har han tilføjet: »Men 90 procent af alting er noget møg«.

Men her må man desværre også tilføje, at den manglende anerkendelse af sf-genren i høj grad også skyldes fraværet af kritisk sans i 'fandomens' egne rækker. Hver femte eller ottende bog bliver udråbt til at være den bedste science fiction-bog i hele verden, og forfatteren bliver jævnligt fremstillet som den største science fiction-forfatter nogen sinde. Manglen på selvkritik og nuancer er slående i denne branche, og paradoksalt nok ofte medvirkende til at forhindre uvedkommendes adgang til genren i stedet for at åbne dørene. Det skyldes dels den simple pointe, at størstedelen af sf ønsker at underholde læseren. Det er dens primære pulp-funktion. Deraf følger der en fordom om, at sf ikke har psykologisk dybde og er overfladisk. Dele af science fiction-miljøet selv ligger under for denne fordom, og mindreværdsfølelsen udarter derfor ofte i en overdreven trang til at lovprise hvert andet værk, lige så snart det gør mere end blot at underholde. Indbyggerne i det øvre litterære rige opfatter dette som anmassende og opfører sig ligesom adlen opfører sig over for pøbelen: En 'dame' må gerne besøge et offentligt hus, men de 'glædespiger', som bor sådan et sted, bliver nægtet adgang til de pæne hjem.

Hvis sf-kritikken skal være værdifremmende, må den finde et udvalg af gode bøger, baseret på en suveræn kritik og en 'højkulturel sortering', der konsekvent skelner mellem det overfladiske plagiat og de originale produktioner. Det nytter ikke at fejre fremkomsten af en ny og revolutionerende undergenre, hver gang en ny grafoman betræder scenen. De mange fraktionsdannelser og det uigennemskuelige mylder af gensidige skulderklap og prisuddelinger, som findes i sf-genren, kan altså ikke tages fuldt ud alvorligt, så længe der ikke eksisterer en uafhængig kritik. Men det er tvivlsomt, om de lovmæssigheder og trends, der hersker i science fiction-litteraturen vil ændre sig i retning af en værdifremmende, oplysende og suveræn kritik. Der vil måske snarere ske det, at også mainstreamlitteraturen bliver angrebet af de samme uheldige lovmæssigheder, som hersker i sf-genren. Informationseksplosionen vil lade de originale værker gå under i skyggen af bestsellerne, og markedskræfterne vil overstrømme den filtrerende kritik med så mange bøger, at vordende forfattere hellere vil tilbede heldet end talentet. Så forvandles det litterære rum nemlig definitivt til et stort lotteri.

Hidtil har den litterære kritik kunnet overskue mainstreamfeltet, men for meget af det gode kan også blive dets undergang. Det høje litterære lag vil så også skulle anpasse sig rendestenskulturen, hvor alle er debutanter, og hvor alle håber på at bliver superstars. I USA er den udvikling allerede godt i gang, og derfor kan man trygt regne med, at det ikke vil vare længe før de samme tilstande vil gælde i Danmark. Man kan derfor spekulere over, om ikke Politikens unuancerede fremstilling af science fiction-genren dækker over en dybere fortrydelse, en fortrydelse, der har noget at gøre med litteraturens tilstand som sådan, altså med de fælles forbilleders forsvinden og med et tab af overblik. Så er det jo bare synd for science fiction-litteraturen, at den er sådan en dejligt nem prygelknabe. Science fiction bliver til et offer for kritikernes forurettede følelser. Der er selvfølgelig intet galt i at forskanse sig bag en reaktionær bastion, for litteraturens skyld, men når man bliver kynisk på en hel genres bekostning, kan det blive lidt trættende i længden.