Dagbladet Aktuelt, 11. december 1999

Tvivl og halve citater

Robin Engelhardt, skribent for Dagbladet Information

Som ung i 80ernes og 90ernes Danmark er det ofte en mærkelig oplevelse at møde jævnaldrende eller yngre mennesker fra andre lande. Hvor vi selv føler at flagre i vinden af personlig tvivl og usikkerhed, møder man unge og modne mennesker, især fra østlandene, som for længst er trådt i karakter, og som for længst har affundet sig med deres mere eller mindre lykkelige skæbne her i livet. Det er som om vi i Danmark halter bagefter i personlig udvikling, og bliver voksne meget senere - hvis overhovedet.

Da jeg for eksempel forleden traf en ung pianist fra Rusland, blev jeg overrasket over, hvor forstandig og nøgtern hun var på livet, på trods af at hun var otte år yngre end jeg. Hun havde både mand og barn og var fuldstændig klar over hvad hun ville med sit liv, og hvor meget hun måtte arbejde for det, hvorimod jeg med mine lidt over tredive år ikke har meget andet end egne tvivl og halve citater at falde tilbage på. Jeg følte mig barnlig ved siden af hende.

Lad mig vove mig ud i en analyse af det, og tænke, at årsagen til så forskellige livsudviklinger skyldes den galoperende individualisering i vores samfund. Egentlig er der jo en besynderlig ironi i, at en stigende individualisering skulle resulterer i flere halvfærdige og konforme mennesker. Det er ikke noget der snakkes højt om, men jeg gætter på at det er rigtigt, og at mange føler det sådan.
Individualisering betyder frihed til at vælge - vælge sig selv altså. Men ethvert valg er et endnu større fravalg, og derfor vælger mange slet ikke at vælge. Man forbliver derfor måske længere tid end godt er i en infantil døs, for i stedet at tilfredsstille ungdommens store sanselige begær efter fornøjelser, spil og alt for meget fjernsyn (tæl mig med her). Men alle kloge hoveder har gennem tiderne vidst, at det sanselige begær også medfører en uudslukkelig kilde til ulykke, had og lidelse. Historisk set har løsningsforslagene til at overvinde disse uundgåelige følgevirkninger enten været en materialistisk symptombehandling ved hjælp af en fortsat mætning (udløsning, piller, spil, etc.), eller ved en, oftest religiøs begrundet, begrænsning af det sanselige begær i form af afsavn. Firkantet sagt: Valget har enten været at forblive en barn og kræve moderens bryst tilbage, eller at blive voksen og overvinde alle fristelser - ultimativt med afsavn og døden til følge. Utvivlsomt har den første variant fået vind i sejlene i dagens Danmark. Hvor min russiske veninde hurtigt har lært at blive voksen, har jeg endnu ikke sluppet min barnlige ubestemthed.

Prøv at lave en samfundsanalyse på hvorfor! Ja, for at udtrykke det groft kunne man sige: De individuelt-infantile mennesker (inklusive jeg) er blevet et villigt værktøj i et samfund, som baserer sig mere og mere på tilfredsstillelsen af det sanselige begær, til hvilket der ustandselig søges stimulerende nye produkter og kanaler. Vi holdes fast i barnligheden samtidig med at vi kræver selvrealisering. Det er et ægte dilemma.

I andre samfund, hvor de økonomiske og sociale nødvendigheder endnu ikke har presset sådanne skæve idealer hen over folk, er det måske nemmere at finde til sig selv. Nogle gange tror jeg ligefrem, at jo dårligere et samfund er, jo bedre har menneskene det. Og det er jo et eller andet sted en meget mærkelig diagnose.