<body>

Perfect Rigor

Det var en fantastisk mediehistorie, da Grigory Perelman i november 2002 offentliggjorde sit bevis for Poincarés formodning på arXiv, og senere nægtede at modtage Fieldsmedaljen for sin bedrift. For en uge siden blev Perelman så tilbudt Milleniumprisen, som han også afslog at modtage. Nu er der kommet en fremragende biografi om denne mand, der har løst et af matematikkens sværeste problemer og sagt farvel til verden.

Hvad er Poincarés formodning? I 1904 sagde den franske matematiker Henri Pioncaré, at alle lukkede to-dimensionale flader er pæne og simple, fordi man kan spænde en elastik om dem og kontinuerligt formindske elastikken til et punkt, uden at hverken sfæren eller elastikken brydes. Men, spurgte Poincaré, er det samme også tilfældet for tre-dimensionale overflader? De er svære at anskueliggøre, fordi de kun eksisterer i fire-dimensionale rum. Og bevise det, kunne han ikke.

Måden, hvorpå topologer undersøger, om en bestemt geometrisk form er ækvivalent med en sfære eller ej, er at puste dem op, skrumpe dem, bøje og vride dem. Lewis Caroll, aka Charles Lutwidge Dodgson var for eksempel så fornøjet over teknikken, at han lod Alice i Eventyrland spise en kage for at vokse og drikke lidt væske for at krympe. Men Alice, i sin reducerede urform, er ikke nogen sfære, fordi der jo går et hul igennem hende fra mund til anus. Alice, hvis pustet op, ville være en stor fed badering.

En mærkelig mand - og en mærkelig historie
Perelman fik i 2002 bevist Poincarés formodning, og hele historien og forhistorien omkring hans liv har den russiske forfatter Masha Gessen nu beskrevet i en sjælden spændende biografi med titlen Perfect Rigor. Sjælden, fordi hun ikke har fået lov til at tale med Perelman selv, og derfor udelukkende baserer sin historie på, hvad venner og bekendte kan fortælle om manden, som alle kalder et meget sky og meget mærkeligt geni.

Biografien er også sjælden fordi man får et enestående indblik i de ekstreme skoler, som unge matematikere blev udsat for i Sovjetunionen under den kolde krig. Og den er sjælden god til at forklare, hvordan det stadigt fremherskende jødehad i Sovjetunionen gjorde det på overfladen kommunistiske samfund til et helvede for børn med jødiske efternavne. Gessen er selv opvokset i Rusland, og kender til de mange eliteskoler som under den berømte matematiker Andrey Kolmogorov blev udviklet til at fremavle perfekte matematikere.

Perelman var, på trods af sit efternavn, et født præmiebarn i denne sammenhæng. Han var et geni blandt genier, og kunne ikke undgå at vinde hver eneste matematikkonkurrence, som han deltog i. Gessen skriver for eksempel, at Perelman gennem sin opvækst og skoling var blevet så gennemsyret af logisk og rigorøs tænkning, at han "ikke kun var ude af stand til at fortælle en løgn - han var endda ude af stand til at gøre en ærlig fejl".

Gessen gennemgår historien om Poincarés formodning i alle detajler, lige fra offentliggørelsen på internettet, over balladen om rette procedurer, kollegial misundelse, forsøg på at hjælpe manden, der ikke vil hjælpes, til Perelmans stadige støre afsondring fra det sociale liv og den uundgåelige drift hen imod eremittilværelsen hjemme hos mor.

Den perfekte logik
Gessens egen fortolkning af Perelmans usædvanlige skæbne er, at han ikke kan eller vil acceptere, at der findes forskellige regler i matematikkens verden og i livet generelt. Hvis en person ikke opfører sig korrekt, er vedkommende for Perelman ikke længere et flig af opmærksomhed værd. Et menneske kan være lige så lidt selvmodsigende som et matematisk bevis. Hvis Sovjetunionen er et kommunistisk land, kan der ikke forekomme antisemitiske. Og hvis disse ting forekommer alligevel, så nægter han det bare - eller vender sig bort for altid.

Hvis en matematiker - eller værre endnu: en kommission - derfor tilbyder en mand en pris på en million dollars og i tilgift en medalje om halsen for at have foræret menneskeheden det største og sværeste matematiske bevis i menneskets historie, så er det ikke kun en hån mod Perelman, men i langt højere grad mod matematikken som sådan.

Perelman står ophøjet over den slags lave, sølle og uværdige ting. Han står ren og stolt i sit ensomme eksil, med den perfekte logik på sin side, og ser ned på os tåbelige eksistenser, med ulogiske huller i. Perelman har bevist, at den perfekte form i et fire-dimensionalt rum er en tre-dimensional sfære. Og med sin adfærd beviser han nu, at vi fede baderinge intet har at gøre i dette univers.

Masha Gessen
Perfect Rigor
242 sider, Houghton Mifflin Harcourt, 2009




Anmeldelser:
New York Times
Not Even Wrong
MAA Reviews

Labels: ,

“Perfect Rigor”


about


Robin Engelhardt, Copenhagen





search

recent posts

recent comments

archives

labels

Publications



ERGO- naturvidenskabens filosofiske historie (Lindhardt og Ringhof, 2007)


Hazardcard - a learning game
- play, buy and create


Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2008)


Jeg tager bomben med når jeg går - udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2009)