<body>

Mavefornemmelser skal nydes med måde

Det er på mode at spørge sin mave, når man skal tage vigtige beslutninger. Nye opdagelser af, at maven faktisk indeholder neuroner, har gjort det populært at tale om 'en anden hjerne'. Men selvom forskerne stadig ved meget lidt om sagen, er det klogt at bruge hjernen først.

Læs hele artiklen som pdf

I de senere år har en række populærvidenskabelige artikler forsøgt at mytologisere opdagelsen af, at der findes flere hundrede millioner neuroner i maven, der kan føle, og måske ligefrem tænke. Man taler om 'den anden hjerne', der, selvom tusind gange mindre end den første hjerne i hovedet, sælges som værende bedre til at 'mærke efter en ekstra gang', mere umiddelbar og derfor mere ærlig.

Men selvom neuronerne i maven kan gøre en masse ting af sig selv, er det ikke nødvendigvis klogt at stole på deres dom, som var de den øverste instans for al emotion og fornuft, mener de to danske forskere Morten Kringelbach og Anne Marie Pahuus - i hvert fald hvis det handler om andet og mere end at spise og at skide.

»Det der med den ekstra hjerne er noget sludder«, siger hjerneforsker Morten Kringelbach, der er professor ved Aarhus Universitet og til dagligt også arbejder i Oxford. »Der sidder en masse receptorer dernede, men det er ikke det samme, som at mavefornemmelser ikke stadigvæk skal fortolkes oppe i hjernen.«

Anne Marie Pahuus er lektor ved Aarhus Universitet. Hun forsker i menneskeopfattelser og emotioner og mener, at den øgede fokus på maven er et udslag af selvrealiseringsbølgen:
»Maven er blevet det sted på kroppen, hvor vi mener, at centrum ligger. De mange tråde fra sanserne bliver forsøgt samlet her, hvilket gør maven til et nyt arnested for den sjette sans. I gamle dage talte man om hjertet eller om skytsånder, der sad bag skuldrene, men de var altid socialt relaterede. Maven er noget, man har for sig selv.«

Bytte om på årsag og virkning
Den såkaldt anden hjerne hedder egentlig det enteriske nervesystem, og forskerne ved stadig meget lidt om, hvilke og hvor mange roller, det spiller i kroppen. Det er en del af det perifere nervesystem og har ligesom hjernen neurotransmittere og neuropeptider. Det er forbundet med det centrale nervesystem via såkaldte mastceller i rygmarven og er placeret i hylstrene af de indre organer. Også immunsystemet er forbundet med det enteriske nervesystem via enkephaliner, som gør det i stand til selvstændigt at integrere nye informationer og reagere hurtigt på skadelige gæster.

Det enteriske nervesystem kan for eksempel selv finde ud af at trække maden ned fra munden til maven via de såkaldte peristaltiske bevægelser. Det kan også selv finde ud af at skubbe lortet ud igen. Men ud over det, påstås det, kan maven også noget mere. Den kan fortælle, om det, man ser, er noget, man kan lide eller ikke. Den kan give et praj om, hvorvidt man er nervøs eller føler væmmelse ved en situation. Og den kan fortælle, om man er ved at blive forelsket.

Men ifølge Morten Kringelbach er det en forveksling af årsag og virkning. Han forsker i nydelse og emo­tioner ved Oxford Universitet og har skrevet bogen 'Den nydelsesfulde hjerne', der beskriver noget af den forskning, han er i gang med i et TrygFonden-finansieret forskningsprojekt om relationen mellem nydelse og affektive forstyrrelser som fedme, depression og spiseforstyrrelser ved Aarhus Universitet.

»Neurologen Antonio Damasio har skrevet mange historier om, hvordan kroppen fortæller noget, vi ikke allerede ved. Men det er en misforståelse, som også blev begået af psykologer sidst i 1800-tallet,« siger han. »Der sker det, at hjernen får nogle informationer, som sætter kroppen lynhurtigt i beredskab. Først senere bliver du bevidst om, at din krop er i beredskab, og så begynder hjernen at fortælle dig historier om hvorfor.«

Denne forklaringsmodel for emotioner går under navnet James-Lange-teorien, opkaldt efter psykologen William James og den danske fysiolog Carl Lange. En alternativ teori er Cannon-Bard-teorien (se grafik), men de fleste forskere hælder i dag til James-Lange-teorien, selvom det er klart, at kroppen må fungere som en slags resonanskasse, snarere end som en generator af emotioner.

Kvinden på hængebroen
Den psykoemotionelle komponent i irritable tilstande i mave-tarmkanalen kan derfor forklares som et nødopkald fra mastcellerne, hvorefter hjernen sætter uhensigtsmæssige responser i gang.

Et klassisk eksempel er eksperimentet med kvinden og hængebroen, fortæller Kringelbach. I det første forsøg står hun foran hængebroen, og i det andet står hun ude på hængebroen. Hun stiller forbipasserende forsøgspersoner en række spørgsmål. Når de er kommet over på den anden side, tester man, om de har forstået spørgsmålene, og til sidst spørger man dem en passant: 'Hvad synes du i øvrigt om den kvinde, der interviewede dig?'

Forskellen mellem de to situationer er slående. De forsøgspersoner, der blev spurgt ude på hængebroen, synes, at hun er væsentlig mere attraktiv end dem, der blev spurgt inden, de gik ud på hængebroen.

»Grunden til, at det er sådan, er, at hængebroen står og svajer lidt. Og det giver mavefornemmelser. Du har en fornemmelse af, at du ikke er på helt sikker grund, og så prøver hjernen at finde ud af, hvorfor der er de her mavefornemmelser. Er det, fordi hun er så attraktiv? Eller er det, fordi jeg har fået noget dårligt at spise i dag? Eller er det, fordi jeg er gået hen over en hængebro? Og når man stiller spørgsmålet i den givne situation, fortæller hjernen forsøgspersonerne, at det selvfølgelig må være fordi hun er attraktiv.«

Kirurgi på mavesækken
Mavefornemmelser er ikke uafhængige af det, der sker i hjernen. Hvis man kan lytte til dem, kan de måske godt fortælle noget, man ikke var bevidst om før. Men det er, fordi fornemmelsen starter i hjernen og fortsætter som feedback nede i maven, og så vender tilbage til hjernen, der forsøger at fortolke på det, der skete.

»Det mest spændende er at finde ud af , hvad det er, maven kan gøre selv, og hvad hjernen og maven gør sammen,« siger Kringelbach. »Deres respektive autoritetsområde må klarlægges især for det, som er det allervigtigste for mennesker, nemlig fødeindtag. Der er ingen tvivl om, at vi ikke kan overleve, hvis vi ikke spiser, og hvis vi spiser for meget, har vi også et problem.«

I et scanningsforsøg i Turku i Finland har forskere undersøgt, hvordan neuronerne finder ud af, om man er mæt eller ej. De fandt ud af, at noget af det eneste der for øjeblikket hjælper mod fedme, er at gøre maven mindre. Receptorerne i maven måler især graden af opspilethed, og - sammen med hjernen - om man har fået de nødvendige næringsstoffer. Resultatet af finnernes undersøgelser tyder på, at det, man rent fysiologisk kan gøre mod fedme, er kirurgisk at gøre mavesækken mindre - eller ændre på kommunikationen mellem mave og hjerne, så hjernen snydes.

Men generelt er scanninger af hele kroppen en mangelvare.
»I enkelte forsøg har man målt systemet indirekte via blodgennemstrømningen, men der er indtil videre ikke fundet specielt interessante resultater,« siger Kringelbach - hvilket ifølge ham skyldes, at tidsopløsningen i forsøgene ikke har været god nok til at kunne følge dynamikken ordentligt.

Mindre brænde på bålet
Psykiatere har traditionelt fokuseret meget på hjernen, hvorimod ældre psykologer har arbejdet med både hjernen, åndedrættet og hele kroppens velbefindende. Noget tyder på, at denne holistiske tilgang er noget, forskerne er ved at finde tilbage til.

Ifølge Anne Marie Pahuus er tendensen et eksempel på, hvordan man med naturvidenskabens metoder bekræfter noget, som den traditionelle lægebehandling og den traditionelle psykologi har vidst længe.

»Man kan også dokumentere det ved at lægge mærke til, at man har et veludviklet dagligsprog for den slags fænomener,« forklarer Pahuus. »Man siger, at man skal 'mærke efter' og 'være helt ærlig'. Det følelsesindhold, som kommer fra maven, sætter en overvejelse i gang, som føles meget umiddelbar - enten som umiddelbar glæde og behag, eller umiddelbar afsky og frastødning.«

Visse følelser, for eksempel følelsen af vrede, kan ifølge Pahuus forstærkes i maven:
»Man kan føle, at 'nej, det her vil jeg ikke gå med til', og så vokser det gerne i maven fra en lille irritation til en stor vrede. Maven kan i den forstand blive til et lager, hvor følelser kan hobes op langsomt, indtil de bryder ud i lys lue, eller indtil man får mavesmerter af det.«

Et andet eksempel er sceneskræk. Hvis man får lidt kriller i maven er det ok, men hvis man bliver panisk, kan man ikke gå op på en scene. Men hvis lægen giver folk betablokkere, så bryder de forbindelsen mellem kroppen og hjernen, og så undgår man dette positive feedback loop, der forstærker de ubehagelige følelser. Hjernen smider ikke mere brænde på bålet i maven end nødvendigt, og man kan gå på scenen.

Den sjette sans
Mavefornemmelser har selvfølgelig en lang historie.
»Hos Aristoteles hed de sensus communis, og det har også heddet den sjette sans,« forklarer Pahuus:
»Det er en idé om, at der skal være et sted, hvor alle de indtryk fra sanserne samles, både fysisk og psykisk. Det er også derfra, det engelske begreb 'common sense' stammer.«

Senere i kulturhistorien bliver denne fælles sans forstået som en sans for fællesskabet, altså at være gode ved hinanden.
»Den kaldte man så hjertelighed, og det er jo noget helt andet, men det er stadig placeret under brystkassen,« siger Pahuus:
»Et andet meget populært sted på kroppen har været bag skuldrene, hvor ens skytsånd sidder. Den placering betyder, at det kun er andre, der kan se ens egen skytsånd, og det er jo en mere social tanke. Man skal hjælpe folk med at se, hvem de selv er.«

Nu om dage er hjertet og skyts­ånder bag skuldre dog mindre populære, fordi de minder for meget om barmhjertighed og om mellemmenneskelige forhold, mener Pahuus. »I dag er selvrealiseringsbølgen mere solar plexus-orienteret. Autoriteten ligger dermed hos én selv i noget indre. Ingen andre kan komme og sige, hvad der er bedst for en selv.«

I sidste ende er begge forskere dog enige om, at det kan være lige meget, om man giver hjernen eller maven skylden. Det handler om at se på hele kroppen - og her spiller det bevidste og det ubevidste hver sin rolle.

Labels: ,

“Mavefornemmelser skal nydes med måde”


about


Robin Engelhardt, Copenhagen





search

recent posts

recent comments

archives

labels

Publications



ERGO- naturvidenskabens filosofiske historie (Lindhardt og Ringhof, 2007)


Hazardcard - a learning game
- play, buy and create


Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2008)


Jeg tager bomben med når jeg går - udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2009)