<body>

Matematik og naturfag skal bidrage til elevens identitet

I går gav Paola Valero sin tiltrædelsesforelæsning som professor i uddannelsesforskning på Aalborg Universitet. Ingeniøren har spurgt hende, om hun kan forklare, hvorfor de unge ikke gider studere naturvidenskab. Det kan hun godt: Det skyldes to divergerende kulturer.

Læs hele artiklen som pdf

Fysikeren Richard Feynman er berømt for, i sin tiltrædelsesforelæsning på California Institute of Technology, at sammenligne uddannelsesforskningen med pseudovidenskabelige aktiviteter som parapsykologi og uduelige alternative terapier. Han kalder dem 'cargo cult science' og synes, de er uærlige med deres lemfældige måde at omgås data og resultater på. I uddannelsesforskningen er det jo aldrig blevet bevist, at én måde at undervise på er bedre end en anden. Hvorfor forsker man så i det, spørger han. Hvad kan du svare Feynman?
»Det er meget enkelt. Den måde, som vi har bygget undervisningen op på, er forkert. Der er en fundamental fejl i den måde, vi ser matematik- og naturfagsdidaktik på. Fejlen består i, at vi har troet, at undervisningen bare skulle være en transmission og socialisering af børn og unge ind i fag som matematik, fysik og kemi uden at anerkende, at skoler og uddannelsessystemer har et hav af andre dagsordener, først og fremmest politiske, sociale og kulturelle. Vi har med andre ord et alt for snævert syn på, hvad der er på spil, når folk lærer noget.«

Ifølge Paola Valero kan de forskere, der studerer samfundsprocesser og mennesker, aldrig leve op til kriterierne fra den naturvidenskabelige metode. Hvis man mener, at den pædagogiske forskning skal give et klart svar eller en eneste effektiv opskrift på, hvordan man underviser bedst, så underkender man problemets omfang. Der findes ikke nogen løsning på, hvordan man underviser bedst, netop fordi 'faget' ikke er den eneste faktor i en skolesituation.

»Hvis jeg virkelig skal være provokerende, så vil jeg sige, at et hvilket som helst projekt inden for fagdidaktikken er dømt til at mislykkes, hvis det forsøger at 'forbedre undervisningen'. Så her vil jeg give Feynman ret. Men det er, fordi han og mange fagdidaktikere sammenblander to meget forskellige videnkulturer. Man kan ikke måle problemet, når problemet ikke kun ligger i faget, men mange steder på én gang. Evidensbaseret pædagogik er noget crap.«

Den skæve forskning i PISA
Naturfags- og matematikundervisningen har ifølge Valero alt for længe været fokuseret på indholdet, som om indholdet var det mest afgørende i en undervisningssituation. Men folk lærer ting, der er relateret til fagene, uden at være identiske med fagene. Et snævert syn på fagene giver os derfor ikke mulighed for at erkende den meget sårbare situation, som en student står i i et klasselokale.

»Tænk på PISA-undersøgelserne,« forklarer Valero:
»De viser en bestemt rækkefølge af, hvordan forskellige landes elever klarer sig i bestemte felter. PISA har sat enorme politiske dagsordener, bundet op omkring nogle økonomiske dagsordener, der alle fokuserer på det faglige. Det er klart, at det faglige har en effekt, men det er slet ikke den eneste, og hvis vi fortsætter med at stirre os blinde på fagligheden, vil vi aldrig kunne udvikle skolen i samklang med den generelle udvikling i samfundet.«

»Mit udgangspunkt er erkendelsen af, at læringsprocessen er meget bredere, end hvad den traditionelle fagdidaktik har beskæftiget sig med. Når vi undrer os over, at de unge ikke gider læse naturfag, selvom de siger, at de godt kan lide dem, så har vi altid antaget, at det er på grund af dårlig undervisning, eller på grund af manglende motivation. Men det er alt for snævre forklaringsforsøg. Faktum er, at der er en meget stor afgrund imellem unges måde at se verden på, og det verdensbillede, som naturfagene og matematik tegner i skolerne og på gymnasiet. Naturvidenskaben og matematik er grundstenen i konstruktionen af moderniteten. De repræsenterer nogle (gammeldags) moderne grundværdier og måder at agere på, som har været og stadig er enormt brugbare i opbygningen af vores vestlige kultur, men som de unge ikke kan genkende i deres senmoderne verden.«

De to kulturer
Skellet ligger ifølge professoren mellem det moderne, som naturvidenskaben tilhører, og det postmoderne, som de unge tilhører. Det betyder, at problemet først og fremmest er kulturelt. Hun mener også, at man må forske i, hvordan naturvidenskaben har ændret sig, uden at uddannelsessystemet har ændret sig. Desuden kan det være, at unge mennesker tænker og erkender på en anderledes måde, end for 50 eller 100 år siden.

»Det pædagogiske arbejde vil altid være baseret på en bagvedliggende menneskelig relation. Når vi er i en undervisningssituation, er vi ikke bare hoveder, der taler om indhold, men mennesker, der etablerer et forhold med hinanden. Der er selvfølgelig vekselvirkninger med indholdet, men mange gange er det også rent følelsesmæssige forbindelser, som etableres mellem lærer og elev. Pointen er dermed også, at man må engagere sig som hele mennesker, hvis man gerne vil være god til sit arbejde.«

Det kender man jo godt, for der er mange, som siger, de er begyndt at studere naturvidenskab, fordi de havde en fantastisk lærer i folkeskolen eller i gymnasiet. Men betyder det, at man burde have færre elever per lærer i klassen?
»Nej, ikke nødvendigvis. En tæt kontakt mellem lærer og elev er mere et spørgsmål om en bestemt måde at se verden på. Det, der foregår i en undervisningssituation, er jo primært en basal affektiv tilknytning mellem mennesker, der muliggør lærerens omformning af elevens adfærd og måde at tænke på. Læring er ikke bare en overførsel af fagligt stof, men en socialisering ind i en kultur, samt en kognitiv ændring af eleven, så han eller hun lærer at tænke og agere på en mere sofistikeret måde. Men den måde, vi har set fagene og læring på, forsøger at adskille det menneskelige og følelsesmæssige fra indholdet. Det er noget, som vi har lært siden modernitetens start, hvilket er en bestemt historisk betinget måde at se viden på. Den siver ned i alle fag og i den måde, vi forstår læring og undervisning på.«

Hvordan ville du karakterisere denne modernistiske kognitive form til forskel fra andre former?
»Det første og vigtigste element er forsøget på at skabe en stærk adskillelse mellem den lærende, dvs. den person, som er i gang med at lære noget, og det lærte, dvs. det indhold, som den lærende skal tilegne sig. Det andet element er at tænke viden som noget, der vil blive mere af, og at viden altid udvikler sig. En del af de værdier, der forbinder sig med den moderne læring, er rationalitet, logik og ideen om at agere objektivt i forhold til viden. Historisk har der så været visse variationer af denne grundidé. Siden den industrielle revolution for 150 år siden har det især været nytteviden, der har domineret, dvs. tanken om at gøre viden nyttig i form at øget rigdom, mere velfærd og stadig mere uddannelse.«

Tror du dermed, at økonomer som Gary Becker og Milton Friedman har haft en større indflydelse på den pædagogiske tænkning end de klassiske pædagogiske filosoffer?
»Det kan meget vel være. Inden for matematik og naturvidenskab har den dominerende diskurs længe været, at vi har brug for flere videnskabsfolk for dermed at kunne holde vores konkurrenceevne, vores velfærd og vores placering i verden. Mennesket betragtes her som humant kapital, der kan optimeres. I 1960'erne skyldtes denne politiske dagsorden, at man ville slå russerne. Inden for matematikundervisningen var der bl.a. den såkaldte Moderne Matematik-reform, som ville skabe en ny type undervisning i matematik, der var så abstrakt og strukturel, at man ville få en ny generation af supermatematikere, der kunne hamle op med russerne. Deres reformforsøg var meget ambitiøse, men må betragtes som mislykket. Jeg kender dem personligt, fordi min skole i Colombia, hvor jeg lærte matematik, måske er den eneste skole i verden, som har bibeholdt et sådant konceptuelt og abstrakt matematikcurriculum. Hvis man kigger lidt i historiebøgerne, er det interessant at se, at man i slutningen af 1800-tallet havde lignende tanker som i 1960'erne og som i dag. Ingen af dem har nogensinde været den store succes.«

Konstruktionen af et subjekt
Ifølge Valero er konstruktionen af en identitet blevet en fundamentalt vigtig basis for alle unge mennesker. Problemet er bare, at det moderne naturvidenskabelige billede af en objektiv forsker kræver, at man altid adskiller det lærte fra den lærende.

Og det er jo skidt for identitetsdannelsen, hvis den har brug for en tæt identifikation med noget, der vil adskilles fra subjektet. Hvordan, spørger Valero, kan vi udvikle et sprog, der igen kan knytte identitetsdannelse til læringen af naturvidenskab og matematik?

»For at naturvidenskaben overhovedet skal kunne harmonere med en konstruktion af identitet, skal vi igen se på, hvordan naturvidenskaben i virkeligheden bliver praktiseret. Undersøgelser af bl.a. Bruno Latour har vist, at den naturvidenskabelige praksis også har ændret sig, men at denne ændring aldrig er blevet registreret i undervisningsmiljøet. Der er altså et kæmpe skel mellem den naturvidenskabelige praksis og naturvidenskabens image i befolkningen. Men også nogle fagdidaktikere lider af et alt for stereotypt billede af, hvad naturvidenskab er for noget, og hvad en forsker går og laver.«

»Med mindre vi ved noget mere om stereotyperne, hvordan de reproduceres i samfundet, og hvilke alternativer man kunne forestille sig, vil vi ikke kunne lave om på situationen som den er nu. Hidtil har det kun handlet om at få unge til at lære et indhold på 'den rigtige måde' og ikke meget mere end det.«

Vores nye videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen ser jo ud til at tilhøre den nye pædagogiske skole, der efterspørger mere end bare faglighed. Hun har været leder af Danfoss Universe og citerer gerne didaktikere som Svein Sjøberg. Hun snakker om relevans, og om at møde de unge, hvor de er. Er der lys forude med hende?
»Ikke nødvendigvis. Man kan sige alt det, du citerer videnskabsministeren for, uden at være klar over, at der eksisterer to meget forskellige kulturelle verdensbilleder med den moderne naturvidenskab på den ene side og den postmoderne virkelighed på den anden. Hendes sprog er motivation og interesse. Mit sprog er identitetsdannelse og skabelsen af et subjekt i et historisk, socialt og kulturelt perspektiv. Hvis det bare handlede om motivation og relevans, havde vi ikke problemet. Jeg tror, at der mangler noget, og vi har endnu ikke udviklet sproget til at forstå det.«

»Jeg har for eksempel været meget inspireret af resultaterne af et forskningsprojekt i Colombia, hvor man forsøgte at udvikle et curriculum for en hel skole med det mål for øje at støtte elevernes konstruktion af deres egen identitet. Og at lære at blive et subjekt med et personligt projekt er jo noget helt andet end at lære matematik og naturfag for at blive en god og dygtig arbejdskraft. Det er på tide, at vi ser uddannelse som noget mere end tilegnelse af kvalifikationer og socialisering. Uddannelse, også i matematik og naturfag, kan tænkes som det, der bidrager til konstruktionen af identitetsprojekter. Det er det centrale, og fagene burde støtte det.«

Det lyder som om du vil undergrave sammenhængskraften - og ødelægge betalingsbalancen oveni ...
»Nej, konstruktion af en identitet er ikke noget asocialt. Subjekter er altid forbundne, og kan kun konstrueres i en vekselvirkning med andre mennesker. Men det er klart, at der er brug for noget nyt, og det er også klart, at vi må begynde at se naturvidenskaben som noget andet, end hvad den var for 100 år siden.«

Labels: ,

“Matematik og naturfag skal bidrage til elevens identitet”


about


Robin Engelhardt, Copenhagen





search

recent posts

recent comments

archives

labels

Publications



ERGO- naturvidenskabens filosofiske historie (Lindhardt og Ringhof, 2007)


Hazardcard - a learning game
- play, buy and create


Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2008)


Jeg tager bomben med når jeg går - udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2009)