<body>

Multitasking er svært, tidrøvende og usundt

Vores hjerne er ikke skabt til at multitaske. Når vi gør det alligevel, tager den skade. Det eneste, vi bliver bedre til, er at lade os distrahere - så hvorfor gør vi det?

Læs hele artiklen som pdf

Din plan var egentlig at skrive en artikel færdig. Men så kom der en sms fra en ven, som lige skulle besvares. Tilbage ved skærmen var der to mails i inboxen. Den ene indeholdt et link til en YouTube video, som lige skulle ses, og mens den loadede, kunne du jo slå ordet 'burnout (psychology)' op på Wikipedia. Den fører videre til en 'burnout test', som lige skal tages. Åh nej ... Musikken i dine høretelefoner er gået i stå, og mens du genfinder play-knappen bag de otte åbne vinduer, skal du lige svare ja på, om dit backupprogram også skal indeksere den eksterne harddisk. Selvfølgelig, ja, klik, klik, klik!

Fænomenet er velkendt. Vi roder dagligt med 17 programmer og 114 ting, der lige skal ordnes, online, offline og helst samtidigt. Det hedder multitasking på nudansk, og er for de fleste mennesker multidistraherende. Selve arbejdet skrider nemlig kun langsomt fremad. Og selvom livsstils­magasiner i mange år har anbefalet at skrue ned for brugen af de mange nye medier for at undgå stress, er mediemultitasking ved at blive en almen arbejdsform for stort set alle mennesker, der arbejder på et kontor.

Mange hjerneforskere, psykologer og læger har undersøgt tendensen, og konklusionerne peger mere og mere på, at vores hjerner simpelthen ikke kan klare udfordringen. I et studie af Eyal Ophir, Clifford Nass og Anthony Wagner fra Stanford Universitet viste det sig sidste år, at især dem, som gør stærk brug af mange medieformer samtidigt, lider overlast. De er dårligere til at koncentrere sig. De er dårligere til at skelne mellem relevant og ikke-relevant information. De er dårligere til at huske ting. De er endda dårligere til det, som man skulle tro de var bedre til, nemlig at skifte mellem opgaverne. Og nej, kvinder er ikke bedre til at multitaske end mænd.

Værre end alle andre
Videnskaben siger, at mennesker ikke kan multitaske. Vi kan måske godt pille bussemænd, mens vi venter for rødt, men det er ikke ægte multitasking. Det er en automatiseret adfærd, som ikke kræver kognitivt arbejde. Så snart det gælder om at tage beslutninger, kan der ikke være plads til andet i hjernen end netop en enkel af slagsen. Ægte opmærksomhed kan ikke være delt.

Men hvad er så det, der er så tiltalende ved at jonglere med så mange medier samtidig? Ifølge Clifford Nass eksisterer der et ønske om at blive oversvømmet af information, fordi det giver en kortvarig lykkefølelse, og fordi det giver en fornemmelse af at være i centrum af begivenhederne. Måske skyldes det også en tro på, at man i det lange løb kan formatere sin hjerne til at klare de mange stimuli. En frustrerende læreproces med andre ord, der ses som en investering i en fremtidig superhjerne. Men det er desværre et forfængeligt håb.

I deres eksperiment opdelte Nass og kolleger forsøgspersonerne i to grupper alt efter, hvor meget de multitaskede i deres hverdag. Begge gruppe skulle fokusere på to røde firkanter på en skærm, der var omgivet af to, fire eller seks blå firkanter, og efter et hurtigt billedskift afgøre, om de to røde firkanter havde skiftet deres orientering.

Selvom begge grupper fik fortalt, at de skulle ignorere de blå firkanter, kunne gruppen af stærkt multitaskende forsøgspersoner ikke abstrahere fra dem. De blev hele tiden distraheret af de blå firkanter, og klarede sig meget dårligere end de svagt multitaskende forsøgspersoner.

Måske var årsagen, tænkte forskerne, at de stærkt multitaskende personer havde en bedre hukommelse, og derfor lavede de en hukommelsestest. Men også denne test viste, at de ikke var bedre end de svagt multitaskende forsøgspersoner. Tværtimod blev de stærkt multitaskende personer dårligere og dårligere med tiden, måske fordi de mistede tålmodigheden eller fordi de blev hurtigere kognitivt overbelastede.

Under alle omstændigheder burde man forvente, at de stærkt multitaskende personer i det mindste var bedre til at skifte mellem opgaver, i og med at det er det, de gør så meget. Men nej, heller ikke det var tilfældet. Når man viste dem billeder af bogstaver og tal samtidigt, og instruerede dem om, hvad de skulle fokusere på, var de dårligere til at svare på, om tallene var lige eller ulige, eller om bogstaverne var vokaler eller konsonanter.

»De kunne ikke lade være med at tænke på de ting, som de ikke skulle beskæftige sig med,« sagde Eyal Ophir i en kommentar til deres artikel i PNAS. »De stærkt multitaskende forsøgspersoner forsøgte hele tiden at trække informationer ud af alt, som var foran dem. De kunne ikke separere tingene fra hinanden,« sagde han.

Den negligerede hippocampus
Det, som mennesker gør, når de multitasker, er et forsøg på at automatisere en handling, så de kan koncentrere sig om en anden. Ligesom at køre på cykel kræver det træning, men til sidst behøver man ikke at tænke over det længere. I hjernen foregår dette ved at aktivere striatum, der menes at understøtte habituel opgaveløsning.

I hjernescanningsforsøg med multitaskere viste Russell Poldrack fra UCLA i 2007, at normal læring uden forstyrrelser involverer hippocampus, der forarbejder og lagrer information. Men hvis forsøgspersoner bliver forstyrret af andre opgaver, stopper aktiviteten i hippocampus og erstattes med øget aktivitet i striatum. Det tyder på en kompensationshandling, der søger at mindske den kognitive last og i stedet mekanisere læringsprocessen.

Problemet er bare, at de færreste læringsopgaver kan sammenlignes med at lære at køre på cykel. Uden hippocampus hindres hjernen i at trække på den fleksible langtidshukommelse, som associeres med kreativitet og adaptiv problemløsning. En inaktiv hippocampus kan i den forstand sammenlignes med en skadet hippocampus, som man finder det hos folk med Alzheimer - altså tab af hukommelse og alvorlig distraktion.

En skadet striatum finder man derimod hos patienter med Parkinson. De har en velfungerende langtidshukommelse, men har store problemer med deres motoriske læring af simple procedurer.

Fortidens optimisme
I 1945 skrev Roosevelts videnskabelige rådgiver Vannevar Bush et meget indflydelsesrigt essay i bladet Atlantic Monthly kaldt 'As We May Think'. Heri spekulerer Bush over muligheden for i fremtiden at bygge et kollektivt hukommelsessystem (som han kaldte memex), der kan forbedre vores adgang til informationer, og transformere dem til en fælles civilisatorisk viden. På mange måder foregreb Bushs vision den digitale computer, internettet og hypertekst. Det primære formål for Bush var at tænke over, hvordan man kan frigøre mennesker fra det trælse rutineaspekt i informationsbearbejdningen og erstatte det med en større kreativ frihed, som han mente ikke kan udføres af maskiner.

Bushs essay er muligvis en grund til, at mediemultitasking stadig har en positiv klang for mange mennesker. Selv didaktikere og kognitionsforskere har længe brugt Bushs modsætning mellem det belastende informationsoverload, der skal afhjælpes med mekaniske hjælpemidler, og den højere kognitive frigørelse, hvor man surfer på det globale vidensbibliotek, til at designe nye digitale værktøjer.

Men hvad det er for en højere ordens kreativitet, er stadig uklart. Ifølge en af de mest kendte medieteoretikere, Marshall McLuhan, tilføjer hvert nye medie sig til det, som vi mennesker allerede er ekviperet med til at forstå verden. Det medfører både 'amputationer og udvidelser' til vores lemmer, vores sanser, og til vores kognitive værktøjskasse.

De nye digitale repræsentationsformer vil derfor langsomt bevirke, at vi overgår til en ny teknisk form, fordi internettet udfordrer vores evne til at håndtere ikke-lineære parallelle informationsstrømme, og kræver helt nye evner til grafisk og ikonografisk symbolmanipulation. Opmærksomheden skal deles mellem mange ting, man skal kunne skifte hurtigt og effektivt, og have parallelle tankeprocesser klar i arbejdshukommelsen. Det er en ny måde at tænke og kommunikere på. Det er en ny måde at socialisere på, og det ændrer vores adfærd.

Negativ effekt
Men den nye forskning viser, at ændringerne er primært negative. Stærk multi­tasking går hånd i hånd med en vigende koncentrationsevne, en dårligere hukommelse og en generel intellektuel forværringsproces. Vi kan for eksempel roligt regne med, at de fleste stærkt mediemultitaskende læsere for længst er faldet fra, og aldrig får læst denne artikel færdig.

I en kommentar til de nye fund siger professor Lin Lin fra University of North Texas, at stærkt multitaskende personer udvikler en vane til at betragte alle informationer som ligeværdige. Konsekvensen, som også er blevet bekræftet af en engelsk undersøgelse fra 2008, er en overfladeforståelse af informa­tioner og en manglende kritisk og analytisk sans.

Desuden er det, som om ejerforholdene er vendt om: Det er ikke længere os, som ejer de nye gadgets, men dem, der ejer os. Frem for at vi beslutter os til at fokusere på et bestemt medie, kalder medierne på os for at blive hørt.

Den tilstand blev allerede bemærket af psykologen og forfatteren William James, da han for hundrede år siden skrev, at mennesker 'kun får gjort deres ting i mellemrummene mellem deres tankevandringer'. For James var evnen til frivilligt at bringe sin vandrende opmærksomhed tilbage 'det afgørende kendetegn for dømmekraft, karakter og viljestyrke'.

Den multitaskende hjerne er derfor måske i højere grad et tegn på en tidsånd, der hjælpes på vej af en teknologisk udvikling. Vi er blevet forbrugerhjerner, der får et kick ud af ny viden og elsker at bade i de evige informationsstrømme. En vandrende hjerne er ligesom shopping: Opslugt i rusen af spændende viden og nye ideer, sjove film, hurtige updates fra venner og følelsen af altid at være 'på'. Men ligesom overdreven shopping slår bunden ud af økonomien, skader overdreven mediemultitasking den mentale balance - og kicket er kortvarigt.

Labels: ,

“Multitasking er svært, tidrøvende og usundt”


about


Robin Engelhardt, Copenhagen





search

recent posts

recent comments

archives

labels

Publications



ERGO- naturvidenskabens filosofiske historie (Lindhardt og Ringhof, 2007)


Hazardcard - a learning game
- play, buy and create


Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2008)


Jeg tager bomben med når jeg går - udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2009)