<body>

At ville ville

En gnaven tysk filosof sagde engang, at mennesker måske nok er i stand til at gøre det, de vil. Men de er ikke i stand til at ville det, de vil. Den skal man så lige tygge lidt på: Kan man ville noget? Ja, sagtens. Kan man ville noget andet, end det man vil? Øh, æh, måske ikke ... Kan man ville ikke at ville noget? Nej! Den går ikke!

Med denne kække manøvre mente filosoffen at have bevist, at vores frie vilje har en meget begrænset evne. Viljen er kun motiveret af driften til at leve, og alt, hvad der ligger derudover, alle håb og ønsker, er blot illusoriske drømme. Som konsekvens af denne indsigt, påstod han, er menneskehedens handlinger retningsløse og forgæves. Vi kan ikke styre verden, endsige være herre over vores egen fremtid.

Hvorfor er denne lille filosofiske overvejelse relevant i disse klimamødetider? Ja, spørgsmålet er vel det samme: Om vi som globalt überrovdyr er i stand til at ville noget andet, end hvad vores drifter i millioner af år har indprentet i vores små hjerner at ville, nemlig at spise, leve godt og gro. Det grundlæggende, og stadig ubesvarede, spørgsmål er derfor: Kan vi virkelig ville redde os fra os selv?

Mange forhandlere i Bella Center betragter klimaforandringerne som et teknologisk og politisk problem, der skal og kan løses. De glemmer hurtigt, at CO2 blot er én blandt mange kemiske forbindelser, som før eller siden kommer til at begrænse vores grænseløse vilje til at leve og gro. Nulvækst eller civilisatorisk skrump er et anatema på disse bonede gulve, og så længe det er det, har vores kollektive vilje til grøn forandring tydeligvis spillet os et puds.

Jeg vælger dog (af ren ufrivillig vilje, forstås) at tro på, at vi kan, hvis vi vil. Som begrundelse kan jeg anføre et hjemmebagt modbevis til ham den tyske filosof. Han har nok ret i, at jeg som et tænkende individ ikke er i stand til at ville noget andet end det, jeg vil. Men heldigvis findes der andre end mig, og hvis jeg er åben nok over for deres viljer, for eksempel ved at lære af dem, eller bare kopiere dem, kan jeg fås til at gøre noget andet, end hvad min vilje påbyder mig at ville. I hvert fald til en vis grad.

Sådan er civilisationer vel i det hele taget opstået: Først som en pædagogisk opdragelse og senere som en social kultivering af basale individuelle drifter. Viljen er rigtignok en sølle evne, men åbenhed over for andre ting og tanker kan få den på rette vej. Man kunne i forbifarten også nævne, at videnskaben er opstået sådan: Som et åbensindet eksperiment med naturen som samtalepartner.

Ergo er hvert enkelt menneske i stand til at ændre sin vilje. Nemlig ved at lytte, lære fra andre og ved at eksperimentere. Spørgsmålet er dog stadig åbent, om vi som samlet menneskehed er i stand til det samme - og hvis ja, om resultatet fører os den rigtige vej. Formlen må dog gælde: At være åben og lytte, ikke kun til andre kulturer, men også til andre dyrs og planters livshistorie. At tæmme vores utæmmelige vilje til at herske og gro gennem opdragelse og læring.

COP15 er et stort eksperiment i at gøre netop dette. Desværre har vi ikke nogen far og mor, som kan hjælpe os. Vi må klare det selv. Med tusinder af små og store viljer, der skal læres af, med demonstrationer, der skal lyttes til, og med et helt parlament af dyr, planter, bakterier, gasser, kemikalier og andre livsvigtige ting, som ikke får deres egen taletid i Bella Center, men senere nok skal stemme om, hvorvidt vi har gjort det rigtigt eller ej.

Labels: , ,

“At ville ville”

  1. Blogger Robin Engelhardt Says:

    There is an enlish translation of this piece here: http://readywrotes.wordpress.com/2009/12/11/a-proof-of-free-will/


about


Robin Engelhardt, Copenhagen





search

recent posts

recent comments

archives

labels

Publications



ERGO- naturvidenskabens filosofiske historie (Lindhardt og Ringhof, 2007)


Hazardcard - a learning game
- play, buy and create


Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2008)


Jeg tager bomben med når jeg går - udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2009)