<body>

Science and Islam

Boganmeldelse: Science and Islam, af Ehsan Masood

Det er på høje tid at der kommer læseværdige bøger på markedet, som fortæller om andre civilisationers forhold til - og udvikling af - naturvidenskaben. Frem for alt fra Islam, vores indflydelsesrige nabo, der betød meget mere end rygtet vil vide.

Man har længe vidst, at muslimske lærde bevarede de klassiske græske værker af Aristoteles, Platon osv. ved at oversætte dem til arabisk, alt imens vores egen kristne kultur foretrak at brænde dem istedet. Men det har været lidt af en hemmelighed, at disse lærde var en del af en blomstrende videnskabelig kultur, der selv opfandt og opdagede utallige naturvidenskabelige koncepter, og ofte i lang tid før vores egen kristne kultur gjorde det.

Tag for eksempel matematikeren Musa al-Khwarizmi fra det ottende århundrede, som populariserede det indiske talsystem (incl. nullet) og opfandt algebraen. Eller ibn-Sina (også kendt som Avicenna) fra Persien, som i det 11. århundrede fandt ud af, at sygdomme spredes gennem vand og jord, eller astronomen Nasir al-Din al-Tusi fra det 13.århundrede, som forbedrede de græske planetmodeller, uden hvilke Kopernikus næppe ville havde kunnet udvikle sin heliocentriske teori.

De udviklede ure, opfandt kameraer, opdagede blodcirkulation og diskuterede menneskets evolution lang tid før Lamarck og Darwin gjorde det. Journalisten Ehsan Masood beskriver i et let og tilgængeligt sprog omstændighederne for hele denne udvikling.

Bogens centrale og vigtige budskab er følgende: I den islamiske verden har der fra begyndelsen af været stor åbenhed over for videnskabelige erkendelser. Først i det øjeblik, hvor enkelte kaliffer brugte videnskaben til at påtvinge folk bestemte trostolkninger, opstod der modsætninger mellem religion og videnskab. Og resultatet var, at den ondskabsfulde rationelle tænkning tabte, mens den godmodige tro vandt.

Helt konkret skyldes denne besynderlige historiske vending 'Videnskabens Kalif' Al-Ma'mun, der regerede under Bagdads blomstringstid i 813-833. Han bedrev en overdreven, ligefrem militaristisk, videnskabelighed. Modstandere blev rask væk dræbt af inkvisitionen, kaldt mihna. Men det var en inkvisition, der forsvarede rationalismen, ikke troen.

Al-Ma'mun var den drivende kraft bag oversættelsen af de klassiske græske værker. I sine senere år ved magten beordrede han de lærde at gå rundt i landet og forkynde, at Koranen ikke var Guds tale, men en fiktion, skabt af mennesket. Dem som nægtede, fik hovedet hugget af.

Dette er grunden til, at mange muslimer ser Al-Ma'mun som en ateistisk diktator, der knægtede ytrings- og trosfriheden, snarere end som en initiator af den videnskabelige guldalder. Den videnskabelige tænkning har derfor et image-problem blandt muslimer på lignende måde som kirken har det hos os. Dette er en interessant pointe.

Bogen er den officielle ledsager til en BBC-serie om videnskab og Islam, som jeg desværre ikke har set.


Ehsan Masood

Science and Islam ? A History
240 sider, Icon Books , 2009




Anmeldelser:
Velcro City
New Scientist

Labels: , ,

“Science and Islam”


about


Robin Engelhardt, Copenhagen





search

recent posts

recent comments

archives

labels

Publications



ERGO- naturvidenskabens filosofiske historie (Lindhardt og Ringhof, 2007)


Hazardcard - a learning game
- play, buy and create


Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2008)


Jeg tager bomben med når jeg går - udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2009)