<body>

»Undskyld hr., ?

Hvor ligger naturen?« spurgte Snøvsen, og det med rette. For her i 2008 er den svær at finde nogen steder. Den er ikke i byen, der er for meget trafik, og den er heller ikke ude på landet, hvor der kun er marker og gylletanke. Spørger man en person fra Naturfredningsforeningen, kan det være, at man bliver henvist til en park eller en skov. Men selv det er jo installationer og kunstige implantater, kreeret af en romantisk idé om en tid, der aldrig fandtes. Nej, hvad og hvor er naturen egentlig? Går man på jagt i historiebøgerne, vil man opdage, at vores forskellige forestillinger om 'naturen' går hånd i hånd med vores civilisations tidsaldre, og at vi nu synes på vej ind i en ny periode.

I Oldtiden var naturen ensbetydende med gudernes hævn over menneskets synder. Solformørkelser og tordenvejr var noget, man skulle tage personligt. I antikken skete der noget nyt. Tapre mænd som Odysseus kunne modstå naturens (altså gudernes) vrede, og langsomt blive dens ligemænd. Og da en storm sønderrev den persiske konge Xerxes broer over Hellespont, beordrede han havet tildelt 300 piskeslag, samt et par fodlænker sænket ned. Naturen var blevet et bæst, der skulle tæmmes.

Et jordskælv i Lissabon i 1755 fik for alvor brudt med middelalderens hævngerrige Gud, og vækket oplysningsfilosofferne til dåd. Frem for alt Voltaire, der erstattede Theodicéen med en natur, der måske var grusom, men stum. »Hvis de evige love bevæger elementerne, lader sten falde i vinden og tykke egetræer brænde under lynet, så føler de ikke de stød, der fælder dem. Men jeg lever, jeg føler, og mit hjerte er dybt såret,« skrev han i 1756, og var medvirkende til, at folk holdt op med at forbinde skyld med naturkatastrofer.

Siden har naturen været livløs og dens ytringer formålsløse, medmindre man omformede dem til nyttigt arbejde. Den naturvidenskabelige forståelse af verden vandt frem, og gradvist blev det kun bevidste handlinger, der kunne anses for at være onde. I industrialiseringens tidsalder lærte man at se naturen som død og manipulerbar materie, hvorimod mennesket stod hævet højt i sin levende kultur. Darwin opretholdt adskillelsen mellem levende og død natur, efter hvilken førstnævnte skal tilpasses sidstnævnte og forsøge at overleve i den.

I vores postmoderne tid er der sket noget nyt. Naturen er vækket til live. Ikke som genopstået fra de døde, men som en Golem, et menneskeskabt væsen, lavet af ler og dødt stof, og formet efter egne behov. Vi er endnu ikke særlig gode til den slags, så derfor er naturen stadig vores patient. En spastiker med feber, som slår ud med sine tsunami-arme, og truer med at rejse sig fra sygesengen og vælte den halve civilisation omkuld. Men vi tilskriver den ikke nogen autonomi, snarere en slaverolle, der skal lære at holde vores niche lys og varm. Darwins opdagelse af, at arter tilpasser sig deres nicher, skal altså vendes på hovedet: arter tilpasser deres nicher. De gør dem beboelige. Termitter omformer jordbunden til katedraler af ler og cellulose for at holde varmen. Mennesker omformer landskaber til katedraler af stål og glas, også for at holde varmen. Det andet er ikke mindre naturligt end det første, og hvis der er en forskel mellem de to, ligger den i omfanget.

Så, hvor er naturen, det billige skidt, egentlig? Den er ingen steder og over det hele. Den er hjemmelavet og derude. Den er død og den er levende. Den er farlig, men kun så farlig som vi selv gør den til. Den er et spejl på vores civilisation. Den er vores vugge, vores niche og vores grav. Det er uendelig mange ting på én gang, og jeg må hellere stoppe, inden jeg går helt fra snøvsen.

Labels: , ,

“»Undskyld hr., ?”


about


Robin Engelhardt, Copenhagen





search

recent posts

recent comments

archives

labels

Publications



ERGO- naturvidenskabens filosofiske historie (Lindhardt og Ringhof, 2007)


Hazardcard - a learning game
- play, buy and create


Jeg er bevæbnet og har tømmermænd - udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2008)


Jeg tager bomben med når jeg går - udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv (PeoplesPress, 2009)